Af Svend Brinkmann & Anders Petersen

Allan Holmgren har skrevet en idiosynkratisk blanding af et essay og en anmeldelse af vores antologi Diagnoser: Perspektiver, kritik og diskussion. Udgangspunktet for hans tekst er, at diagnoserne er de nye guder, og at psykiaterne er blevet ypperstepræster. Vi er selvfølgelig glade for omtalen og de konstruktive dele af Holmgrens anmeldelse, men ønsker alligevel at knytte nogle kommentarer til hans kritik, som han i øvrigt har fremført på samme måde tidligere i en tilsvarende anmeldelse i dagbladet Politiken.

Holmgren mener, at bogen skuffer, fordi der er for få kapitler, der med hans ord ”går til stålet”. Dette er en krigsmetafor, som ligger helt i tråd med Holmgrens ønske om at få ”diagnosticeringspraksissen afskaffet”, som han skriver. Med dette udgangspunkt er det klart, at han fejllæser bogen, for vores ønske har ikke været at føre krig mod diagnoser for at få dem afskaffet, men tværtimod at belyse de mange perspektiver og dilemmaer, der findes mht. diagnoser i den moderne diagnosekultur. Vi har ønsket at bringe forskellige stemmer sammen, der ellers ofte befinder sig i forskellige skyttegrave (for nu at blive i Holmgrens krigsmetafor): repræsentanter for den etablerede psykiatri, medicinske psykiatrikritikere, psykologer, filosoffer, pædagoger, antropologer og sociologer. Bogens mål har aldrig været at nedkæmpe diagnoserne, men at formidle forfatternes forskellige perspektiver på diagnosekulturen. Nogle af disse perspektiver er tilstræbt deskriptive, andre mere analytiske og flere decideret kritiske.

Vi mener ligesom Holmgren, at ensomhed er et stort problem i et moderne, individualiseret samfund. Men at hævde, som han gør, at den nærmest er den eneste årsag til forekomsten af (psykisk) lidelse i dag, forekommer så monokausalt reducerende, at det er svært at tage alvorligt. Og Holmgren ser ikke de modsigelser, han her vikler sig ind i: På den ene side kritiseres et kapitel i bogen for at fokusere på præstationssamfundets krav som en væsentlig faktor ved depression, og på den anden side skriver Holmgren om dette, at ”hvis man har erfaringer med klinisk arbejde, ved man, at det er ensomhed, dette at følge den norm, at man skal klare det hele selv, der er den direkte årsag til både stress og depression.” Men at man ”skal klare det hele selv” er jo netop det centrale karakteristikum ved præstationssamfundet, hvorfor Holmgrens kritik også her forekommer at være mærkværdigt konfliktuelt konstrueret.

Hvis diagnoserne er guder og psykiaterne ypperstepræster, så iscenesætter Holmgren sig selv som en Martin Luther, der skråsikkert ved, hvordan det hele skal reformeres: ”Vi ved, hvordan hjælpen skal etableres”, skriver han, og diagnoserne forhindrer hjælp og bør derfor afskaffes. Dette er et mindst lige så religiøst dogmatisk perspektiv som den mest mekaniske del af psykiatrien, som Holmgren kritiserer. Som redaktører vil vi omvendt holde fast i, at vi ikke ved præcist, hvordan det hele skal løses. Lidelsens verden er kompleks og mangesidig, og det bør derfor være en dyd at opdyrke evnen til flertydighedstolerance. Der er mere end én historie at fortælle om psykiatriske diagnosers betydning i dag. Det ved alle, der har talt med mange forskellige diagnosticerede. Og netop derfor har vi valgt at bringe mange forskellige stemmer og perspektiver i spil. Vi ved fra vores forskning, at nogle mennesker oplever at blive stigmatiseret og sygeliggjort af de psykiatriske diagnoser. Men vi ved også, at andre mennesker oplever, at deres liv er blevet reddet af en diagnose, som de for alt i verden ikke vil have afskaffet. Vi har derfor valgt ikke at ”gå til stålet”, men at gå til kompleksiteten, og hvis man som Holmgren læser antologien ud fra stålets perspektiv, går man helt galt i byen.

Svend Brinkmann, professor i Psykologi ved Aalborg Universitet, og Anders Petersen, lektor i Sociologi ved Aalborg Universitet, er redaktører af antologien ”Diagnoser – perspektiver, kritik og diskussion” (2015).

Læs anmeldelse af Allan Holmgren

Kommentarer
  • Mathias
    Svar

    Det er altid bare en lille smule svært at snakke om diagnoser, da det er virkelig nemt at træde nogen over tæerne, men det er jo også vigtigt at sørge for at finde ud af, hvorfor har brug for den medicin de modtager, og om medicinen virker som den skal i forhold til diagnose, de har modtaget. Jeg har læst en artikel på https://www.ewire.dk der snakker om præcis de samme, dog med et lidt andet perspektiv. Ewire dykker ned i priserne på denne medicin, og det bliver der bare ikke rigtig snakket om, så jeg har tænkt mig at linke til artiklen, da jeg mener at den helt klart er relevant: https://www.ewire.dk/boer-vi-saette-max-priser-paa-medicin/

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge