Af Alex Madsen

Jeg har netop meldt mig ud af Dansk Psykolog Forening. Jeg er 65 og har forladt arbejdsmarkedet for flere år siden. Der er sådan set ikke noget mærkeligt i min udmelding. Da repræsentanten for foreningen spurgte, om der var en særlig grund til min udmelding, kunne jeg heller ikke komme på en sådan. Som jeg så det, var tiden bare løbet fra mit medlemskab. Der var så at sige ikke mere at komme efter. Hverken for mig eller foreningen. Det lød som om, repræsentanten havde forståelse for min begrundelse.

Da jeg modtog bekræftelsen på min udmelding, gik det op for mig, at der alligevel var noget at komme efter. Noget jeg har tænkt over længe, men betragtet som uafvendeligt, udtryk for generelle tendenser i tiden. En bestemt begivenhed for nogle måneder siden fik mig på sporet, uden at jeg dengang satte det i forbindelse med psykologforeningen. Jeg er uddannet fra Århus Universitet og modtog som alumne en invitation til et fagligt arrangement på Psykologi i anledning af universitetets jubilæum. Jeg blev nysgerrig og tænkte, det var en god anledning til at høre, hvordan psykologistudiet ser ud i dag, hvad de studerende og underviserne er optaget af. Jeg meldte mig til sammen med en gammel studiekammerat og mødte op i de nye omgivelser på hjørnet af Ringgaden og Randersvej. Vi tog en sandwich og nogen inviterede os til at sætte os. Det var først, da den ene begyndte at tale, jeg genkendte dem. Ikke så godt. Da vi havde sat os i det store flotte auditorium bød en fra det samfundsvidenskabelige fakultet velkommen, og det gik op for mig, at det faglige arrangements højdepunkt var noget lidt andet end forventet. Samfundsvidenskab havde kåret årets alumne, hvilket nu ville blive offentliggjort, hvorefter vedkommende ville holde et foredrag om sit arbejde. Det viste sig at være en psykolog. Psykologer i almindelighed og psykologistudiet på universitetet kunne være stolte. Det viste sig, at årets fornemme hæder gik til en psykolog ansat i en ledende stilling i Shells human ressource afdeling. Han lagde ud med at fortælle, at hans vigtigste og fornemste opgave var at tjene penge til Shell ved at optimere medarbejdernes indsats. Mens han begejstret talte om, hvad psykologien og psykologer kunne drive det til i effektivisering af arbejdskraften i det private erhvervsliv, kiggede jeg mig omkring i auditoriet. Enkelte som jeg selv fra studietiden i 70’erne lignede store spørgsmålstegn. Ikke nok med vi dårligt kunne genkende hinanden, studiet forekom helt og aldeles uigenkendeligt. Da foredraget var forbi, var der stor applaus og flere begejstrede spørgsmål til årets alumne. Vi andre bøjede nakken, og da arrangementet var slut, listede vi stille ud.

Det har naget mig lige siden. Og nu, hvor jeg lige har meldt mig ud af den psykologforening, jeg har været medlem af i snart 40 år, begynder nogle brikker at falde på plads. Lad mig begynde med omlægningen af fagbladet, som nu hedder P Psykologernes fagmagasin. Foreningen har ønsket et øget journalistik præg på fagbladet og har udskilt debatstof og psykologernes egne faglige artikler til nettet. Fagbladet har fået en æstetisk lækker ansigtsløftning og fremtræder i et professionelt magasinformat. I begyndelsen oplevede jeg forandringen som et kvalitetsløft. Guderne skal vide, at der i det gamle Psykolog Nyt undertiden var nogle gevaldige skæverter blandt psykologernes egne bidrag. Men begejstringen er kølnet, og jeg begynder at savne de skæve vinkler på psykologien, faget og professionen i det skrevne medie. Men jeg kan jo bare læse på nettet, der ligger det jo stadig. Ja det er muligt, men når man adskiller debatstof og psykologernes egne mere eller mindre skæve faglige bidrag fra den måde, som psykologerne præsenterer sig på udadtil i magasinet, opstår et alvorligt problem. Psykologien risikerer at blive æstetiseret og både fagligt og politisk tandløs.

Den afpolitisering af psykologien som fag og profession, som er så tydelig i eksemplet fra årets alumne i Århus, har længe været et problem i Dansk Psykolog Forening. For mig bør en fagforening for psykologer gå på to ben. Dels skal foreningen varetage medlemmernes interesser i forhold til psykologernes arbejdsmarked, stillinger og ordentlige løn- og arbejdsforhold. Foreningen skal arbejde for at beskytte og udvikle medlemmernes arbejdskraft. Dels skal foreningen engagere sig i samfundets udvikling, således at psykologer i nogle henseender bliver overflødige, fordi samfundet bevæger sig mod større lighed og livsmuligheder for flere. Dette er et paradoks, som alt for ofte ties ihjel i begejstringen for, at flere psykologer kommer i arbejde. Dansk Psykolog Forening har stigende problemer med at vægte det sidste formål.

Det afspejler sig som nævnt i omlægningen af fagbladet. Det afspejler sig også i andre måder, foreningen præsenterer sig på i offentligheden. Den nuværende formand gør det på mange måder godt. Det er første gang en formand for psykologerne har fået så megen taletid i medierne. Hun er næsten blevet en mediedarling, ikke mindst på tv. Det er Dansk Psykolog Forening tydeligvis stolt af. Men måske burde formanden og foreningen tænke nærmere over, hvoraf denne popularitet kommer. De synspunkter formanden forfægtet er gode og velmenende og udtryk for de bløde værdier, som stort set alle kan blive enige om. Og som medierne til et vist punkt holder meget af. Det er almene værdier, som handler om individet og anerkendelse af de svages ret til at blive behandlet ordentligt. Og gerne af psykologer. Det er samtidigt synspunkter, som har meget lidt kant til samfundets magtinstanser. De udtrykker en appel til den borgerlige anstændighed. Synspunkterne ligger hele tiden i fare for at kunne affærdiges, psykologerne har jo en primær interesse i, at samfundet sender flere penge til flere psykologer, som kan hjælpe flere svage. Så længe formanden taler de gode klinters sag, de som ikke selv kan gøre for det, kun så længe forbliver formanden populær.

Jo mere jeg tænker over min oplevelse fra kåringen af årets alumne i Århus, jo større bliver min forundring over Dansk Psykolog Forening. Jeg har i alle årene læst mit fagblad, nu også på nettet. Og det slår mig, at jeg ikke kan mindes at have læst meget om udviklingen i prioriteringerne inden for uddannelsen af psykologer. Jeg har derimod læst meget om det psykologiske arbejdsmarked. Det er som om, foreningen ikke forholder sig til den omsiggribende individualisering og markedsgørelse af psykologien som fag. Psykologien er blevet en forretning, og fagets samfundskritiske potentiale får stadig mindre plads. Hvor er foreningens studentersektion henne i forhold til en kritik af uddannelsens udvikling? Dansk Psykolog Forening er tavs i disse for fag og profession afgørende spørgsmål. Alt imens formanden er på tv.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Eva Secher Mathiasen
    Svar

    Allerførst tak til Alex Madsen for et ganske tankevækkende brev. I forbindelse med udmeldelser inviterer vi til at begrunde, hvorfor man ikke længere ønsker at være medlem, og følger der kritik med, tager vi den til os. Også dette er medlemsdialog, selvom det naturligvis er i 11. time. Vi siger ikke nej til at blive klogere, velvidende, at foreningens medlemmer er mangfoldige og har mange ståsteder og synspunkter.

    Alex Madsen taler ud fra næsten 40 års erfaring og sætter ord på en tendens, der kendetegner psykologfaget og psykologprofessionen – og dermed også Psykologforeningen. Vi bevæger os ganske vist ikke væk fra det kliniske område, hvor langt de fleste psykologer stadig har deres virke, men breder os ud på områder, hvor vi traditionelt har stået svagt eller måske slet ikke har befundet os.

    For få år siden bragte medlemsbladet et interview (http://infolink2003.elbo.dk/PsyNyt/Dokumenter/doc/18044.pdf) med en ung psykolog, der efter sin kandidateksamen valgte et job hos IBM. Eller omvendt formuleret, IBM valgte at ansætte en nyuddannet psykolog med den helt rette faglighed til at skærpe et af sine forretningsområder.

    I artiklen sagde hun om det at søge sin fremtid utraditionelt: ”Undervejs har jeg måttet vænne mig til tanken om, at jeg skulle se bredere på psykologien end under studiet og den første tid efter. I enhver virksomhed må det være gavnligt at have medarbejdere, som kan det, vi som psykologer kan.”

    Mange af os er skolet til at se vores fag i et andet og snævrere perspektiv end det, der kommer til at præge fremtidens arbejdsmarked. Betegnelsen psykologarbejdsmarked har længe været for snæver, for hvorfor skulle psykologer ikke helt naturligt bevæge sig ind i alle brancher, hvor det giver mening at udnytte vores kompetencer.

    Der er meget, omlægningen fra Psykolog Nyt til fagmagasinet P ikke er. Alex Madsen peger selv på det, idet den jo ikke er et farvel til psykologernes egne (skæve!) artikler og ikke et farvel til kollegial debat. Debatforummet (https://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/debatforum/) på hjemmesiden har to spor: et for læserindlæg i relation til fagmagasinet og et for den faglige debat. Men dialogen og debatten mangler inde på de enkelte indlæg, så det må vi se, om ikke vi kan gøre lidt bedre. Til gengæld er der livlig debat på foreningens lukkede gruppe på Facebook, og den foregår både medlemmerne imellem og til tider med svar, når det kræves, fra foreningens sekretariat. Jeg tror, at vi skal tage de sociale medier og digitale muligheder til os i endnu højere grad.

    At det trykte blad er relanceret til en journalistisk form (men med psykologer som ekspertkilder), hænger sammen med, at bestyrelsen arbejder med en strategi om, at psykologien ikke forbliver et anliggende for os selv, men at fagets position skal styrkes i det offentlige rum. Samfundet skal vide, hvad vi står for og have vores input til, hvordan man gør det gode og retter op på det skæve. Men samtidig skal det jo være et blad, hvor medlemmerne er den primære målgruppe. Den netop afviklede evaluering af bladet viser, at der efterspørges mere forskning og kvalitet i forskningsformidlingen, større relevans for medlemmerne og en større vægt på psykologer som bidragsydere, og det arbejder bestyrelsen nu videre med.

    Bestyrelsen har ganske rigtigt prioriteret det højt at præge den offentlige meningsdannelse og forhåbentligt skubbe til holdninger. Der er for mig ikke noget onemanshow og mediedarling over det, og hvert sekund foran kamera og mikrofon er jo spildt, hvis ikke ytringer og argumenter formår at rokke politikernes prioriteringer. Konkurrencestatens virkning på den enkeltes liv og New Public Management-bølgen er helt oplagte emner for psykologer at sætte faglige ord på. Danmark lever af en god økonomi, men den skabes af ordentlige vilkår for borgerne, ikke af at anbringe dem i et hamsterhjul uden mulighed for at påvirke farten. Kald det bløde værdier, men ud over de menneskelige omkostninger betaler virksomheder og samfund i hård valuta, når medarbejdere går bag af dansen og må sygemeldes og på offentlige ydelser. Angst er Danmarks dyreste sygdom målt på beskæftigelsesfravær.

    Vi insisterer på, at psykologarbejde skal baseres på de klassiske dyder, forskning, viden, empiri, etik, men må bringe dem i spil, hvor spillet foregår. Job må vi opsøge, hvor jobbene findes – både de traditionelle og de utraditionelle. Og kan vi præge samfundsudviklingen bedst ved at føre dialogen med politikerne på Folkemødet, på Christiansborg eller i et tv-studie, skal vi gøre det.

    Ovenstående er bestemt ingen afvisning af relevansen i Alex Madsens brev, men i høj grad en opfordring til, at man som psykolog engagerer sig og tager del i den fagpolitiske debat. Helst selvfølgelig mens man er en del af foreningsfællesskabet. Psykologforeningen er mødested for alle de strømninger, psykologerne indgår i, og stiller platforme til rådighed for debatten: interne nyhedsbreve, hjemmeside, Facebook-side m.v. Grib chancen. Der vil blive lyttet.

    Eva Secher Mathiasen
    formand for Dansk Psykolog Forening

  • Mugge Pinner
    Svar

    Hej Axel – hvis du altså læser disse kommentarer og forhåbentlig alligevel ikke har meldt dig ud.

    Jeg kan næsten ikke være mere enig med dig.. Tror også de fleste, som deltog på generalforsamlingen I marts, ved hvor jeg står. Ingen hemmelighed at jeg fra starten har været og stadig er meget kritisk overfor bestyrelsens beslutning om at omdanne DPs medlemsblad til et fagligt tidsskrift og henvise alle fagforenings,, alle lønpolitiske og politiske indlæg og kommentarer til websider. Havde gerne set en så radikal omlægning først blev taget på baggrund af en generalforsamlings afstmning. (Kald mig bare ultra demokrat for det er jeg).

    Psykologforeningen er – I al fald meget udadtil – blevet en rigtig pæn og stueren forening. Der foregår selvfølgelig stadig en del løn- og fagforenings arbejde, men mest blot udført af sekretariatet. Psykologkampagnen heldigvis en undtagelse. Din oplevelse I Århus kan nok ryste nogle af os, men næppe undre. Hovedparten af de unge, som idag begynder på psykologistudiet, drømmer nok ikke om at gå først på barikaderne for at sikre studiets og psykologstandens kollektive og samfundskritiske profil. Samfundsudviklingen er anderledes idag end den var I 1970’erne.

    Vi så dog på sidste generalforsamling at der heldigvis også stadig er mange kollektivt bevidste i studentersektionen, nogle blandt de yngre psykologer og en del gamle. Men når de gamle samfundskritiske melder fra – eller endda melder sig ud- hvorfra skal støtten til de unge mod individualismen og den pæne borgerlighed så komme fra. Min tale på sidste generalforsamling Down Memory Lane om psykologernes politiske virke og kollektive kampe siden DPs stiftelse udløste begejstring blandt også mange af de helt unge og vidner om god vilje.

    Læs Evas sidste afsnit oven over, meld dig ind igen, vær aktiv og på den måde med til at præge udviklingen.

Skriv et svar til Mugge Pinner Annuller svar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge