Af Jytte Mielcke, psykolog

Foranlediget af afviklingstendensen inden for den kliniske børnepsykologis professionsuddannelsesmuligheder gennem en årrække, føler jeg trang til at gøre nogle refleksioner over udviklingen inden for området de senere år.

Det er min oplevelse, at professionsområdet er trængt i baggrunden i en devalueringsproces i forhold til det akademisk-teoretiske forskningsmiljø. Et længerevarende og betydningsfuldt klinisk praksisuddannelsesmiljø får sværere og sværere vilkår – nu også med Psykologforeningens medvirken.

Med udgangspunkt i lidt professionshistorik vil jeg videregive mine personlige erfaringer på såvel et generelt som et fagligt plan.

Børnerådgivningscentrenes fødsel

Tilbage til Adam og Eva blev den kliniske børnepsykologi i Danmark i praksis født med etableringen af børnerådgivningscentrene, ”Child Guidance Clinics”, flere steder i landet. Med støtte fra Rockefeller Foundation blev den første børnepsykologiske klinik, Universitetets børnepsykologiske Klinik, UBK, grundlagt på Københavns Universitet 1. august 1950.

Det børnepsykiatriske speciale havde allerede set dagens lys og var i udvikling med oprettelsen af den børnepsykiatriske poliklinik på Rigshospitalet i 1934 efterfulgt af den første børnepsykiatriske afdeling med 20 sengepladser i 1943. Den pædagogiske psykologi var også etableret i form af skolepsykologiske kontorer.

På et møde på Københavns Universitet med chefen for Rockefeller Foundation i 1948 argumenterede professorer fra de forskellige fagspecialer for nødvendigheden af at uddanne psykologer til den gruppe af børn og unge, der ikke kunne betegnes som sindslidende, ej heller hørte hjemme på de pædiatriske afdelinger eller var en del af målgruppen for de skolepsykologiske kontorer. Der var på mødet enighed om at oprette en forbilledlig klinik med mulighed for uddannelse og forskning tilknyttet de psykologiske professorater ved Universitetet. Målgruppen var børn med emotionelle og adfærdsmæssige problemstillinger.

Det var første gang og helt enestående i Skandinavien, at en klinisk psykolog uden lægefaglig eller skolepsykologisk ekspertise skulle være chef – ikke blot for psykologer, men også for læger og andre personalegrupper, som var en del af den tværfaglige personalegruppe, der blev tilknyttet klinikken.

Den psykologiske undersøgelse, testning og legeobservation af børn med psykiske problemstillinger blev varetaget og klinikken indrettet med materiale og metode efter forbillede og med inspiration og uddannelse fra Ericastiftelsen i Stockholm, Lowenfelds Klinik og Tavistock i London.

På det psykoterapeutiske område var den Melanie Klein-inspirerede legeterapi med udgangspunkt i den psykoanalytiske og udviklingspsykologiske teori- og forståelsesramme sammen med Anna Freuds og Donnald Winnicott’s arbejde en vigtig inspirationskilde i klinikkens teori- og praksisudvikling.

Klinikken blev i mange år frem leverandør af kliniske børnepsykologer og psykoterapeuter i Danmark. Det børnekliniske speciale: undersøgelse og psykoterapeutisk praksis med børn og unge og deres forældre samt de første store forskningsprojekter på det børnekliniske område tog således afsæt i UBK og har siden været eksempel på og garant for en kvalificeret treenighed mellem teori, forskning og praksis. Med styrelsesloven i 1972 blev UBK ikke blot et efteruddannelsessted, men en integreret del af psykologers grunduddannelse.

Oprettelsen af UBK blev startskuddet til og forbillede for de børnerådgivningscentre, der efterfølgende blev oprettet landet over og drevet af private og velgørende organisationer. Med Bistandslovens ikrafttræden i 1976 overtog amterne de allerede etablerede Børnerådgivningscentre. I de resterende amter, hvor der endnu ikke fandtes Børnerådgivningscentre, blev de pålagt at oprette sådanne.

Oprindeligt var det tanken at oprette 100 klinikker med de på UBK-uddannede kliniske børnepsykologer som ledere. Det blev i stedet et børnerådgivningscenter i hvert af de 13 amter samt et i Frederiksberg Kommune. Med børnepsykologer som ledere blev det muligt at etablere en postgraduat uddannelse for kliniske psykologer samt uddannelse for læger og socialrådgivere i det børnepsykologiske, kliniske speciale. Tidligere leder af Børne- og Ungdomsrådgivningen i Ringkøbing Amt, Dan Rasmussen, udtaler:

Det karakteristiske ved Rådgivningscentrenes arbejde før 1976 (og umiddelbart i kølvandet på den antipsykiatriske debat, hvor den rent lægelige dominans blev problematiseret) var, at det hidtidige børnekliniske arbejde blev styrket og suppleret via et nyt tværfagligt teamsamarbejde mellem læger, psykologer og socialrådgivere, hvor disse grupper ligeværdigt supplerede hinanden og ikke som tidligere arbejdede søjlevist adskilt fra hinanden (dvs. flerfagligt) med hvert sit fokus på barnets henholdsvis lægeligt/medicinske, psykologiske og sociale problematikker (herunder forældrenes) i et lægedomineret hierarki (som på de børnepsykiatriske afdelinger). Denne nye tværfaglige/fællesfaglige team tilgang versus den flerfaglige muliggjorde et nyt ”mindset” i den kliniske børnepsykologiske praksis, hvor den hidtidige rent psykodynamiske og individfokuserede forståelse blev udvidet med mere direkte samspilsorienterede arbejdsformer som fx familieterapi og målrettet relationsarbejde, netværksarbejde, herunder samarbejde med andre professionelle som lærere, skolepsykologer, børnehavepædagoger, familieplejekonsulenter og sagsbehandlere. Disse arbejdsmetoder repræsenterede et nybrud/opgør med den mere traditionelle individorienterede arbejdsmetode, hvor fortrolighed og tavshedspligt forhindrede, at de respektive professionelles fagspecifikke viden blev anvendt integreret og sammenhængende, men nu i stedet synliggjorde og konstruktivt udnyttede de samspils- og familiedynamiske aspekters betydning. Denne systemiske tænkning og helhedsforståelse af barnets problematik åbnede for helt andre muligheder for forandring og fælles støtte til barnets udvikling og trivsel. Det børnekliniske professionsfelt blev omdefineret eller udvidet, så ”børneklinikeren for at være en god kliniker også skulle tænke socialpsykologisk og systemisk”. (1)


Psykologkandidatordningen

Med udlægningen af Særforsorgen i 1980 oprettedes kandidatstillinger for psykologer på flere af Børnerådgivningscentrene og De børnepsykiatriske Afdelinger landet over. I tilknytning til de skolepsykologiske kontorer var der ligeledes etableret kliniske efteruddannelsesstillinger for psykologer, hvor de var sikret et tilbud om supervision suppleret med teoretisk undervisning og kurser.

I det følgende vil jeg kort beskrive et eksempel på, hvordan kandidatordningen blev etableret i Ringkøbing Amt, hvor jeg selv blev leder i 1992. Også her havde oprettelsen af kandidatstillinger sit udspring i udlægningen af Særforsorg i 1980, der gjorde det ønskeligt at psykologer kunne uddannes og også tiltrækkes, kvalificeres og fastholdes i varetagelsen af opgaver i lokalområdet.

Kandidatordningen blev etableret som to normerede fuldtidsstillinger ved henholdsvis Børnepsykiatrisk Ambulatorium i Herning og ved Børne- og Ungdomsrådgivningen i Ringkøbing. Kandidatstillinger var hver for sig 1-årige, men praksis var, at kandidaten efter 1. år det ene sted blev tilbudt det 2. år det andet sted. Reelt var der således tale om en 2-årig klinisk efteruddannelse af psykologkandidater. På landsplan fandtes der på dette tidspunkt cirka 10 til 15 kandidatstillinger, der alle var 1-årige.

Ordningen med mulighed for en sammenhængende 2-årig klinisk efteruddannelse inden for børneområdet var særegen for Ringkøbing Amtskommune. De to års ansættelse betød, at den universitetsuddannede psykologs behov for uddannelse og kompetence blev opfyldt, så de kunne imødekomme Psykologforeningens krav til autorisation for kliniske psykologer. Kandidaterne var sikret fast ugentlig supervision af erfarne psykologer med klinisk efteruddannelse.

Sideløbende med kandidatstillingerne blev der reserveret penge i amtets sociale budget til kursusvirksomhed, hvor nogle af landets dygtigste psykologer og fagfolk inden for området blev hidkaldt til at forestå undervisning og uddannelse i teori og metode. Den teoretiske efteruddannelse sigtede oprindeligt mod psykologkandidaterne og andre offentligt ansatte psykologer i videreuddannelsesstillinger, bl.a. de kliniske psykologer på skolepsykologiske kontorer i amtet. Efteruddannelsen omfattede cirka 10 uddannelsesdage hvert år. Det var tider!

Den kliniske efteruddannelse kom til at virke som et fagligt forum for offentligt ansatte, kliniske psykologer på tværs af arbejdssektorer, hvor det både var muligt at udveksle erfaringer og at indgå i fælles opgave- og metodeudvikling.

Undervisnings- og instruktørudgifterne blev afholdt af Amtskommunens Skole- og Socialforvaltning. Uddannelsen blev tilrettelagt af de psykologfaglige ledere ved henholdsvis Børnepsykiatrisk ambulatorium og Børne- og Ungdomsrådgivningen. Den praktiske gennemførelse af efteruddannelsen skete i samarbejde med Skole- og Socialforvaltningens uddannelseskonsulent.

Da flere amter i forbindelse med forskellige organisatoriske omlægninger med årene kom til at nedprioritere og helt nedlægge kandidatstillinger, blev Ringkøbing Amt foregangsamt som et af de få amter, der vedblev med at holde den kliniske efteruddannelses fane højt, hvilket resulterede i, at Ringkøbing Amt blev et interessant sted at søge hen. Uddannelsesordningen tiltrak således yngre psykologer, og det skortede ikke på ansøgere fra hele landet – også fra Århus og København – når stillingerne hvert andet år blev opslået. En del endte endda med at slå sig fast ned med familie og er i dag bosat i området.

Erfaringerne fra kandidatuddannelsen var gode. Den enkelte kandidat kom i løbet af relativt kort tid i besiddelse af megen erfaring fra to forskellige psykologarbejdsområder: det almene børneområde samt det børnepsykiatriske fagspeciale. Samtidig blev den 1-årige ansættelse vurderet som en passende periode med hensyn til, at kandidaten kan nå at få indblik i én psykologarbejdsplads’ opgaveområde og arbejdsrytme, uden at blive låst fast. Erfaringerne fra ordningen var samtidig, at den kliniske efteruddannelse aktivt medvirkede til en højnelse af psykologarbejdets standard såvel i Amtskommunen som på landsplan.

I og med at Ringkøbing Amtskommune samtidig fastholdt princippet om, at kandidaterne skulle være næsten nyuddannede, medvirkede dette til, at kandidaterne også kom til at fungere som et bindeled til universitetsmiljøet og de relevante forskningsområder og aktuelle strømninger. Efteruddannelsen var desuden med til at sikre en fælles ramme for relevant opgave- og metodeudvikling for kliniske psykologer i Ringkøbing Amt samt i samarbejdet med de øvrige Børnerådgivningscentre på landsplan. Den kliniske efteruddannelse bidrog endvidere til, at de psykologer, der var ansat som ene-psykolog eller sammen med få andre på en arbejdsplads, ikke oplevede faglig isolation og manglende psykologfaglig inspiration og sparring.

En af de daværende kandidater, psykolog Anne-Sophie Dybdal, beskriver sine erfaringer således:

”Stillingen som psykologkandidat ved Ringkøbing Amtskommune er spændende, udfordrende og meget lærerig … kandidaten befinder sig i et spændende møde mellem studiet, fordybelse i praktiske og teoretiske overvejelser og de daglige opgaver og rutiner, og det er min opfattelse, at kandidaten har mulighed for at give et bidrag til arbejdsstedernes egne overvejelser … For kandidaten er der ydermere mulighed for at bruge tid på at dyrke særlige interesseområder … At der er ansat to kandidater giver mulighed for at læne os op ad hinanden og udveksle erfaringer og synspunkter både menneskeligt og fagligt”. (2)

Den kliniske uddannelsesordning for psykologer i Ringkøbing Amt overlevede i sammenlagt 31 år, på trods af mange omskiftelser, takket være ihærdige ledere, chefpsykologer samt et socialudvalg, der kunne se perspektivet og bakkede op med de fornødne bevillinger i alle år.
Med kommunalreformen i 2007 fulgte ordningen med til Herning Kommune, hvor den overlevede de sidste 8 år via den uddannelseskonsulent fra Ringkøbing Amt, der efterfølgende blev ansat i Herning Kommune, og som havde været den gennemgående figur i samarbejdet og varetagelsen af den praktiske planlægning.

Det praktisk-administrative ansvar og den økonomiske sikring i forhold til underskudsdækning sagde Herning Kommune så endeligt fra over for i 2015.

Tilbage er nu kun at glæde sig over, at kandidatordningen dog kom til at tiltrække og dygtiggøre unge psykologer og igennem en lang årrække har været med til at sørge for en velkvalificeret psykologbetjening af områdets befolkning.

En anden af områdets aktive psykologer, Lise Mørup, som har været med til at holde ordningen i live efter strukturreformen sammen med uddannelseskonsulenten, skriver i forbindelse med nedlæggelsen:

”Jeg må med sorg i hjertet meddele, at jeres ”barn”, som nogle har født, og andre har plejet, er ”bremset” i sin udvikling … er afgået ved døden. I har jo givet generne og plejet ”barnet”, som har tjent psykologstanden så fint, har skabt faglig udvikling og kollegialt sammenhold på tværs af sektorer!”(3)

Børneklinikken på Aalborg Universitet

Der har i en del år været etableret voksenklinikker ved flere universiteter i Danmark med det formål at give de studerende indblik i det psykologiske praksisfelt i relation til teori og forskning. Imidlertid skulle det vare 55 år, før der blev taget initiativ til endnu en børneklinik i universitetsregi, lig UBK/Universitetsklinikken i København.

I 2005 blev der således oprettet en børneklinik på Aalborg Universitet i tilknytning til den allerede eksisterende Universitetsklinik med et voksenklinisk program (UK-V). Det børnekliniske program (UK-B) blev udarbejdet i henhold til formuleringerne for studieordningen for den psykologiske kandidatuddannelse.

Allerede i 2003 tog adjungeret professor Karen Vibeke Mortensen i samarbejde med lektor Claus Haugaard Jacobsen initiativ til oprettelse af en sådan børneklinik. Samme år blev undertegnede bedt om at forestå det egentlige etablerings- og udviklingsarbejde med hensyn til praktisk indretning af klinikken og undervisning sammen med Karen Vibeke Mortensen samt supervision og praksisuddannelse af de specialestuderende.

Formålet med at etablere en universitetsklinik var også her at styrke den professionsbaserede undervisning og samtidig at skabe et miljø, der kunne fremme indlæring og sammentænkning af teori, praksis og forskning på det børnekliniske område.

I programmet indgik en egenterapeutisk del, hvor den studerende fik mulighed for at opleve terapiprocessen fra klientperspektivet og arbejde med egne personlige problemstillinger, inden de selv kom til at praktisere individuel terapi i form af psykoterapi/legeterapi med børn og unge.

Sideløbende med det børnekliniske program, som var placeret på 7. Semester, havde de studerende, i henhold til studieordningen for det psykologiske kandidatstudium, kursus i teori og praksis samt kursus i samtaleteknik og interventionsmetode efterfulgt af professionsfordybelse på 8. semester.

Etableringen af Aalborg Universitets Børneklinik blev påbegyndt i efterårssemestret 2004 med opstart i januar 2005. I april 2004 indledte jeg samtidig et samarbejde med PPR-kontor i Ålborg omkring henvisninger og undersøgelse og behandling af børn med problemstillinger, der kunne varetages i et behandlingsforløb på maks. et år, inden for hvilken tidsramme de specialestuderende var tilknyttet klinikken.

Der blev hvert år optaget fire studerende, der havde ansøgt herom, og som var udvalgt efter samtale. Undervisningen, som omfattede undersøgelses- og behandlingsmetode med særligt fokus på psykodynamisk og psykoanalytisk teori og praksis, blev suppleret med supervision individuelt samt i gruppe.

De studerende varetog hver især individuelle terapiforløb med to børn, to sessioner ugentligt. Sideløbende hermed havde hver psykolog samtaleforløb med forældre til to af de børn, der var i terapi hos en af de andre studerende.

Af evalueringerne af forløbet fremgik det, at børnene igennem deres legeterapiforløb i børneklinikken havde gennemgået en udvikling, der involverede højnelse af deres selvværdsfølelse, mindskelse eller helt ophør af angstsymptomer og af eksternaliseret, udadreagerende adfærd. Hertil kom forbedring af forhold til kammerater og generel vækst i personlig og social kompetence. Forudsætninger, der også er vigtige i motivationen for at indgå i læringsprocesser af mere skole- og undervisningsmæssige karakter.

I april 2005 blev det på Aalborg Universitet besluttet midlertidigt at nedlægge børneklinikken, da der på grund af ændringer i den faglige og studiemæssige prioritering ikke viste sig at være økonomiske ressourcer til at fortsætte arbejdet. Mulighederne for at få tilført eksterne midler blev undersøgt, uden at dette gav noget resultat.

Der blev dog både af Aalborg Universitet og de forskellige samarbejdspartnere udtrykt stor tilfredshed med Børneklinikkens indsats. En klasselærer fra en af de skoler, der blev samarbejdet med i det forløbne år, udtaler i forbindelse med evalueringen:

”Der har igennem hele forløbet været arbejdet meget tæt omkring barnet. Alle implicerede partnere har været løbende orienteret om barnets situation, og der har altid været stillet nye mål og givet ny forståelse for barnets situation. Dette er altid sket på en kvalificeret faglig baggrund ud fra arbejdet med såvel barnet som forældre og er fremlagt på en meget indlevende menneskelig og stille facon, så alle har kunnet komme videre. Forløbet er kommet i stand uden ventetid, og har været meget intensivt, måske derfor de gode resultater. Forslag til videre forløb er sat i stand, men vi er kede af, at det ikke fortsætter på AAU i de trygge rammer, det er blevet for vores elev. Vi håber, at et så flot tilbud kan gives igen”.(4)

Evalueringen af det kliniske behandlingsarbejde i Børneklinikken på Aalborg Universitet vidner klart om behovet for at værne om den specialiserede børnekliniske indsats. Samtidig er resultatet af behandlingsforløbene en vigtig understregning af betydningen, effekten og resultatet af den tidlige professionstræning af psykologer på speciale og kandidatniveau. Aalborg Universitets Børnekliniks skæbne blev en midlertidig nedlæggelse, idet den blev genetableret i 2008.

Psykolog Liselotte Grünbaum blev, som ekstern lektor, hovedansvarlig for undervisning og supervision af de studerende samt samarbejde med socialforvaltning og det øvrige professionelle netværk på den anden del af uddannelsesforløbet. Men Børneklinikken blev atter nedlagt ved årsskiftet 2015/2016.

De studerende, der nåede at gennemgå et professionsuddannelsesforløb på AAU, såvel i voksen- som i børneklinikken, har en solid og meget vigtig baggage med både teoretisk men også professionsorienteret. Karen Vibeke Mortensen siger om sine erfaringer med de studerendes interesse:

”De studerende har været superinteresserede i denne læringsproces, og undervisningslokalerne har altid været fuldstændig proppet under forelæsningerne”.(5)

Kandidat- og professionsuddannelse i privatpraksis

Efter i mange år at have forestået supervision og praksislæring af psykologpraktikanter, dengang praktikordningen var en indbygget del af studiet og senere igennem en årrække som leder af Ringkøbing Amts Rådgivningscenter at have varetaget en del af den kliniske efteruddannelse af psykologkandidater, har jeg haft den glæde og berigelse at få mulighed for at fortsætte hermed i min privatpraksis. Således førte min medvirken til oprettelsen af børneklinikken på AAU faktisk til, at kandidater, der har været igennem et uddannelsesforløb i børneklinikken, hvert år uopfordret har søgt om kandidatstilling i min psykologpraksis med henblik på at fortsætte deres kliniske efteruddannelse inden for det psykodynamiske børneområde.

Det har været en ganske betydningsfuld erfaring fortsat at opleve, hvor meget de allerede har lært ikke blot teoretisk, men også praktisk/metodisk igennem et relativt kortvarigt (over to semestre)og meget intensivt psykoterapeutisk professionsforløb.

Det har været en endnu større inspirationskilde og fornøjelse at følge dem i deres fortsatte udvikling og vækst inden for deres psykodynamiske/psykoterapeutiske specialiseringsforløb. En af kandidaterne fra AAU, Camilla-Chelina Dybdal, fra 2015, udtaler sig således herom:

”De trygge rammer, som kandidatuddannelsen på Aalborg Universitets Børneklinik tilbød, var med til at forme mig og dygtiggøre mig som psykolog. Jeg fik mulighed for at have terapiforløb med sideløbende god gruppesupervision og intense undervisningsforløb. Ved at have dette kunne jeg mærke, hvordan jeg stille og roligt blev mere fortrolig med det terapeutiske felt. Jeg lærte blandt andet, hvordan jeg indgår i en terapeutisk relation, hvordan jeg ”bruger mig selv” i terapien, og hvordan man kan modtage og bruge supervision til dygtiggørelse. Jeg lærte om de praktiske rammer omkring terapien og vigtigst af alt lærte jeg, hvordan jeg kunne finde roen i rollen som terapeut. Der var i uddannelsen opmærksomhed på, hvordan jeg passer på mig selv som psykolog. At kunne sætte grænser for sig selv og passe på sig selv i det terapeutiske job, som kræver så meget af en, er utrolig vigtigt. Især som nyuddannet! Det er især vigtigt i disse tider hvor vi konstant hører om stress og dårligt arbejdsmiljø for psykologer.
Igennem min tid som praksiskandidat hos Jytte Mielcke følte jeg virkelig, at jeg eksploderede udviklingsmæssigt. Jeg fik mange flere klientforløb og fik et mere indgående kendskab til den kliniske praksis. Jeg kunne fortsætte min læringskurve og udvikle mig yderligere i tråd med det, jeg allerede havde lært på børneklinikken. Den tætte supervision og videre undervisning inden for feltet var min ”sikre base”. Med dette som tryghed har jeg opnået en selvstændighed og selvsikkerhed som psykolog inden for det psykodynamiske felt. Jeg føler, at jeg, på trods af mit endnu korte psykologliv, har udviklet mig som en hel psykolog. En dygtig en af slagsen. En psykolog, som evner at reflektere og arbejde tværfagligt. Jeg ser mig selv som en psykolog, der har en selvsikkerhed til at træffe svære beslutninger i et felt, som kræver dette. Jeg kan være i de mere krævende forløb med ”tunge klienter”, som psykodynamiske legeterapiforløb er gode til. Jeg elsker mit arbejde og vigtigst af alt, kan jeg passe på mig selv i mit arbejde. Alle disse kompetencer er jeg sikker på skyldes min gode start på mit arbejdsliv med børneklinikken og praksiskandidatstillingen som springbræt!”(6)

Det er derfor også med stor vemodighed og bekymring for det altid så hårdt trængte børneområde endnu engang at måtte erfare, at Børneklinikken atter er blevet nedlagt. Børneklinikken repræsenterede ressourcemæssigt et område, hvor det dybdepsykologiske, relationen, arbejdsalliancen og det helt unikke møde mellem barn og voksen, overføringen og den nødvendige tid til processen er omdrejningspunktet. Inden for den psykodynamiske tradition er behandlingsfokus ikke primært på symptomer og diagnoser, men på hele barnets person, relationelle erfaringer og netværk.

Den psykodynamiske psykoterapi er evidensbaseret, og forskningen dokumenterer, at det er den eneste form for psykoterapi, der kan hjælpe børn med massive omsorgssvigt, tilknytningsforstyrrelser og kroniske relationelle traumer. Det er endvidere dokumenteret, at arbejdsalliancen med barn og forældre samt den nødvendige tid til behandlingsprocessen og intensitet i denne er helt afgørende for en positiv behandlingseffekt.

Det centrale i denne behandlingsform er ikke redskaber og værktøjskasser, skemaer og pædagogisk træning, og barnet skal ikke passes ind i økonomiske effektivitetspakker. Der er intet galt med redskaber og værktøjspakker, barnet og forældrene skal blot først have oplevet og indfriet nogle mere basale relationelle udviklingsfaser, før de er parate til at anvende redskaber i deres egen udviklingsproces.

Gennem overførings- og relations arbejde med barnet på et psykodynamisk/dybdepsykologisk grundlag med fokus på den nødvendige tid til udvikling af en bæredygtig terapeutisk alliance med barn og forældre samt den nødvendige tid til behandlings- og udviklingsprocessen, får den studerende og kandidaten en helt uvurderlig erfaring og overbygning på hele den grundlæggende psykologiske universitetsuddannelse.

Det er sørgmodigt, at vores barn – ”den 2. Børneklinik” i Danmark i universitetsregi, der åbnede mulighed for i langt højere grad end tidligere at tilgodese den professionsorienterede forskning inden for det børnekliniske område, kun lige nåede skolealderen, før vi tog livet af det. Vigtigheden af en nær sammenhæng mellem forskning og praksis kan ikke betones stærkt nok, idet det kræver et indgående kendskab til de komplicerede forhold i den psykoterapeutiske praksis at tilrettelægge forskningen – ikke mindst, når det gælder psykodynamiske behandling.

Et andet vigtigt uddannelses- og professionsområde er kandidatordningen i privatpraksis. Denne er imidlertid også blevet problematiseret i forhold til økonomisk udnyttelse af ordningen samt sikringen af de selvstændige psykologers arbejdsvilkår i det liberale erhverv. Man kan således i brev til selvstændige psykologer 4. februar 2016 læse, at det nu påtænkes også at begrænse praksiskandidatstillingerne.

På Selvstændige Psykologers Sektions Generalforsamling i oktober 2013 er det blevet vedtaget og foreslået bestyrelsen og Generalforsamlingen, at

”hvis kandidatordningen i privat praksis regi overhovedet skulle fortsætte, skulle den først kunne iværksættes efter at kandidaten er blevet autoriseret”.

Jamen, kandidatstillingen er jo en faglig uddannelses- og personlig udviklingsstilling.
Det blev samtidig besluttet at foreslå:

”at antallet af kandidater i privat praksis skulle reduceres til 10 kandidater pr. år”.

Der stilles samtidig forslag til, at der etableres offentligt finansierede uddannelsesstillinger med henblik på at støtte nyuddannede kandidater i at opnå autorisation. Ja, hvor er vi efterhånden på vej hen? Nu har man gennem de sidste mange år nedlagt mange af de kandidatstillinger, der var, og er fortsat i gang med at nedlægge de professionsrettede tiltag, der er så vigtige både i offentligt og universitetsregi, men også i privatpraksis.

Samtidig har Psykologforeningen i dag en politik, hvor de ”beskatter” kurser i modsætning til tidligere, hvor de udelukkende støttede de decentrale kursus-og undervisningsinitiativer økonomisk. Hver gang, der afholdes et kursus, skal udbyderen af kurset nemlig betale kursusafgift til Psykologforeningen for godkendelse af kurset. Det er forståeligt nok til sikring af kvaliteten for det første kursus, men de efterfølgende arrangører skal ligeledes betale kursusafgift for godkendelse af de samme, allerede godkendte kurser, uanset hvor ofte kurset gentages inden for det samme år. Det er lige så uforståeligt, som hvis den faglige forening gik ind for, at der skulle være brugerbetaling på universiteterne. Det er en gal strategi af vores forening at lægge afgifter på psykologers dygtiggørelse. (Til gengæld har vi fået et P (pop-smart) fagmagasin og ”professionelle skribenter”/journalister, der kan skrive indlæggene i stedet for psykologerne i vores medlemsblad. Professionelle ordstyrer på generalforsamlingen og udlicitering af annoncer til private firmaer, som tilbagesender vores udkast, uden at det indtil videre har været nødvendigt at ændre et komma, er ligeledes en del af den nye trend. (Det forlyder endvidere, at det måske er et spørgsmål om kort tid før der ikke længere kan tildeles plads til annonceringen af kredsmøder for medlemmer rundt i landet.)

Som det fremgår af artiklen, så blev der faktisk tidligt i den kliniske børnepsykologis historie etableret, udviklet og værnet om et sammenhængende professions- og klinisk efteruddannelsesforløb såvel på universiteterne – i tilknytning til psykologistudiet samt i offentligt regi i amternes tid knyttet til børnerådgivningscentrene og de børnepsykiatriske afdelinger.

Det samlede overblik og prioriteringen af professionsområdet synes totalt at være smuldret, nedprioriteret og tabt på gulvet i og med amternes nedlæggelse og overdragelsen til kommunerne og dermed opsplitningen og fragmenteringen af specialerne. Samtidig synes professionsområdet at fortsætte sin skæbne i universitetsregi med at tabe terræn i forhold til fokuseringen på det teoretiske, evidensbaserede forsknings- og Ph.d.-uddannelsesområde.

Jeg må konkludere, at professionsområdet er klemt fra alle sider. Det er skæbnens ironi, at afviklingen på det børnekliniske professionsområde er i direkte modstrid med de nye trends for de længerevarende uddannelser, hvor anvendelses- og professionsorientering er det nye sort. På det børnekliniske område ser det ud som om, vi er gået ”i sort” på en helt anden og skæbnesvanger måde. I skrivende stund erfarer jeg nu, at praksiskandidatordningen suspenderes. Det er helt uforståeligt for mig, at vores egen fagforening – Dansk Psykologforening – selv går forrest og afskaffer kandidatstillingerne i praksis, førend en plan for en fremtidig klinisk efteruddannelse og professionsordning er udarbejdet og forhandlet på plads. I stedet for at rydde op i de brodne kar – tage fat om ”den svigtende omsorg” og det ”misbrug”, der efter sigende pågår – vælger Psykologforeningen at ”aflive” ordningen. Det kan man i sandhed kalde ”at smide barnet ud med badevandet”.

Jeg forstår ikke, at Psykologforeningen tør spille praksiskandidatordningen i armene på regionerne, der har kronisk pengemangel, ikke mindst på grund af ”supersygehusbyggerier”, og som vælger tynde ”pakkeløsninger” frem for faglig kvalitet i undersøgelse og behandling af børn, med løfte om, at der ”på sigt udvikles og godkendes egentlige uddannelsesstillinger”. ”På sigt” – hvornår er det i dagens ”velfærds”-Danmark ??

 

 

Referencer:

(2) Dybdal, A.-S. (1992) Børne- og Ungdomsrådgivningens Årsrapport, Ringkøbing Amt.

(6) Dybdal, C.-C. (2016) Privat korrespondance.

(4) Mielcke, J. (2009) Strukturreformen og ”Child Guidance Clinic” traditionen. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, (46) 1-2, 52-64.

(5) Mortensen, K.V. (2016) Privat korrespondance.

(3) Mørup, L. (2016) Privat korrespondance.

(1) Rasmussen, D. (2016) Privat korrespondance.

Jørgensen, P.S. & Almstrup, O. (1990). Børn og Terapi. Universitetets Børnepsykologiske Klinik 40 år. København: Dansk Psykologisk Forlag.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge