Af dr.phil. Per Betzonich-Wilken, censor i sundhedspsykologi og videnskabsteori

 

Udviklingspsykologi kan skrive under på betydningen af at have nogen at se op til. Idealer hører til identitetsdannelse og spiller en rolle lige fra børnehave til plejehjem. Desværre har både historien og samtiden nok beviser på, hvor destruktive idealer kan være. Derfor er der grund til at være taknemmelig, når de ikke volder skade; men selv om det går forholdsvist fredeligt for sig, giver sagen gennemgående grund til blandede følelser.

De få og de mange

Når nogle få opnår status som idealer, er forklaringen nærliggende: De realiserer noget, som mange selv gerne vil stå for. Det gælder, hvad enten man så ser op til modellen på catwalken eller buddhistmunken på podiet. Men som idealer er de heller ikke altid så højt hævet over de andre på gulvet. Derfor er det ikke ualmindeligt, at man kan genkende noget af sig selv i dem; man kunne ligefrem være hendes eller hans jævnbyrdige under de rette omstændigheder: Utallige andre kvinder og mænd kunne være lige så gode til at bevæge sig i modefotografernes blitzlys (hvis de da fik chancen), og gennemsnitsborgeren nikker gerne genkendende til munkens elskværdige råd om sjælefred (som er svære at drage konsekvensen af i hverdagens hamsterhjul).

Dermed er det blevet antydet og kan godt gælde som en regel: Den opnåede status som ideal er ikke nødvendigvis beviset på, at de få er så meget bedre end de mange; det bekræfter derimod, at mange ønsker at blive bedre. Det holder interessen for de gode eksempler i live – og beskæftiger dem, som gerne vil hjælpe.

Muligheden for at nå det optimale har for længst sørget for guldgraverstemning i motivationsbranchen. Med tilpas peptalk er det fx stadig muligt at bilde et håbefuldt publikum ind, at de ikke er høns, men havørne med kurs mod målet. Desværre medfølger der ingen garanti for klarhed over, hvilke idealer der er gavnlige og skadelige for den enkelte; det må vise sig i en virkelighed, der bliver ved med at bane vej for både sejr og nederlag.

Når det ikke lykkes at i mål, er der stof til gengangere i klinisk praksis: Det drejer sig både om udbrændthed, mindreværd, misundelsens vrede, resignation og fortsat beundring af noget, der tilsyneladende er uopnåeligt.

Blandede følelser hører til idealernes bittersøde historie; det kan være slemt nok ikke at nå op på højde med dem, men det er heller ikke misundelsesværdigt at være i deres sko.

Fra overvurdering til nedvurdering

Skuffelser er til tider forprogrammerede, og idealerne befinder sig i skudlinjen. Der forventes noget af dem, og de må ofte betale prisen for en udbredt ambivalens: På den ene side er der åbenbart et tilbagevendende behov for at have nogen at se op til og på den anden en lige så almindelig trang til at se ned på dem.

Idealernes nedtur kan virke uundgåelig, og der er gennemgående begrundelser: Som noget afgørende gør de sig skyldige i banaliteter ved ikke at overholde løfter, gentage og modsige sig selv, prædike et og praktisere noget andet eller ved simpelthen at blive kedelige. Det er menneskeligt, og derfor kan man også på de måder genkende sig selv i sine forbilleder. Humoristen tager det med et tolerant smil, imens det skuffer andre og får dem til at erklære idealerne for uværdige. I al sin urimelighed henleder det tanken på det forliste parforhold: Det begynder med en overvurdering af partnerens evne til at opfylde de store forventninger og slutter med nedvurdering, fordi hun eller han ikke kan levere.

Ubarmhjertigheden når egne højdepunkter i de globale konkurrencer om at få opmærksomhed og kvalificere sig som ideal. Vil man finde den største skurk, virker det oplagt at pege på mediernes hypnotiske magt: De binder sanser og tanker til udvalgte kandidater og henviser andre til skyggen; de udkårne må dog i sidste instans også stå til ansvar for den mulige misere.

Man kan både gøre godt indtryk som medvirkende i dagens nyheder, paneldiskussioner og i modsætninger som reality shows eller andre former for krops- og sjæle-blotteri; men uanset, hvem kandidaterne er, og hvor de optræder, risikerer de at havne i den samme psykologiske fælde, som medierne lægger for dem: Den går ud på, at enhver kan blive til offer for egen erobring, fordi det er sin sag at modstå fristelser midt i popularitetens lavine.

Når hjerne og horisont skal sikre kvaliteten, er forbehold også på sin plads. Det er en triviel indsigt, at ingen er en kapacitet på alle områder; lige så rigtigt er, at ingen kapacitet på eget område er den eneste kvalificerede. Men begge dele kan være umuligt at huske og drage konsekvensen af, når man først befinder sig i vælten. Et af mange eksempler er (stakkels) Jordan Peterson, der i utallige scenarier blev anset som kvalificeret til at svare på alt – lige fra børneopdragelse til klimaforandringer. Det var formentlig af lutter udmattelse, at han i flere omgange måtte konkludere, at ”life is complicated”, hvilket nok ikke kom som den store overraskelse for så mange.

Det er forståeligt, når idealer sukker over de medfølgende belastninger. De kan dog spare sig selv og andre for en del, hvis der bliver afregnet med den opnåede status i tide. I al beskedenhed finder det fx sted med henvisning til, at spørgsmålene bør stilles til andre, eller at der ikke findes tilfredsstillende svar på alt. Når det sker, kan nogle i publikum føle lettelse, imens andre igen vil være skuffede; det er jo svært se op til én, der ikke har svar på rede hånd. Set med traditionelle briller passer det heller ikke til beskrivelsen af et ideal.

Evergreens med farvetab

Nogle børn og andre trofaste sjæle er kendt for at vise nærmest usvækket begejstring for de samme idealer. Så længe den vedholdenhed åbenbart ikke skader dem selv eller andre, bør de ikke belemres med korrekturtiltag.

Det hører til undtagelserne, når de samme idealer bliver ved med at stråle lige meget, fordi idealer normalt også har en dato for begyndende forfald. Ganske vist virker nogle som evergreens i form af både religiøse figurer, skønhedsåbenbaringer, filosoffer eller miljøaktivister; alligevel er det efterhånden svært at undgå farvetab.

Når farven falmer, skyldes det ikke nødvendigvis, at idealet har mistet sin gyldighed, men snarere at det ikke er tilstrækkeligt som kilde til sanselig nydelse, indsigt eller mestring af udfordringer. Andet viser sig med tiden som mindst lige så vigtigt og værd at gå i dybden med. Det forbliver klassiske kendetegn for udvikling. Kontrasten lader dog til at være mere dominerende i form af overfladisk gentagelse i zapperkulturens rastløse søgen efter afveksling. Men det hele hører nu engang med, når idealer daler.

P_DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge