Af Christian Barckmann, psykologistuderende, AAU

 

For tre år siden deltog jeg ved en kulturpsykologisk konference på Aalborg Universitet. Der var forskere fra Grækenland, fra Italien, Tyskland, England, Brasilien og naturligvis Danmark. Med ryggen mod de grønne tavler (hvorpå der endnu kun var blevet skrevet et telefonnummer og ”Løkkegade 18 = Basement Beer Bar”), omtalte en ung forsker et gammelt forsøg: At man havde undersøgt og spurgt folk, om de drømte i farver eller i sort/hvid. Som det hurtigt havde vist sig, vurderede flertallet af de adspurgte, at de drømte i sort/hvid. Da forsøget blev gentaget 10 år efter havde det pludselig været anderledes. Nu var de fleste overbeviste om, at de måtte drømme i farver. Hvad der var sket i mellemtiden var naturligvis, at farvefjernsynet var blevet folkeeje. Manden ved tavlen smilede henrykt og løftede en kroget finger i vejret. – So, do people really know what is and what is not, going on in their minds?

Der brød en større diskussion ud i den sommervarme forelæsningssal. Hænder røg i vejret én efter én efter én efter én. Der var græsk-engelsk, britisk-engelsk og en, der talte hvad der lød som russisk- engelsk (man kan forestille sig de enkelte fonemer blive presset ned i en blender med rusten klinge). Mod slutningen af diskussionsrunden rakte en mand, der indtil nu havde lavet alt muligt andet på sin computer, hånden op. Tydeligvis 50 % i frustration, 30 % i inspiration og 20 % noget opgivende over for den indtil nu noget famlende og ufrugtbare debat.
– I really liked the experiment you mentioned in the beginning, sagde han og henvendte sig direkte til den unge forsker, der endnu ikke var trådt til side. – The question becomes, can we ever really overcome the gab that exists within ourselves and between two people. If we do deconstruct psychology, is all we are really doing adding more focus to psychology? Are we making people more sick?
Han satte sig straks igen, foldede roligt hænderne og rettede så igen blikket mod computeren. Diskussionen, der nu brød ud, var vildere, end den havde været hele den forudgående eftermiddag.

Professoren, der stillede dette spørgsmål, var Svend Brinkmann. Og han tager fejl og har ret på samme tid. For vi er ikke med til at gøre folk mere syge, men måske vi faktisk koloniserer og ændrer den almene forståelse af psyken, ganske uden at intendere det. Som led i mit speciale har jeg de sidste fem måneder forsøgt at forstå, hvorfor flere og flere unge kommer i kontakt med psykiatrien. Hertil fandt jeg selvsagt ikke et svar, men naturligvis adskillige (hundreder!), og fremhæver her blot ét: At de unge, jeg interviewede, i ungdomspsykiatrien i udpræget grad anvendte og brugte diagnostiske betegnelser i forsøget på at forstå deres vanskeligheder. Dette er i sig selv ikke så overraskende, og det interessante er imidlertid ikke om diagnoser er en dårlig ting eller ej – nogen er deprimerede i klinisk forstand – men i stedet om vi indsnævrer og indskrænker vores blik og derved vanskeliggør den åbnende bevægelse i og hos patienten. At patienten kommer til at forstå psyken som en å, og ikke som tusinde bækkesmå, der i virkeligheden aldrig rigtig flyder sammen. At en depression ikke er en depression, mere end i kraft af det, dér gestalter den. Som den kritiske læser vil bemærke, kan sådanne abstraktioner imidlertid komme langt væk fra det konkrete psykologiske arbejde. Det er jo naturligvis ikke således, at de, som kæmper med angst og søger behandling, ikke bliver spurgt ind til kompleksiteten i deres vanskeligheder. At angsten i mødet med en psykolog eller psykiater ikke bliver til noget mere end angst som kun et begreb. Jeg taler imidlertid om dét ”før” og dét ”efter,” der findes omkring alle behandlinger, og som på paradoksal vis er dér psykologarbejdet skal have sin egentlige indflydelse. Spørgsmålet bliver, om vi er vidner til en for tidlig og utilsigtet ’sammenkrølling’ af psykens vidder til en knytnæves størrelse?

Som den svenske forfatter og psykolog Thomas Transströmer skriver i et af sine digte. Er patientens forståelse af sin egen psyke, blevet intet andet end en bevægelse mod at få styr på den som enkeltstående entitet? Og hvad skyldes dette?

I bogen Do No Harm – Stories of Life, Death and Brain Surgery (2015) af den britiske neurokirurg Henry Marsh placeres fejlbarligheden i et sundhedsspeciale (neurokirurgi), hvor fejl ikke må ske, men naturligvis (naturligvis!) alligevel sker. Han skriver i sit forord til bogen således:

”Doctors will sometimes admit their mistakes and ’complications’ to each other but are reluctant to do so in public […]” (Marsh, 2015, p. x).

Det interessante ved selvsamme citat er imidlertid ikke fejlbarligheden i sig selv, men også at denne ikke videreformidles til offentligheden. At man, selvom man ved, at fejl opstår, ikke åbent gør opmærksom på det som et naturligt grundvilkår for al behandling. Både af psykologisk og lægelig karakter. Det falder mig her i øvrigt påfaldende, at jeg på intet tidspunkt i løbet af mine 5 studieår har hørt en eneste professor tale om disse kliniske fejlvurderinger eller om psykologiens videnskabelige mangler. Dette vender vi straks tilbage til.

Det er ydermere min påstand, at flere også kommer i kontakt med psykologien og psykiatrien, fordi det at ”være i det åbne”, at acceptere den psykiske virkelighed, man oplever, er blevet erstattet af muligheden for et (stadig større) væld af forskellige behandlinger. Vi reagerer med andre ord i stedet for ”at leve med”. Dette er naturligvis på godt og ondt. Mange ting bør man reagere på! Men hvad der skal udholdes og ikke skal, hvad der er eksistentielle grundoplevelser, og hvad der bør behandles, er blevet vanskeligere at vurdere – særligt efter diagnoserne er begyndt at optræde i hverdagssproget.

Flere af de psykologer, jeg i forbindelse med mit speciale talte med på to psykiatriske ungdomsambulatorier, bemærkede en klar tendens: At negative følelser i højere grad end tidligere er noget, man for alt i verden skal af med. Noget, der skal ordnes. Det var eksempelvis ikke sjældent, at de oplevede patienter, der bad om værktøjer til at overkomme psykiske problemer. Dette er netop udtryk for, at psykiatrien har trukket sig i retning af en mere traditionel naturvidenskabelig tankegang, og at omkostningen har været, at psykoterapi og den psykosociale forståelse af patienten og det psykiske som netop kompleks, flydende og foranderlig psyke, i nogen grad er bortfaldet fra vores og patientens eget blik. Dette kan betyde, at vi og (lægerne) uden aktivt at ville det ikke gør psyken til den foranderlige, mærkelige og fejlbarlige størrelse, den faktisk er, men i stedet gør psyken til et primært somatisk og simpelt anliggende.

Vi vender nu tilbage til citatet, som eksempel på den ikke offentligt delte fejlbarlighed i sundhedsvæsnet. For at være helt konkret i forvirringen mener jeg følgende kan gøre sig gældende: Hvis måden, hvorpå man har det, tilhører en selv og familien, søges løsningen også her, men hvis måden, hvorpå man har det, tilhører lægelige kategorier, søges løsningen i stedet her. Hvis man i psykiatrien vil se færre patienter, må opgaven derfor være at vise det, man ikke forstår, det som ikke er ideelt, for derved at overdrage håndteringen af det psykiske liv tilbage til verden igen. Vi må fastholde et realistisk blik, således at vi ikke fratager den enkelte muligheden for at leve med sine vanskeligheder. Hvis ikke der fortælles om de fejl og mangler, der endnu er i psykologien og psykiatrien (hvis ikke det bliver videreformidlet), hvorfor skulle man så handle selv?

At systemet bliver godt og fremstår som ”alt-løsende” fratager måske også den almindelige familie muligheden for tanken om selv at kunne være det. Rumlen bliver: Hvis vi ved, hvad det er, kan vi også behandle det. Men også: Hvis vi ikke ved, hvad det er, kan vi intet gøre. Løsningen er ligetil og fjerner angsten: At vide hvad der er galt. Her byder sundhedsvæsenet sig naturligt til. Ikke at sige ja til denne mulighed, at udholde angsten ved uvidenhed, er selvsagt ikke behageligt og fremstår måske endda dumt i en social kontekst. Dette kan være medvirkende til, at stadig flere søger mod psykologien og psykiatrien. Bemærk at psyken er ikke afhængig af en kategorisering for at eksistere, men at en kategorisering i stadig større grad bliver en forudsætning for, at lægfolk kan kende den nødvendige hjælp.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge