Af Finn Korsaa, Autoriseret klinisk psykolog, specialist i parterapi

 

Generationskløften er betegnelsen for en social modsætning mellem generationerne, der opstod i 1960’erne. Før den tid havde generationsmodsætningen for det meste været et psykologisk fænomen, der udmærkede sig ved at rumme de spændinger, der har skabt den kultur, vi er en del af. Det foregik traditionelt ved, at forældregenerationen krævede, at de unge tilegnede sig vaner og adfærdsmønstre, der hørte kulturen til. Det kunne gå dramatisk for sig, og den unge generation kunne undertiden blive sat på plads med bål og brand. Men tiderne skiftede, og magtforholdene ændredes. Det førte til revolutioner, og det har ført til vor tids identitetspolitiske frontløbere, der mener, at den ældre generation skal genopdrages. Således er alt vendt på hovedet, men spændingerne mellem forældre og børn, mellem det gamle og det nye, mellem tradition og revolution findes endnu.

 

Generationskonflikten er motoren i den psykiske udvikling, der fører fra barnets umyndighed til det voksne menneskes personlige identitet. De kritiske begivenheder i denne proces er overgangen fra barn til voksen, der traditionelt er forbundet med adskillelse, oprør og frigørelse. Dette skema indgår som motiv i mange eventyr og myter. En af dem handler om Moses’ flugt fra Ægypten, de 10 plager og den endelige udfrielse ved passagen over Det Røde Hav. Kernen i denne myte er Moses’ kamp for at gøre sig fri af Faraos formynderi, hvorved Moses realiserede sin identitet.

 

For omkring 100 år siden blev denne opskrift udfordret af et nyt dannelsesideal, som kom til udtryk i Picassos ord om, at det tog ham fire år at lære at male som Raphael, men et helt liv at lære at male som et barn. Denne udtalelse var et led i en ideologisk bevægelse, der tog sigte på at afskaffe generationsmodsætningen og gøre samfundet til en børnehave. Dette synspunkt har haft en forbløffende indflydelse takket være den teknisk-videnskabelige udvikling. Man kan aflæse succesen ved at kaste et blik på ungdomspsykiatriens statistikker. De unge bliver simpelthen psykisk syge, fordi de ikke kan frigøre sig følelsesmæssigt fra forældregenerationen og dermed mister muligheden for en personlig identitet. Man kan også aflæse det i en ændring af moralen. Tabet af generationsmodsætningen førte til en nedtoning af proportionssansen. Det hænger sammen med, at generationsmodsætningens realitet var grundlaget for vurderingsevnen: Skal konflikter løses gennem forhandling, eller skal de dramatiseres? Denne skelnen er forsvundet, og derfor er alle moderne konflikter overladt til anerkendelsesterapi. Hvis man fx ser på en konflikt som den, prins Harry og Meghan Markle for nylig har iscenesat, så kan man vælge at opfatte postyret som udtryk for et naturligt generationsopgør, og i så fald vil man lægge mere vægt på det, de har gjort, end det, der er blevet sagt. Man kan også opfatte det som en identitetspolitisk begivenhed. Derved opdager man, at dømmekraften er blevet overdraget til magien. Det skyldes, at manglen på generationsmodsætningens realisme fastholder fortolkningen i barnlighedens magiske univers. Det er denne magi, der er i spil, når journalister rejser spørgsmålet om, hvorvidt det engelske kongehus er racistisk. Ordene får magisk betydning, som man husker det fra barndommen, når man fik læst eventyr og antog hvert ord for den skinbarlige virkelighed.

 

Udviklingen har ført til en afvikling af den psykologiske generationskonflikt og en styrkelse af den magiske tankegang. Dertil kommer styrkelsen af den sociale identitet, der har udviklet sig sideløbende med børnehavedoktrinen. Det drejer sig om følelser af at blive godkendt og anerkendt og derved at blive en del af en gruppe. Magien i denne proces opstår imidlertid, fordi fortolkningen er uden indflydelse fra generationsmodsætningens realitetsprøvelse. Det er grunden til, at tidens identitetspolitik er indsvøbt i ordenes magi. Dens agenter tror, at de skaber virkeligheden med deres ordmagi, og derfor kræver de, at den ældre generation respekterer deres sproglige anvisninger – omtrent som et forkælet barn, der får lov til at styre familien. Skaden er givetvis begrænset, og desuden skal man ikke gå af vejen for et godt grin. Det kan fx være svært ikke at trække på smilebåndet, når den løftede pegefinger formaner os til ikke at bruge ordet neger. Komik er jo udtryk for en modsigelse, der er harmløs, og det er den, fordi den realitet, som den mener at referere til, er fraværende. Desuden får magien i dette projekt sin moralske slagkraft fra unge, der i mangel af personlig identitet søger at styrke børnehavementaliteten ved at kræve, at den ældre generation går med på idéen om at skabe det hele om til rød stue. Man skal nok alligevel ikke grine af forslaget til at omdøbe navnet på en vaffelis i ønsket om ikke at krænke folk, der bor i de nordlige egne af Canada, og man skal undlade at knække sammen i fnis og latter over det frapperende indslag, der gik ud på at forbyde en sang om den danske unge blonde pige, fordi det var diskriminerende over for brunhårede. De vil gerne tages alvorligt, og det er der også god grund til.

 

Undertiden sker der nemlig det, at kampen for identitet ender i blodige realiteter. Det kan derfor være et alvorligt problem, at unge ikke er i stand til at frigøre sig følelsesmæssigt fra deres forældre. I desperation slutter de sig sammen med andre frustrerede unge for i samlet trop at erstatte forældreopgøret med et angreb på en af samfundets institutioner. Et af de første udslag af sådanne processer kom til udtryk i de unge autonomes kamp med politiet på Nørrebro i 1990’erne. De unge råbte op om kapitalisme og politistat. Dengang var der næppe andre end de unges forældre, der tog ordene alvorligt. For enhver vidste, at politiet var nødt til at optræde som efteropdragere. Det fik den konsekvens, at de unge fik lært, hvor grænsen var, og dermed fik mulighed for at nærme sig den eftertragtede identitet.

 

Man må imidlertid spørge, hvorvidt ungdomsrevolter, identitetspolitik og psykiatri kan løse de problemer, som opløsningen af en personligt oplevet generationsmodsætning har skabt? Retter man spørgsmålet til filosofien, bliver man belært om postmodernismens erklæring om, at de store fortællingers tid er forbi. Det vil sige, at myten om Moses og muligheden for skabelsen af en personlig identitet er forsvundet, simpelthen fordi de unge mentalt forbliver hjemme ved ”Ægyptens kødgryder”. Det får den konsekvens, at livshistorien mister sin mening, ved at man ikke længere kan tale om et udgangspunkt, der er utilfredsstillende, og som man gennem en frigørelsesproces flytter sig ud af ved at realisere noget, der er nyt og bedre. Uden en sådan værditilførsel risikerer man, at livet bliver meningsløst. Og det er vel i grunden den følelse, man sidder tilbage med efter at have læst Karl Ove Knausgårds Min kamp I, Kristina Stoltz’ Paradis først og Stine Pilgaards roman Meter i sekundet. Bøger, som jeg fik læst her under coronatiden. Man kan sige, at disse værker er uden generationsmodsætningens dynamik. Der er ingen konfliktoptrapning, drama eller omslag og ingen forløsning, hvorfra en ny begyndelse bliver mulig. Til gengæld er de utroligt velskrevne og minder mig om Prousts store roman, der også er uden et klart handlingsforløb, men mættet af iagttagelser, erindringer og refleksioner. Knausgårds Min kamp I står som et moderne modstykke til Moses’ frigørelseskamp. Hvor Moses kæmpede for at komme fri, kæmper Knausgård med gråden, mens han rydder flasker, afføring og affald op efter en far, der drak sig ihjel. Generationsdramaet er blevet erstattet af en lang og sørgelig historie om et faderskab uden værdi og en søn, der roder rundt i sproget efter en identitet.

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

 

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge