Nogle grundbøger har halsbrækkende ambitioner om at give en fuldstændig gennemgang af alle aspekter af sit genstandsfelt, mens andre tager et mere opinionated afsæt i et hjørne eller underemne, som bliver styrende for valg og fravalg i fremstillingen. Førstnævnte model kan medføre for generiske og leksikalske (og kedelige!) lærebøger, mens den anden version ikke i samme grad kan gengive mangfoldigheden af perspektiver.

Den norske grundbog Psykiatriboken, skrevet af psykiaterne Finn Skårderud og Svein Haugsgjerd og psykologspecialist og filosof Erik Stänicke, er som titlen antyder et monumentalt forsøg på en autoritativ gennemgang af psykiatrifaget – bogen om psykiatri. Samtidig har den sit eget teoretiske udgangspunkt, der giver den bid og kant.

Første del er meget generelt introducerende med kapitler som “Psykiatriens historie” og “Det biologiske grundlag for psykiatri”. Behandlingen af disse monstrøst store emner på få sider bliver selvfølgelig på bekostning af dybde og diskussion. Det understreges, at psykiatrien er et “uroligt” fag, der i sagens natur aldrig rigtig finder sine ben – hvilket både gør det til et videnskabeligt komplekst og interessant felt, men også er til stor gene for de patienter, hvis symptomer fagfolk kan bruge hele karrierer til at diskutere karakteren af, uden at det fører til afgørende gennembrud i behandlingen.

Bogen har en tværfagligt og overordnet samfundsmæssigt orienteret forståelse af, hvad psykisk lidelse er. Generelt er det en ret psykologisk psykiatrigrundbog, som er kendetegnet ved et fokus på almenpsykologiske kernebegreber (fx tilknytning, mentalisering, affektregulering) som afgørende i forståelsen af udvikling af psykopatologi. Det bagatelliseres dog ingenlunde, at psykiatri også er en biologisk disciplin, og at psykofarmaka og ECT spiller en vigtig rolle i behandlingen af de sværeste lidelser. Bogen interesserer sig for, hvordan psykisk lidelse formes i det senmoderne samfunds kompleksitet, herunder i den digitaliserede virkelighed, og advokerer for en humanistisk psykiatri – både i moralsk forstand i tilgangen til det enkelte lidende menneske og videnskabsteoretisk i kraft af dens tværvidenskabelighed med inddragelse af også litteratur og filosofi.

Bogen er skrevet uden tung fagterminologi, hvilket gør den dejligt tilgængelig. Teoretisk lægges vægten på den psykodynamiske tradition, og psykisk lidelse betragtes overordnet som udtryk for forstyrrelser i relationen mellem mennesker – hvad enten det er i form af den deprimeredes tilbagetrækning fra andre, det uregulerede vredesudbrud hos personen med følelsesreguleringsproblemer eller i den psykotiske patients brud med det fælles sprog og oplevelsesmåde.

Forskellige terapeutiske metoder gennemgås med vægt på/bias i retning af (alt efter temperament og orientering) den psykodynamiske tradition. Der er grundige kapitler om miljøterapi og netværks- og familiebaseret behandling. Et samlende perspektiv gennem hele bogen er den mentaliseringsbaserede psykoterapi som et overordnet intellektuelt framework for forståelse og behandling af psykopatologi bredt set. Man kan blive lidt træt af den obligatoriske bortforklaring af kognitive adfærdsterapeutiske metoders succes i videnskabelige effektstudier, om end evidensparadigmet selvfølgelig kan og bør kritiseres på en række måder. Forfatterne argumenterer i den forbindelse for, at evidenstraditionen har privilegeret et teknisk udefra-perspektiv og i mindre grad interesseret sig for den fænomenologiske beskrivelse indefra af terapeutiske effekter.

I afsnittet om de forskellige diagnoser kan fremhæves kapitler om selvskade og spiseforstyrrelser; lidelsesformer, der er kendetegnet ved at kroppen anvendes som effektiv regulator af følelser, når evnen til mentalisering svigter. Det beskrives som et grundlæggende træk ved vores senmoderne samfund, at kroppen får denne symbolske plads i måden, hvorpå vi udtrykker vores psykiske smerte.

Både udredning og behandling bør kendetegnes ved en psykoterapeutisk holdning, der forstår patientens lidelse som andet og mere end biologiske “ubalancer”. Den gode kliniske praksis er en slags kunstart, der er kendetegnet ved en høj grad af etisk refleksion, kritisk dømmekraft og praktisk visdom. Den gode kliniker har i det psykiatriske udredningsinterview ikke blot til hensigt at indsamle svar på sine diagnostiske spørgsmål, men opfatter og arbejder med terapeutiske kvaliteter i det interpersonelle møde. Det mere end antydes, at new public management som styringsparadigme i den offentlige sektor ikke ligefrem ansporer til, at disse mellemmenneskelige processer kan udfolde sig optimalt.

Bogen giver indtryk af, at det i en norsk kontekst er naturligt og ubesværet, at specialister fra psykolog- og psykiaterstanden på ligeværdig vis bidrager med deres fags respektive forcer til gavn for patientbehandlingen – hvorimod udsigten til såkaldt “norske tilstande” herhjemme tilsyneladende i nogle psykiaterkredse giver anledning til behov for forsagelse og voldsomme skræmmekampagner om psykologers skadevirkninger. Psykiatriboken er således også et interessant dokument, der kan gøre os klogere i debatten om, hvordan den bedst mulige psykiatri kan indrettes.

Af Emil Hvidberg Christensen, psykolog, Psykiatrisk Center København

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge