Jeg har læst den fine højtlæsningsbog Nanna på Bjørnehjem skrevet af Lisbeth Zornig Andersen og Freja Emilie Palsgaard Andersen. Bogen er en efterfølger til Hemmeligheder og handler igen om de to bedste venner bjørneungerne Nanna og Samson. De går i Bjørnehave sammen, og en dag fortæller de voksne, at Nanna skal på Bjørnehjem, fordi hendes forældre lige nu ikke kan passe godt nok på hende. Samson tænker meget på Nanna og har mareridt om, hvordan det er at bo på et Bjørnehjem. Han har forestillinger om, at det er som at være i fængsel uden legetøj, og at de voksne er store uhyggelige, onde bjørnetrolde. De voksne omkring Samson sørger heldigvis for at tale med ham om Bjørnehjemmet og for, at han kan komme hen og besøge Nanna på Bjørnehjemmet. Her opdager han, at det er et rigtig rart sted at være, og at Nanna har det godt i hendes nye hjem.

Historien er smukt illustreret af flotte tegninger, og på hver side suppleres fortællingen med spørgsmål henvendt direkte til børnene, fx ”Hvorfor tror du, at Samson bliver ked af det?” og ”Hvordan bliver du puttet derhjemme?”. Bogen inddrager således børnene direkte og lægger op til samtale og fælles refleksioner om fortællingen og om børnenes eget liv og hverdag.

Bogen er skrevet til børn i alderen 4-7 år og før og efter fortællingen om Nanna og Samson, er der skrevet tekster til de voksne, der skal læse bogen højt. Disse tekster støtter den voksne i at være klædt på til at tale med børnene om at bo på børnehjem og i at skabe gode rammer for højtlæsningen af bogen.

En af disse tekster er en indledning skrevet af Lisbeth Zornig Andersen. Her fortæller hun, at bogen er skrevet til højtlæsning for alle børn, og ikke kun dem, der er i nær berøring med børnehjem. Hun mener, at alle børn bør vide, hvad det vil sige at bo på et børnehjem. Dette af tre grunde. Dels fordi mange børn i løbet af deres barndom vil møde andre børn, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme. Dels fordi det er et led i den almene dannelse, at børn lærer noget om andre måder at leve på. Og slutteligt, og ifølge Lisbeth Zornig Andersen vigtigst, fordi mange børn, der oplever svigt eller andre problemer, ikke tør sige noget til de voksne af frygt for at komme på børnehjem. Der findes alt for mange grumme forestillinger om, hvad det vil sige at bo på børnehjem, delvist fra tv, bøger og andre medier, dels fra skræmmende historier fra udlandet og dels fra voksne, der selv har ubehagelige forestillinger om børnehjem. Disse skræmmebilleder skal korrigeres, så ingen børn holder noget tilbage, af frygt for at blive sendt på børnehjem.

Af samme årsag er der også sidst i bogen en tekst skrevet af psykolog Rikke Yde Tordrup. Hun afliver blandt andet fire myter om at bo på børnehjem og giver endvidere anbefalinger til, hvordan bogen bedst læses højt. Dette så højtlæsningen bliver en givende oplevelse for børnene, hvor der er plads til snak om historien, hvorigennem børnenes empati og evne til at sætte sig i andres sted udvikles. Rikke Yde Tordrup fremhæver, hvor vigtigt det er at bryde tabuiseringen og gøre op med de mange myter og grumme fantasier, der er om at bo på børnehjem. Hun påpeger, at denne bog er et godt værktøj til denne aftabuisering, og jeg er meget enig med hende.

Jeg har desværre ikke haft mulighed for at læse bogen med et barn i den rette aldersgruppe, men bogen er afprøvet af pædagoger og børn i Aarhus kommune, og her har erfaringen været, at bogen giver anledning til en god snak om rummelighed og tabuer om, hvad det vil sige at være anbragt uden for hjemme, fx på et børnehjem.

I mine øjne er dette en vigtig bog, der lykkes fremragende med i sig selv at være en god fortælling til højtlæsning, men samtidig at være meget mere end en højtlæsningsbog ved at behandle et overset, sårbart emne på en elegant, inddragende måde i børnehøjde. Jeg giver således bogen mine varmeste anbefalinger.

Af Majken Skjølstrup, cand.psych.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge