Vores etiske principper må ikke blot være ord på et stykke papir, man stifter bekendtskab med på et kursus – de er det fælles værdisæt, der skaber vores professionsetik.

Af Helene Almind Jansen, cand.psych.aut., specialist i psykoterapi. Ekstern Lektor ved Institut for Psykologi, Syddansk Universitet, underviser i faget Lovgivning og etik.

 

I februar blev en dansk psykolog dømt ved byretten i Aarhus, tiltalt for at have udnyttet sin stilling til at have sex med en klient. Dømt efter Straffelovens § 220, der netop fremhæver udnyttelsen af afhængighedsforholdet i klient-behandler-relationen. Sagen er nu anket til Landsretten.

Sagen er aktuelt anket til Landsretten. Og mens vi venter på den endelige afgørelse, bør vi så interessere os, hvad enten der blot er tale om en enlig svale, et enkelt broddent kar i standen?

Vi skal i allerhøjeste grad interessere os! Jeg tager i dette indlæg ikke stilling til den dømtes skyld eller uskyld – det er en sag for domstolene. Mit ærinde er et andet. Jeg retter min henvendelse til alle andre psykologer. Så hvad angår det dig, at én har trådt ved siden af?

Vi skal værne om vores gode ry, standens ry. Der skal få brodne kar til, få dårlige og ubehagelige sager i medierne, før truslen mod psykologers gode ry bliver reel. Med dommen til den århusianske psykolog bør vi se hinanden i øjnene og bruge tid på at reflektere over, hvordan vi vedbliver med at have høj agtelse og er etiske bevidste i vores virke. Hvordan vi sikrer, at tilliden til professionen bevares?

Antallet af uddannede psykologer er de seneste 15 år steget voldsomt. Med udvidelsen af psykologuddannelser til 5 af landets universiteter, er antallet af medlemmer i Dansk Psykolog Forening dagsdato mere end 10.000. En stigning på omtrent 40 % over de seneste 15 år. Ikke alle psykologer er medlemmer. Dansk Psykolog Forening har en medlemsprocent på 87 %.

Det er positivt, at flere får mulighed for at uddanne sig til dette nyttige erhverv. Men samtidigt med den øgede stigning af uddannede psykologer, er monopolet for psykologers virke blevet tilsvarende mindre. Vi konkurrerer dagligt med coaches, psykoterapeuter, organisationsudviklere, mentorer, sexologer, vejledere mm. om det psykologiske felt og opgaver.

Psykologer drager nytte af en længerevarende og velrenommeret universitetsuddannelse. Men det er ikke nok, at vi var dygtige til at få en plads på psykologistudiet. Vi må ikke hvile på det gode ry, som tidligere generationer af psykologer og etablering af psykologien i samfundet har skabt.

Gennem de senere årtier er diversiteten af det psykologiske fagfelt ekspanderet kolossalt og har gjort psykologers virke meget forskelligartet. Psykologer har trods konkurrence fra terapeuter, coaches, selvudviklingseksperter mm. formået at skabe nye nicher og felter at virke i. Flere psykologer vil i deres arbejde da også opleve at have en større samhørighed med andre fagfællesskaber, i det tværfaglige møde, end med psykologer, der arbejder indenfor psykologien i et felt langt fra deres eget.

Men det forpligter at være psykolog, det forpligter etisk. Derfor rammer det også standen som helhed, når nogen træder ved siden af.

At være medlem af dette eksklusive selskab, som det er at være psykolog, stiller dagligt krav til, at du i dit faglige virke agerer etisk bevidst. Andre faggrupper, også dem vi konkurrerer med, har ligeledes etiske retningslinjer – som sådan er vi ikke ene om dette.

Men det er gennem den kontante etiske bevidsthed og efterlevelse af de etiske principper og retningslinjer – dvs. den måde hvorpå etikken kommer til udtryk i vores virke, at vi kan vedblive med at opretholde vores gode ry og troværdighed. Det samme er gældende for den lovgivning autoriserede psykologer er underlagt. Psykologlovens begreber om uhildethed, omhu og samvittighedsfuldhed forpligter.

Men kender alle autoriserede psykologer indholdet og betydningen af psykologlovens begreber om omhu, samvittighedsfuldhed? Og hvad betyder det egentlig at være uhildet? Hvem kan adspurgt beskrive indholdet af de etiske principper for nordiske psykologer? Jo vist, det dæmrer måske lidt i baghovedet fra studietiden, hos nyere psykologer, der var så heldige at have faget ”lovgivning og etik” på universitetet. Eller hos dem, der ønsker at dygtiggøre sig som specialister eller specialpsykologer og måske lidt pligtskyldigt mødte op til kurset ”lovgivning og etik”. Men ikke hos alle står det klart. ”Har vi en psykologlov?” spurgte en autoriserede psykolog, da jeg nyligt underviste i kursuset i lovgivning og etik. Ja, det har vi! Og den er netop blevet revideret i 2017, med det tillæg, at det nu offentliggøres med navns nævnelse hvem, der mister deres autorisation og med beskrivelse af hvorfor. Derfor har vi længe før omtalte sag kom for retten i Århus kunne læse detaljerigt om sagen på Ankestyrelsens hjemmeside, offentliggjort af Psykolognævnet. Det etiske i dette beror måske også på en debat?

Og med det er jeg nået frem til mit egentlige ærinde med dette indlæg. Netop vores fokus på etikken. Hvor meget fylder den i vores daglige virke? Hvor meget fylder den i vores fagblad, Magasinet P? Hvor meget fylder den i vores efteruddannelse? Hvor og hvordan skal den fylde? De etiske principper må ikke blot være ord på et stykke papir, man stifter bekendtskab med, når man nødtvunget tilmelder sig kurset: ”Lovgivning og etik” i forbindelse med sin specialistuddannelse eller første og sidste gang dykker ned i de etiske princippers materie til eksamen på universitet. De etiske principper skal løbende diskuteres, synliggøres og bevidstgøres – i langt højere grad end de bliver det i dag.

Det er netop den etiske praksis, der kan skabe den fælles fagidentitet. Med den øgede diversitet af det psykologiske virke og et mindre monopol, er de etiske principper, det som er fælles. Korpsånd, som vi ser det hos andre fag, fx politiet, ligger sikkert langt fra det fællesskab, man føler som psykolog. Det er ej heller et sådan, jeg her argumenterer for.

Men i gængs forstand tales der om ”Politiet” om ”Lærerne” og også om ”Psykologerne”, så selvom du ikke identificerer dig med og tænker, at du deler et fællesskab med organisationspsykologen, der udvikler ledere – neuropsykologen, der udreder for hjerneskader – den pædagogiske psykolog, der tester med WISC – den kliniske psykolog, der sværger til, at hendes terapeutiske retning er den bedste og mest evidensbaseret osv. osv., så deler du et fællesskab, der ikke kun tager sit udgangspunkt i den samme uddannelse, men også i de fælles etiske principper for nordiske psykologer. Selvom du ikke oplever dig personligt ramt, når et broddent kar træder ved siden af, så er vi alle ramte. Og derfor skal du interessere dig for, at etikken kommer til at fylde mere.

Der går langt mellem, at der er artikler i Magasinet P, der tager etiske problematikker eller dilemmaer op, eller sætter fokus på de dilemmaer, der kan forekomme mellem ret og etik. Eller artikler, der beskriver, hvordan de etiske principper kommer til kort og ikke kan hjælpe os med svar, når vi støder på svære etiske dilemmaer, som når pligtetik og konsekvensetik peger i hver i sin retning og giver søvnløse nætter.

Kender du indholdet af de 4 hovedprincipper i de etiske principper for nordiske psykologer? Måske gør du, måske ikke. Respekt for klientens rettigheder og værdighed, kompetence, ansvar og integritet. Der er dog forskel på etiske retningslinjer og de etiske principper. De etiske principper er vi fælles om, dem deler alle, der er medlemmer af Dansk Psykologforening. Ved siden heraf har vi de etiske retningslinjer, som vi hver dag praktiserer, når vi går på arbejdet. Dem, der er kendetegner lige netop det psykologfaglige arbejde, vi hver især beskæftiger os med. Disse retningslinjer er forskellige, afhængige af, om vi fx laver børnesagkyndige undersøgelser eller arbejder i psykiatrien, eller om vi fx udreder eller behandler. Etiske retningslinjer er det faglige fællesskab, det enkelte psykologiske fagfelt udvikler og praktiserer.

Men dialogen og opmærksomheden på den fælles etik SKAL fylde mere – hvis du spørger mig. At vi udvikler etiske retningslinjer og etiske principper kan siges at være et brud med Aristoteles, Platons, og senere Kant’s teori om dydsetikken, og troen på et enten iboende karaktertræk eller en socialisering til, at vi handler rigtigt og at gode dyder giver et lykkeligt liv.

Retningslinjer gør op med forestillingen om, at vi gør ret af natur. De vender etikken som sædvanen, der overleveres fra generation til generation, på hovedet. Retningslinjer og etiske principper bryder med troen på, at vi handler retsmæssigt, de sætter regler og pejlemærker for, hvordan vi skal handle. Etikken er som sådan ikke et karaktertræk, vi fødes med eller opdrages til. Etikken, som den udspiller sig i retningslinjer og principper, bliver derved det fælles værdisæt eller normsæt– der selvom vi også kan sige, at etikken også er noget subjektiv, rækker udover det individuelle, og bliver et fælles eje – EN professionsetik.

Tillad mig at specificere, hvorledes de etiske principper for nordiske psykologer har udviklet sig, og med hvilken tanke principperne er grundlagt. De etiske principper er udført således, at de skal skabe refleksion, snarere end at fortælle helt præcist, hvordan du bør handle – her adskiller principper sig fra retningslinjer. I de tidligere etiske principper for nordiske psykologer, der var gældende fra 1887-1998, var der konkrete eksempler og anvisninger knyttet til formuleringen af principperne, hvilket gjorde teksten meget omfattende.

I de nuværende etiske principper finder du ikke svaret, men et værktøj til refleksion. Der er ikke beskrevet, hvad du bør eller skal, men om hvad der forventes, at du gør og ikke gør. De tjener som støtte til etiske spørgsmål og dilemmaer og vigtigst af alt, de er til for at beskytte klienten mod uhensigtsmæssig og skadelig intervention, og de tjener som grundlag for, at tilliden til psykologfaget kan opretholdes. Og netop derfor skal vi kæres herom. Principperne er vejledende, således at det enkelte fagfelt kan udvikle retningslinjer, som vi kender det indenfor fx retspsykiatrien, testning, tvangsanbringelser, børnesagkyndige undersøgelser m.m.

Og med dette er jeg ved vejs ende og slutter hvor jeg startede, nemlig det retslige aspekt og dommen fra Århus byret. Er det ifølge straffeloven strafbart for psykologer at have et seksuelt forhold til en klient? Svaret er både et ja og nej. Er patienten indlagt, institutionaliseret eller i et afhængighedsforhold er det strafbart ifølge Straffelovens paragraf 219. Der er dog forskel på den maksimale straffeudmåling i forhold, om patienten er indlagt eller institutionaliseret eller om klienten er i et afhængighedsforhold til psykologen. Straffelovens paragraf 220, som den århusianske psykolog er dømt efter, er det, som kategoriseres som en mild straf, dvs. en straf på op til 1 år, mens der ved fx indlagte patienter, kan gives en straf op til 4 år. Spejder vi til vor norske naboer er den maksimale staffeudmåling op til 6 år i begge tilfælde. Uanset om patienten er indlagt eller ej. Og hvorfor er der egentlig forskel herpå i Danmark? Kan skaden ikke være lige så stor eller større i tilfælde, hvor man er i et dybt afhængighedsforhold til sin privatpraktiserende psykolog? Hvorfor skelnes der i straffelovens syn på udmålingen af straf? Det må juristen svare på. Men dette er ikke kun et juridisk anliggende – det er også et etisk anliggende. Og på den vis er ret og etik i vekselvirkning.

At noget er lovligt, betyder ikke, at det er moralsk eller etisk korrekt. Lovgivningen baseres netop på, hvad der i samfundet anses som etisk korrekt. Men samfundet udvikler sig og bevæger sig i et hurtigere tempo end lovgivningen, og ved at fremhæve etikken forandres landets love. Der laves ny lovgivning på baggrund af de problemstillinger, der kommer til syne. Lovgivningen er dynamisk og foranderlig, men forandrer sig ikke med samme hastighed, som samfundet forandrer sig.

I de Etiske Retningslinjer for Nordiske Psykologer, anføres det under princippet Integritet: ”Der må ikke forekomme seksuelle forhold mellem psykolog og klient”.

Så selvom du måske straffelovgivningsmæssigt kan gå ”fri”, er det ikke tilladt at have et seksuelt forhold til en klient – hvis du altså er blandt de 87 % psykologer, der er medlem af Dansk Psykolog Forening. Men hvad med den privatpraktiserende psykolog, der ikke er medlem af Dansk Psykolog Forening og ikke er autoriseret? Hvad gør vi her? Det er det store spørgsmål, det sorte hul, som jeg håber sagen fra Århus giver anledning til, at der bliver taget hånd om.

Vi skal ikke diskutere, om det er ok, eller hvornår det er ok at indlede et seksuelt forhold til en tidligere patient eller klient. Vi skal ikke diskutere, hvad der kan betegnes som et afhængighedsforhold. Vi skal ikke diskutere, om det er ok, at organisationspsykologen har sex med kursisten efter endt kursus, eller om det alene skal gælde for den terapeutiske relation. Principperne er gældende for ALLE medlemmer, alle psykologer. Vi skal ikke som den amerikanske psykologforening operere med tidsudmålinger, for hvor lang tid, der skal gå, før man må indlede et seksuelt forhold til en tidligere klient. Vi skal ikke, som vor norske naboer vurderer omfanget af den terapeutiske kontakt. Antal konsultationer. Behandlingens betydning for patienten. Omfanget af den private kontakt. Hvem, der har indledt den private kontakt mm., når der tages stilling om fratagelse af psykologens autorisation – dette er en opgave for Psykolognævnet.
Vi skal derimod vedblive med ikke blot at KENDE vor etik, men også VÆRE vor etik.
Forelskelsen, den seksuelle tænding eller begæret i det terapeutiske rum eller andre psykologfaglige steder er en illusion, en idealisering, en forførelse, der hører til i supervision – og kun der!

Med dette indspark håber jeg, at vi kan forpligte os til at sætte mere fokus på etikken i det psykologfaglige virke. Både til gavn for klienter og for standens ry. Lad os nu bruge sagen fra Århus som et vink om, at etikken aldrig blot er et kursus, du tager på universitet eller på DP, men noget du praktiserer, reflekterer over og er dig bevidst om hver dag.

Indlægget er tidligere blevet bragt i en kortere version som fagkronik i Magasinet P.

P_DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge