Af Simon Rasmussen, kandidatstuderende på Syddansk Universitet

Pia Callesen, indehaver af Cektos, fortalte d. 29/7 2017 i programmet ’Sådanmark’ på TV2 Østjylland om metakognitiv terapi (MCT) og sin nye bog ’Lev mere tænk mindre’1). Callesen fortalte uforbeholdent, at MCT er ’et helt nyt paradigme’ med betydeligt bedre behandlingseffekt end andre terapiformer, og at MCT kan ’ikke bare dulme, men helbrede’ svær depression på blot ti sessioner. Særligt markant fremstår udsagnet om, at op til 80% helbredes for deres depression med MCT, modsat ’normale metoder, hvor cirka halvdelen bliver helbredt’. Dette budskab har hun delt i flere landsdækkende medier2). Callesen bruger ikke meget tid på at argumentere for sine markante postulater, men henviser løst til generel forskning og sit eget ph.d.-projekt. Problemet ved Callesens uforbeholdne løfter, som fremstår faktuelle, på vegne af MCT er, at disse ikke er tilstrækkeligt empirisk underbyggede. Således er der tale om noget Callesen kan tro og håbe, men ikke vide.

En grundlæggende begrænsning ved Callesens reference til forskningen består i, at de fleste studier har undersøgt MCT enten separat eller overfor placebo. Dette umuliggør ikke i sig selv sammenligning med studier af andre terapiformer, men en sådan indirekte sammenligning nødvendiggør en række antagelser og forbehold – indenfor netværks metaanalyse betegnes dette som antagelsen om transitivitet. Eksempelvis må der redegøres for, at der ikke er forskelle i klienternes lidelser, behandlingens længde eller andre centrale forhold imellem forskningen bag hhv. MCT og de terapiformer, der sammenlignes med. Det er angiveligt svært at redegøre eksakt for at disse forhold er afstemte, men netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at Callesen ingen forbehold gør sig i sine udtalelser.

Dette leder til en yderligere begrænsning ved Callesens argumenter. Der ses nemlig en tendens til, at nye teorier indledningsvist ser meget overbevisende ud, men at effekten falder over tid – et fænomen kaldet ’the decline effect’. Denne effekt findes bredt, men er særligt udtalt indenfor det psykologiske felt, og et klart eksempel herpå findes ved kognitiv adfærdsterapi (CBT), som udbredtes i 1970’erne. I mange studier så CBT ud til at være markant mere effektivt end andre terapiformer. Forskning viser dog, at effekten af CBT i dag ser ud til at være omtrent 50 % lavere end hvad de tidligste studier viste3). Det til trods er CBT en af de mest udbredte og validerede terapiformer, blot ikke så fantastisk og paradigme skiftende som det oprindeligt kunne se ud. De bedste nuværende estimater af effekten af CBT er således korrigerede over de seneste 40 år. Dette står i kontrast til MCT, hvor en del af forskningen stadig har karakter af pilotstudier, hvilket eksemplificeres ved, at Callesens eneste publicerede studie har fire deltagere4). Når CBT ses som eksempel på de alternativer MCT holdes op i mod, fremstår det altså tydeligt, at der er en skævvridning i sammenligningen blandt andet pga. tidsfaktoren, hvorfor antagelsen om transitivitet må siges at være brudt. Set i dette lys kunne en sammenligning af den nuværende MCT forskning med 1970’ernes CBT forskning næsten synes mere fair. Når Callesen tegner sit glansbillede af MCT, enten overser eller skjuler hun derfor en historisk tendens, hvilket synes overraskende fra en psykolog med en ph.d.-grad.

Foruden den generelle forskning nævner Callesen ligeledes sin egen ph.d.-afhandling som empirisk støtte for MCT’s overlegenhed. Denne er ifølge hende selv en undersøgelse af MCT holdt op imod CBT – antageligt på randomiseret vis. Dette er et plausibelt design, da de enkelte deltagere tilfældigt tildeles enten MCT eller CBT, hvilket i nogen grad kan forventes at foregribe og mindske fx decline-effekten. Imidlertid er der ingenlunde nogen garanti for at dette studie, dets design til trods, vil gå helt fri af decline-effekten og andre fejlkilder. Tværtimod må fejlkilder forventes at være tilstede selv i denne type studie og disse kan forventes at påvirke studiet til fordel for MCT. Eksempelvis peger forskningen på, at placeboeffekten er særligt stærk ved test af nye behandlingsformer og især når disse er udsat for hype. Selv hvis de deltagende klienter blindes for behandlingens navn, kan dette ikke gøres for de medvirkende psykologer. En yderligere svaghed ved ph.d.-afhandlingen som belæg er, at denne endnu ikke er gået igennem standardproceduren med peer-review og derfor ikke er tilgængelig i faglige databaser, hvorfor det er gratis at argumentere herudfra. Ved således at argumentere ud fra forskning, der ikke er tilgængelig for andre, omgår Callesen almindelig videnskabelig praksis.

Med de tidligere nævnte forbehold i mente er det interessant at se på publicerede studier, der sammenligner de to terapiformer direkte. Et hurtigt opslag på tværs af psykologifaglige databaser viser to studier fra hhv. New Zealand og Iran, hvor deltagerne på randomiseret vis blev tildelt enten MCT eller CBT5)-6). Begge disse studier konkluderer, at de to terapiformer er omtrent lige effektive, og finder på den baggrund ingen grund til at anbefale den ene over den anden for nuværende. Dette er interessant, da studierne er lavet af forskere uden særinteresser på området, hvor Callesens ph.d. tilsyneladende har Adrian Wells, stifteren af MCT, som medforfatter. Videre er det interessant at studierne er fra 2013 og 2014 og altså er rimelige nye, selv indenfor MCT feltet, hvorfor de kunne pege mod at decline-effekten allerede spiller ind. Påfaldende er det også, at sådanne resultater, som ikke finder unikke egenskaber ved MCT, ikke bliver nævnt af Callesen. Resultaterne af de uafhængige studier er imidlertid ikke så overraskende givet, at megen forskning peger mod, at de fleste terapiformer er omtrent lige effektive (dodo bird verdict)7).

Da MCT er en relativt ny terapiform har denne helt naturligt været genstand for en begrænset mængde forskning, og der foreligger derfor en mindre empirisk base. Denne situation giver et større frirum end ellers til at spekulere i, hvor effektivt MCT egentlig er. Samtidig giver denne situation også Callesen rum til at argumentere ud fra hendes egen ph.d., fordi denne alt andet lige har større vægt på et fortsat lille område. Dette er et rum som Callesen tydeligvis griber, men det er også et afgrænset rum. For uanset hvor store effektstørrelser ph.d.-studiet finder, og hvor veludført det måtte være, kan dette ikke overskrive de andre studier, der er foretaget på området. Det er således svært at se, hvordan Callesens besiddelse af egne data skulle berettige at snakke direkte imod andre forskeres fund.

Videnskabshistorien peger mod, at tidlige studier på et givent område skal mødes med nogen forbehold, og at hvad der med Callesens egne ord er: ’næsten for godt til at være sandt,’ ofte er det. Når Callesen både ignorerer denne tendens samt snakker direkte imod andre forskeres fund og tegner et entydigt idyllisk billede af MCT fremstår hendes budskab som angiveligt god reklame, men dårlig videnskab.

Læs replik fra Pia Callesen

 

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Stephan Sabinsky
    Svar

    Tusind tak for dette indlæg. Hendes bog er som den trend, hvor kræftramte skulle helbrede sig selv med positive tanker. Og føle skyld når det ikke lykkes. I Callesens tilfælde måtte de så heller ikke tage medicin. Jeg anerkender fuldt ud, at jeg har indflydelse på mine depressioner. Men at det ikke er en hjernesygdom også, at man ikke er syg, det er jo ikke bare fake news, men decideret uvidenskabeligt og skadeligt. Ja, god reklame, dårlig videnskab – præcis. Tak for artikel.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge