En af vor tids største paradokser angår de unge. Objektivt set har ingen generation tidligere været så privilegeret målt i materiel velstand og gennemsnitlig levealder eller har haft mulighed for at vokse op i et samfund med større tryghed, økonomisk sikkerhed og bedre forudsætninger for at realisere sig selv. De skandinaviske unge befinder sig tilmed i lande, der rangerer højt på listen over verdens lykkeligste. Alligevel er der noget galt. For de seneste års trivselsundersøgelser, forskningsresultater og medieoverskrifter skildrer en alarmerende negativ udvikling, hvor flere unge oplever sig stresset og presset for at lykkes både i den virkelige og den virtuelle verden i alle døgnets timer. Problemstillingen er ingenlunde ny og debatten får jævnligt en opblomstring, hvilket kunne tyde på, at vi fortsat efterlyser en fyldestgørende forståelsesramme, der kan skabe grobund for effektive indsatser.

Med sin bog Generasjon prestasjon – Hva er det som feiler oss? forsøger Ole Jacob Madsen at bidrage til debatten ved at skildre de reelle udfordringer, som de unge oplever i det senmoderne samfund. I bogen forholder Ole Jacob Madsen sig kritisk til målingerne af unges trivsel og stiller spørgsmålstegn ved, om unge faktisk er mere syge end tidligere på grund af samfundsudviklingen, eller om vi har vendt os mod bestemte forestillinger om ungdomsårerne som specielt udfordrende, der har resulteret i selvopfyldende profetier.

Bogen indeholder forskelligartede indfaldsvikler til forståelsen af unges mentale sundhed. Det er tydeligt ved gennemlæsning, at Ole Jacob Madsen besidder en alsidig og velfunderet viden omkring det senmoderne samfunds rødder og aktuelle udvikling – både i Norge og internationalt inden for kunstscenen, litteraturhistorie, politik, forskning og sociale medieplatforme. I min optik er en af bogens forcer, at Ole Jacob Madsen med sin lettilgængelige formidlingsstil formår at perspektivere filosofiske, psykologiske og sociologiske teorier med højaktuelle eksempler fra bl.a. offentlige debatter, fiktionen og medieoverskrifter, hvormed den samfundsorienterede læser med stor sandsynlighed vil forstå budskabet i fremstillingerne. Netop denne vekselvirkning er med til at gøre bogens første kapitler om Modernitetens patologier og Senmodernitetens patologier dynamiske og virkningsfulde. I disse indledende kapitler redegør Ole Jacob Madsen for de unges muligheder for at leve et meningsfuldt liv i en dystopisk verden med afsæt i centrale tænkere af nyere og ældre dato.

Med en mere videnskabelig indgangsvinkel undersøger Ole Jacob Madsen i de efterfølgende kapitler Ung, privilegert og syk og Ungdom under pres de nordiske unges oplevelse af samtiden og dens idealer. Her refereres til nyere kvalitative og kvantitative undersøgelser, hvor fokus er på udvalgte temaer som medicinering, selvskade og udadreagerende adfærd. At Ole Jacob Madsen forholder sig yderst metodekritisk i disse afsnit, er i mine øjne en anden af bogens styrker, når diskussionen kredser om unges mentale sundhed. Eksempelvis mener Ole Jacob Madsen, at den tilgængelige forskning ikke opfylder de metodiske krav for at være repræsentativ for de unges generelle sundhed, selvom den samfundsmæssige kompleksitet og øgede individualisering, selvansvarlighed og selvrealisering har en vis negativ indflydelse på de unges livsvilkår, identitetskonstruktion og selvforståelse. Faktisk tyder statistikkerne på, at de fleste norske unge trives og er veltilpassede på flere områder. Ikke desto mindre er forekomsten af psykisk ubehag blevet mere udbredt – særligt blandt de unge piger.

I et forsøg på at forstå denne udviklingstendens tager Ole Jacob Madsen dernæst afsæt i Moscovicis socialpsykologiske teori og undrer sig i kapitlet Social representasjoner over, hvor begreberne præstationssamfund, generation præstation og flink pige-syndrom, der ofte benyttes som prædikater for den norske ungdomsgeneration, egentlig stammer fra. Denne sprog-psykologiske undersøgelse er detaljerig, gennemarbejdet og spændende læsning krydret med eksempler fra reportager fra norske medier og udtalelser fra den politiske scene. Hans fund er tankevækkende, og særligt efterlader kapitlet Helsens paradoks mig med en fornyet opmærksomhed på sprogets diskursskabende kraft, og hvordan vi som eksperter og professionelle foruroligende let kan sygeliggøre almenmenneskelige betingelser og etablere bestemte forestillinger om de unge og deres livsbetingelser.

Ole Jacob Madsen er én af flere aktuelle samfundskritikere, der fokuserer på problemstillingerne i vores samtid, men jeg har hidtil ikke læst en anden bog, som bidrager med en så værdigfuld, nuanceret og sammensat forståelsesramme for de unges mentale sundhed. Bogen behandler samtlige forhold på mikro- til makroniveau, og sådan et ambitiøst værk skal naturligvis kunne balancere mellem på den ene side at være tilstrækkelig udførligt og præcist, og på den anden side være kortfattet og overskueligt for læseren. Ole Jacob Madsen lykkes i stor grad med sit hovedærinde, men i min optik bliver den teoretiske gennemgang i de første kapitler for overfladisk, hvorfor læseren skal søge andetsteds for en mere dybdegående og alsidig behandling af teorierne. Et andet kritikpunkt findes i Ole Jacob Madsens skildring af de komplekse og dynamiske samfundsforhold, der påvirker forestillingen om de unge. Her fremstilles eksempelvis medierne som en fremtrædende og indflydelsesrig aktør, og det er tydeligt for de fleste, at de journalistiske virkemidler ofte kan resultere i en flygtig behandling af et givent emne eller med en tendens til at fremhæve negative hændelser over positive i forsøget på at skabe opsigtvækkende nyheder. Hvor Ole Jacob Madsen gennem hele sin bog fremstår diplomatisk, savner jeg her en mere fyldestgørende inddragelse af mediernes vilkår i øjeblikket – for i en tid med internet, globalisering og falske nyheder kan der samtidig argumenteres for, at mediebranchen er under konstant pres i konkurrencen om læsernes opmærksomhed.

Jeg vil anbefale, at bogen læses i sin helhed, men et stikordsregister gør det også muligt at finde frem til bestemte teorier og pointer. Bogen henvender sig til professionelle, der ønsker en idehistorisk skildring af de unges livsvilkår, eller for den samfundsinteresserede læser. Selvom det ikke er Ole Jacobs Madsens hovedærinde at præsentere løsninger på paradokset, fremhæves alligevel et interessant tiltag, som jeg ud fra mit ståsted vil følge nøje de nærmeste år: For i det norske skolevæsen skal eleverne fra 2020 modtage undervisning i folkesundhed og livsmestring på samme niveau som demokrati og bæredygtig udvikling – om dette også bliver en realitet i Danmark, og hvilken betydning det får for de unges mentale sundhed og på psykologernes arbejdsopgaver, må tiden vise.

Af Susanne Ley, cand.psych., Aalborg PPR

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge