Af cand.psych. J. H. Carlos

For nogle uger siden sendte TV2-News en reportage om vold i hjemmet, hvor en navngiven kvinde kort beskrev den vold, hun oplevede i sit ægteskab (21 år), og bl.a. en navngiven socialrådgiver og psykoterapeut udtalte sig kort om sagen. Vold i hjemmet er en meget kompleks matrix, som sikkert har noget at gøre med bl.a. samfundets normer, familiens dynamik og børnenes opdragelse, den enkeltes personlighed, etc., og jeg vil ikke her forsøge at udrede denne komplicerede sag. Mit ærinde udspringer fra noget, som ovennævnte socialrådgiver og terapeut sagde i denne forbindelse, efter at have nævnt den voldspiral der udviklede sig i den nævnte relation, nemlig: Han elsker hende, og hun elsker ham, det skal vi ikke tage fejl af.

Det er ikke første gang, vi hører, at en kvinde bliver hos en voldelig mand længere, end mange andre ville gøre, eller tager tilbage til ham efter en eller flere voldelige episoder ”fordi jeg elsker ham”. Her sættes kærligheden som trumf, og det får mange til at tie stille, for man kan jo ikke argumentere imod kærligheden. Ja, vold i hjemmet har været et tabu, men måske findes der i denne problematik et andet, lige så stort tabu, hvis ikke større, som også er blevet en myte, nemlig, at man kan holde en voldelig og nedværdigende relation ud, fordi man elsker vedkommende; og tilsvarende, at en mand slår, sparker, nedværdiger en kvinde og samtidig siger, at han elsker hende.

Når man sætter kærligheden som trumf, er det som om, vi alle selvfølgelig véd, hvad denne kærlighed er, at det er den samme for alle, at alle har lige meget mulighed for at opleve det, og at man ikke kan sætte spørgsmålstegn ved det, for det er noget nærmest guddommeligt. Der har i tidens løb været en del mennesker, vise og mindre vise, lærde og mindre lærde, eksperter og andet godt folk, der er kommet med deres bud på, hvad kærlighed er. Her vil jeg hverken støtte mig eller henvise til dem, men jeg vil gerne hilse og sige, at en gang i mellem, i dette moderne og komplekse samfund, hvor alle har travlt, overser man af og til det væsentligste, det enkleste, det mest synlige, det, der ligger tættest ved vor natur. Det er det, jeg vil støtte mig til og henvise til.

Enhver ved, at en mor elsker sit barn, når hun giver barnet næring, tryghed, støtte, passer på, lærer barnet tingene, lader barnet udforske verden, og hun gør dette på en kærlig måde; også når hun stiller – passende – grænser og krav. Og dette kærlige forhold har visse konsekvenser, nemlig opbygningen af et sundt forhold mellem mor og barn, barnet udvikler sig hensigtsmæssigt, udvikler en positiv selvopfattelse og selvværd. Det kan godt være, at barnet ikke oplever nogle af morens (forældrenes) grænser og krav som behagelige, og barnet kan stritte imod, men når denne disciplin er den rette, viser det sig senere at have været et nødvendigt led i barnets udvikling, et konstruktiv tiltag, som personen også anerkender senere i livet. Desværre oplever ikke alle børn denne form for kærlighed, det vil sige, en autentisk kærlighed, som man ikke kan lyve sig til, købe sig til, tale sig til eller bemægtige sig til.

Når to voksne mennesker, eksempelvis en mand og en kvinde, føler sig tiltrukket af hinanden, er det som regel med udgangspunkt i en fysisk/seksuel tiltrækning, der senere kan uddybes/forstærkes af en emotionel resonans og måske endda intellektuel inspiration og sociale kontekster, der ikke strider imod hinanden. Når denne personlige tiltrækning er meget stærk, i hvert fald et stykke tid, er der nogen, der kalder det kærlighed. Begge finder glæde og tilfredsstillelse, og i de mest specielle tilfælde også personlig udvikling. Og man finder tilfredsstillelse i at give sig og finder det fascinerende, at den elskede blomstrer, når hun tager imod, og selv giver hun sig til sin elsker. Der opstår en form for magi, når ønske og behov går fuldstændig ind i hinanden, og begges overlevelse, velvære og udvikling bliver et instinktiv og tænkt fælles mål. Dette kalder jeg kærlighed. Derfor er det ikke blot en følelse, men en følelse, en handling og en tanke. Og enhver, der oplever og overværer det, vil kunne se og mærke det på samme måde, som enhver, der oplever eller overværer en mor, der kærligt ernærer og støtter sit barn. Oplevelsen og handlingen er det. Nogle mennesker oplever det som transcenderende. Det er spørgsmålet, om de fleste voksne kommer til at opleve denne form for kærlighed.
Derfor: Når en kvinde går tilbage til sin voldelige mand eller ikke forlader ham og siger, at det er fordi, jeg elsker ham, er det enten fordi, hun lyver, fordi hun ikke kender sig selv tilstrækkeligt, eller fordi hun ikke ved, hvad kærlighed er.

En mand, der er voldelig over for sin kvinde, misbruger hende fysisk og/eller psykisk, nedværdiger hende, svækker hendes tillid, bremser hendes udvikling, forvirrer hende, gør hende bange og samtidig siger, at han elsker hende, ja, han er enten en løgner, en hykler, er gal, er såret, jaloux, vred, føler sig forrådt, ønsker hævn, eller måske føler han alt dette på en gang. Javel! Men ingen af disse følelser har noget med kærlighed at gøre. Det er min påstand, at man ikke kan elske på en måde, som svækker den elskede, gør hende bange, usikker og svækker hendes selvtillid. Man kan ikke elske på en destruktiv måde.

Mange mennesker bliver nødt til at lave et kompromis med sig selv og verden, når de skal finde en partner, ud fra de kort, de har fået fra naturens hånd, eller fra kirurgens hånd, og efter hvor dygtige de er til at spille dem. Hvis man er/føler sig ensom, usikker eller på anden måde begrænset, er det meget muligt, at man vil stille færre krav til en mulig partner, som måske i mange tilfælde vil falde ind i det mønster, som personen har lært fra barndommen af (den sociale arv). Men det må gerne se ud af noget; at ligne de andre; at være ”normal” eller se ud som om. For at indrømme noget andet ville være skammeligt. Og det er også meget sandsynligt, at det, som for nogle er et kompromis, er et personligt valg for andre (at vælge en partner, der tilfredsstiller personen seksuelt på trods af et reelt manglende eller begrænset emotionelt fællesskab eller omvendt etc.). Hvert menneske er jo et univers, og variationerne i relationen kan være utallige. Og hvis man har mistet så meget selvtillid, eller hvis man aldrig har haft den, er det meget svært at beslutte at bryde ud af et voldeligt forhold. Ja, der er mange grunde til, at en person i en voldelig relation finder sig i det. Men den bedste ”sociale” forklaring er, at det er fordi, jeg elsker ham. (Der er jo ingen, der kan bebrejde mig det). Og tilsvarende skal der siges om den voldelige mand, der i stedet for at tage ansvar for sine handlinger, forsøger at gemme sin manglende impulskontrol og sin umodenhed ved at påstå, at jeg elsker hende. Og endda ikke vil lade hende forlade forholdet, når hun endeligt har taget sig sammen, fordi han i sin atavistiske vildfarelse mener, at hun er hans ejendom.

I den grad at denne fremlægning er korrekt, misbruger man i samme grad begrebet kærlighed ved at bruge det som alibi for at finde sig i vold eller udøve vold. Og man kan forveksle det med en vis seksuel tilfredsstillelse, hvis den stadig er aktuel på trods af volden eller med de fordele, man får ved at ”have en familie” eller andre mulige relationsmønstre.

Mit ærinde her er at redegøre for det synspunkt, at det er en vanvittig, absurd, misvisende og irrationel myte, at man skulle kunne holde en voldelig person ud, med alt hvad dette indebærer af misbrug, nedværdigelse, trusler, terror, etc., fordi man elsker den person (og tilsvarende: den voldelige person, der elsker sin partner). Det er en myte, der har vist sig at være praktisk og socialt acceptabel, og som tilsyneladende frigør personen fra sit eget ansvar i forholdet og for den skam, som en afsløring af sådan et voldeligt forhold ville betyde for personen og familien. Hellere blive opfattet som en kærlighedsmartyr end et menneske, der har fejlet. Men man kan ikke ændre noget, man ikke anerkender. Man kan kun gøre noget ved tingene, når man begynder at være ærlig med sig selv; og det er måske det vanskeligste, men det er muligt at blive frigjort fra sine lænker og smage friheden og begynde at vokse.

Et voldeligt forhold er ét for meget. Og alt, hvad der kan gøres for at løse disse problematiske relationer er velkomment. Det er bare trist og en skam, at kærlighed skal bruges som alibi.

Det er karakteristisk, når man hører om vold i hjemmet på tv, i avisen eller i informationsmaterialer, at man nævner kvinden som offer (senest at 30.000 kvinder i Danmark bliver udsat for vold hvert år). Hvilken holdningsændring skal der til for at sige, at 30.000 mænd i Danmark udsætter deres partner for vold i hjemmet hvert år? – og hvad man skal gøre ved det?

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge