Af Dion Sommer, Professor i udviklingspsykologi, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Allan Holmgren anmelder i P – Psykologernes fagmagasin min bog Udvikling – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab. Gennem mere end 30 år har jeg aldrig kommenteret anmeldelser af mine bøger. Denne gang er dog undtagelsen. Saglig kritik og diskussion skal altid være velkommen. Men en kvalificeret anmeldelse af en bog kræver en fagkompetent, saglig anmelder. Holmgren er her ukvalificeret, det viser de mange eksempler, hvor han direkte fejllæser/-forstår bogen. Min evidens for dét illustreres med citater fra anmeldelsen og mine gensvar. Denne replik kan tillige læses som en faglig diskussion, der ser ud til at være særdeles tiltrængt.

Holmgrens saglige niveau illustreres med hans marathon-metafor. Den opstod, da Holmgren havde det meget svært ved at læse sig igennem de første tre kapitler: ”Det var lidt som at løbe et maratonløb, hvor man omkring de ca. 30 km tror, at man ikke orker mere, fordi kroppens energi er opbrugt. Så må man løbe igennem på viljen, fantasien og måske hallucinere for at gennemføre”. Til anmelder-sammenligning, så skriver sprogforsker, lektor Kjeld Kjertmann i Folkeskolen: ”Den lille beskedent udseende bog er fremragende sproglig formidlingskunst, som levende og engageret hjælper læseren på vej til at forstå den vidtrækkende betydning af de mange ny begreber og komplicerede processer” (https://www.folkeskolen.dk/613612/absolut-vigtigste-psykologisk-paedagogiske-bog-i-aartier). Man kan så spørge: Er dét virkelig den samme bog, de har læst?

Holmgren er total tavs vedr. bogens gennemgang af de tre paradigmeskift i udviklingspsykologien. Han kan da heller ikke se det nye i det tredje paradigmeskift – udviklingsvidenskaben (developmental science): ”Det kan være det er revolutionerende nyt for Sommer, at læring og udvikling sker i og p.g.a. sociale fællesskaber og ikke omvendt. Ja, dette er da old news, som Vygotsky introducerede i 1930’erne i sin diskussion af Piagets forståelse”. Så gammel, at jeg i 1974 skrev en semesteropgave om dén diskussion. Holmgren afsporer her en fremtidsrettet faglig diskussion. For bogen handler om, hvordan udvikling og læring i sociale fællesskaber får en kvalitativ ny betydning med den tværdisciplinære udviklingsvidenskab. Fx at børns leg i fællesskaber kan ”tænde/slukke” for gener, som øger stress-resiliensen. Eller: epokegørende psykobiologisk empiri viser, at ”far-spædbarn fællesskabet” sensitiverer mænd, da interaktionen skaber øget oxyticin-, laktose- og østrogen-niveau. Testosteron-niveauet falder derimod, hvilket dæmper irritation og utålmodighed. Den slags viden – og meget mere af samme slags – fremlægges i bogen. Men hverken det eller andre empiriske fund, kan Holmgren tage ind. Han nævner ikke afsnittet om epigenetik med ét ord.

Holmgren påstår, at jeg er i gang med at nedlægge mit eget fag: ”Jeg er forundret over, at Sommer giver udviklingspsykologien dødsstødet ved at degradere den til en underafdeling af udviklingsvidenskaben. Jeg synes, det er et knæfald for begrebet ”videnskab”. ’Dødsstødet’, ’degradere’, ’underafdeling’, ’knæfald’: Betegnelserne afslører Holmgrens rygmarvsmodstand mod tværvidenskabelighed. Men den stormer frem, uanset om han, eller andre, vil det eller ej. Desuden: Hvordan kan dét være et ”knæfald” for begrebet videnskab? Videnskab skal da anerkendes. Hvis vores forskningstid på universitetet ikke skal bruges til at bedrive (ny) videnskab, som andre kan få gavn af, hvad skal vi så bestille?

Holmgren er i kendt for sin totale afvisning af genetikken og biologiens rolle for menneskets udvikling. Dét afsløres da også her: …”udviklingsvidenskaben er ude på at få mere magt, fordi den nu forbinder sig med den nyeste genetiske forskning”. For det første er det helt malplaceret i denne sammenhæng at tale om magt. For det andet kan ingen læse det i bogen. Eksempelvis hedder en overskrift, (skrevet med fed, så det kan ses!): Gen-centrismen og dens fald. For det tredje forbigår Holmgren totalt kapitel 3’s opgør med den ontologiske dualisme: Arv versus miljø, psyke versus soma og ”probabilistisk epigenese” som integrator. Det er mig en komplet gåde, hvor han læser i bogen, at udviklingsvidenskaben tilvælger genetikken og biologien på bekostning af (udviklings)psykologien. Har Holmgren orket læse kapitlet under sit maratonløb? Fordi bare ét blik på Gottliebs og Sameroffs niveaumodeller – samt den forklarende tekst vedr. de systemiske relationer/processer mellem miljø, adfærd, neural- og genetisk aktivitet (s. 69-70) – viser, at det et er komplet fejlforstået. Ovenikøbet præciserer bogen miljøets og psykens afgørende rolle: ”…miljøbegivenheder kan påvirke menneskets udvikling helt ned på celleniveau. Det vil faktisk medføre, at udviklingspsykologi (psyke) i modsætning til tidligere beskæftiger sig med legemet/kroppen (soma)” (s. 70) (psychobiological development, se Lux, 2013). Holmgren bør gå i gang med at læse op på fx developmental cognitive neuroscience. Han vil han dermed opdage, at sådanne tværdisciplinære opfattelser er helt selvfølgelige i dag (fx Johnson, 2011).

Holmgren opponerer også kraftigt mod bogens systemiske perspektiv som en nyhed: ”Jeg har svært ved at se Sommers glæde for systemisk forståelse”. ’Glæde’? Næh, men faglige interesse, ja. Igen kikker Holmgren sig over skulderen tilbage i tiden til 1930’rnes Bateson og 1970’ernes systemiske familieterapi. Han kan næppe have læst bogens introduktion til kapitel 2, hvor der direkte skrives, at systemteori som sådan ikke er ny. Men der står også: ”Faget er i dag kommet meget længere siden Bertalenffy, Bateson og Watzlawick formulerede teorien. Dens nutidige fortalere er bl.a. Lerner (2015), Mascolo & Fischer (2015), Overton (2015), Overton & Molenaar” (2015) (side 33). Læser man dem, så ved man, hvor nyt det virkeligt er.

Holmgren opponerer også mod transaktionsbegrebet: ”Sommer prøver sig frem med flere ’overskridende’ begreber. Han vil fx hellere tale om ’transaktion’ end ’relation’. (…). Jeg er betænkelig ved at tage en kategori fra den økonomiske teori, ’transaktionsomkostning’, og introducere den i udviklingspsykologien” (min kursivering). Med anmelders maraton metafor er han måske nået til det tidspunkt, hvor han ”hallucinerer”? For jeg er ’desværre’ helt ubekendt med økonomisk ’transaktionsomkostning’. Så kan jeg vel heller ikke tage den med over i udviklingspsykologien? Har Holmgren overhovedet læst, hvor bogens begreb kommer fra? Der står, at det stammer fra Arnold Sameroffs anerkendte teori over udvikling forstået som transaktionelle, ikke-lineære tidsforløb.

Lad os tage endnu et eksempel fra Holmgrens holdningsunivers: …”at gøre udviklingsbegrebet altfavnende til at omfatte hele menneskelivet fra vugge til død (…) er at tage munden for fuld…” Jamen, en bog med titlen udvikling skal vel definere begrebet? Og dét gør bogen i kapitel 2 som menneskets forandring fra (ikke vugge), men ’foster til grav’. Helt enkelt fordi alle definitioner af udviklingspsykologi definerer det sådan i dag (c: life span development). Dét er helt elementær viden, Holmgren, som vores studerende skal have styr på til eksamen allerede på 3. semester.

Holmgren ligefrem ’afsværger udviklingsvidenskaben og alt dens væsen’: …”jeg tager afstand fra hele hurlumhejet omkring ’udviklingsvidenskab’, som jeg opfatter som Kejserens nye klæder”… Her retter Holmgren ubetænksomt ”bager for smed”; dvs. affejer helt uden argumentation den internationale teoretiske og -empiriske frontforskning som ren og skær ’hurlumhej’. Med sit hoved fyldt op med fortidige fagforståelser, må Holmgren blankt afvise, at udviklingspsykologien internationalt er inde i en transformeringsproces, og at tværvidenskabelighed er uundgåelig. Det er simpelthen her, ”det sner”. Det er dét fagperspektiv jeg, i mere beskedent omfang, ud fra et ønske om ”rettidig omhu” forsøger introduceret i Danmark. Så ønsker læseren at komme på faglig omgangshøjde, kan man gå i gang med værket: Handbook of Child Psychology and Developmental Science. Her præsenteres faget helt up front. Den nye type dynamiske system perspektiv fremlægges i bind 1. Dét perspektiv udfoldes herefter med alle dens paradigmatiske konsekvenser i de tre følgende bind.

 

Kilder:

Johnson, M. K. (2011). Developmental Cognitive Neuroscience. 3rd. Edition. Chichester: Wiley-Blackwell.

Lerner, M. R. (2015). Handbook of Child Psychology and Developmental Science. 7th. Edition. New York: John Wiley & Sons. Vol. I-IV.

Lux, V. (2013). With Gottlieb Beyond Gottlieb: The Role of Epigenetics in Psychobiological Development. International Journal of Developmental Science, No. 7.

Gottlieb, G. G. (2007). Probabilistic Epigenesis. Developmental Science, 10(1).

Sameroff, A. (2010). A Unified Theory of Development: A Dialectic Integration of Nature and Nurture. Developmental Psychology, 8(1).

Sommer, D. (2017). Udvikling – fra udviklingspsykologi til udviklingsvidenskab. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge