Af Peter Damgaard-Hansen, aut. psykolog, Integreret Psykologi

Psykiatrien er i en krise, hvor de problemer, den er sat til at løse – de psykiske lidelser – er ved at vokse fagkundskaben og alle os andre over hovedet. Dagspressen byder næsten dagligt på lange artikler om, hvor slemt det står til.

Voldshandlinger og suicidale reaktioner hører vi oftere om. Vi får flere og flere mennesker, der vantrives, og selvom der konstant opdages nye terapiformer, opfindes flere og flere nye diagnoser; selvom vi har gang i en eksplosiv udvikling af nye psykofarmakapræparater, der flittigt bruges af de fortvivlede sygdomsramte, får vi ikke færre mennesker med problemer, snarere flere. Det kan vel ikke være helt hen i vejret at spekulere på, om der kunne være noget fundamentalt galt i forståelsen af problematikken? At der er noget her, der er ude af trit med virkeligheden? Jeg vil i hvert fald gerne vove den opfattelse, at problemets kerne måske er en begrebsforvirring af beklagelige dimensioner.

Eksempelvis mener jeg ikke, at depression bør anskues som en “lidelse” – jeg finder det mere korrekt at sige, at den er udtryk for et tab af evnen til at lide. Hvis vi i mødet med den depressionsramte kigger bag om symptomer og diagnoser og leder længe og dybt nok, kommer vi på sporet af dybe sjælesmerter, der er ulidelige, og som derfor hele tiden prøver at unddrage sig opmærksomheden, eller “lyset”, og derfor i selvforsvar spreder et “mørke” i personens indre.

Men det er ikke mørket, der er kerneproblemet. Det er den massive undvigelse af smerten, der nødvendiggør mørket, og dermed skaber det problem, vi kalder depressionen.

At være menneske rummer lige fra fødslen mange smertefulde oplevelser. De fleste af disse forløses aldrig helt, fordi de ignoreres og undertrykkes af omgivelserne, der sjældent tager dem alvorligt nok (efter devisen: det er jo kun et barn, der vræler, og det er glemt om lidt eller i morgen). Når den ophobede smerte når over en vis tærskel, bliver smerten ulidelig, og da slukkes der fornuftigt nok automatisk for føleknappen. Fordelen ved dette er, at man ikke længere kan føle smerten – men prisen er til gengæld, at man heller ikke kan føle mange andre ting, fx glæde ved livet; og så svinder lysten til at leve naturligvis også ind. Men den pris er man villig til at betale for at undgå at opleve en dybere smerte, der anes vildt skræmmende og ulidelig, og som man frygter kunne få en til at gå i opløsning. Det giver da god mening – og det tror jeg, hvem som helst nok ville gøre i samme situation. Det er ikke spor “sygt”. Depressionen har en meningsfuld funktion, ellers ville den jo ikke være der – det kan næsten ikke være mere enkelt.

Men i det omfang man kan assistere den depressionsramte i at identificere den bagvedliggende smerte og bistå i forløsende udtryk og gennemlevelse af denne, letter depressionen, da der ikke er så meget brug for den længere.

Ikke at turde føle sin kernesmerte og i stedet føle sig tom, mørk, ja måske som en “levende død”, som altså opfattes som en sygdom, har sin helt egen pine, som jeg i mangel af bedre vil kalde elendighed (misery), en tilstand, som jeg begrebsmæssigt adskiller skarpt fra “lidelse”. Denne sammenblanding af begreberne lidelse og sygdom, som har hersket i det kliniske regi i mange år, har efter min mening blokeret psykiatriens muligheder for en progressiv tilgang til problemerne, der kan gøre noget mere drastisk ved dem.

Ved at dele lidelsesbegrebet op i to aspekter, lidelse (suffering) og elendighed (misery), som de fleste klinikere, jeg kender, ikke skelner imellem, men opfatter som et og det samme, får vi et lidt mere nuanceret begrebsapparat, der kan hjælpe os med at navigere i et meget komplekst og følsomt sjælsunivers.

Det er altså ikke den sjælelige smerte, der giver det sygdomslignende problem, men modstanden mod den.

Depressionen bør anskues som en tilstand af elendighed, som det giver god mening at hjælpe folk ud af hurtigst muligt, for den er meget pinagtig. Og det kan man så som nævnt effektivt og meningsfuldt gøre ved at hjælpe dem i kontakt med den bagvedliggende smerte, altså lidelsen, og støtte dem igennem denne meget vanskelige “korsvandring”, som de ifølge sagens natur nok allerede gennem mange år hidtil har forsøgt at undgå og nu med depressionen gør et sidste desperat forsøg på at “spalte” sig væk fra. Men at medicinere sig ud af problemet er at bevæge sig i den forkerte retning, fordi man dermed blot prøver at undvige eller lægge låg på elendigheden, der allerede er et låg på lidelsen.

Medicineringen kan muligvis skabe en forbigående distraktion, der opleves som lindring – og uheldigvis som “behandling”. Dybest set bliver det en ny måde at flygte fra problemet på, der bliver ved med at ulme under overfladen, og vi får en værre depression – eller andre “lidelser” – senere hen, medmindre man bliver ved med at optrappe dulmeriet, hvilket som oftest er den mest nærliggende medicinske løsning. Og bliver vi ved med det længe nok, risikerer vi til sidst at få en ynkelig skæbne på invalidepension.

Den smertefobiske kultur

Jeg tror, at en stærkt medvirkende årsag til at den traditionelle mangelfulde psykiatriske tilgang til psykiske lidelser har fået så stor magt i vores samfund er, at vi lever i en smertefobisk kultur, der lever højt på en regulær “massehypnotisk” fortrængning af den simple, men ubehagelige kendsgerning, at menneskelig lidelse ikke alene er et uundgåeligt fænomen, men et regelmæssigt tilbagevendende fænomen i det helt normale menneskelige liv. Vi taler i virkeligheden slet ikke om et medicinsk problem, men om et eksistentielt vilkår. Og vi taler i den forbindelse om følelsesmæssige, psykiske og eksistentielle smerter af en intensitet, der kan friste hvem som helst til at krybe udenom, og man tager gerne en diagnose, eller to (eller tre) med i købet, hvis det kan dulme og give én det håb, at eksperterne har styr på det.

Disse smerter er som nævnt noget, alle oplever, eller kommer tæt nok på til at vide, at de eksisterer, men oftest ikke så gerne taler om, da der er megen skam knyttet til at være mislykket i forhold til det lykke-ideal, der stråler os i møde fra magasinhyldernes forsider med smukke, smilende og leende mennesker, som åbenbart er kommet i mål. Resultatet er, at de fleste tror, at de andre har det godt, og at man selv er lidt af en fiasko – eller er godt på vej til at blive det, hvis man ikke stresser derudad for at undgå det. Eksempelvis har jeg set mange klienter, der blev meget deprimerede, fordi de var lidt deprimerede…

Når menneskets sjælesmerter er så uønskede, som de er, og så forstyrrende for velfærdsstatens idealiserede selvforståelse, er det fristende nærliggende at definere dem som sygdomme. Det er en genial manøvre, for nu kan disse besværlige tilstande henvises til behandling i medicinsk regi i psykiatrien. Og velfærdsstaten kan fortsat bevare sin illusion om, at borgernes lykke kan reddes og garanteres af eksperterne.

Uheldigvis har psykiatrien ingen kompetence, endsige interesse, i fænomenet lidelse. I medicinsk regi behandler man kun sygdomme og selvfølgelig med medicin. Sygdom, medicinering og indlæggelse på sygehus er ganske enkelt begreber, der uadskilleligt er klistret sammen.

Men det er her, kæden hopper af – at kalde menneskelig smerte for sygdom er i min optik ét af det sidste århundredes mest fatale fejltrin og den dybeste årsag til psykiatriens problem. Disse mennesker lider, ja for søren da, de bærer på så megen smerte, at de har svært ved at fungere hensigtsmæssigt og tænke klart. Men de er ikke syge! At lide er ikke det samme som at være syg. At kalde mennesker for syge og få dem til at tro, at de er det, når de ikke er det, har uhyggelige konsekvenser. Hvis tilgangen i udgangspunktet bygger på et fejl-paradigme, så vil alt det, man bygger oven på, ikke hænge sammen. Det vil skade mere, end det gavner, og mislykkes.

Udtrykket sindslidelse har i sin oprindelige udgave fat i noget af det rigtige. Men da denne betegnelse har fået en umiskendelig klang af sindssyge, mener jeg, det er blevet stærkt misvisende og bør erstattes af noget nyt og bedre.

Vi skal til at tale om lidelse i betydningen sjælesmerter (suffering) i stedet for; afklare, hvad det betyder, og forstå, hvordan vi møder det i praksis. Lad os først se på, hvad det ikke betyder:

Den almindelige opfattelse er, at mennesker med de såkaldte sindslidelser lider, fordi de har været så uheldige at få en psykisk sygdom, lidt på samme måde, som man kan være uheldig og få en lungebetændelse og have det rigtig dårligt. På baggrund af de erfaringer, jeg har gjort mig i min mere end 40-årige kliniske praksis, mener jeg det forholder sig omvendt: disse mennesker har udviklet en psykisk forstyrrelse, fordi de lider en smerte, der har nået det punkt, hvor den bliver ulidelig, i ordets bogstaveligste forstand. Og så må krop-psyke forsvaret gå i gang med at udvikle en masse krumspring og psykiske mærkværdigheder, negative tankesæt, høren-stemmer, depression, OCD, spiseforstyrrelser eller hvad, det nu kan være, i forsøget på at konstruere en pseudo-virkelighed, der kan hjælpe med at distrahere fra og dæmme op for smerten.

Man kan jo også skære i sig selv, for det er lettere at forholde sig til en konkret legemlig smerte end en diffus ukonkret gennemgribende sjælesmerte. Eller man kan gøre andre ondt og prøve at lægge sin smerte derover. Hvad man vælger, afhænger selvfølgelig af en lang række idiosynkratiske faktorer.

Overfokusering på disse forviklinger i sindet, stærkt støttet af psykiatrien, har som antydet den gevinst, at man kan holde opmærksomheden borte fra de dybere lag i selvet, hvor smerten sidder, og det kan give midlertidig lettelse og håb om helt at slippe af med smerten. Man kan let som behandler på mange måder utilsigtet hjælpe klienten med at bygge nye forsvarssystemer op, som giver lidt lettelse.

Mulighederne for smerteundvigelse er legio, og psykiatrien står interessant nok parat hvert år med talrige nye forslag til nye diagnostiske kategorier, der sygeliggør endnu flere (normale) mennesker og giver dem den falske forestilling, at eksperterne ved, hvad der er galt med dem, og at de kan blive normale ved at tage medicin – til stor glæde for medicinalindustrien, som tjener imponerende summer på denne udvikling.

Men så længe den dybe smerte ikke er erkendt og lægt, vil personen være nødt til at holde fast i sin sygdom på den ene eller anden måde eller udvikle en ny for at beskytte sig.

Til trods for disse forsøg på at undgå smerten, er der imidlertid også i mennesket en drivkraft, der ønsker, at smerten skal bevidstgøres, rummes, opleves, udleves og integreres, for at vi kan blive hele mennesker. Der er en længsel efter at blive autentisk, ægte. For at nå derhen er vi derfor hele tiden nødt til at gennemskue sindets flugtmanøvrer, for længslen efter at blive hele mennesker, der føler os hjemme i os selv, og ikke spaltede, forstummer aldrig.

Genetablering af den tabte værdighed

Når vi begynder at anskue de besynderlige sygdomsbilleder, vi møder i det kliniske domænes talrige diagnosekategorier, ud fra det foreslåede paradigme, er der mange brikker, der falder på plads. Den nye forståelse gør det faktisk muligt at opnå en værdig kontakt med den lidende, ofte endog meget hurtigt. Sygdomsetiketten, eller diagnosen, som patienten nødtvungent og måske endda med et vist håb har accepteret, cementerer uvilkårligt sygdomsidentiteten, hvilket jeg mener blot forværrer tilstanden for mange.

Der er ikke mange, der inderst inde har det godt med at være syg i sindet. Man kan sagtens være syg i maven, tarmene eller nyrerne og blive hospitalsindlagt med sin sygdom og samtidig bevare sin menneskelige værdighed på en helt anden måde end ved sindslidelser og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Og selv om der i psykiatrisk regi jævnligt føres en enorm propaganda for at gøre det “normalt” at være sindslidende, så kan jeg ikke se, at det nogen sinde kan lykkes. Den er lidt for tyk – det vil aldrig lykkes at bilde folk ind, at det, man mener er sygt, altså unormalt, er normalt.

Jeg har i min karriere oplevet igen og igen, at i det øjeblik jeg kan se og “mærke” min klients eksistentielle smerte, kan jeg med en spontan autoritet påpege, at han eller hun slet ikke er syg, blot helt ufattelig ulykkelig. Og det har en iøjnefaldende effekt. Det er ikke noget, jeg gør som en terapeutisk teknik; det er mere en konstatering af et sandfærdigt forhold, som pludselig bliver tydeligt for mig. Mange klienter udbryder spontant “jeg vidste det”, men havde ikke turdet tro på det, før en “hvidkitlet” autoritet kunne bekræfte det på en saglig måde. Andre bryder ud i gråd – af ren og skær bevægelse og lettelse over at være blevet mødt som et normalt medmenneske. Dette betyder ikke, at alle problemer og adfærdsforstyrrelser mirakuløst er forsvundet, men der er sket et kvantespring i klientens selvforståelse i en markant positiv retning. Den uundværlige værdighed som et “normalt, godt” menneske er genetableret, hvilket letter og accelererer det efterfølgende helingsarbejde betydeligt. Når klienten forstår, at selv meget dybe sjælesmerter ikke er symptomer på alvorlig sindssyge, men udelukkende handler om normale, uundgåelige, tilstande ved det menneskelige eksistensvilkår, bliver det mere “trygt” at udforske disse sammen med terapeuten. Smerterne “af-tabuiseres” og ved dernæst at bearbejde dem kognitivt og gennemleve dem på både det psykiske og kropslige plan, forløber helbredelsen hurtigere og går dybere.

Diagnosens falske trøst

At mange mennesker føler en vis lettelse ved at få en diagnose og ivrigt holder fast i den med næb og klør er et helt kapitel for sig. Jeg har stor sympati og forståelse for denne gruppe, for det drejer sig om mennesker, der ikke tror, at den smerte, de bærer på, kan udholdes af nogen. Og så er det klogt at forsvare sig mod den med hvad som helst, man nu kan få fat i. Og en diagnose givet af eksperten giver den syge en oplevelse af, at man har fundet ud af, hvad der er galt med vedkommende. Dette holder dog ikke, for der er ingen forklaringsværdi i diagnoserne. At kalde en tilstand en depression er blot at give et fint klinisk navn til noget, man ikke rigtig ved, hvad er. Grammatikalsk substantiverer man en dynamisk tilstand, der gør den til noget, man “har”, ligesom man kan have en kræftsvulst. Men at være deprimeret er en dynamisk tilstand, der holdes i gang af fastlåste intrapsykiske dynamikker, der skal kortlægges og omstruktureres.
At opleve sin depression som en sygdomstilstand med et læge-godkendt navn gør en ansvarsfri over for fænomenet. Den bliver noget, man ikke har indflydelse på; man skal bare tage nogle piller, der kurerer det hele, eller lade sig indlægge eller gå regelmæssigt til psykiateren. Det føles måske umiddelbart godt, men forstærker offer-mentaliteten, der i forvejen er en kerneproblematik i dybet af den sindslidendes univers. Denne deaktivering af klientens eget ansvar og muligheder for at gøre et personligt arbejde med sin helbredelse er at gøre vedkommende en bjørnetjeneste, for vi vokser ved at opleve, at vi har ansvar og medindflydelse på den måde, vi forvalter vores tilværelse og selvforståelse på.

Psykiaterens problem

I udsendelsen Ramt af mørket på P1 kan man høre overlæge og professor i klinisk psykiatri Poul Videbeck udtale sig om udfordringen ved at stille en psykiatrisk diagnose. Han bliver spurgt, om ikke det er svært at stille diagnosen, og så svarer han: Jo mere, jeg har beskæftiget mig med det – jo vanskeligere bliver det.

Dette er yderst interessant, nærmest ironisk. Lægevidenskaben som sådan udmærker sig jo ellers ved at blive bedre og bedre i stand til med stor præcision at identificere og navngive diverse fysiske sygdomme. Når nu selv garvede eksperter finder det mere og mere vanskeligt at overføre denne sygdomsmodel til det psykiatriske klientel, så kunne det måske være fordi, vi har med noget helt andet end “sygdomme” at gøre? Det er sådanne ting der bekræfter min opfattelse, at der skal et helt nyt paradigme til, der handler om, at de psykisk belastede mennesker ikke er syge, men nogen, der tumler med eksistentielle lidelsesudfordringer som vi alle – os behandlere ikke mindst – bærer i bagagen. Forskellen mellem behandlere og patienter synes mere og mere blot at handle om, at vi behandlere måske er bedre til at holde vores egen smerte på afstand, bl.a. fordi vi er så travlt optagede af at beskæftige os med andre menneskers lidelse, at der ikke bliver tid tilovers til den skræmmende selvfordybelse. Som jeg allerede har sagt, så er der mange besnærende måder at prøve at undgå at se sit eget kors i øjnene på.

Lidelse er ikke bare lidelse. Der er mange grader og intensiteter og jo dybere, vi kommer, des vanskeligere bliver det at udholde den, og des stærkere og mere raffinerede er de forsvarsmekanismer, der dukker op. De såkaldt psykiske sygdomme er nogen af de mest raffinerede forsvarsmekanismer, man kan tænke sig, som synes at have formået at lede en hel profession på vildspor i en menneskealder i den tro, at man er ved at løse gåden.

Hvis menneskelig lidelse er uundgåelig, og vi godtager psykiatriens definition af menneskelig lidelse som sygdom, så har psykiatrien i et snuptag formået at præsentere en konstatering, der indebærer, at alle mennesker er sindssyge. Og mange ting tyder faktisk på, at psykiatrien bevæger sig i den retning med hasteskridt. Vi får som nævnt hvert år nye diagnostiske kategorier for sindstilstande eller følelser, som vi hidtil har anset for almindelige og menneskelige. Sorg for eksempel, er nu også en sindslidelse, der skal “behandles”. Det er en farlig, og absurd, udvikling.

Men hvis lidelse ikke er sygdom, hvor kommer den så fra? Det kan og bør der siges meget om, men af pladshensyn er jeg nødt til at gøre det kort med den næsten uundgåelige risiko for at komme til at overforenkle problematikken. Men, altså, kort fortalt:

Lidelsen har i min optik i stort omfang rødder i en oplevelse af kærlighedstab knyttet til en oplevet udelukkelse fra et livsvigtigt fællesskab eller fra en enkelt meget vigtig relation. Lidelsen har altid en relationel dimension. For vi fødes med et behov for en kærlighed og en tilknytning til et fællesskab (med mindst et andet menneske), som det desværre ikke er menneskeligt muligt at få opfyldt til fulde, nonstop. Lige fra fødslen – som for mange i sig selv kan være det første store og traumatiske tab af en utrolig intim kontakt med et andet menneske (moderen), vil et almindeligt barndomsforløb for de fleste indebære talrige situationer, hvor barnet eller den unge føler sig glemt, ignoreret, ubetydelig, ikke god nok osv. selv i de bedste familier.

I de tidlige år er vi ekstremt sårbare, og disse kærlighedstab og udelukkelser er ekstremt smertefulde, hvilket måske forklarer, hvorfor små børn ofte græder så meget, og det endda rigtig hjerteskærende, hvis man tør lytte opmærksomt til det.

I puberteten kommer der en ny runde med sårbarhed og stort behov for anerkendelse og af at høre til i fællesskabet med jævnaldrende. Der er fokus på at være noget særligt, at blive bemærket, at se rigtig ud, etc. etc., og hvis dette ikke lykkes helt (hvad det sjældent gør), lægges der flere lag oven i al den smerte, der allerede ligger i bagagen fra den tidlige alder. Og når smerten som nævnt når over en bestemt tærskel, hvor den er ulidelig, begynder de psykiske forstyrrelser at indfinde sig i et forsøg på at dæmme op for smerten. Men disse lidet velsete psykiske handicaps forstærker blot skam og mindreværd yderligere og gør, at den unge risikerer at blive endnu mere marginaliseret. For det er jo ikke “in” at have det dårligt, at være usikker og ked af det og da slet ikke at græde, for så er man “tudegrim” (et i øvrigt meget interessant udtryk). Og så bliver man ked af at være ked af det -eller deprimeret, fordi man er deprimeret. Og så er man for alvor låst fast i en selvforstærkende nedadgående spiral. Og man er parat til at gøre næsten hvad som helst for at finde noget, der kan dulme.

Skal vi afhjælpe disse “sindslidelser”, der breder sig som epidemier, er det oplagt, at vi ikke skal se dem som psykiske sygdomme, der skal kureres, men som udtryk for sjælesmerter, der skal mødes og rummes. En sådan inkluderende tilgang er allerede i udgangspunktet en modgift mod isolationsoplevelsen. Allerede Søren Kirkegaard var opmærksom på det nærmest selvindlysende logiske i denne tilgang, da han sagde: “Hvis vi skal hjælpe et medmenneske, må vi først gå hen, hvor dette menneske er.” Disse mennesker skal have lov til i et trygt miljø at føle de smerter, de har prøvet at undgå – og som de fleste andre, uden tvivl i den bedste hensigt, men desværre totalt misforstået, ivrigt har været med til at hjælpe dem med at undgå.

Behandleren

Det fremgår forhåbentlig af denne tankegang, at behandleren må have et rimeligt fortroligt forhold til sin egen sjælesmerte, ellers kan vedkommende ikke gå ind i smertensrummet med klienten. Det er ikke nok, at personalet på de psykiatriske afdelinger er flinke og omsorgsfulde. Der må også være en helt særlig evne, eller vilje, til at tåle de lidelsesfrekvenser, de såkaldt sindssyge mennesker opererer på. Kan man ikke møde dem her, er der stor fare for, at man forstærker deres oplevelse af at være udelukket fra det forstående fællesskab, de hungrer efter at møde, og så bliver smerten – og dermed “sygdommen” – blot værre. Og så kan vi få nogle meget alvorlige reaktioner, såsom voldshandlinger eller suicidale impulser. Hvorefter systemet jo med “rette” kan hævde, at de virkelig er meget syge.

Men er det virkelig nok “bare” at lide med folk? Jeg vil sige, det er 80 % af det, der skal til. Og når man først har etableret kontakten på det niveau, så kan man bedre vurdere, hvad der derudover er behov for. Men det er selvfølgelig i sig selv en stor udfordring at skulle til at lide med folk. Det er ikke et arbejde, alle er egnede til. Og vi, der prøver på det, er også nødt til at erkende, at vi jo ikke er fuldkomne og måske nogen gange ganske enkelt ikke tør gå ind i klientens smerterum. Men vi kan i det mindste undlade at se dem som syge.

Når man tager disse briller på, ser man ikke håbløse eller behandlings-resistente klienter, kun inkompetente behandlere. At kalde sin klient for håbløs eller resistent er en ufin måde at give sin klient skylden for, at man ikke selv er god nok til at behandle – endnu. Og det skal vi i øvrigt ikke have det dårligt med. Det vil altid styrke klientens værdighed og tillid til os, hvis vi tør indrømme vor egen afmagt. Så er de ikke så alene med deres. Og paradoksalt nok vil dette fællesskab ikke sjældent accelerere helbredelsesprocessen.

Klinisk teologi

Det er som nævnt ikke særlig tillokkende at skulle til at arbejde så meget med lidelse, og det vil være fremmed for mange. Men det er meningsfuldt, og jeg kan ikke se anden vej frem. Af denne grund mener jeg de klinisk psykologiske tilgange må nedtone deres tilknytning til det medicinske domæne og åbne op for de ressourcer, der findes i de spirituelle og åndelige domæner, hvor der er en rig tradition for, og årtusind lang erfaring med, at beskæftige sig med de dybeste lag af eksistentielle vanskeligheder.

Når fokus er på ulidelige lidelser, bliver især den kristne fortælling interessant, idet den via Kristi lidelseshistorie tilbyder et veludviklet begrebsapparat, der evner at tage livtag med de intense smertetilstande, som de såkaldt syge patienter bærer på. I kristendommen møder vi en Gudsforståelse, der ikke ses i andre åndelige traditioner, nemlig den, at skaberen af egen fri vilje personligt tager del i den uundgåelige lidelse i sit eget skaberværk. Derved forbliver mennesket ikke alene med sin smerte, hvorved den fundamentalt ændrer karakter.

Den anglikanske præst og psykiater, Frank Lake, der grundlagde Klinisk Teologisk Institut i Notthingham i England i tresserne, har med sit livsværk Clinical Theology demonstreret, hvorledes psykologi og teologi kan integreres på en både kreativ og fagligt forsvarlig måde. Han viste, hvorledes Kristi lidelseshistorie gennemlever alle de centrale lidelsesaspekter, der knytter sig til det menneskelige livsvilkår. Han trak paralleller til det, der foregår i de psykiatriske patienters sjæleunivers, og påpegede, hvorledes forsøget på at undgå de eksistentielle smerter let bliver drivkraften bag de psykiatriske patienters symptomkomplekser. Det er når denne smerte når over en bestemt tærskel, og bliver det, Frank Lake kalder transmarginal, at der konstrueres et tilsyneladende irrationelt symptomkompleks, der dog er rationelt nok til, at det formår at indkapsle eller distrahere smerten tilstrækkelig til, at den totale opløsning af selvet undgås. Oplevelser som fx at blive forrådt af en nær ven, svigtet af ens nærmeste, når man har mest brug for dem, blive udstødt fra fællesskabet, ydmyget og hånet for den, man er, i sine mest sårbare øjeblikke, tvivle på det, man altid har troet på, se ens livsværk falde fra hinanden, være naglet til stedet og ikke kunne komme hverken op eller ned, frem eller tilbage, etc. er alle sjælstilstande fra Kristi korsvandring, der vinder genklang hos de fleste mennesker på et eller andet plan, uanset om man er troende eller ej.

Frank Lakes viste eksempelvis, hvorledes de dybt rodfæstede paranoide vrangforestillinger om overvågning og forfølgelse af autoriteterne hos de paranoid schizophrene ofte kunne tolkes som aktuelle projektioner af prenatale traumer relateret til forældrenes overvejelser om abort eller forsøg derpå. En erkendelse af denne mulige sammenhæng gjorde det muligt at sætte de irrationelle vrangforestillinger ind i en meningsfuld kontekst, hvilket var en stor lettelse for den lidende.

Udfordringer og paradokser

At arbejde med lidelsesdimensionen kan aldrig blive blot en professionel karriere. Der kræves en rummelighed og inderlighed, der bedst kan kaldes næstekærlighed, og som har til formål at formidle til patienten, at denne ikke er alene i smerten. Man kan ikke holde sig selv uden for sit arbejdsfelt uden derved at medvirke til at fastholde og måske endda forstærke patienten i en isolationsoplevelse, der jo allerede er problemet. Det er bl.a. derfor, jeg mener, at der ikke sker megen dybtgående helbredelse i psykiatrien og aldrig vil gøre det, så længe man fortsætter med at praktisere psykiatri på basis af det eksisterende sygdomsparadigme.

Patienternes lidelseshistorier minder altid om vore egne på et eller andet plan. I mødet med klienten bliver man tvunget til enten at forholde sig mere bevidst til sine egne dybe smerter eller til at holde patienterne tre skridt fra livet. Vi er virkelig alle i samme båd – blot med den forskel, at vi behandlere gerne skulle vide, hvordan man sejler båden, og hvordan man hiver folk op af vandet, hver gang de falder i.

Men skal vi nu til at lære at lide i en uendelighed, hvem gider det? Intet kunne være mere forkert. Det handler selvfølgelig om at få lidelsen overstået. Og her ligger paradokset, for det er ikke lidelsen som sådan, der er problemet. Det er modstanden mod den, der skaber elendigheden. Man kan derfor kun overkomme problemet ved at gå frontalt ind i det, der afskrækker. Når man ikke kan undgå lidelsen, må man gå ind i den og igennem den. Det er det, der i kristen terminologi hedder “at tage sit kors på sig”, hvilket rimelig hurtigt fører til forløsningens opstandelse. På dette punkt adskiller kristendommen sig fra de østerlandske spirituelle traditioner, der sigter mere på at gå uden om eller transcendere smerten.

Processen vil for de fleste kun være mulig støttet af kærlige, medfølende relationer. At overgive sig til smerten indebærer at åbne sig for et personligt, kropsligt og psykisk udtryk, der fuldt ud matcher lidelsens væsen og intensitet, som det fx kan ske i den dybe hulken, der ofte totalt misforstås som et “nervesammenbrud”. En kropslig forløsning af smerten i et kærligt nærvær af mindst en anden person er utrolig helende og kan ikke sjældent forvandle den værste desperation til en dybtfølt, næsten lyksalig, fred på forbløffende kort tid.

I øvrigt er der intet nyt i denne tilgang og min filosofi i det hele taget. Børn forstår det og mestrer teknikkerne til fuldkommenhed især i de første tre leveår. I den periode er sind og krop afstemt efter hinanden i en imponerende perfekt balance. Når de lider psykiske smerter, hulker eller raser de med hele kroppen og hele deres væsen, og får de lov til det i trygge kærlige omgivelser, er smerten hurtigt forløst og glemt, og det kærlige nærvær genetableret. Derfor er børn ofte også glade så meget af tiden – og sover godt!

Det er, hvis vi som voksne delvist følelsesforskrækkede opdragere begynder at belære, at sådan en følelsesladet opførsel er noget umodent infantilt pjat eller “hysterisk skaberi”, at vi grundigt og effektivt lægger låg på de medfødte sind-kropslige helingsmekanismer og dermed danner grobund for den mangfoldighed af psykiske problemer, vi senere ser. Det er i øvrigt i denne sammenhæng vigtigt at forstå, at det ikke er de stærke smertelige oplevelser i barndommen, hvad de så end måtte handle om, der skaber traumerne. Det er, når barnet efterlades alene med smerterne, at de sætter sig som traumer.

Og her rører vi netop ved den sidste pointe, som jeg gerne vil understrege for at give så fyldig en forståelse som muligt af det, jeg hidtil har sagt om lidelsens natur:

Det er ikke smerten i lidelsen, der er det egentlige problem, det er oplevelsen af at være alene med smerten, der er kerneproblemet. I sådan en oplevelse trues vores eksistens med at gå i opløsning, fordi “det er ikke godt for mennesket at være ene,” der i øvrigt er den allerførste definition af, hvad et menneske er for noget, som vi møder i den bibelske skabelsesberetning. Vor eksistentielle identitet er uigenkaldeligt relationelt baseret. Når bare der er ét andet menneske, der fuldt ud forstår vor smerte, ikke bare med hovedet, men også med hjertet, er der næsten ingen grænser for, hvad vi kan klare. Og deri ligger håbet.

For som jeg sagde i begyndelsen, vi kan ikke undgå lidelsen i denne tilværelse. Men vi kan undgå at lide alene. Og det ændrer alt.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Lilian Grandahl
    Svar

    Fantastisk skriv 💕
    Jeg kan også tilslutte mig – jeg vidste det – ( Jeg, bipolar type 1 )
    Sidder nu her med tårer i øjnene, 1000 tak ❤️

    • Rigmor Sofia Sommer
      Svar

      En fantastisk artikel, der giver så god mening.
      Jeg er dybt taknemmelig for at møde denne livsbekræftende tilgang til lidelse og smerte.
      Tak!!!

  • evelyn juhl
    Svar

    Tænk, hvis du kunne lære psykiaterne dette! Det ville være så godt for patienter, pårørende og personale! Tak for din gode artikel. Den giver håb til mange.

    • Annaa Monter
      Svar

      Antroposofisk psykoterapi er værd at stifte bekendtskab med. Det indeholder alle de aspekter som beskrevet ovenfor og meget mere.

  • Juliana Rasmussen
    Svar

    Psykologer, teologer, psykiatere med flere har ofte mere travlt med nye holdninger til, hvad de møder. Meget betragtes som nye måder at forstå og behandle mennesker, som enten søger deres hjælp eller sendes til dem af andre. Det være familie, venner og bekendte.
    Ofte fordi de selv mangler overskud til at være nærværende og forstående.

  • René Bülow Bartholdi
    Svar

    Hvilken fantastisk oplevelse at læse dette. Adskillige aha oplevelser fik jeg her de minutter det tog at læse det her. Det vil blive delt og skrevet ud.

  • Alex Berg
    Svar

    >> at i det øjeblik jeg kan se og “mærke” min klients eksistentielle smerte, kan jeg med en spontan autoritet påpege, at han eller hun slet ikke er syg, blot helt ufattelig ulykkelig. Og det har en iøjnefaldende effekt.

    Hvor er det smukt. Jeg hører at du her beskriver hvordan du connecter med et menneske i dyb indre smerte, ser hvorfra smerten kommer fra, og derfor ved og forstår at og hvorfor det gør ondt inde i.

    Det er også interessant hvordan nogle folk har grupperet nogle symptomer, lagt en label på og dermed er en sygdom opstået. Det giver da mening i den grad at der kan være fællestræk for gavnlig behandling, men det siger intet om årsagen til symptomerne. Der er noget utroligt stærkt ved at opdage at man ikke er syg, og i stedet se hvorfra smerten kommer. Forståelsen hjælper, og når man guides i kærlighed af en forstående person er det nemmere at få den forståelse. Det er nemmere at ‘åbne op’.

    Jeg elsker George Pranskys Relationship handbook. Den handler om meget af dette med udgangspunkt i relationer, og kommer meget omkring hvordan forståelse og omsorg (compassion) kan hjælpe os videre.

    Bill Petit (https://thedrspettit.com/about-bill/ ) taler også meget om dette emne og er skøn at lytte på til seminar. Begge er gamle og lykkelige psykiatre :) Bill er i gang med en bog om emnet.

    I Danmark har vi stiftet 3pdk.org som platform til at tale og mødes og dele oplevelsen og forståelse af det at være et menneske med Tankens, Sindets og Bevidsthedens kraft.

    PS: Mht. medicinering, har vi personligt herhjemme fundet det meget gavnligt at tage L-Tryptophan som er precursor til Serotonin (og blot er en alm. amino syre). Det virker til at hjælpe kroppen til at genvinde sit naturlige niveau efter en mental hård dag, og virker også godt ‘forbyggende’. Det har ikke negative virkninger som depression ved udtrapning som SSRI. Det var sindsygt svært herhjemme at komme af med SSRI, fordi virkede til at have depressiv tilstand som symptom, dvs. svært indtil jeg lavede udtrapning over 3 måneder med manuel deling af piller i gradvis mindre størrelse. Gid de lavede et udtrapningssæt, så medicin-kunden ikke er ‘fanget’ i medicinen. Manuel deling af piller er ikke særligt præcis, blandt andet fordi det er uvist hvor godt dosen er fordelt i pillen uden for dele-kærven.

    Alex Berg, selflantern@gmail.com

  • Jelena Dahlgaard Rodic
    Svar

    Hmmm…jeg skulle lige synke artiklens en enkelt gang over en kop kaffe og en omgang vasketøj inden jeg lige læste den endnu engang og tillod mig at forsøge at forholde mig til det skrevne indhold

    Jeg er enig med forfatter og psykolog Peter Damgaard-Hansen i, at tingene skal skilles ad for, at mennesket får den rette intervention/behandling. Imidlertid finder jeg det yderst relevant også at sætte skellet imellem fagene psykologi og psykiatri

    Så kære Peter Damgaard-Hansen, tak for at bringe et relevant emne på banen. Artiklen indeholder mange fine argumenter ud fra et psykolog-fagligt perspektiv. Imidlertid får jeg oplevelsen af, at artiklens længde og ensidige synspunkter snarere bliver en del af en diskret verserende konflikt imellem de to specialers overlap, snarere end budskabet om mennesket og dets lidelse/sygdom skal være centrum. Det vækker den bekymring i mig, at læseren kan forføres af et malerisk sprog, hvor indholdet vil blive oplevet som et ensidig paradigmeskift, der kan få læseren til at finde dette som den endegyldig sandhed

    Derfor vil jeg selv som sygeplejerske med blandt andet 13-års erfaring som anæstesisygeplejerske og godt 3 års erfaring som psykiatrisk sygeplejerske forsøge at holde mig på egen fag- og banehalvdel herfra

    Først og fremmest vil jeg præcisere, at diagnoser (nye og gamle) og diagnosekoder jo helt korrekt er en konvention man har vedtaget indenfor det medicinske speciale. Ligesom psykologispecialet er erfaringsbaseret samt baseret på humanvidenskabelige ikke målbare teorier, der har til hensigt at komme mennesket til gode, så har psykiatrien og dets skel imellem naturvidenskabelige beviser om hjernen, dets funktion og medicinske tilgang, samt de humanvidenskabelige teorier til hensigt at nærme sig den bedst mulige behandling og standard til de syge psykiatriske patienter. Så langt så godt

    Du problematiserer i din artikel en sammenblanding imellem begreberne lidelse og sygdom. Dette er et helt relevant perspektiv. Imidlertid læser jeg hele artiklens artikel som byggende på et ensidigt grundlag. Alle argumenter føres nemlig frem i forhold til en depressiv lidelse. Set fra denne ene diagnose, kan argumenterne virke ganske korrekte og forenelige med god moral og etik

    Problemet opstår imidlertid når vi blot ligestiller en uproblematisk unipolar depression med en svær bipolar ofte psykotisk depression. For slet ikke her at forglemme de svære psykiatriske patienter (syge), der har eksempelvis en skizofren diagnose eller den maniske patient eller Tourette patienten med svære og invaliderende tics. Ja, flere grupper kan nævnes. Ikke at se på de enkelte diagnostiske grupper i en større sammenhæng vil derfor være alt for unuanceret og giver dermed et forkert grundlag at konkludere på

    I stabile perioder kan disse patienter ganske korrekt have stor gavn af kognitive samtaler, psykoedukation og anden form for intervention. Men i de akutte faser er dette ikke en mulighed

    I de akutte faser er der behov for langt større indsats af lægefaglig karakter. Der ligger evidens for, at jo hurtigere indsats der ydes medicinsk i tilbagefaldsperioder, des mindre varig skade tager den enkelte patient. De varige skader vil vi jo gerne undgå, idet vi ved, at de medfører irreversible skader af større eller mindre grad

    Så når du i din artikler anfægter medicinalindustriens enorme interesse i de psykiatriske patienter, så vil jeg gerne at vi husker, at der i dag er viden der beviser at hjernes plasticitet er langt større end hidtil antaget. Hvis relevant medicinering (altså ud fra en korrekt stillet diagnose) således hurtigt igangsættes, så helbreder hjernen hurtigere sig selv…..

    Altså. Hjernen medicineres for at få ro til at restituere. I restitutionsperioden helbreder hjernen mirakuløst sig selv ved at få ro. Derfor medicineres indtil hjernen selv er klar til at tage over igen, samt i en efterfølgende tidsrum der fastsættes individuelt udfra aktuelle sygdomsforløb og tidligere forløb. Akurrat som maratonløberen der skal holde en restitutionspause efter større løb. Den psykiatriske syge hjerne har igennem længere tid, været markant på hvad der svarer til daglige maratonløb……uden pauser! I den akutte fase er der altid et større eller mindre kognitivt svigt, der ikke muliggør den fastholdelse i en samtale og evne til at bearbejde samtalens indhold. En evne som et raskt menneske med depressive symptomer og sjælelige smerte kan præstere i en 45 minutter lang samtale hos en psykolog eller psykoterapeut

    Jeg kan fortællee, at udover medicinsk behandling og måske elektrochokbehandlinger, så ydes der i psykiatrien også psykoedukation, personlige samtaler, miljøterapi, skærmning, fysiske aktiviter, rehabiliterende aktiviter, social støtte og meget mere.

    Jeg er med dig Peter enig i, at vi mennesker i langt større grad skal hjælpe os selv og andre med at kigge på den eksistentielle smerte som vi alle bærer rundt på. En smerte af varierende grad som hjernen sundt nok har udviklet forsvar for at undgå. Vi skal lære at identificere og integrere denne smerte i os selv. En smerte som andre jo ikke kan bære for os, men andre kan hjælpe os med at kigge på, så vi i perioder kan tage den frem, mærke den, give den lidt plads, et kram og pakke ned i vores personlige bagage igen, for den vil formentligt aldrig forsvinde helt

    Men helt overordnet set, skal vi huske på at dette er en evne den raske hjerne besidder, men dette er det psykiatriske syge sind langt fra altid i stand til. Og den psykiatriske syge hjerne er vi nødsaget til at give plads, anerkendelse og tid til at komme sig på sin egen måde

    Slutteligt kan jeg fortælle dig, at psykiatrien bestemt ikke vælter udvikling og forskning og. Denne årsag har bund i flere forskellige årsager:

    1. Psykiatrien er ikke på Finansloven. Den “lever på” Satspuljepenge. Dette betyder at efter en periode med en ny ordning osv., så skal et nyt projekt være implementeret. Men finanseringen skal fremadrettet findes indenfor psykiatriens egen økonomi. Pengene tages fra…..patienterne
    2. Psykiatrien har ikke samme populære status som kardiologi, cancer og plastickirurgi A) lægerne søger ikke disse speciale grundet blandet andet dårlig kår B) medicinalfirmaerne ser ikke penge i at udvikle ny medicin (tja, Lithium er stadigvæk et af de bedste præparater, siden psykiatrien startede!) Så ny psykofarmaka er der årevis imellem. Psykiatrien vælter sig absolut ikke i ny psykofarmaka C) forskningen indenfor psykiatrien afsættes der sjældent penge til som eksempelvis indenfor hjertesygdomme og cancer (bemærkelsesværdigt, når nu vi har tal på hvor stor overdødelighed er hos psykiatriske patienter set i forhold til baggrundsbefolkningen og hjertepatienter……..) D) Befolkningens støtte/donationer går ofte til cancer og kardiologi, hvorimod sclerose, psykiatri mv. ikke får megen opmærksomhed

    Så kære Peter Damgaard-Hansen, jeg er enig i at vi skal skille tingene ad. Jeg hilser dine synspunkter velkomne. Men lad os starte med at skille vores specialer ad. Dine “patienter”/borgere drager med garanti stor gavn af din viden og perspektiver, det betvivler jeg ikke. Derimod kan jeg fortælle at de syge psykiatriske patienter har det godt med psykiatriens beviselige naturvidenskabelige viden/behandling krydret med en humanistisk tilgang i form af omsorg og interventioner

    MVH Jelena Dahlgaard Rodic

    • Karin Prosberg Hansen
      Svar

      Sad med mange af dine overvejelser, Jelena, da jeg læste artiklen.
      Det, jeg som ung ungt menneske i dyb krise, som til sidst gav sig udslag i depression og angst, var i store træk den behandling, som Peter D.H. beskriver.
      Imidlertid er vilkårene stadig de samme, som i min pure ungdom for 30 år siden. Selvom traumer og lidelse blev adresseret og foldet ud, var det stadig rædselsvækkende og smertefuldt, og for næsten alle vil dét at gå gennem sådan en traume- og sorgproces være et allerhelvedes hårdt stykke arbejde, som kræver omsorg, opbakning, steder med “helle”. Og endelig – at have råd til at betale terapi. Og så kan man jo godt regne ud, at det har taget en del ensomme oplevelser at blive så dårlig. Og at det langt fra er de nænsomme rammer, man har for sit recovery. Derfor er det ikke så mærkeligt, at medicinen bliver det, man vælger, i mangel af de optimale behandlingsmuligheder og tryghed i det og dem, der omgiver en.

  • Anne-Mette Pedersen
    Svar

    Hvor ville jeg ønske at der, inden for psykiatrien, var flere med denne opfattelse og syn på livet, lidelsen og psyken.
    Hvor ville jeg ønske, at det var muligt, at henvise til et andet tilbud end, en det vi i dag kan henvise til og tilbyde i psykiatrien.
    Tænk om der var private instutioner, som kunne tilbyde hjælpe ud fra denne tanke gang.
    Så ville kunne se mange flere få hjælp, få bedre livskvalitet og ikke mindst at kunne se sig selv som lige-værdige i forhold til andre.
    De varmeste ønsker for psykiatrien i Danmark

    • Alex Berg
      Svar

      Der er folk (inkl psykologer) der coacher /behandler ud fra en viden om at alle mennesker er raske i sindet og er skabt af kærlighed. Det bliver til utroligt dejlige samtaler og bringer os tilbage til håb. Det nemmeste er nok at kontakte Facebook gruppen 3pdk.org offentlig.

      Der er dog noget utroligt gavnligt ved først at se det for sig selv, og det kan man også via YouTube, bøger, 3d dk weekend retreat her slut august, og selvfølgelig coaches/guides. Jeg i er mange der mødes fordi jo dybere vi ser hvad vi er skabt af jo mere falder vi til ro i livet og flyder med livet.

      3p står for de 3 principper : mind, consciousness, thought

  • Margit Johansen
    Svar

    Giver så god mening.

  • Gitte Bæk
    Svar

    Tak for en berigende artikel. Din tilgang lægger sig op ad den Antroposofiske Terapeuts tilgang, som netop tager udgangspunkt i både de psykologiske og åndelige domæner – og derved beskæftiger dig med de dybeste lag af eksistentielle vanskeligheder. Bh Gitte Bæk

  • Jelena Dahlgaard Rodic
    Svar

    Det vækker stor bekymring i mig, at læse så mange kommentarer, der netop belyser syge psykiatriske patienters største udfordring: at folk ikke forstår at der er forskel på at være psykiatrisk syg og have behov for disse kompetencer og forskel på mennesker med depressive symptomer, der har evnerne til at dybere analyse af eget sind med hjælp fra psykologer og psykiatere.

    Fagene skal skilles ad!

    Att. Anne-Mette Pedersen, jeg henviser til mit tidligere skriv, hvor jeg forsøger at belyse at psykiatrien netop OGSÅ indeholder disse aspekter i deres tilgang… i det omfang patienterne formår at forstå og håndtere dette. MEN psykiatrisk syge er ofte svært syge. De er af grunde som jeg tidligere beskriver ikke i stand til en sådan mentalisering

    Lad os skille fagene ad og brug de kompetencer vi er uddannet til i forhold til de rette mennesker

    Ud fra de psykologiske artikler jeg læser, bla. her på DPs side, så savner jeg at psykologer beskæftiger sig mere med, hvad de er uddannet til. Alt for meget tid bruges på at kritisere andres job, hvor psykologer ikke har den fornødne baggrundsviden (eksempelvis debat om ECT, psykiatrien mv.)

    Kom nu, hav focus på hvad netop I og jeres fag er gode til, fortæl mig hvad jeres Autorisation bevidner I kan indenfor jeres felt/speciale. Forfør mig nu med jeres fagviden og kunnen

    Jeg vil ikke gøre mig detaljeret klog på hvad I er autoriseret til og hvor I fejler, til gengæld kan jeg viderebringe psykiatrisk faglighed og etablere kontakt til relevante fagpersoner her

    Mvh. Jelena Dahlgaard Rodic

  • Henriiette Vitha
    Svar

    Tak for en meget fin artikel.. Jeg kan ikke være mere enig.

  • Hanne Petersen
    Svar

    TAK TAK-sidder med tårer i øjnene.

  • Sandy
    Svar

    Som fagperson, der har arbejdet i socialpsykiatri i over seks år, har jeg oplevet en del. Jeg er med på, at lidelser/smerter er en del af livet, at vi hver især har forskellige mestringstrategier. Jeg er også meget enig med, at de depressionsramte personer har behov for at blive anerkendt via nogle dybgående samtaler/terapi. Men i nogle tilfælde, hvor personer er svært deprimeret eller er i manisk periode, har de virkelig brug for psykofarmaka, ellers kan de risikere at få delirium, fordi de ikke drikker og spiser, eller sover, de kører bare 200 km i timen. Min pointe er, at terapi kan ikke stå alene, således kan medicinbehandling heller ikke. Den ideelle behandling er terapi og medicin går hånd i hånd i den første fase, og der er et kontinuerligt behandlingsforløb, hvor patienterne bliver inddraget i beslutningsprocessen.
    Mvh Sandy P.H.

  • Thomas Christensen
    Svar

    Det første interessante, jeg lægger mærke til er, at der skelnes mellem sygdom kontra lidelse, det finder jeg interessant og anderledes tænkende end den “fastelåste/vanlige måde at tænke psykiske lidelser/sygdom på. Som pårørende bliver man jo ikke just mere tryg i måden, systemet til stadighed behandler den lidende på. Jeg kan dog stille spørgsmål til, hvad man gør, når voldsom stress udvikler sig til dyb depression med angst og psykotiske træk, synsforstyrrelse, eller patienten hører ting, som ikke er der. Med det in mente bliver til fare for sig selv, bør man vel lægge låg på, eller gør man nu også det ?

    Idag som patient, ender man som oftest i et længere sygdomsforløb, hvor resurserne både fysisk, såvel økonomisk bliver gradvist reduceret i systemet. Det giver ingen mening og hvis vi tager noget så simpelt og grundlæggende som Maslow´s eller Elderfers erg teori, fjerner man de nederste lag, som er fundamentet i hele korthuset. Derudover bliver man til stadighed i systemet mødt med paragraffer, kassetænkning, siloer hvori den ene hånd sjældent ved, hvad den anden laver. Det scenarie ender ud i, at den lidende eller pårørende konstant bliver sat under pres i, at skulle samle trådende i det systemet ikke magter, samarbejde. Patienten, arbejdsgiver, kommunen, psykologen, psykiater har alle den samme målsætning, at gøre patienten rask, men de arbejder i forskellige retninger og snakker sjældent sammen.

    Jeg ville gerne vide, om der er tale om et paradigmeskift, hvori man tænker, medicin er helt overflødigt, eller i kombinationen. I så fald, hvem ændrer systemet, betaler regningen for den specialiserede psykolog til 1500 kr. i timen X antal gange om ugen i en udefinerbar tidshorisont med tanke på, at over en halv million danskere går rundt med mere eller mindre depressive lidelser. Systemet som det er idag, er langt fra gearet til det paradigmeskift som omtales. Politisk ville de nok sige, at det handler om resurser. Hvis man får heldet med at gennemføre paradigmeskiftet, er jeg dog meget enig i, at regningen i sidste ende bliver mindre og det giver mere mening.

    Men når man nu snakker om medicin og medicinforbruget og det at få lagt låg på, henleder jeg gerne en lille tanke til Peter Gøtzsche, som om nogen fik lagt låg på, i talen om et medicinsk paradigmeskift. Jeg syntes overordnet, det er et super godt skriv, men må desværre også sige, at jeg har hørt den fugl synge ufattelig mange gange tidligere. Derfor tror jeg ikke på et paradigmeskift, før systemet grundlæggende ændres.

    Bedste hilsener

    Thomas

  • Elisabeth Brinch
    Svar

    Det var dog et vidunderligt indlæg. Vi er mange, som går rundt og tænker netop dette og undrer os over, at der ikke er nogen professionelle behandlere, som formulerer det. Så tak for det.

    Der sker i disse tider en psykiatrisering af borgerne, både fordi man ser helt naturlige følelser som sygelige, men også fordi man trækker sygdomme som hører til i somatikken over i psykiatrien, hvis man endnu ikke har fundet en brugbar biomarkør, for så må det jo være noget folk bilder sig ind.

    Susanne Brøgger skrev i et interview: Det er gennem brud og kriser, at livet udvikler sig mest. For man danner sig, når man heler.” Hun skrev også: “Det er den samme kraft, der bruges, når man udvikler sig, som når man ødelægger sig selv. Og når man er ung, kan man ikke altid kende forskel.”

    Anders Fogh Jensen nævner Jan Kjærstad, der i sine romaner siger, at når man bliver ramt af meningsløshed, så har man brug for at tænke: ‘Hvad er det, jeg skal med det her?’ Der kan være en grund til, at jeg er brudt sammen. Måske er mit verdensbillede forældet og har brug for at gå i stykker.

    Set ud fra disse betragtninger, kan det derfor være direkte skadeligt for den enkeltes men også for samfundets udvikling, når man i psykiatrien sådan “bedøver” udviklingen. Vi burde hellere finde veje at hylde krisen og depressionen på. Ære de mennesker, som befinder sig der, fordi de er på vej fra et mindre til et mere udviklet stadie i deres liv.

    Som de sagde i antipsykiatrien (frit oversat): Depression er ikke en syg reaktion, det er en sund reaktion på syge omgivelserne eller omstændigheder.

    Det værste tiltag, som jeg så beskrevet for nylig, er for øvrigt, at man er begyndt at diagnosticere unge med depression, som kronisk syge! Jeg ved godt, at kronisk kan betyde flere ting, men i folkemunde betyder det stadig uhelbredelig, vedvarende, tilbagevendende osv.
    Så nu er de ikke kun syge, men vedvarende syge. Nogle dage efter læste jeg for øvrigt, at har et ungt menneske fået diagnosen “depression”, kan de ikke mere få en sundhedsforsikring!

  • Lisbeth Titte Kallesøe
    Svar

    Det er befriende at læse, hvad du skriver. Det vender nogle ting på hovedet. Har selv fået diagnosen bipolar lidelse for en del år siden. Men selv her, forstår jeg, med de oplevelser, jeg har fået i barndommen, er der sået et kim til, at jeg er den, jeg er, på trods af. Med ikke ønsket, som fællesnævner. Mange terapitimer gennem livet har gjort, at jeg har frigjort mig fra diagnosen. Samt arbejdet som socialpædagog….. Der er altid en årsag til, at vi er den person, vi er, i dag. Det jeg ser er, at livet er en stor udvikling/oplevelse, som noget positivt, men også meget hårdt. Hvor vi følelsesmæssigt skal helt ud til kanten. Eller helt ned, dybt under dynerne, pga. tab og savn eller dødsfald. Vi bevæger os mellem liv og død. Men det at leve livet, på trods af nederlag, og det at rejse sig, ser jeg som en evne. Men det kræver også en god portion selvindsigt og selverkendelse. Her er det vigtigt at kunne bruge, eller misbruge, sine venner. Disse kriser livet giver, skal vi selv give os plads til.

Skriv et svar til Sandy Annuller svar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge