Bogen er en videnskabelig antologi, som er tiltrængt og væsentlig. Man kommer vidt omkring i antologien, og det gør, at flere forskellige fagpersoner her kan finde relevant viden. Det er hårrejsende og alarmerende læsning, som sætter sig spor. Indholdet er relevant for fagpersoner som, populært sagt, arbejder med mennesker.

Antologien består af ti kapitler inklusiv indledning, hvoraf fire er særligt teorimættede (1., 2., 3. og 8.). Disse er skrevet af Casper Feilberg og da jeg her (2015) tidligere har skrevet om den ene af redaktørernes, netop Feilbergs, ph.d.-afhandling (2014) og -projekt, fokuserer jeg i anmeldelsen på antologiens øvrige indhold. John Maul, den anden redaktør, har skrevet et kapitel alene, som giver god indsigt i det filosofiske grundlag for hans tidligere professionelle virke. Sammen har de skrevet indledningen og to kapitler. Feilberg tegner sig for fem kapitler, mens psykolog Mette Thuesen bidrager med et.

Efter endt læsning, forstår jeg det som redaktørernes ædleste ærinde at forsøge at neutralisere giften, som har bredt sig inden for menneskefags- og relationsprofessionerne anno 2020. Det vil sige professioner inden for de pædagogiske, psykologiske og psykiatriske felter. Der er tale om en gift, med toksisk virkning på vilkårene for at udføre arbejdet, når det kommer til kvalitative iagttagelser. Giften defineres ved tidens ideal om markedsgørelse af arbejdet, så det i effektiviseringens navn bliver kvantitativ evidens og dokumentation frem for kvalitativ iagttagelse og forståelse, som fylder broderparten af arbejdet.

Gennem kapitlerne fremhæves, underbygges, tematiseres og perspektiveres den kvalitative og fortolkende tilgang til iagttagelse og forståelse af mennesker. Det gøres eksplicit som en intenderet og tyngdefuld modvægt til en ensidig anvendelse af standardiserede og formalistiske tilgange til udredning og diagnostik. Det er redaktørernes erfaring, at både en kvantitativ/teknisk og en kvalitativ/forstående tilgang til undersøgelse kan rummes i en selvkritisk og solid faglighed hos en fagperson. Jeg læser dette som redaktørernes ønske om et både-og og ikke et enten-eller.

Bogen udgør ligeledes en filosofisk og metodologisk kvalificering af det faglige skøn. I Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer for udredning og behandling af en række psykiske og fysiske problemstillinger omtales dette skøn, men det uddybes eller kvalificeres ikke. Tillad denne korte ekskurs: Problematikken om det faglige skøn blandt psykologer er højaktuel i Norge – se Henrik Bergs nyligt udkomne bog Evidens og etikk. Hva er problemet med evidensbasert praksis i psykologi (2020).

Indledningen er nødvendig at læse, da flere rammesættende oplysninger bliver givet og en afgrænsende begrebsdiskussion, -afklaring og -definition bliver gjort i denne. Der gives en kort og oplysende semantisk analyse af det bærende begreb ’iagttagelser’. Det forklares som, en intellektuel færdighed en iagttager tilegner sig over tid. Et enkelt ord med stor betydning for samfundsudviklingen, hvis man sætter det i relation til forskellene mellem et kvantitativt og et kvalitativt undersøgelsesparadigme. Som jeg forstår brugen af begrebet og de faglige professionsimplikationer afledt deraf, giver det mening at tale om en betydning på samfundsniveau. Altså forstået som organiseringer og institutioner på statslige, regionale og kommunale niveauer, som er tildelt kompetence til at udarbejde vurderinger og/eller træffe beslutninger om menneskers liv og tilværelse.

I kapitel, Den lidenskabelige iagttager – iagttagelser af børn og voksne med udviklingshæmning, skriver Maul og Feilberg om samvær og kommunikation med mennesker i sammensatte vanskeligheder, hvor særligt kommunikation udgør en udfordring. Afsnittet Ved randen af menneskeligt samvær, er en gribende beskrivelse af iagttagerens samvær med og iagttagerens metode i samværet med to forskellige børn. Metoden kan helt enkelt og almensprogligt opsummeres i en ambition om at gå ind i mødet med barnet og se, ”… hvad der sker og hvad man kan få til at ske.” (side 142). Jeg tror ikke, det kan siges kortere og mere koncist. Kapitlet er et flot og velfungerende eksempel på en succesfuld sammenfletning af og vekslen mellem beskrivelser fra praksis og teoretiske analyser af praksisbeskrivelserne. Læren af arbejdet med den beskrevne iagttagelsespraksis og de teoretiske analyser, opsummerer forfatterne afrundende: ”Som undersøger af usædvanlige menneskeskæbner må man lære sig at lytte til de helt særegne sprog og de dertilhørende alternative forståelseshorisonter for at kunne nå frem til begrebsliggjorte helhedsfortolkninger.” (side 159).

I kapitel fem, Den strukturerede iagttager – iagttagelse af specifikke skriftsproglige vanskeligheder, skriver Maul om egne undersøgelseserfaringer og en videnskabelig analyse af disse. Undersøgelserne foregik med et struktureret undersøgelsesværktøj. Resultaterne af og processen i en undersøgelse gav Maul anledning til også at arbejde på et kvalitativt iagttagende plan. Det fortolkende arbejde havde blandt andet sit udgangspunkt i neuropsykologien med reference til Aleksàndr Romanovich Luria og i fænomenologien med reference til Maurice Merleau-Ponty. Kapitlet viser en omfattende faglig indsigt og beskriver en stor undersøgelsesmæssig grundighed, og Mauls omtale af den specialepædagogiske undersøger som både ’arkæolog’ og ’historiker’ giver god mening; arkæologen ”… tolker tegnene i forhistorien, prioriterer og medinddrager det væsentlige; og specialpædagogisk ’historiker’ som udvælger og indsætter de vigtigste oplysninger fra skriftlige og mundtlige kilder i forhistorien.” (side 172).

Forud for undersøgelsen blev forhistorien beskrevet ved hjælp af oplysninger fremskaffet fra f.eks. forældre, sundhedsplejerske, lægejournal, psykolograpporter, børnehave og skole. Som jeg læser, måden der blev arbejdet på, og grundigheden hvormed der blev arbejdet, synes jeg følgende opsummerer resultatet af undersøgelsesproces og -resultat fuldstændigt; det gav ”… uvurderlig viden, om hvad der ville virke i undervisning og praksis.” (side 171). Særligt afsnittet Dysleksi og ordblindhed i et historisk perspektiv (side 164-166) faldt i god jord. Maul beskriver kortfattet og enkelt de forskellige positioner inden for feltet, og i kraft af det historiske aspekt i afsnittet er det let at begribe de forandringer inden for feltet, som er foregået over tid.

Kapitel seks, Det fortolkende blik – psykomotoriske vanskeligheder, diagnoser og pædagogisk-psykologisk rådgivning, er glimrende, og det skulle være en fryd at opleve forfatterne afholde kurser for og tilbyde temadage til alle faggrupper i PPR i Danmark. Det ville være i tråd med den filosofiske tilgang til udviklingsbehov i PPR-psykologers praksis, som omtales i afsnittet Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Man kunne f.eks. begynde på et af de tilbagevendende faglige årsmøder. En sproglig detalje, som har implikationer for forståelse af et problems eller en udfordrings mulige ætiologi, skal nævnes. I bogen anvendes generelt vendingen ’barnets vanskeligheder’, når en given problematik omtales i forbindelse med et barn. Dette giver indtryk af et entydigt individ-orienteret perspektiv, og det er egentlig mit indtryk, at brugen af vendingen mest af alt er udtryk for en ureflekteret anakronisme, som ikke er i overensstemmelse med redaktørernes faktiske menneskesyn – formoder jeg. Det havde været mere tidssvarende at skrive om ’barnet i vanskeligheder’, hvorved et kontekstuelt perspektiv havde været etableret.

Mette Thuesen skriver i kapitel syv under overskriften Den daglige vurdering af farlighed i psykiatrien og socialsektoren om blandt andet forskellen mellem kvalitative og systematisk strukturerede farlighedsvurderinger. Et meget væsentligt omdrejningspunkt i kapitlet er, at medarbejderens ”… beredskab til at foregribe voldelighed afhænger af den enkeltes eget forhold til aggression.” (side 217).

En vægtig pointe, i forhold til prioriteringen af at foretage løbende kvalitative vurderinger af farlighed, er, at den systematisk strukturerede vurdering aldrig erstatter den daglige kvalitative vurdering. Det absolutte aspekt af pointen er helt på sin plads og giver indlysende mening, når Thuesen gennem kapitlet fremfører kvalificeret belæg for pointen. F.eks. er et vigtigt aspekt for forståelse af farlighed, ”… at patienten ikke behøver bevidst at opleve sig selv som aggressiv endsige vred. Stærke følelser kan være i spil i patienten, uden at de bevidst registreres af patienten selv …” (side 219). Det er derfor relevant at have en art dobbelt bevidsthed, hvor man lytter til sig selv, som lytter til patienten.

Thuesen skriver opsummerende efter at have præsenteret to cases om betydningen og brugen af dobbeltbevidstheden; vi skal ”… kunne mærke aggression i os selv, for at forstå at patienten er i en situation, hvor patienten er potentiel farlig. Ved resonans oplever vi ofte først følelsen i os selv, uden at vi er klar over, hvor følelsen kommer fra, og først derefter registrerer vi, at den ”tilhører” den anden person, vi indlever os i. Den professionelle hjælper skal således turde mærke stærk aggression i sig selv, for at kunne foregribe patientens mulige aggressive adfærd. Stærk aggression er for mange skræmmende og tabuiseret, og det kan derfor kræve træning og supervision at lære at udholde og rumme disse følelser.” (side 228-229). Kapitlet viser med stor tydelighed, hvor værdifuldt og relevant det er til både patientens og personalets bedste at have et professionelt undersøgelses- og behandlingsmiljø, hvor alle almindeligvis tabuiserede tanker og følelser kan få refleksions- og ”tale”-tid. Jeg mindes ikke tidligere at være stødt på en tekst med denne form, om dette indhold og skrevet så fremkommeligt. Der lyder derfor en begejstret applaus under en alvorlig mine herfra.

Antologiens sidste kapitel har overskriften Vilkårene for den kvalitative iagttager – i et nutidigt perspektiv, og det har Feilberg forfattet. Efter en kort introduktion til mulig erfaring med penismisundelse mellem videnskabsparadigmer når kapitlet sin endelige flyvehøjde begyndende med afsnit 1. Et historisk tilbageblik for bedre at kunne forstå nutidens vilkår. Der trækkes tydelige spor til Mauls kapitel fem, og fokus er konsekvenserne af kommunalreformen i Danmark i 2007. Afsnittet sammenfattes i tre tematiserede fagområder som igen opsummeres som et ”… udtryk for en generel tendens til udvanding af faglige kulturer inden for kvalitative tilgange til udredning og undersøgelse specifikt …, og faglige professioner inden for den offentlige sektor generelt …” (side 265). Det fungerer, gør det.

I afsnit 2. Analyse af de aktuelle samfundsmæssige tendenser finder man underafsnittet Fra velfærdsstat til konkurrencestat. I underafsnittet bliver intentioner i og konsekvenser af de to statsformers logikker opsummeret. Er tiden knap, er dette et komprimeret og velskrevet opslag at gøre og egentlig værd at søge optaget på online-leksikonet Den Store Danske. Derefter følger underafsnittet Markedsgørelsens konsekvenser for menneskefagsprofessionernes arbejdsvilkår. Deri forlyder det, at ”Ideen om effektivisering ved at reducere professionelt arbejde til servicearbejde (dvs. til en form som robotter også kan sættes til), er gift for enhver menneskefagsprofession, og i særdeleshed for en forstående undersøgelsestilgang, som først og fremmest er afhængig af metodefrihed samt at ledelsen respekterer værdien af at iagttage, fortolke og at bruge sig selv i forståelsesprocesserne.” (side 270). I denne passage ser jeg bogens væsentligste og mest vidtrækkende pointe, hvilket er grunden til, jeg nævnte giftstoffet i begyndelsen af anmeldelsen. Væsentligheden og rækkevidden af pointen opstår, hvis man læser afsnittet og læseren motiveres til at ville en ændring fra de beskrevne og analyserede forhold.

I passagen ser jeg muligheden for at henvende sig til en bredere offentlighed, at gøre et synspunkt gældende i den almene opinionsdannelse. Er redaktørerne ærgerlige over de aktuelle forhold i jernindustrien? Entydigt ja, er min oplevelse. Hvordan så få pointerne ud til vælgerne og beslutningstagerne i de repræsentative demokratier? Lad os få nogle læserbreve. Ja måske endnu bedre, lad os få nogle kronikker i den offentlige omnibuspresse, fra den ene eller begge redaktører. Gerne skrevet med den videnskabelige fundering – i begrundet og kort form – som synspunkter til opinionsdannere, serveret med fynd, klem og svirp og i populismens gevandter med punchlines tydelighed, for søren, det er er tiltrængt, forstår man.

Sættes denne høje faglighed og store grundighed, som Maul beskriver i kapitel fem, sammen med Feilbergs analyse og vurdering af forholdene inden for menneskefagsprofessionerne, er kontrasten bjergtagende og himmelråbende voldsom. Med store typer tegner jetmotorens udstødningsgasser kondensstriber i atmosfæren, som katastrofale krisetegn for menneskefagsprofessionerne anno 2020. Striberne materialiserer sig, hvis man ønsker at anvende den kvalitative iagttagers tværmodale værktøj som en væsentlig del af ens faglige tilgang til løsning af arbejdsopgaver. Jeg lader skuespilleren Peter Schrøder opsummere, som han gjorde det i tv-satireprogrammet Den gode, den onde og den virk’li sjove: Det er fand’me uhyggeligt du.

Det er min vurdering, at redaktørerne og forfatterne lykkes med at skrive betydningen, relevansen og vigtigheden af den kvalitative og fortolkende tilgang til iagttagelse og forståelse af mennesker frem. Det gøres kritisk, ikke afvisende over for standardiserede og formalistiske tilgange til udredning og diagnostik.

Af Henrik Eriksen, cand.psych.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge