Af Laura Rosenqvist, stud.psych, Aarhus Universitet

Det er ikke en hemmelighed, at når man som nyuddannet psykolog kommer ud på arbejdsmarkedet, er det langt fra karaktererne alene, der får én i job. Det er i høj grad det studierelevante arbejde, man har udført gennem studietiden. Det er en præmis, som mange studerende accepterer, i øvrigt ofte i sammenhæng med en kritik af psykologistudiets opbygning. Der lyder ofte en kritik af manglen på hands-on-erfaring og den sparsomme praktik, der er indlagt i studiet. Nu er jeg måske ikke den bedst kvalificerede til at tale om erfaring og praktik, idet jeg stadig læser min bachelor på psykologistudiet og derfor ikke har haft semestre med praktik. Til gengæld kan jeg skrive lidt om de kræfter, der får studerende på min egen årgang til at tage job, som vi i min optik ikke er kvalificerede til at bestride.

Der er mange tilbud om arbejde til psykologistuderende her i Aarhus. Ofte er det frivilligt arbejde, hvor man til gengæld får erfaring med sig til sit CV. Det er et trade-off: den studerende bliver mere kvalificeret til arbejdsmarkedet, og arbejdsudbyderen får (ofte) gratis arbejdskraft. Dog synes jeg, at der er flere problemer med den byttehandel, og der er flere, som kommer i klemme. Et eksempel er en frivilligbaseret organisation, som tilbyder telefonrådgivning, socialt samvær og terapiforløb, og stedet beskæftiger mange engagerede frivillige. Nogle af dem, som henvender sig, er mennesker, der er svært psykisk syge. Lad mig give to eksempler på second-hand-erfaringer derfra: én sad på sin første telefonvagt med en mand i røret, der ønskede at ende sit liv. Én er blevet introduceret til og deltager i diagnosticering og deraf afledt behandling af mennesker med psykiske lidelser efter en indføring heri af en ældre studerende. Én gang om måneden er der supervision ved en psykolog, men umiddelbart virker det ikke som en kvalitetssikring af arbejdet, at man har mulighed for supervision i en case, der skete for en måned siden. På baggrund af bare tre semestres studie udfører de altså arbejde, som et enkelt semester i klinisk psykologi ikke burde være adgangsgivende til – oven i købet er et semester i klinisk psykologi ikke et krav, idet man kan arbejde der allerede under første semester.

Erfaringen skal naturligvis starte et sted. Men taler man om studierelevant arbejde, som har en personlig menneskekontakt, undrer jeg mig over, at det ikke er et grundprincip, at man undervises grundigt i genstanden og tilsikres tæt supervision, herunder også i de etiske aspekter derved. Jeg vil nemlig vove at påstå, at der bliver drevet rovdrift på studerende, der er så ivrige efter et kvalificerende CV, at de risikerer ikke at kunne skelne deres egne kompetencer fra en uddannet psykologs.

Den, der først og fremmest kommer i klemme, er imidlertid det menneske, der søger hjælp. Tilbuddet er selvfølgelig unikt i den forstand, at mennesker, der har en psykisk lidelse og har få midler, kan få gratis psykologisk rådgivning og terapi, men hvis hjælpen (om det så er telefonlinje eller terapi) egentlig burde være udført af professionelle, kan man så ikke risikere at skade mere end at gavne? Jeg finder det problematisk, at man bliver sat til at håndtere selvmordscases uden nødvendigvis at have erfaring eller viden herom, eller at man uden tilstrækkelig uddannelse arbejder med diagnoser. Ud over, at mennesket, der henvender sig, løber en risiko, risikerer også den studerende at komme i klemme, hvis man uden anden kvalifikation end almenmenneskelig intuition skal forholde sig til en problematisk, måske livstruende, situation. Hvis en ukvalificeret rådgivning skulle få fatale konsekvenser for mennesket, der søger hjælp, forestiller jeg mig, at vejen er banet for personlige omkostninger for den studerende. Lad mig prøve at sætte det i kontrast: den netop lancerede specialpsykologuddannelse i psykiatri strækker sig over fire år i et struktureret uddannelsesforløb med kombinerede kurser og praksis, tæt superviseret af speciallæger og specialpsykologer, inden man betragtes som kompetent til at varetage diagnosticering og behandling på egen hånd.

Jeg tror ikke, at det kun er arbejdsmarkedet, der kaster bachelorstuderende ud i CV-konkurrencen. Der er selvfølgelig en efterspørgsel efter studierelevant arbejde fra de studerendes side, og der er masser af studerende, som, noget ureflekteret vil jeg sige, kaster sig ud i det. Der er garanteret også studerende, der klarer det glimrende, og hvor det lykkes at forbedre andre menneskers liv. Når man som nyuddannet kommer grøn ud på arbejdsmarkedet, er der uden tvivl en væsentlig konkurrence, og udsigten til konkurrence får CV-jagten til at starte tidligt på semestrene. Mit spørgsmål er bare, om man burde være kvalificeret til at udføre psykologarbejde efter 1,5 års uddannelse? Er det ikke en manglende anerkendelse af vores 5-årige uddannelse, en manglende anerkendelse af færdiguddannede psykologers kvalifikationer, og en manglende anerkendelse af alvoren ved de lidelser, man eventuelt kan komme til at arbejde med allerede som bachelorstuderende?

Vores forhenværende institutleder sagde på en af de første dage på studiet, at vi skulle tage vores fag alvorligt. Vi burde anskue os selv som kirurger: vi skal have den fornødne teoretiske baggrund, før vi begynder at ”skære” i folk. Den lille metafor har sat sig fast, og derfor kan jeg ikke andet end at studse over, når stræben efter et jobkvalificerende CV kaster mine medstuderende ud i at lege doktor med en ske i stedet for en skalpel.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Christian Jespersen
    Svar

    Tak for et virkelig godt indlæg, Laura.

    Den problemstilling du nævner, er mere relevans i dag, end nogensinde, netop fordi der er flere studerende, der opsøger erfaring end før. Når målet hos studerende først og fremmest er at få erfaring, og dernæst kvaliteten af denne, går det ud over modtageren af ydelsen. Det er især farligt inde for psykologi, hvor man kan gøre stor skade, hvis man tror, at man kan det samme, som ens underviser. Eller har den fulde forståelse af de bøger, men har læst 20-30 % af.
    Resultatet er jo Dunning-Kruger effekt. Især hvis den studerende har fået topkarakterer på sin uddannelse.

    Jeg har hørt om en lignende historie mit netværk, fra en erhvervspsykolog, der hovedsaligt arbejde som psykolog til rekruttering. Hun måtte ud og gøre skaden god hos en virksomhed efter en studerende, der havde ydet rådgivning til en virksomhed i deres rekrutteringsproces. Den studerende havde været overbevisende nok til, at det lille firma trak hende ind til at hjælpe dem med rekruttering af en ny afdelingschef. Virksomheden havde set en mulighed for at spare penge, men samtidig få, hvad de troede, utrolig høj kompetence, og ikke ”blot en studerende” til rekrutteringen.

    Den ny rekrutterede afdelingschef havde angiveligt klaret sig strålende i den lederassement der var blevet gennemført. Problemet var bare, at selve den lederassessment der var lavet, på ingen måde var professionel. Resultatet var, at virksomheden tre måneder senere stod og skulle ansætte en ny afdelingschef, fordi den første var blevet fyret inden for prøveperioden.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge