Bogen ”Min ven med autisme” er udformet som en interaktiv bog, hvor modtageren selv skal udfylde navn og lave noter undervejs. Der er desuden plads til at lave en slags scrapbog til slut i bogen. Forfatteren lægger således op til at barnet er medforfatter til bogen. Bogen henvender sig til børn i skolealderen og kan både bruges til enkelte børn og gruppe- eller klassevis.

Min vurdering er, at den egner sig fra ca. 1.-2. klasse og op til omtrent 7.-8. klasses børn.

Bogen omhandler det at have autisme og er delt op i kapitler, der er kaldt følgende: ”Hvad er min ven med autismebogen”, ”Gå en tur i andres sko. Hvorfor og hvordan accepterer man andre?”, ”Hvad er autisme?”, ”Dig og din ven med autisme. Hvordan er I forskellige, og hvordan kan du være en god ven?”, ”Gruppe aktiviteter”, ”Dine tanker” og ”Bonus”.

Den er skrevet meget pædagogisk og letlæseligt og er et konkret arbejdsredskab, som jeg tænker kan være hjælpsomt ift. inklusion af børn med autisme i almenklasserne. Den kommer fint omkring nogle kernesymptomer for autisme, samt guider den læseren på en pædagogisk måde til at mentalisere og udvide vedkommendes horisont og det gøres i børnehøjde.

Samtidig har den flere konkrete forslag til, hvordan børn kan forstå andre, og hvordan autisme kan forstås, hvorfor den er meget anvendelig og let at gå til.

Som PPR-psykolog glæder jeg mig meget til at have denne bog med under armen, når jeg skal hjælpe klasser og lærere godt på vej til den gode inklusion af børn med autisme. Desuden vil jeg anbefale den til familier med børn, der har diagnosen. Jeg tænker, at den kan være til stor hjælp ift. at udvide børns forståelse for børn med autisme.

 

Anmeldt af Maria Markus, PPR-psykolog

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge