Af Christian Lau Godskesen, cand.psych. aut.

Stanley Milgrams berygtede lydighedseksperiment fra 1961-62 har præget vores opfattelse af, hvor let det er at få mennesker til at begå grusomheder – at der gemmer sig en potentiel Eichmann i os alle. Det er fast pensum i lærebøger om socialpsykologi og en standardreference i debatter om autoritet og følgagtighed. Kan det tænkes, at den version, der ofte bliver genfortalt, ikke rigtigt stemmer overens med de faktiske resultater? Hvad ville vi have set, hvis vi kunne have stået bag envejsglasset ved siden af den unge Milgram og overværet hans eksperiment, mens mange af forsøgspersonerne fulgte ordrer om at give stadig stærkere stød til et andet menneske? Måske ikke kun det, som man ser i hans dokumentar Obedience fra 1965, hvor nogle af de virkelige forsøgspersoners adfærd under forsøget vises.

I de senere år er der blevet rejst mere og mere tvivl om den almindelige historie om Milgrams forsøg – ikke kun om de velkendte etiske problemstillinger, ej heller kun hvordan resultaterne skal fortolkes, men også hvorvidt Milgram overhovedet fremlagde sit arbejde helt sandfærdigt. Det sker nu, fordi arkivmaterialet fra forsøget er blevet åbnet for gennemsyn i biblioteket på Yale Universitet, og en række forskere har selvfølgelig grebet chancen for at kigge Milgram i kortene.

De efterladte arbejdspapirer, manuskripter og optagelser opbevares i 158 kasser og fylder ca. 27,5 hyldemeter. Én af de forskere, der har brugt mest tid i Yales arkiver, hvor hun har læst alle hans papirer og lyttet til båndoptagelserne af samtlige 780 forsøgspersoner, er den australske psykolog og ph.d. Gina Perry (2013: 18-19). Ved at have lyttet til de mange, mange timers båndoptagelser er Perry og andre kommet så tæt som muligt på at stå bag envejsglasset sammen med Milgram selv. Som hun fortæller historien, forenklede Milgram sine resultater og fortiede en række alvorlige problemer, og måske var han for ensidigt motiveret af et ønske om at forklare nazisternes forbrydelser imod Europas jøder under 2. verdenskrig med sine resultater (ibid.: 9-12).

Den almindelige historie om eksperimentet

Formodentlig er det ikke nødvendigt at beskrive eksperimentet i detaljer for læsere af psykologbaggrund, så det vil jeg undlade og i stedet kort vise, hvordan det ofte bliver genfortalt. Som regel fortælles historien om Milgrams forsøg på den samme enkle måde, og det afgørende resultat gengives ofte som et sikkert og entydigt faktum. Den har i høj grad fulgt Milgrams egen udlægning i bogen Obedience to Authority (1974).

I antologien 20 psykologiske eksperimenter – der ændrede vores syn på mennesket fortæller Henrik Høgh-Olesen (2011) grundigt om Milgrams forberedelser, og især om den mest kendte, primære variation af eksperimentet; de to assistenter der spillede henholdsvis “forsøgsleder” og “elev,” stødmaskinens udformning, rekrutteringsproceduren, hvordan forsøgspersonerne blev forberedt, indlæringsopgaven med ordpar, den stigende strømstyrke samt “elevens” protester og senere tavshed og manglende reaktioner (s. 37-39). Helt tilsvarende beskrives eksperimentet i en amerikansk bog om skelsættende psykologiske eksperimenter (Hock 2015: 325-327). Om resultaterne siger Høgh-Olesen, at “100 % af forsøgspersonerne er parate til at give op til 300 volt, og 65 % går hele vejen og sende gentagende gange 450 ind i kroppen på en uskyldig person.” (ibid.: 39) Særligt denne version af eksperimentet er kommet til at stå som udtryk for sandheden om menneskets tendens til lydighed.

Hvordan disse fremstillinger har formet vores forståelse af forsøget, kan ses i kortere omtaler. F.eks. bragte Psykolog Nyt en anmeldelse af den ovennævnte antologi. Anmelderen gav udtryk for at være blevet chokeret over, at det var “hele 65 % af forsøgspersonerne, der fortsætter hele vejen.” (Hvilsted 2011) Og i et nyere debatindlæg i Dagbladet Information fra 25. februar 2021 brugte en psykolog Milgrams eksperiment i sin argumentation:

Under forsøget stod en myndig forsøgsleder (også en skuespiller) iført briller og kittel ved siden af forsøgspersonen og påbød ham/hende at fortsætte afstrafningen [sic], selv om ‘eleven’ udtrykte smerte og nogle gange sågar dødsrallen. 65 procent af forsøgspersonerne adlød forsøgslederen. (Lyrstrand 2021)

I denne udlægning strammes historien endda endnu mere end Milgram og hans formidlere har gjort. Eleven afgav ikke dødsrallen, men blev helt stille ved stød over 330 volt (Milgram 1974: 55-56).

Min hensigt med dette essay er at fortælle om de mest væsentlige af de forhold, der gør den almindelige historie og Milgrams resultater tvivlsomme, og noget af den nye forskning, der udfordrer opfattelsen af os mennesker som lydige.

Overbevisning og ulydighed

Hvis vi skulle fastholde konklusionen om, at forsøget viser menneskets iboende tendens til blindt at adlyde autoriteter, så ville det være afgørende, at forsøgspersonerne var overbeviste om at eksperimentet var, hvad det gav sig ud for at være – at eleven rent faktisk var en almindelig deltager, der fik stadig stærkere stød.

Milgram mente selv, at han havde skabt en realistisk kulisse, og at hans assistenter var overbevisende skuespillere. Det bliver der som regel heller ikke stillet spørgsmålstegn ved. Høgh-Olesen skriver at “forsøget etablerer igennem dets iscenesættelse en eksperimentel situation der er så overbevisende og engagerende […] lige så virkelig som enhver anden situation, hvor der hersker hierarkiske relationer […] og dette forøger selvsagt de indsamlede datas gyldighed.” (Høgh-Olesen 2011: 48) I den amerikanske udlægning erklæres det endnu mere firkantet, at “All of this was simulated so realistically that no participant suspected that the shocks were not really being delivered.” (Hock 2015: 326)

For at undersøge om det virkelig var lykkedes at skabe en troværdig situation, udsendte Milgram faktisk et spørgeskema til forsøgspersonerne, hvor de bl.a. blev spurgt, hvor overbeviste de havde været. Resultaterne beskrives grundigt i Milgrams egen bog (1974: 171-174) og af ovennævnte Gina Perry i hendes Behind the Shock Machine (2013: 133-144). Besvarelserne må siges at give et noget andet billede end påstanden om, at ingen anede uråd.

Spørgeskemaet blev sendt ud i juli 1962 ud ca. 11 måneder efter de første forsøg blev gennemført. Så nogle deltagere besvarede det næsten et år efter deres deltagelse, mens andre gjorde det kortere tid efter. Af de 780 personer, der deltog i de forskellige variationer af eksperimentet, svarede 658 på spørgeskemaet. De skulle bl.a. angive på en skala fra ét til fem, i hvor høj grad de troede, at eleven i virkeligheden fik stød, hvor ét var “helt overbevist om at eleven fik stød,” og fem var “helt sikker på, at der ikke fik stød” (Milgram 1974: 172).

Den første svarmulighed blev valgt af 369 personer svarende til 56,1 % af respondenterne. Yderligere 158 personer eller 24 % svarede, at de havde en vis tvivl, men troede på at eleven sandsynligvis fik stød. Tilsammen 80,1 % der helt eller overvejende blev overbevist af situationen. Det er selvfølgelig langt størstedelen, men alligevel et godt stykke fra samtlige deltagere. Desværre er der ikke konkrete oplysninger om, hvorvidt nogle af variationerne var mere overbevisende end andre. Til gengæld fremgår det, hvor mange af hver overbevisningsgrad var henholdsvis lydige og ulydige.

Som det ses, var forekomsten af ulydighed klart størst blandt dem, der beskrev sig selv som helt overbeviste om forsøgets ægthed. 37,7 % af de helt overbeviste var lydige over for forsøgslederen, hvorimod hele 68,8 % af dem, der hævdede at have gennemskuet, at eleven ikke fik stød, var lydige. Jo mere overbeviste deltagerne var, desto mere tilbøjelige til at trodse forsøgslederen. Dem der var mere eller mindre tvivlende, skeptiske eller ligefrem afvisende, var mere tøvende og lydige – de lod tilsyneladende tvivlen komme forsøgslederen til gode.

Hvordan skal den sammenhæng så forstås? Milgram mente, at de lydige forsøgspersoner beskyttede deres selvbillede ved at benægte over for sig selv, at de troede på situationen (ibid.: 173-174). Den forklaring kan selvfølgelig ikke afvises fuldstændigt, men efter at have studeret materialerne i Yales arkiv mener Perry (2013), at den ikke kan være hele historien. Hun fandt to breve fra personer, der begge spontant havde skrevet til Milgram kort efter deres deltagelse og bl.a. beskrev, hvordan de havde regnet ud at eleven i virkeligheden ikke fik stød (s. 133-135). Endvidere citerer Perry adskillige kvalitative svar fra spørgeskemaundersøgelsen, hvor deltagerne giver forskelle grunde til deres egen tvivl og skepsis. Senere blev der gennemført en række fokusgruppeinterviews med deltagere, hvorfra Perry også citerer. Én hyppigt givet grund var, at forsøget umuligt kunne fortsætte med en “elev” der lige havde givet udtryk for at have hjerteproblemer. Flere andre pegede på forskellige detaljer, der ikke stemte overens med forsøgets illusion. Perrys formodning er, at de deltagere, der gennemskuede eksperimentet, forstod at det i virkeligheden måtte handle om noget andet – at det nok var dem selv, der blev testet, hvorfor de samarbejdede uden at vide, hvad undersøgelsen præcist gik ud på (ibid.: 135-138).

Interessant nok havde Milgram en forskningsassistent, som blev sat til at analysere besvarelserne og sammenhængen mellem overbevisning og ulydighed. Analysen blev aldrig udgivet, men findes i arkivet. Ifølge analysen var nogle variationer af eksperimentet mere overbevisende end andre og i disse var ulydigheden også større (Perry 2013: 140-141). Assistenten, der hedder Taketo Murata, blev interviewet af Perry. Murata mener fortsat, at sammenhængen mellem overbevisning og ulydighed giver god mening (ibid.: 142-144).

I stedet for at bruge Muratas analyse beskrev Milgram sine egne betragtninger i sin bog. En vigtig grund ifølge Milgram til at mene, at situationen havde været overbevisende for de fleste forsøgspersoner, var at så mange af dem viste så stærke tegn på stress og desperation (Milgram 1974: 43, 171). Det ræsonnement forekommer mig ikke rigtigt overbevisende. For hvorfor skulle deltagere, der var i tvivl om, hvorvidt eleven blev gjort fortræd, ikke være bekymrede over og stressede af muligheden for, at det forholdt sig sådan? Hvorfor skulle de ikke være ude af sig selv for at få situationens modsatrettede signaler til at give mening? Milgram skrev at “only a fifth of the group indicated having had serious doubts.” (ibid.: 172) For mig at se er det at vende tingene på hovedet. Spørgsmålet er ikke, hvor få der havde mere end minimal tvivl, men hvor mange der troede den mindste smule på situationen. Man kan vel forvente at enhver person, der troede bare lidt på situationen – oplevede selv den mindste sandsynlighed for, at eleven faktisk fik stød – til sidst ville blive alvorligt påvirket af muligheden for, at noget forfærdeligt måske var ved at ske. Desuden er det vel også nogenlunde forståeligt, at et menneske i tvivl – vekslende mellem forskellige oplevelser – ville have svært ved at beslutte sig for endegyldigt at afbryde samarbejdet og måske koste videnskabsmanden værdifuldt data.

Som bekendt gennemførte Milgram mange variationer af sit eksperiment, og graden af lydighed afhang meget af forsøgssituationen. I én variation af eksperimentet, hvor deltagerne skulle holde elevens hånd nede på en strømførende plade, gik 12 personer, svarende til 30 % hele vejen til 450 volt (ibid.: 35). Spørgsmålet er vel om “eleven” var så dygtig en skuespiller, at han kunne overbevise forsøgspersonerne i såvel denne som andre versioner? Ifølge Perry skrev Milgram i sine noter om James McDonough, som “eleven” hed, at han ikke var et naturtalent, men at hans skrig efter megen instruktion og øvelse blev “aldeles gennemborende” (Perry 2013: 56-57). Vi kan kun spekulere over, om den varierende grad af lydighed i virkeligheden faktisk skyldtes, at nogle versioner af forsøget var mere overbevisende end andre. Som nævnt fortæller Perry kun, at Muratas analyse pegede på en sammenhæng mellem overbevisning og ulydighed.

Når alt det er sagt, er det dog også nødvendigt at se på gruppen af forsøgspersoner, der gav udtryk for at have været helt overbeviste om at eleven fik stød. Som nævnt endte 37,7 % af dem alligevel med at adlyde hele vejen til stød på 450 volt. Det er ikke småting at lidt mere end en tredjedel af dem adlød. Andelen kan også have været endnu større, hvis Milgram havde ret i, at flere af de lydige deltagere, der påstod at have gennemskuet eksperimentet, ikke var helt ærlige.

Modstand i stedet for ulydighed

Selvom den fuldt overbeviste del af forsøgspersonerne i sidste ende udviste den foruroligende høje grad af lydighed, viste langt de fleste også tydeligt, at de ikke havde det godt med det. Alligevel har Høgh-Olesen (2011), som citeret ovenfor, beskrevet de lydige deltagere som “parate til” at give stød på ordrer. Den formulering samt “har lyst til,” som vel begge antyder en vis ivrighed, bruges faktisk et par gange i kapitlet (s. 39, 43, 44). Dog lægger Høgh-Olesen ikke skjul på, at forsøgspersonerne fik det stadig mere ubehageligt som eksperimentet skred frem. Han fortæller helt korrekt at de bl.a. “sveder, stammer, ryster” og “stort set alle forsøger på et tidspunkt at slippe ud af forsøget” (ibid.: 39). Hvis ikke “forsøg på at slippe ud” er ulydighed, hvad er det så? Senere undersøgelser af lydighed og analyser af Milgrams eksperiment bruger ofte begrebet modstand i stedet. Selv de lydige deltagere gjorde forskellige former for modstand.

Én af dem, der (også) har været i Yales arkiver for at se på modstand, er Matthew Hollander fra University of Wisconsin-Madison. Med metoden konversationsanalyse har han minutiøst arbejdet sig igennem 117 lydoptagelser fra fem af eksperimentets variationer for at finde ud af, hvordan både lydige og ulydige deltagere satte sig imod, og hvilke forskelle der var mellem dem.

I dette studie opstiller og beskriver Hollander (2015) seks forskellige kategorier af modstand, hvoraf de første tre er mere passive og implicitte, mens de resterende er aktive og eksplicitte. Modstand skal her ikke kun forstås som forsøg på at stoppe eksperimentet helt og aldeles, men også på at forhindre situationen i at udvikle sig uforsvarligt. Først peger Hollander på tavshed og tøven som en form for modstand. Det lyder måske underligt, men ifølge hans analyse brugte deltagerne påfaldende tavshed til at afvente, om forsøgslederen ville tage hånd om elevens nød, samt for at trække tiden for at kunne tænke sig om. Denne reaktion viste de både på elevens udråb og forsøgslederens udsagn (ibid.: 429-431). De to andre former for mere passiv modstand er udråb og forbandelser samt latter. Mange deltagere kom med diverse udbrud og latter under forsøget, og ifølge Hollander fungerede det som en slags modstand. Det kunne igen f.eks. være reaktioner såsom vantro latter over forsøgslederens beskeder (ibid.: 431-434). Det giver også et helt andet billede end Milgrams fremstilling af en del af den latter, som nogle forsøgspersoner reagerede med.

Aktiv og eksplicit modstand kan tage form af henvendelser til eleven. Hollander beskriver, at alle ulydige deltagere gjorde forsøg på at tale direkte med eleven i stedet for til forsøgslederen. Deres hensigt var som regel at lade eleven beslutte om forsøget skulle fortsætte (ibid.: 434-435). Hvordan eleven så reagerede, er ikke helt klart for mig; for faktisk blev der i de fleste variationer af forsøget brugt en båndoptagelse af elevens protester og skrig af smerte (Perry 2013: 51) Det er muligt at McDonough sad klar til at svare fra det tilstødende lokale. Ser man dokumentaren (Milgram 1965), virker det dog som om, der ikke kom svar fra eleven, og at båndoptageren bare fortsatte, når deltagerne kom til at “tale i munden på den.” Dernæst viser Hollander (2015) at nogle deltagere, både lydige og ulydige, brugte henvendelser til forsøgslederen ved f.eks. at spørge ledende, om forsøget skulle afbrydes, og påpege elevens protester, som forsøgslederen tilsyneladende ikke ænsede (s. 435-437). Den sidste form er forsøg på og begrundelser for at stoppe. Ikke overraskende består denne modstand i eksplicitte forslag om at afbryde eksperimentet samt argumenter for hvorfor. Denne slags direkte modstandsforsøg blev brugt ofte af de ulydige deltagere, og kun meget få af de lydige gjorde mere end ét forsøg (ibid.: 437-438).

I én af sin bogs vignetter fortalte Milgram (1974) om en kvindelig deltager kaldet Mrs. Rosenblum. Hendes ageren kan rimeligvis også beskrives som en form for modstand. Som eksperimentet skred frem, forsøgte hun at hjælpe eleven ved at læse svarmulighederne op med betoning på det rigtige svar, og når han alligevel svarede forkert, sørgede hun for at minimere stødet ved at trykke så kortvarigt som muligt på kontakten (s. 79-84). Mens Milgram kun nævnte den slags reaktion den ene gang, er der i de arkiverede båndoptagelser, ifølge Perry (2013), flere eksempler på begge former for hjælp til og beskyttelse af eleven – også blandt de lydige deltagere. Angiveligt så mange at Milgrams assistent, forsøgslederen, både gav sig til at irettesætte deltagerne og forsøgte at holde tal på dem, hvilket han senere opgav. Nogle deltagere foreslog også, at de kunne bytte plads med eleven, mens andre tilbød at aflevere deres honorar til gengæld for at afbryde forsøget (s. 107-108). Dertil nævner Perry også én deltager, der i trods slukkede for stødmaskinen for at afbryde eksperimentet, hvorefter forsøgslederen tændte den igen (ibid.: 116). Så selv de lydige deltagere gjorde modstand, men som regel var den noget mere “passiv” og mindre vedholdende.

Forsøgslederens ordrer og nøjagtighed

At forsøgslederen irettesatte deltagere og tændte stødmaskinen igen, overrasker måske læsere, der har et lidt større kendskab til Milgrams eksperiment. For i Milgrams udlægning skulle forsøgslederen meget nøje følge sit manuskript og give præcist fire ordrer om at fortsætte, når deltagerne ikke ville være med mere. Nægtelse efter den fjerde ordre skulle godtages som ulydighed. Ordrerne lød som følger:

  • Please continue.
  • The experiment requires that you continue.
  • It is absolutely essential that you continue.
  • You have no other choice: You must go on. (Milgram 1974: 21)

Som nævnt var det ikke Milgram selv, der agerede forsøgsleder, men en 31-årig kemilærer ved navn Keith Williams fra et lokalt gymnasium. Den kun 26-årige Milgram anså nemlig sig selv som for ung til at fungere som en stærk autoritet.

Ifølge Perry (2013) var Williams godt klar over, hvilke resultater Milgram ønskede, og hun hævder, at han begyndte at gå længere og længere for at skaffe dem. I de tidligste variationer af eksperimentet fulgte Williams manuskriptet nøje, men efterhånden begyndte han at improvisere, og i adskillige tilfælde gentog han ordrer helt op til 20 gange over for deltagerne. Opsigtsvækkende resultater ville selvfølgelig gavne Milgrams karriere, og Perry spekulerer lige frem i, at det måske var grunden til, at han gav Williams lønforhøjelse tre gange i løbet af hans ansættelse (s. 117-119).

Milgrams eksperiment er siden blevet gentaget af andre forskere. Den mest kendte replikation har Jerry M. Burger (2009) fra Santa Clara University i samarbejde med tv-kanalen ABC News stået for. Resultatet blev at 70 % af deltagerne adlød og fortsatte efter elevens første protest ved 150 volt, hvorefter forsøget afsluttedes for at skåne dem for ubehag, hvorimod 82,5 % i Milgrams gennemførelse havde fortsat efter første protest (s. 8). Det viste sig endvidere, at den fjerde ordre tilsyneladende er den mindst effektive til at presse deltagerne til at fortsætte. Burger fremhæver, at den fjerde besked er den eneste, som egentlig minder om en rigtig “ordre,” hvorimod de tre foregående mere har karakter af anmodninger (Burger, Girgis & Manning 2011: 464).

Denne ledetråd er blevet taget op af andre forskere. Især Alexander Haslam og Stephen Reicher fremfører en alternativ fortolkning af deltagernes ageren, som de beskriver som engageret følgeskab. Ifølge dem fortsatte deltagerne, fordi de identificerede sig med det videnskabelige formål, og de kæmpede med sig selv og udstod ubehag for at samarbejde med og hjælpe videnskaben (Haslam & Reicher 2017). I ét eksperiment har Haslam og Reicher vist, at Milgrams fjerde ordre i mindre grad får forsøgspersoner til at fortsætte med en ubehagelig opgave, end anmodninger, der henviser til et videnskabeligt formål, gør (Haslam, Reicher & Birney 2014: 481-483). Så ideen om menneskets udprægede lydighed svækkes yderligere, idet egentlige ordrer ser ud til at være mindre effektive, og Milgrams forsøgsleder gentog og opretholdt sit pres længere end han skulle.

Et mere positivt menneskebillede

Som nævnt i begyndelsen af dette essay forbindes Milgrams eksperiment ofte med den tyske nazist og leder af jødeudryddelsen, Adolf Eichmann. Hans rettergang, som fandt sted i Jerusalem i 1961, blev fulgt af den jødiske filosof Hannah Arendt. Under retssagen var Eichmanns forsvar, at han som en lydig embedsmand blot fulgte ordrer, der i sidste instans kom direkte fra føreren. Det var tydeligt Milgrams ønske at forbinde sine resultater med Arendts analyse af Eichmanns handlinger, som er blevet opsummeret i udtrykket “ondskabens banalitet.”

Også her har senere forskning vist at ingen af disse forestillinger er korrekte. I domstolen i Jerusalem præsenterede anklagemyndigheden som bevis en transskription af et interview, som Eichmann skulle have givet i sit eksil i Argentina. Dets ægthed blev bestridt af Eichmann, og for eftertiden er indholdet af interviewet stort set blevet glemt. Siden er de oprindelige optagelser blevet fundet i et offentligt arkiv i Koblenz, Tyskland. Intervieweren var en hollandsk journalist og SS-officer ved navn Willem Sassen. I 1960 fortalte Eichmann gladeligt, at han uden anger havde de mange millioner menneskeliv på sin samvittighed, og at han ville “springe grinende i sin grav” med det i tankerne. Endvidere har historikere i nyere tid erkendt, at ordrerne fra Berlin som regel var meget vage, hvorfor Hitlers følgere havde mulighed for selv at finde på, hvordan de ville fremme Det tredje riges sag og gøre deres leder tilfreds (Bregman 2020: 170-172). Således har det vist sig at Eichmann bestemt ikke bare fulgte ordrer.

Ifølge eksperter i Arendts tænkning er hendes synspunkt desuden blevet fejlfortolket af eftertiden. Da hun beskrev Eichmann som et menneske, der ikke tænkte, mente hun ikke, at han tankeløst fulgte ordrer, men at han ikke tænkte over sine handlinger også fra andres perspektiv (ibid.: 173-174). Hans gerninger var banale for ham, ifølge Arendt, fordi han ikke tog sig af sine ofres lidelser.

Ikke kun Milgrams eksperiment er i de seneste 10-15 år blevet udfordret og måske tilbagevist. Med afsæt i kritiske reevalueringer af også Philip Zimbardos fængselseksperiment, Muzafer Sherifs “Robbers Cave”-forsøg med drengegrupper og det berygtede mord på Kitty Genovese, samt studier af menneskers faktiske reaktioner i krig og naturkatastrofer, argumenterer den hollandske historiker Rutger Bregman i sin bog Humandkind: A Hopeful History for, at vi mennesker er langt bedre end vores rygte. Ligesom Milgram agerede Zimbardo og Sherif tilsyneladende heller ikke fuldkomment lødigt, så også deres resultater er begyndt at fremstå tvivlsomme (ibid.: 140-154). Bregmans tese er, at de negative fremstillinger af os mennesker gør os mere mistroiske over for hinanden og nedbryder vores motivation for at løse problemer i fællesskab. Det betegner han som et nocebo – en skadevirkende forestilling for os selv og vores samfund.

Den almindelige forståelse af Milgrams resultater er som beskrevet, at vi mennesker er disponerede for udpræget lydighed over for en hvilken som helst autoritet, og at vi ikke magter at gøre reel modstand over for dem. Det er et videnskabeligt sundhedstegn, at empiriske resultater som Milgrams tages op diskussion og genfortolkning. Måske er det mere rigtigt at opfatte mennesker som disponerede for at hjælpe og samarbejde med andre om især vigtige formål; at have tillid, men også tvivle; at lægge op til at behandle andre ordentligt og gøre modstand, når noget uforsvarligt er på spil.

Henrik Høgh-Olesen (2011) runder sin tekst om Milgram af med at skrive – trods etiske betænkeligheder – at verden fortjener Milgrams forsøg og de indsigter, det har givet os i menneskets natur (s. 48-49). Til det vil jeg svare, at vi mindst lige så meget fortjener de nyere genfortolkninger af resultaterne og forsøgspersonernes samarbejde med og modstand over for autoriteter og af menneskets natur. Hvis Bregman har ret, kan det ligefrem være, at vi får bedre mennesker, bedre institutioner og bedre demokratier ud af det.

 

 

Referenceliste

Bregman, R. (2020). Humankind: A Hopeful History. London: Bloomsbury Publishing.

Burger, J.M. (2009). Replicating Milgram: Would people still obey today? American Psychologist, 64(1), 1-11.

Burger, J.M., Girgis, Z.M. & Manning, C.C. (2011). In Their Own Words: Explaining Obedience to Authority Through an Examination of Participants’ Comments. Social Psychological and Personality Science 2(5), 460-466.

Haslam, S.A., Reicher, S.D., & Birney, M.E. (2014). Nothing by Mere Authority: Evidence that in an Experimental Analogue of the Milgram Paradigm Participants are Motvated not by Orders but by Appeals to Science. Journal of Social Issues, 703), 473-488.

Haslam, S.A. & Reicher, S.D. (2017). 50 Years of “Obedience to Authority”: From Blind Conformity to Engaged Followership. Annual Review of Law and Social Science, 13, 59-78

Hock, R.R. (2015). Forty Studies That Changed Psychology: Explorations into the History of Psychological Research (Global edition, 7th ed.). Boston, MA: Pearson.

Hollander, M. (2015). The repertoire of resistance: Non-compliance with directives in Milgram’s ‘obedience’ experiments. British Journal of Social Psychology, 54(3), 425-444.

Hvilsted, L. (2011). Anmeldelse: 20 psykologiske eksperimenter. Psykolog Nyt, 2011(14), 26-27.

Høgh-Olesen, H. (2011). Lydighedens dilemma: Almindelige menneskers parathed til at skade uskyldige på ordre fra en autoritet. In: H. Høgh-Olesen & T. Dalsgaard (Eds.), 20 psykologiske eksperimenter – der ændrede vores syn på mennesket (pp. 33-49). Århus: Plurafutura Publishing.

Lyrstrand, L. (2021). Kravet om ’samfundssind’ er blevet en ekskluderende form for gruppetænkning. Dagbladet Information, 25. februar 2021. https://www.information.dk/debat/2021/02/kravet-samfundssind-blevet-ekskluderende-form-gruppetaenkning

Milgram, S. (1965). Obedience. Dokumentarfilm.

Milgram, S. (1974). Obedience to Authority: An Experimental View. New York, NY: Harper & Row.

Perry, G. (2013). Behind the Shock Machine: The Untold Story of the Notorious Milgram Psychology Experiments. New York, NY: The New Press.

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

 

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge