Bert Hellinger, der er familieopstillingens ”grand old man”, indleder bogen med: ”Repertoiret som Ursula Franke her tilbyder, er forbløffende, men altid enkelt og nemt at forstå, takket være dens overflod af eksempler. Det er en smuk og brugbar bog, som har været savnet længe. Tillykke!” – og jeg er langt hen ad vejen enig.

I den første del af bogen beskriver Ursula Franke fundamentet for sit terapeutiske arbejde. Og det er en flot gennemgang af baggrunden for netop hendes vinkel på metoden. Hun henviser til Jacob Morenos dramaterapi (psykodrama) og påviser vha. Ivan Boszormeni-Nagys teorier om usynlig loyalitet, at en relations dybde er bestemt af en eksistentiel, etisk dynamik.

Og endelig nævnes Virginia Satirs arbejde med ”den simulerede families teknik”, hvor hun påviser at enkeltpersoner medbringer billeder, et stamtræ og et genogram med sig ind i livet. Og allerede her begynder bogen at konkretisere, arbejdet med hvordan og med hvem metoden kan benyttes. Det fylder ikke mange sider, men er et fint fundament for forståelse af familieopstilling.

Bogen markedsføres som den første bog på dansk om familieopstilling i individuel terapi og rådgivning. Det er måske rigtigt, men ophavsmanden til metoden Bert Hellinger har skrevet en bog, der også foreligger på dansk. Hans bog er ganske omfattende og sine steder ”noget metafysisk” i sin beskrivelse af baggrunden og metoden. Og på nettet er der fine beskrivelser af metoden.

Ursula Franke trækker en række centrale begreber som modstand, modoverføring og kropspanser (Lowen) m.v. – frem og ser dem i lyset af opstillingerne. Hun citerer sin læremester Hellinger for; ”en grundlæggende dynamik, hvor erfaringer, tilstande og opgaver overtages fra en tidligere generation (…) et barn overtager et symptombillede eller udvikler symptomer, som giver mening inden for dynamikkerne i familiesystemet.”

Hellingers begreb metafølelser kan indfanges vha. denne metode – det er en tilstand, der dukker spontant op i terapien, og som har med ”livet, skabelsen og Gud” at gøre, og som kan beskrives som en spirituel oplevelse. Ursula Franke beskriver ikke disse spirituelle oplevelse i sin bog, og det er måske en mangel, for de er ofte centrale i de kropsrelaterede terapeutiske tilgange.

Psykologen Albert Pesso arbejder med en lignende tilgang. I hans system kaldes det en struktur og den bygger ligeledes på klientens oplevede familie og trækker på at gruppen/terapeuten kan tolke emotioner og reaktioner ud fra det. Så der er altså andre terapier, der rummer den samme form for tilgang.

Ursula Franke diskuterer ikke entydigt, det spændende i hvem der ”ejer” terapien, dvs. om det er gruppen/terapeutens tolkning eller klienten, der har fuldstændig kontrol over deres egen terapeutiske oplevelse.

Bogens anden del handler om de indre processer, spørgsmål og beslutninger, som terapeuten skal foretage gennem hele opstillingsprocessen. En del er simpelthen for kortfattet og kan måske kun forstås af en erfaren terapeut.

Det er f.eks. vigtigt at klienten skal eksperimentere med et anerkendende buk – skal bukke som en del af opstillingens ritual. Dette buk er en vigtig del af opstillingen og er den kropslige måde at sige ja til forløbet på. Dermed trækkes kropsterapien ind, uden den får den helt store plads i beskrivelsen.

Bogens beskrivelse af klientbehandlingen baserer sig som sagt på en bred vifte af terapeutisk viden og erfaring fra forskellige psykologiske metoder og tilgange. Hovedfokus er på brugen af vores indre forestillinger og teknikkerne i individuel opstilling, som forfatteren har udviklet gennem mange års erfaring og observationer.

Bogen tilbyder mange eksempler på, hvordan familieopstillinger kan anvendes. Det er gode beskrivelser, hvor der endog er medtaget eksempler, hvor terapien ikke lykkes. Praksiseksemplerne er hentet i en tysk kontekst, og der er af og til et sprogbrug og en kontekst der ikke umiddelbart kan overføres til vores danske. Det er måske småting, men når der dertil lægges at praksiseksemplerne ikke får plads nok, til at jeg som læser kan medtolke og forstå nok – så er det ærgerligt.

Ved jeg, hvad familieopstilling er, når jeg har læst ”Selv med lukkede øjne ser jeg dig” – dybest set ikke nok, hvis jeg skulle nøjes med denne beskrivelse – men bogen kan åbne øjnene for andre dybder i terapi end de mere kognitive – og så må man selv læse og lede videre.

 

Poul Anker Møller, Cand.pæd.psyk. og krops- og psykodramaterapeut.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge