Edgar Rubin (1886-1951) er bedst kendt for sine banebrydende studier af Figur og grund, som han præsenterede i sin disputats, Synsoplevede Figurer, i 1915. Rubin efterfulgte Alfred Lehmann som professor i psykologi ved Københavns Universitet i 1922, en stilling han bestred til sin død i 1951. Alfred Lehmann havde en psykofysiologisk tilgang til psykologien, Edgar Rubins tilgang var derimod fænomenologisk, eller „gammeldags introspektionistisk“ som han selv beskrev det i et foredrag ved den Tiende Internationale Kongres for Psykologi, som blev afholdt i København i 1932. Inspiration til denne „gammeldags“ tilgang kom vel oprindelig fra Wilhelm Wundts Laboratorium i Leipzig. Her udførte man studier, hvor man på den ene side skulle afgive et ret simpelt svar, som for eksempel hvilken af to roterende skiver var lysere. Men foruden det enkle svar, afgivet under kontrollerede betingelser, skulle man også notere sig, og føre til forsøgsprotokol, andre ting som man oplevede og ikke rummedes af det enkle svar. Wundts tilgang kaldte man „experimentel introspektion“. En gennemgang (udført af Kurt Danziger) af i alt 180 studier fra Wundts laboratorium viste, at kun i fire blev de introspektionistiske forsøgsprotokoller aktivt benyttet, i alle de andre holdt Wundt (og hans studerende og assistenter) sig til de enkle svar, der jo let nok kunne præsenteres i tabellarisk form.

Rubin havde en helt anden holdning, for ham lå det mest interessante i psykologiske forsøg netop i de detaljerede forsøgsprotokoller

I nærværende bog har Arne Friemuth Petersen samlet nogle forsøgsoptegnelser fra Rubins hånd, som ikke før (med enkelte undtagelser) er blevet publiceret. Det drejer sig om studier af perception af bevægelses- og hastighedsoplevelser, studier, som Rubin begyndte i 1920erne og videreførte over de næste årtier uden at publicere mere end enkelte korte referater. Petersen fortæller, at Rubins optegnelser var gået tabt i en del år, men blev så fundet i 1997 ved oprydning på Psykologisk Laboratorium. Optegnelserne består af 7 kapitler. Som indledning til bogen er der desuden gengivet et foredrag fra slutningen af 1940erne, „Om betydningen af psykologiske laboratorier“ og bogen afsluttes med et afsnit „Angående det psykologiske og det fysiske“.

Studierne over synsoplevet bevægelse er mange og beskrives i ret indgående detaljer. Som eksempel kan nævnes undersøgelser om relationen mellem synsoplevet hastighed af roterende skiver på forskellig baggrund. Her viser det sig, at hvis der er en tydelig forskel i lyshed mellem skiven og dens baggrund, så synes skiven at rotere hurtigere, når forskellen mellem skive og baggrund forøges. Men interessant er det, at når forskellen mindskes, så noterer forsøgspersonerne ikke en forandring i hurtigheden.

Rubin var i hele sin videnskabelige karriere ret optaget of forskellen mellem en fysisk og en psykologisk beskrivelse af ting og fænomener. I sin disputats Synsoplevede Figurer skrev han således, at man „maa rense sig for al fysisk Viden om de objektive Genstande og gøre sig klart at det ikke er deres, men selve de oplevede Genstandes Egenskaber, det drejer sig om“ (side 183).

Denne interesse for de psykologiske oplevelser findes der rigelige eksempler på i denne bog. Foruden resultater, der kan betegnes som psykofysiske (fx at en skive roterer hurtigere eller langsommere end en anden), findes der talrige citater fra de detaljerede forsøgsprotokoller, hvor forsøgspersonerne skulle beskrive deres oplevelser i detaljer. Et enkelt eksempel på denne „psykologiske botanisering“, som Arne Friemuth Petersen kalder det, er følgende: „Det var her særligt fremtrædende, at når man skulle sammenligne hastighederne [mellem to ved siden af hinanden roterende skiver] var man tilbøjelig til at lade sig påvirke af noget, der egentlig ikke er hastighed — nemlig den tid det tager for en sektor at dukke op foroven og forsvinde igen. Dette synes at bero på to mærkværdigheder: (i) en asymmetri mht. hvor¬dan man iagttager, hvorved den øverste del af skiven bliver særligt fremtrædende, og (2) den relative skarphed hvormed skivens øver¬ste del er afgrænset, hvilket både giver mening til oplevelsen af at en given sektor dukker op, og til at man har indtryk af varigheden af den tid det tager for sektoren at passere den øverste del“ (side 65).

En af forsøgspersonerne i Edgar Rubins forsøg, som også delvist optrådte som forsøgsleder, var hans datter Anne Marie Rubin, senere arkitekt. I bogen findes talrige smukke illustrationer, som hun fik lavet af nogle af de mangfoldige opstillinger af apparatur, der blev anvendt ved forsøgene. Disse illustrationer er et yderst værdifuldt bidrag til bogen.

Bogens sidste kapitel, „Angående det psykologiske og det fysiske“, indeholder Rubins tanker om forholdet mellem psykologi og nervefysiologi. Her er den gengivet på dansk efter en engelsk udgave. Men faktisk findes dette kapitel også på dansk, idet det blev udgivet i et Festschrift til David Katz, som udkom i Tidskrift for psykologi og pædagogik (Göteborg) i 1947 (vol. 1–2, s. 49–50).
I opsatsen kritiserer Rubin bl.a. den trang hos mange psykologer til at søge en forklaring for psykologiske erfaringer i hypotetiske nerveprocesser for derved at opnå „ligesom en højere grad af videnskabelighed“. Men her forenkler psykologen tit de psykologiske fænomener. Og man skal heller ikke overse, at fysiologien og fysikken er i stadig udvikling, så fysiske hypoteser, der bliver fremsat for at forklare psykologiske fænomener, ofte vil ses som forældede inden for kort tid. Den korrekte psykologiske beskrivelse vil til gengæld stedse bevare sin værdi. Rubins egen beskrivelse af figur-grund fænomenet i hans disputats kan jo tjene som et overbevisende eksempel på rigtigheden af denne påstand.

I marts 1953, da Franz From disputerede ved Københavns Universitet med en afhandling Om oplevelsen af andres adfærd, benyttede en af opponenterne, filosofiprofessor Frithiof Brandt, lejligheden til at gøre sig lystig over den danske universitetspsykologi. Som refereret i Politiken den 11. marts, begyndte han med at kritisere afhandlingens sprog, som han fandt bestemt af den psykologiske retning, der var blevet grundlagt af Edgar Rubin. Og videre: „Men dette sprog er kun kendt af en indre kreds, for det der har karakteriseret dets udøvere er jo, at de ikke har givet sig af med at offentliggøre manuskripter (bragende klapsalver). Disse manuskripter har man opbevaret i en pakke central.“

Arne Friemuth Petersen skal have en stor tak for at have hentet nogle manuskripter frem af denne „pakke central“ og udgivet dem i denne smukke bog. Den er et værdifuldt bidrag til den danske psykologis historie.

Af Jørgen L. Pind, Professor of Psychology, Faculty of Psychology, University of Iceland

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge