Af Benjamin Katz, cand.psych.

 

Overvurderer vi vores kløgt, personlige forbedring og opfindsomhed i en sådan grad, at vi kommer til at undervurdere vores indbyggede begrænsninger og vores globale stupiditet?

Den menneskelige natur bliver – set ud fra mit synspunkt – bedst afsløret i hårde og grænseoverskridende tider, hvor kampen for overlevelse finder sted. De såkaldte gode tider med materiel overflod og velfærd – som dem vi har oplevet i Vesten i de seneste årtier – kan få mange til at tro, at vi har fjernet os fra vores gamle og forankrede natur, og i denne artikel vil jeg diskutere, om det passer.

Lad os derfor se nærmere på visse væsentlige aspekter af vores natur sammenlignet med fortidsmenneskerne.

Er vi klogere end fortids generationer vedrørende løsning af vores store udfordringer?

I sin roman The Janitor from Mars præsenterer Martin Amis et bestemt syn på den menneskelig dårskab. Han fortæller om en meget avanceret og sofistikeret robot, Janitor, bygget af beboerne på Mars for længe siden. Efter deres udryddelse af stormagterne fra universet, er der kun denne robot tilbage på Mars. Janitors mission er at forsøge at komme i kontakt med Homo sapiens på Jorden for at hjælpe dem med at udvikle sig således, at de ikke vil komme til at udrydde sig selv. Men dette er ikke en let opgave. Janitors bestræbelser på at overføre indsigt om teknologi og videnskab blev kompliceret af den menneskelige blindhed og misforståelser, og robotten kommer til at betragte os som “denne stejle stamme af DNA”. Han finder ud af, at vi afviser væsentlige innovationer og handlinger grundet religiøse og rigide overbevisninger. Robotten, der har fulgt menneskeheden fra dens vugge, indkalder derfor hundrede prominente, jordiske gæster til sit skjulte sted på Mars, og han kommunikerer hans syn på menneskeheden til dem i de groveste vendinger. Han bruger bandeord, fordi det er universets ånd. Han hævder, at universet dybest set er amoralsk. Men Janitor er også hård og beskidt i sit sprog, fordi han har overvåget os i lang tid og lært om vores besværlige natur. Hans observation af mennesker gennem tiderne har lært ham alt om den vildledende og modsatrettede menneskelige natur. Vi tror, at vores overvejelser og handlinger tjener en højere dyd, men hele tiden har vi handlet selvødelæggende ved at udløse en giftig økologisk kædereaktion nede på jorden. I slutningen af historien afviser Janitor menneskeheden, fordi vi har overskredet den fase, hvorpå vi kunne have været frelst. Vi er nu fanget af de katastrofer, som vi selv har skabt.

I dag antager mange velmenende mennesker, at vores evner til at handle ud fra hele menneskehedens langsigtede perspektiver øges og er på vej til at blive til en global politik, der, kombineret med introduktionen af nye teknologier, vil redde os fra os selv. Men vi har ingen klare beviser til at støtte denne optimistiske antagelse. Jeg haler til den opfattelse, at sapiens, med sin stenalderhjerne og dens indlysende begrænsninger, ikke er i stand til at fokusere og fuldføre en sådan global politik, og en hel del fakta understøtter mit syn på, at vores civilisation er i færd med at begå selvmord på grund af vores globale kortsigt og dumhed.

De tre mest kritiske problemer, som vores civilisation står overfor, er som følger:

  1. Global klimaforandring pga. mangel på global bæredygtighed og mangel på udviklende perspektiver ud over et globalt klima-kollaps.
  2. Politisk korruption, som lammer en mulig global koordinering af vores indsats for at undgå et klima-kollaps og demografiske katastrofer. Det meste af offentligheden i de fleste samfund mener, at politikere er korrupte, og ingen er retfærdige. Hvis Albert Einstein opfandt relativitet, skal der være en relativitetsteori for korruption. I politik er de fleste mennesker villige til at tilgive den korrupte, blot han benytter sig af deres livssyn. I det øjeblik han ikke gør det, er hans korruption det værst tænkelige. Holdningen til korruption i politik er en funktion af, om ”vores mor” er korrupt eller ej. Vi opretholder korrupte politiske systemer, og prøver samtidig at bilde mennesker ind, at vores politik er korruptionsfri.
  3. Vi er ihærdige fornægtere af en besværlig virkelighed, og af den grund opfører vi os tit kortsigtet og dumt. ”Store civilisationer myrdes ikke. I stedet for tager de deres eget liv,” konkluderede historikeren Arnold Toynbee i hans magnum opus i tolv bind A Study of History. Det er en udforskning af fremkomsten og faldet af otteogtyve forskellige civilisationer, og han havde ret: civilisationer er ofte ansvarlige for deres egen tilbagegang og fald.

Vores fortid er kendetegnet af tilbagevendende civilisatoriske fiaskoer. Sammenbrud kan defineres som et hurtigt og vedvarende tab af befolkning, identitet og socioøkonomisk kompleksitet, der medfører opløsning. Offentlige tjenester smuldrer og uorden opstår, når regeringen mister kontrollen over sit monopol på styring og vold.

Næsten alle tidligere civilisationer har stået over for denne skæbne. Nogle blev vitale igen eller forvandlet, såsom de kinesiske og egyptiske civilisationer. Andre sammenbrud har (indtil nu) været permanente, ligesom den der ramte Påskeøen, Maya og andre civilisationer.

Hvad kan dette fortælle os om fremtiden for vores globale civilisation?

Civilisationen er et yderst komplekst og derfor også et yderst sårbart system, sammensat af mennesker, hvor der foregår en ekstrem udnyttelse af naturens ressourcer og et teknologisk overforbrug. Teorien om komplekse systemer forudsætter, at komplekse teknologiske systemer regelmæssigt ender i sammenbrud. Sammenbrud er altså et normalt fænomen for civilisationer, uanset deres størrelse og udviklingsfaser. Og der er ingen grund til at tro, at jo større civilisation, jo mindre fare for samfundsopløsning!

Ergo, vi er ikke immune over for de trusler, der ødelagde vores forfædres civilisationer. Vores nyfundne teknologiske evner bringer endda nye, hidtil usete, potentielle farer for massedød ude i fremtiden. Vores tæt koblede, globaliserede økonomiske system gør det der ud over endnu mere sandsynligt, og et sammenbrud vil være barskt og sprede sig globalt.

En tungtvejende årsag til et potentielt globalt sammenbrud er klimaforandring. Når klimastabiliteten ændres, kan resultaterne være katastrofale, hvilket kan resultere i afgrødefejl, sult, ørkendannelse og massedød. Og der er skarpe advarsler om, at vi følger denne kurs.

Advarsler om, at vi har krydset 402 partikler pr. million atmosfærisk kuldioxid/CO2 i 2018 lyder måske ikke af meget, men det kræver et vist overblik at kunne forstå, hvad der foregår.

Aktuelle data (fra direkte målinger af atmosfæren til historiske optegnelser over industrier) fortæller os, at mellem 1751 og 1987 udledte fossile brændstoffer omkring 737 milliarder ton CO2 i atmosfæren. Mellem 1987 og 2014, altså bare omkring 1/8-del af tiden, var der udledt omtrent den samme masse: 743 milliarder ton. Det samlede CO2 fra industrialiserede mennesker i de sidste 263 år er dermed 1.480 milliarder tons.

Det spørgsmål, der presser sig på i denne sammenhæng, er: Hvorfor gør vi dette – disse selvødelæggende handlinger – når vi fastholder, at vores altdominerende drift er: overlevelsesdriften?

Kan det være fordi, at vi ikke kan overskue de langsigtede konsekvenser af vores globale handlinger, fordi vores knold – eller vores natur – er udformet til kortsigtede perspektiver?

Lad os se nærmere på andre dominerende træk ved vores natur, som vi synes at være programmeret til, ud over

#1 overlevelsesdriften, og se om vi kan finde en sammenhæng.

#2 Moderne Grådighed

Grådighed er et fænomen, hvor mennesker overdriver i alt, hvad de ønsker og foretager sig, primært for at tilegne sig nydelse, magt, status og rigdomme. Grådigheden udtrykker sig på mange måder, såsom overshopping, hamstring af ting, uhæmmet – eller utæmmet – forbrug af sex, alkohol, mad, underholdning og stoffer. Altså, grådigheden gør mennesker til slaver af den.

Grådigheden har kronede dage i vores moderne civilisation med alle de overdrivelser, som jeg har nævnt ovenfor. Grådighed synes at være indbygget som et mentalt program i sapiens hjerne, men i historien, som var præget af knaphed for de fleste, kunne den ikke ytre sig så grotesk og så selvødelæggende som i vor tid. Mens mennesker for ca. 200 år siden i gennemsnit havde 8 personlige ejendele, har den moderne middelklasse i dag 80.000 ejendele. Dette er bare ét eksempel på, at vores moderne grådighed er blevet til en besættelse.

Vores grådighed bliver dermed den væsentligste grund til jordens enorme klimaproblemer og manglende bæredygtighed.

#3 Religionens Magt

Gud i vores sind er ikke aftagende, måske tværtimod i forhold til andre tider:

“God whispered into my ear,
‘Admittedly, I was a failed engineer,
producing such a race of sapiens, oh dear ….’”
/(B. K.)

Der er tre vigtige spørgsmål vedrørende vores forhold til Gud:

I) Eksisterer den almægtige Gud i virkeligheden eller kun i den menneskelig hjerne? De fleste moderne mennesker holder fast i at Gud eksisterer – objektivt ude i rummet – selv om man kan umuligt bevise en sådan påstand, men som vi ved, er vores mentale programmer og overbevisninger stærkere end fakta og beviser.

II) Er sapiens den endelige slutning på evolutionen eller bare en fase i én af mange andre faser? For hvis vi er en fase i evolutionen (som jeg påstår), hvordan kunne da Gud have skabt os i sit eget billede? Et dilemma som de allerfleste troende mennesker har svært ved at forholde sig til.

III) Hvis sapiens kun er en fase i evolutionen, vil Gud da overleve som reelt objekt i en udvidet bevidsthed, såfremt vi forvandler os til højere og klogere væsner, end vi er i dag?

Det som vi bør spørge os selv om er, om troen på Gud er produktet af vores sinds matrix eller ej, da de fleste mennesker tror på en eller flere guder. Ville vi, hvis vi var meget klogere end den gennemsnitlige sapiens, så stadigvæk tro på Gud, som de fleste gør i dag? Kan det være, at mennesker, der tror på Gud, ikke er bevidste vedrørende deres egne mentale begrænsninger, og at de befinder sig i et lukket system, som fluer i en flaske – en tilstand som har præget mennesker før os og måske også de allerfleste af os nu?

#4 Absolutte, Selvkonstruerede Sandheder

Vi er besat af at opfinde/fastholde absolutte, selvkonstruerede sandheder, ofte uden hold i virkeligheden – ligesom vores forfædre.

Alle mennesker har en tendens til at udvikle et kategorisk syn på sandheden, der favoriserer, hvad de tror på, og hvad de tillægger følelsesmæssig betydning. Religioner og ideologier er et pragteksempel på denne tendens. Vores syn på mennesker før vor tid er, at de fleste mennesker var såkaldte slaver af deres fantasier og spekulative forhåbninger. I vores tid findes der stadigvæk masser mennesker, der opdyrker ofte grundløse forhåbninger, virkelighedsfornægtelse, illusioner og selvbedrag. Disse mentale flugtmekanismer virker som beroligende medicin for menneskets angst for meningsløshed og kaos. I vores forsøg på at tilføre virkeligheden vores egne konstruktioner, ender vi ofte i splid mellem, hvad vi gør, og hvad vi mener.

Denne tendens, hvor vi søger og finder bekræftende beviser til støtte for vores allerede eksisterende overbevisninger, og hvor vi ignorerer eller omfortolker modsatrettede beviser, kaldes kognitiv bias eller bekræftende bias. Forskellen mellem gentagne handlinger på den ene side og tankerne/idealerne på den anden side er overvældende udbredte, da de hjælper os med at overleve i en flertydig virkelighed. Af og til, når gabet mellem, hvad vi gør, og hvad vi mener, er for stor og vedvarende, kan det resultere i blindhed og fornægtelse af selve realiteterne og ødelægge vores overlevelsesmuligheder og trivsel. Som sagen har været med vores ædle humanistiske idealer om livet og menneskeheden, mens vi ødslede bort af verdens resurser, således befinder vi os nu i en overlevelseskamp for menneskeheden. Med andre ord: Vi holder fast i selvskabte, absolutte konstruktioner, som kan resultere i vores endeligt, ligesom mange generationer før os gjorde det, vi gør det bare i global målestok i dag.

#5 Falske Forhåbninger

Har vores tilbøjelighed til at skabe falske forhåbninger været aftagende?

Håb er indbygget i vores hjerne som et komplekst overlevelsesprogram, og det forklarer, hvorfor mange mennesker, der er dømt til at dø, fastholder håbet til deres sidste åndedrag. Vores håb om at redde os selv og vores verden fra vores forseelser udspringer af den samme kilde, alt imens det globale klima ryger ud af kontrol i disse år.

Disse ofte overoptimistiske og hyperbolske forhåbninger præsenteres ofte uden kontekst: Vi kan altid løse vores problemer og overkomme – med Guds eller videnskabens hjælp – alle trusler mod os.

”Mennesket er som en flue, der er lukket inde i en flaske, men som stædigt på grund af dens vildfarelser forsøger at komme ud. Mennesket kan ikke blive perfekt, kan ikke opnå den perfekte kærlighed eller godhed, kan ikke overskride sig selv eller undslippe sit midlertidige ophold i flasken, og han er dømt til glemsel. Men han forestiller sig stadig, at han kan nå alle disse dyder. Han valgte perfekte guder til at tro på, men hvad kan sådanne perfekte lærere lære ham om lukkede flasker?”(ukendt kilde)

Vi befinder os lige nu i en sådan lukket flaske med vores manglende evne til at forhindre, at vores selvskabte problemer, med den globale klimaforandring, befolkningstilvækst, forurening og forsvindende livsbetingelser, bliver værre.

Vi overvurderer altså den dag i dag vores opfindsomhed, vores guders magt, vores visdom og vores muligheder for at løse vores selvskabte problemer, alt imens vi undervurderer vores begrænsninger og dumhed. Denne tendens til overoptimisme er vores Akilleshæl, og medfører lige for tiden omfattende og livstruende skade på vores livsbetingelser.

I lyset af den gennemgang af vores naturs tunge og begrænsende indflydelse på os selv, er det nødvendig at stille et kritisk spørgsmål: Har vi overhovedet en fri vilje?

#6 Overbevisningen og påstanden om den frie vilje

I vor tid – modsat andre tider før – har vi hyldet menneskets fri vilje, og har fået menneskerettigheder, talefrihed og institutioner, der forsvarer individets rettigheder. Men har vi overhovedet en fri vilje til at forvalte disse rettigheder?

I den animerede film Inside Out, der er lavet af Walt Disney Company, skildrer de det menneskelige sind af pigen Riley. Vi ser de mange modstridende stemmer, hendes følelser, der er personificeret i menneskelignende, farvede figurer, der besidder hende og alle os, og som rejser tvivl om, hvor fri vores vilje er.

At vokse op kan være en ujævn vej, og det er ingen undtagelse for Riley, der bliver rykket ud af sit Mid West liv, da hendes far starter et nyt job i San Francisco. Som alle andre styres Riley ofte af sine følelser, repræsenteret som glæde, frygt, angst, vrede, afsky, tristhed mv. Følelserne lever i kontrolcentret inde i Rileys hoved, hvor de hjælper med at rådgive hende gennem hverdagen. Idet Riley og hendes følelser kæmper for at tilpasse sig et nyt liv i San Francisco, opstår der uro i hovedkvarteret, hvor følelserne mødes og prøver at forhandle sig til rette. Selvom glæden, Rileys vigtigste følelse, prøver at forholde sig positiv til tingene, gør hendes andre følelser det svært for hende med hensyn til, hvordan hun bedst kan navigere i en ny by, med nye kammerater og en ny skole.

Dette er menneskets tilstand: stærke følelser såsom frygt, angst, tristhed og vrede blander sig konstant i vores liv og giver ikke altid plads til megen fri vilje, da disse stærke følelser ofte overskygger vores sinds mere klare og målrettede tænkning. Enhver psykolog, som har arbejdet med mennesker, ved jo hvor tunge og belastende tvangstanker og tvangshandlinger kan være, og at de ofte resulterer i mental lammelse og tristhed.

Der er et voksende antal beviser, præsenteret af psykologiske/neuropsykologiske specialister, der kraftig antyder, at vi overvurderer magten af vores frie vilje. Eksperimenter viser, at 90 procent af, hvad folk gør dagligt, følger rutiner så strengt, at vores adfærd kan forudsiges med bare et par matematiske ligninger.

Disse afsløringer er en del af nogle omfattende psykologiske observationer, der viser menneskelig adfærd i et underligt mekanisk lys. Nogle psykologer hævder, at det meste af en persons hverdag ikke bestemmes af hans bevidste intentioner og bevidste valg, men af mentale processer udenfor hans bevidsthed og udløst af stimuli i hans miljø. Med andre ord, det meste af tiden reagerer vi ganske enkelt instinktivt gennem faste mentale mønstre i forhold til verden omkring os. Det ser ud til, at selvom vi tror, at vi ræsonnerer os frem til vores beslutninger og vælger vores handlinger bevidst, så ”svarer” vi ofte bare mere eller mindre automatisk på signaler i vores miljø. Først bagefter finder vi ”gode grunde”, som kan forklare eller godtgøre, hvad vi har gjort.

Der er mennesker, der hævder, at vores frie vilje inkluderer underbevidste valg. Hvis dette var tilfældet, ville fri vilje også omfatte selvskadende og destruktiv adfærd, idet umådeligt mange mennesker enten ødelægger sig selv og/eller ødelægger andre. Hvis det er frivilligt at ødelægge sig selv, samtidig med at hele vores liv er baseret på at sikre vores selvopretholdelse, lyder tanken om det frivillige ubevidste valg som en absurditet. Kun fordi vi ikke har kontrol med os selv, ødelægger vi os selv – og dette kan ikke være et frit valg.

Selvopretholdelse er indbygget i os som det mest basale software, og derfor må selvskadelig adfærd, som mange mennesker praktiserer (bare for at nævne den verdensomspændende fedmeepidemi), hovedsageligt være en tvangshandling, ikke en fri vilje.

Fri vilje er ikke kun et spørgsmål om at vælge det rigtige fra det forkerte, hvilket i høj grad er kontekstafhængigt. Fri vilje indebærer, at vi er i stand til at komme ud af vores menneskelige konceptuelle matrix og handle ud over vores faste adfærdsmønstre og mentale begrænsninger. Hvor mange af os kan leve op til netop dette krav? Ikke mange.

Vi udsættes konstant for social/psykologisk hjernevask og budskaber, der fremmer flokmentalitet. Det kræver en solid selvrefleksion og en sand uddannelse i at tænke dybt, selvstændig og kritisk, for at begynde at forstå, hvad fri vilje handler om, samt at kunne frigøre sig af faste mønstre mv. Uden selvundersøgelse, forståelse af menneskers natur og vores verden, samt modet til at handle på disse indsigter, er vores frie vilje faktisk ret begrænset.

Hvis de fleste mennesker havde kapacitet til at se deres åbenlyse mangler og ændre dem til det bedre for at blive klogere og mere langsynede, ville vi holde op med at være selvdestruktive, både som individer og globale borgere, men dette ses (endnu) sjældent i tilfældet med sapiens.

Opsummering

Menneskenes såkaldte natur synes at have en kæmpe begrænsning på både vores frie vilje og vores tro på, at vi er frie. Vi ved at mange moderne mennesker, hvis ikke de fleste, har svært ved at kontrollere deres egen tankestrøm, tit grundet en frit flydende angst, som er blevet mere markant i moderne tider. Den svigtende kontrol begrænser deres rationelle tænkning og handlemuligheder. Vi er stadigvæk påvirkede af skiftende stemninger, der farver vores tanker, og som somme tider gør det umuligt for os at skelne mellem, hvad der reelt er derude, og hvad der er en forvrænget afspejling af vores sind, hvad der er propaganda, hvad er der vigtigt for os at fokusere på, og hvad er smålige og trivielle ting for os i det lange løb.

Derfor er der ingen reel stabil frihed for det menneskelige sind, kun en hastigt forbigående frihedsfølelse.

Verden ønsker at blive snydt, og derfor snydes den. Dette er den eneste grund til, at den blomstrende forretning, med så mange luftkasteller, bedragere, selvbedrag og snyderi i den menneskelige verden, eksisterer.

Det er skræmmende let at få mennesker til at opføre sig som lemminger, når man så let kan skabe kollektive vrangforestillinger i dem, hvor deres gruppetænkning uophørligt præger deres fordrejede opfattelser af virkeligheden og kan resultere i en selvødelæggende adfærd.

Så længe vi vil følge vores natur og dens ovennævnte mentale strategier, og ikke vil ændre på selve vores hjernes kapacitet og struktur, så længe vil menneskeheden nærme sig afgrunden mere og mere.

 

Debatartikel-serie
Dette er anden artikel i en lille debat-serie af Benjamin Katz. Den første kan læses her

P_DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge