Af Tau Risvang, aut. psykolog

 

Den første patient, jeg møder som psykolog, har, trods sin unge alder, ligeså mange ting at bære på, som hun har for få til at hjælpe sig med at bære. Jeg vil gerne hjælpe hende, og min lange uddannelse har lært mig om mange veje til bedring.

Men noget går galt under behandlingen. Jeg får ikke mødt hende rigtigt, og hun afviser min hjælp ved at udeblive.

Behandlingen skaber ikke den bedring for patienten, der var tilsigtet. Hun mangler positive erfaringer med omsorgspersoner, og jeg mangler positive erfaringer med mig selv i omsorgsrollen.

Det lidende menneske er en fintmasket kompleksitet. Få er eksperter, ingen ekspert er fejlfri, og fortidens erfaringer er meget sjældent nedfældet af de nybegyndere som jeg, der gør brug af dem.

Jeg bringer sagen med til supervisionen for at øge den fremtidige kvalitet i mit virke. Supervision er en uundværlig kvalitetssikring, men prioriteres ikke højt i denne tid, hvor patientkontakt defineres som fysisk fremmøde i stedet for kvaliteten af en relation. Samarbejdet med min supervisor fungerer heldigvis, så investeringen er god. Supervisoren tager sig tid til, at jeg bliver dygtigere.

Kort inde i første ansættelse skuffes jeg alligevel af arbejdet i omsorgssektoren. Jeg troede, jeg skulle helbrede, men offentlige reformer har skabt opskræmte hønsegårde i stedet for helbredende institutioner. Jeg har intet imod at være en høne, men en opskræmt høne lægger ingen æg, og min lange uddannelse har ikke lært mig, hvordan jeg finder arbejdsroen under ustandselige omvæltninger. Jeg står for tit over for ufleksible krav, som jeg hverken bliver givet forståelse for eller indflydelse på. Jeg har heller ikke lært, hvordan jeg bevarer min motivation og faglige tryghed, når kontrollerende autoriteter ustandseligt bryder ind og betvivler mine beslutninger, vurderinger og omsorg. Omstruktureringer hvirvler rundt som savsmuld mellem baskende vinger fra en flok høns, der pludseligt erkender, at de ikke kan flyve. Langsomt, men støt, tærer det på min varme og øger mit behov for de erfarnes råd. Desværre siger de mest erfarne op i takt med at vilkårene bliver ringere. Patienterne efterlades med mig.

Om svigt

Politiske bølger skyller frem og tilbage i livlige strømme. Vi har alle adgang til havet af information, men de færreste af os har lært at svømme. Det er en anseelig udfordring at opnå indsigt i sin egen indflydelse på de beslutninger, der præger og plager en, men manglende indsigt kan forstærke ens utilfredshed og skabe fortvivlelse under pres, fordi man ikke føler en mening med, eller forståelse for, hvorfor man presses, og hvornår man kan forvente, at presset letter. I yderste instans kan det lede til fortvivlelse og sammenbrud, også kaldet ’at gå ned med stress’. Det kræver en særlig indsats af os at opnå indsigt, for det udbudte informationsmarked er i dag mest optaget af at skabe opsigt.

Få forstår derfor hvorfor omsorgssektoren skulle beskæres og kontrolleres i en så høj grad, at det ikke kun er umenneskeligt, men tilmed dårlig forretning, set i samfundsøkonomisk perspektiv. Omsorgssektoren prioriteres så lavt eller så skævt, at der for tiden ikke kan gøres brug af den eksisterende sundhedsfaglige viden. Den, der skal til for at skabe selvstændighed og større værdi for patienterne, samt derved samfundet. Jeg mener, at forståelsen, der gemmer sig bag dette hvorfor, ville støtte forebyggelsen af utilfredshed, fortvivlelse og udbrændthed. Særligt hvis besvarelsen af hvorfor kobles til besvarelsen af hvordan.

Hvordan resulterer en sundhedsreform i en epidemi af overstress, samtidigt med at nedsætte kvaliteten af sundhedsydelserne og øge travlheden, skabe flere og større krav, kræve overvågning, kontrol og dataindsamling, og mindske tilliden og autonomien? For at ramme så skævt må reformen fejle bredere end på planlægningsfasen. Den må også fejle på både forberedelses- og implementeringsfasen. Når forandringer gennemføres uden valid kontrakt, forståelse eller mening, så gennemføres de i essensen under tvang, og hvis det forholder sig således, at vi tvinges, så opererer vi ud fra et værdigrundlag, der er diametralt modsat det, vi har bygget op gennem de sidste hundrede år. I så fald har vi et åbenlyst problem, for et sådant bedrag vil stille os med en forventning om, at omstillingsparathed kan eksistere blindt og naivt. Men det kan den ikke, når trygheden og tilliden er væk. Det medfører i stedet krise qua oplevelsen a, ikke længere hverken at forstå, magte eller (ud-/be-)holde (af) sit arbejde.

Om ansvar

For så vidt intet nyt. Politikerne bærer med rette et ansvar, om end ansvaret også deles demokratisk, selvom vi tit glemmer det. Politikerne må dog tage ansvar for at gennemføre en sundhedsreform under røgslør. Besparelserne dækkes til med velfærdsvisionære målsætninger, hvis slutmål tages på forskud, økonomisk og kommunikativt. Reformen gennemføres i en sparetid, hvor der samtidig implementeres arbejdsforøgende processer omkring fremtidige spareredskaber som digitalisering og dataindsamling. Imens slynger politikerne om sig med fiktive resultater af vælgervenlige sundhedsgarantier og forbrugerrettigheder på omsorg.

Ingen melder klart ud, at den forøgede arbejdsbyrde endnu ikke har givet de tilsigtede resultater. Der lefles for patienterne med lovning om privatliv og indflydelse, ret til hurtig visitation, udredning og behandling, men der tales ikke om medarbejderens rettigheder eller om anerkendelsen af den uundgåelige slagside af at tage et skridt fremad, nemlig en forskydning af balancen. Hverken fremskridtet, økonomien eller produktionen lader til at blive ramt. Men enhver købmand ved, at forretningsmæssig udvidelse, der gennemføres for færre penge og uden produktions- eller ydelsesmæssig slagside, eksisterer på bekostning af medarbejderen. Sådan går det, når opgaven skal løses både hurtigt, billigt og godt på én gang, og det kan man med rette afkræve politikerne, at de ved.

Men vi har jo selv udpeget vores politikere, og ordet politik peger fingeren mod borgeren, så – hvorfra kom ønsket om en kontrollerende, politisk indflydelse på bekostning af den tillidsbaserede? Higer vi efter at lade os kontrollere af andre, i stedet for af os selv? Og i så fald, hvad er så meningen i det?

Om mening og kontrol

Menneskets eksistens indeholder en uløselig konflikt. Den, at der er masser af mening med livet, mens meningen med døden stedse undviger os.
Det kan virke abstrakt, men liv, død og mening er koncepter, der har central betydning for de mennesker, der befinder sig ved eksistensens yderste grænser, og som ikke længere evner at gøre brug af adspredelser gennem værdier, tro, fællesskab eller forbrug. Sådanne mennesker bærer ofte betegnelsen ’patient’, men ligeså tit ’medarbejder’.

Vi søgte meningen med døden i vores fantasi. Konstruerer den, om man vil. Andre gange bruger vi teknologi. Teologien tilbød sjælefred i svar, der centrerede sig om døden, mens teknologien tilbyder os fremdrift og egenkontrol over meningen med livet. I dag er teologien på retræte, så meningen med døden undviger os nu også i fantasien, hvorfor vi søger mere og mere mening med livet. Vi opfinder teknologi og tænker ikke på døden, mens vi opfinder. Teknologien vender fremad, mens teologiens svar fortaber sig i baggrunden.

Medierne giver os meninger, men ikke meningen, da det er uetisk. Indtryk vælter ukontrolleret ud af teknologiens forlængede arme, og hurtigere end vi kan nå at sortere dem, så usorterede pixeleringer af livet springer i øjnene på os time efter time og vænner os til alt for meget liv. Teknologiens seneste gave var en virtuel socialitet, der bragte os endda mere liv. Ingen familie kan tilbyde tryghed og varme ligeså ofte som et apparat, man kan tage med sig i lommen. Et apparat så effektivt, at det kan skabe en virtuel klon af os og lade sociale behov imødekomme øjeblikkeligt. Vi forsikres teknologisk om livet, men også om at have et virtuelt liv, der kan overleve døden. Det eneste, vi skal give i bytte, er kontrollen over livet og vores valg. Vi indvilger og retter os mod alt, der ræsonnerer på tilfredsstillelse. Men vi udmattes, fordi vi konstant skal indfange den virtuelle tryghed, der bliver mere og mere utilstrækkelig, fordi man ikke føler sig tryg uden kontrol. Vi har måske ikke bedt om ydre kontrol, men når man lægger kontrollen fra sig, så samler andre den op.

Om kontrakten

Politikerne danser på parallelle linjer med vores behov, og bruger udtalelser som vi skal have, der skal være, og vi vil. Vi ved, at vores folkevalgte ved, at deres udtalelser skal afspejle vores behov mere end nogensinde, for det er vi blevet vant til. Uden denne afspejling bliver vi utrygge og søger behovstilfredsstillelse hos andre.
Politikerne indvilger på præmissen, og vi indvilger i at tro på det, vi ved politikerne lyver om. Så ser det pænt ud på overfladen. Deres retorik organiserer vores følelser gennem teknologiens medie. Vi mættes bare ikke som før af det, politikerne giver os, og efterspørger mere af det, de ikke tilbyder.

Mættet af virtuel socialitet og meningsforladte er det ikke overraskende, at vi ubevidst accepterer at spare ægte socialitet og nærvær, og lader os blænde af den utopi og retorik, som polerer overfladen. Nærværet beskæres, og den virtuelle verden forøges, også i omsorgssektoren. Ideen om øjeblikkelig omsorg erstatter den ægte omsorg gennem digitale processer. Ideen har bare ikke indregnet medarbejderen, der skal udføre den, hvorfor den forbliver en ide.

Om høns

Tilbage på mit arbejde mister jeg lysten til at være en høne. Jeg overvejer at blive en hane i stedet, nu da hønsegården er så lille, og fantaserer om at arbejde i en sektor, der prioriteres højere end sundhedssektoren. Jeg beslutter mig alligevel for at give mig selv den tid, jeg ikke får af andre. Med tiden mærker jeg forvandlingen fra høne til en sten. En mangekantet og skinnende sten i starten, men som kanterne slibes af mig, bliver jeg en mindre kantet og skinnende sten, men i stedet en mat og blød. Og jeg er heldig, for forandringen fra høne til sten sker, uden at jeg knækker midt over og får mit indre krænget ud. Det sker ellers for mange af stenene rundt om mig. De, der ikke når at blive bløde nok til at lade bølgerne passere henover sig, som man skal det i sundhedssektoren. Langt ude på havet gør teknologiske fremskridt verden mere tilgængelig i fastlagte kredsløb opad, og sender flere og større bølger ind mod stranden. Således er tidens strømme, og det er svært at stoppe strømmen ved at svømme mod den.

Om anerkendelse

Hvis vi skal samle medarbejderen op fra gulvet, kræver det en anerkendelse af tingenes tilstand. Men tør vi en åbenhed, der inkluderer udtalelser som – Grundet fremtidig mangel på ressourcer vælger vi at fokusere på privatisering og besparelser på de offentlige ydelser, hvilket vil resultere i en stækket velfærd?

Med sådan en åbenhed ville vi trods alt kunne arbejde ud fra indsigt, hvilket ville varsle os om de massive belastninger, vi vil møde, når vi vælger sparetider til at implementere skelsættende visioner såsom afstigmatisering af psykiske lidelser, hurtigere behandling uden tvang i psykiatrien, social ligestilling, mere kommunal støtte til sund selvstændiggørelse, inklusionen af udsatte børn og unge i skolerne og uddannelserne osv. Ressourcemangel kunne selvfølgelig også lede til at opgive initiativerne, men ikke hvis vi kan acceptere at give det tid. Det kan dog formentligt hverken vi borgere eller politikerne, og så er vi lige vidt, for det eneste populære svar på uopnåelige krav er løgnen.

Vi kan blive dygtigere og arbejde mere effektivt til færre penge, samtidigt med at ændre arbejdsprocesserne og implementere socialvisionære initiativer og et dataindsamlingssystem til yderligere kontrol og bedre prædiktion. Nej! Nej, det kan vi ikke.

Som de sagde så ofte på mit første arbejde – Man kan ikke både puste og have mel i munden.

Nej…, kan jeg tilføje, …og man kan heller ikke trække vejret.

Alligevel har jeg valgt at blive i omsorgen. Ja, der kan man bare se. Blødt formet lader jeg bølgerne passere, og jeg forsøger at skinne indvendigt i stedet for udvendigt. Hvem ved, måske vil jeg mærke politikernes varme hænder om mig en dag? Hvis nu jeg bare giver dem tid til at opnå indsigt i, hvad omsorg egentlig er.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge