Gudrun Bodin har været privatpraktiserende psykoanalytiker siden 1986. I denne bog deler hun sine erfaringer fra et liv som psykoanalytiker formidlet på en måde, så alle kan være med, og bogen er således ikke skrevet til psykologer, men til alle, der er nysgerrige på, hvad psykoanalyse er for en størrelse. Med afsæt i to væsentlige pointer fra den psykoanalytiske skole fører Gudrun Bodin os gennem forskellige klienters historier og beskrivelser af litterære karakterers udvikling belyst fra det psykoanalytiske perspektiv.

Gudrun Bodin beskriver, hvordan den mentale fordøjelse virker, og hvordan den er afhængig af, at det lille barn får skabt et godt mentalt fordøjelsessystem. Hun beskriver ligeledes, hvordan der er tre grundvilkår, der skal accepteres – at være afhængig af gode relationer, at lære at tolerere at være uden for andres relationer og at kunne bære separation. Med afsæt i Melanie Kleins termer den skizoparanoide og den depressive position, beskriver Gudrun Bodin i mere nutidig sprogbrug tænkningens to forskellige positioner, som hun ganske enkelt benævner umoden og moden tænkning. På den måde gør hun Kleins teori mere spiselig, for at blive i Bodins egen sprogbrug.

Derefter gennemgår Bodin både case-historier fra klienter og litterære personer til at uddybe og eksemplificere det teoretiske udgangspunkt.

Bodin inddrager ligeledes casen fra hendes spædbarnsobservationer, der er en del af den psykoanalytiske uddannelse, især her fremkommer titlen Set og forstået og omslagets spædbarn som den væsentlige pointe: At vi skal ses og forstås for at blive mennesker, og når mennesket oplever psykiske vanskeligheder, kan det ofte spores tilbage til en barndom, hvor dette ikke er lykkedes. Psykoanalysen får til (gen)skabe denne omsluttende omsorg, der spejler det, som analysanden bringer frem i de mange ugentlige sessioner. Her kunne der med fordel trækkes flere moderne teoretikere og særligt udviklingspsykologer som fx Stern ind i billedet (her tænker jeg særligt på værket Affektregulering i udvikling og psykoterapi af Fonagy, Schore og Stern, der netop laver den samme kobling), om end Bodin henviser til Fonagy og mentaliseringsbegrebet.

Ved første øjekast kan det være svært at få hold på, hvad bogens projekt er, da den springer fra cases over litterære karakterer, bibelhistorier og eventyr, til spædbarnsobservationer og slutteligt med indretningen af det psykoanalytiske behandlerrum på samme måde som de frie associationer udfolder sig i psykoanalysen. Dette med fokus på formidlingen til udenforstående, men man kan tænke, hvad er formålet med, at udenforstående skal tages med ind i psykoanalytikerens arbejdsrum på den måde? Til den læser, der selv er psykolog, formår bogen dog at formidle metoden, så den netop bliver mere ”spiselig” i vores tid. Hvis man som jeg tidligere har slået sig på bl.a. Kleins sprogbrug og derved har forkastet hendes teori som støvet arvegods, der højst vækkede latter i studietiden, hvor vi blev præsenteret for Klein-citater om det gode og onde bryst, der skød med afføring, er der håb for, at man alligevel kan se en nutidig anvendelse af hendes teori.

Om psykoanalysen som metode overlever i disse tider med fokus på omkostningseffektivitet, må tiden vise, men bogen er et interessant vidnesbyrd om en særlig disciplin inden for vores felt, som har en helt egen terminologi og en sjælden dybde at byde på.

Af Iben Fog Staal, psykolog

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge