Psykolog, professor og leder af Senter for Krisepsykologi i Bergen, Atle Dyregrov, har sammen med sin kollega på centret Magne Raundalen og den engelske professor William Yule fra Kings College i London skrevet en letlæselig bog til voksne – forældre, lærere og andre vigtige voksne – om at være i dialog med børn om terror.

De senere års terrorhandlinger med fx lastbiler, der kører ind i folkemængder, filmede drab, og ikke mindst den massive pressedækning af handlingerne og videoer på nettet, har skabt et behov for at klæde voksne på til at tale med børn om emnet. Og det er denne bog et godt svar/bud på. Bogen er bygget op af to dele, hvor første del af bogen er tænkt som højtlæsningsbog for børn fra 7-års alderen, mens bogens anden del kun retter sig mod voksne. Her kommer forfatterne med guidelines og konkrete råd til, hvordan man kan tale med barnet om emnet og hjælpe det med ideer til hensigtsmæssige strategier til at tackle frygten.
De tre forfattere trækker indledningsvist paralleller til mobning: ”In a way, terrorist are similar to bullies; they want you to fear and obey them. A bully tries to scare or terrorise you into doing something they want you to do, even though you don’t want to do it”.

Forfatterne tilføjer dog herefter, at det forholder sig noget mere kompliceret med terror end med mobning, da terror vedrørende hele nationer og ikke kan løses med anti-mobbeprogrammer. Terrorisme er af natur et både politisk og komplekst emne at tage livtag med. Forskellen på en terrorist og en frihedskæmper er fx ikke mejslet i sten og vil over tid kunne skifte. Forfatterne har derfor måttet tage nogle valg, som de over for den voksne læser redegør for i bogens anden del blandt andet i form af deres bud på forklaringen til barnet om forskellige årsager til terror.

Der introduceres for eksempel metaforer som tænkeforstyrrelser (thinking diseases) og manglen på ”bremser” og ”opvaskemaskine” (cleaning machine) som forklaringsmodel for det individuelle niveau, lige som der inddrages historiske og samfundsmæssige forhold. At nogle lande historisk set har udnyttet andre lande, og at en anden væsentlig årsag til nutidens terror er – ”Terrorisme has also been called the language of the powerless, the desperate” side 20. Terror er et tungt emne, der let hensætter en i afmagt. Det kan være svært at få øje på, hvad man både som voksen og barn selv kan gøre for at forebygge terrorhandlinger. Men også det kommer forfatterne med bud på både ift. det helt nære – at sørge for at alle i klassen eller på arbejdspladsen er en del af fællesskabet – og ift. det mere politiske i form at en gennemgang af de tre af FN´s verdensmål, der vil kunne være med til at forebygge fremtidig terror.

Tonen i bogen er simpel og loyal med barnets begrebsverden. Men bogen risikerer måske, i lighed med mange andre børnebøger, at komme til at tale lidt ned til den ældste del af målgruppen. Min erfaring er dog, at børn er utrolig ’large’ ift. det forhold, hvis bare motivationen for samtalen er stor nok eller alternativet er tavshed. Som en dreng, der havde mistet sin far, sagde: ”Bare det, at nogen spørger mig til ham, er jo rart”, da jeg spurgte til, om tonen i en mindebog forekom ham for barnlig. Han ikke havde råd til at have fine følelser ift. bare det, at nogen spørger.

Jeg har som krisepsykolog beskæftiget mig noget med terror blandt andet i form af undervisning af ansatte på arbejdspladser med øgede trusselsbilleder. Disse opgaver har som sidegevinst trænet mig i at forholde mig yderst rationelt til terrortrusler, men mon mine børn nogle gange går i deres stille sind og tænker på terror? Det skal undersøges. Og læsningen af What is Terrorism? har helst sikkert kvalificeret mine evner til at være i dialog om emnet. Det er en kort og lettilgængelig bog om et ellers svært tilgængeligt emne. Tak til de tre forfattere for at have taget livtag med dette vigtige område.

Af Rikke Høgsted, specialist i psykotraumatologi og psykoterapi

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge