Af Kjeld Hesselmann , Cand.pæd.psych.

Verden bliver mindre, sådan føles det, når kulturer mødes i et fælles rum. Dette har implikationer både fysisk og psykisk. Simon Ozer tager i sin artikel i Psykolog Nyt nummer 10, 2015, [indsæt link til artikel Dette at blive dansk udgangspunkt i den virkelighed, at adskillige mennesker med en baggrund i udlandet, underforstået fra Mellemøsten eller det øvrige Asien, kommer til Danmark. De kommer enten som flygtninge/asylsøgende eller immigranter eller som arbejdssøgende; de sidste især fra østlande i EU.

I den genererende debat om flygtninge med flere er det så som så med lødigheden. Jeg kan kun være enig med Ozer i udsagnet, at det først og fremmest gælder om at få afklaret begreberne. Her kan vi som psykologer, sammen med tilgrænsende fagområder, give vores bidrag i form af indsigt i undersøgelser, der beskæftiger sig med integration og multikulturelisme.

Assimilation har altid stået for mig som et alt for opslugende begreb. Det betyder, at man som minoritet helt og holdent går op i det omgivende majoritetssamfund. Og det er et urimeligt forlangende. Dette begreb bliver da også modstillet af integration, som betyder, at man både identificerer sig med sin oprindelige baggrund og indgår hjemmevant i den adopterede virkelighed. Dette syn på begrebet integration er fremført af John W. Berry. Berry (1997) sammenkæder den proces i akkulturationspsykologien.

Ikke entydigt
At de fleste immigranter søger en integrationsløsning er ikke overraskende og har belæg i psykologisk forskning, fremfører Ozer. Men flere undersøgelser problematiserer entydigheden i udsagnet. Således viser en belgisk undersøgelse (Saroglou & Mathijsen, 2007), at udsagnet er afhængigt af hvilke immigrantgrupper, vi taler om. S & M (2007) nævner tre undersøgelser – en fra 90erne og to fra 10erne – at traditionelt religiøst tilhørsforhold udelukker åbenhed overfor universelle værdier. En finte er, at svarmuligheden kunne indikere åbenhed overfor en større virkelighed – hvis denne virkelighed kunne betyde ”en forstørret ingroup” som for eksempel ummah (det globale muslimske samfund). Ganske vist siger S & M (2007), at denne tolkning af resultaterne ikke er begrænset til muslimer, men er gældende for ”religion per se”.

Og her er vi ved kernen af min kritik af Simon Ozers artikel om det at blive ”dansk”, som betegnende nok er sat i anførselstegn. For ét er den rette begrebsafklaring, som må være på plads, et andet er den underliggende antagelse af, hvad der er ønskeligt. Man kan godt som forsker placere muslimer og andre religionsgrupper på samme linje – ja, man bør gøre det – men hvis man også gør det i diskussionsafsnittet uden at forholde sig til, hvad der rent faktisk udspiller sig i samfundet bliver værdien af forskningen tvivlsom for ikke at sige ubrugelig for de politikere og opinionsdannere, som former samfundet.

At antage at multikulturelisme er at foretrække frem for en anden forholdemåde, er et holdningsspørgsmål. Begrebet er derfor ikke sakrosankt, men kan diskuteres i demokratisk
ligeværdighed. Og der er andre holdninger i dag, der står overfor multikulturelisme og kulturel diversitet.

Kontekst er vigtig
Ozer nævner empiri vedrørende den positive ”korrelation mellem en etnisk og ny kulturel identitet” i traditionelle immigrantlande i Nordamerika og Australien. Modsætningen til disse lande er nye immigrantlande som Danmark til eksempel, hvor korrelationen er negativ. Ozer nævner uden betænkning, at der altså findes noget i landet ”som vanskeliggør en integration, der balancerer både etnisk og majoritetskultur.” Men som nogle undersøgelser, Ozer selv refererer til, viser, må man, for at forstå akkulturation, betænke den kontekst den indgår i (Schwartz, Unger, Zamboanga, & Szapocznik, 2010). Den kontekst indeholder karakteristika gældende for migranten, det kulturelle fællesskab vedkommende kommer fra. Modtagerlandet indeholder ligeledes karakteristika, der må tages i betragtning. Kultur er nogle gange synonymt med nationer eller nationale grænser. Eksempelvis vil en svensker, som tager ophold her i landet skulle investere langt mindre i en akkultureringsproces end en tilkommende fra Afrika eller Asien.

Videre siger den refererede undersøgelse (ibid.), at børn efter disse immigrationsbølger så ud som, og lød som, andre amerikanere – således, at etnicitet i det store og hele tenderede at forsvinde allerede efter første generation. (ibid., s. 7).

Det er imidlertid ikke, hvad der erfares i dag – hverken i Amerika eller andre steder i Vesten. Forskerne taler om tidligere tiders immigrantbølger, hvor europæere af alle kategorier hurtigt transformeredes til en ny national identitet. Her skal betænkes, at de nok i overvejende grad assimileredes, men dog ikke mere end at irsk-amerikanere i millionbyen Boston stadig kendes ved deres rødder hundrede år efter transformationen.

Endvidere er hypotesen (ibid. S. 15), at migranter fra etniske, religiøse eller nationale grupper, der ses som uønskede, vil opleve mere diskrimination, end hvis disse grupper ikke blev opfattet sådan.
Selv om Ozer tager ovennævnte undersøgelser til indtægt for sit multikulturelle budskab, siges det udtrykkeligt hos Schwartz m.fl. (ibid. s. 16), at det ikke er sikkert, at en blandet bi-kulturel tilgang vil afværge disse negative erfaringer og opfattelser på akkulturativ stress.

Schwartz m.fl. (ibid.) nævner distinkte immigrantbølger som italienere og jøder. I dag er disse grupper fuldt integrerede, men var ildesete ved ankomsten. Den implicitte opfattelse er så, at dette også må gælde andre grupper. Til det siger Schwartz m.fl. (ibid.), at tilstedeværelsen af store kulturelle samfund i majoritetssamfundet må fremme akkulturativ stress. Er det ikke billedet af i dag? Store grupper med muslimsk baggrund, utilbøjelig til integration endsige assimilation, mødes med en stigende folkelig modstand. – Måske skal det indlysende i en multikulturel samfundsmodel udfordres.

Litteratur:
Saroglou, V. and Mathijsen, F. (2007). Religion, multiple identities, and acculturation: A study of Muslim immigrants in Belgium. Archive for the psychology of Religion, 29, 177-198.

Menski, W.F. (2002). Immigration and multiculturalism in Britain: New issues in research and policy. Vol. 18 No. 4 (August 2002) of Anthropology Today, pp. 20-21.

Schwartz, S.J., Unger, J.B., Zamboanga, B.L. & Szapocznik, J. (2010). Rethinking the concept of acculturation: Implications for theory and research. American Psychologist, 65(4), 237-251.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge