Af Ulla Giersing, psykolog cand.psych., specialist og supervisor i psykoterapi og sundhedspsykologi

 

Mange professionelle hjælpere kan ud fra erfaringer med patienter, klienter og brugere fortælle, at megen menneskelige lidelse synes at blive forstærket af, at vi er underlagt visse fælles normer såsom kontrol, positiv tænkning, høje præstationer og individualisme. Selvom vi føler os presset af disse normer på forskellige vis, kan de færreste undgå at blive påvirket af sådanne normer eller i hvert fald føle sig tvunget til at tage stilling til dem.

Når det professionelle arbejde beror på en relation til den, der har hjælp behov, mener jeg, at man er forpligtet til at forstå, hvordan disse normer spiller ind i måden at hjælpe andre på. Det gør sig gældende i psykologens arbejde, ikke mindst i den psykoterapeutiske relation.

Den engelske professor og psykolog Ernesto Spinelli har fortalt, at han bad en gruppe psykologer forholde sig til, hvordan de var som terapeuter, og ikke til hvad de gjorde. Øvelsen skabte en del forvirring. Psykologerne var ikke vant til at se på deres væren i relationen til klienter og brugere. De kom i stedet hele tiden tilbage til, hvad de gjorde, og på denne baggrund kunne de pege på de terapeutiske metoder, de anvendte.

Psykologens væren er ikke forbundet med noget teknisk, som en del psykologiske interventioner kan og må være. Den er forbundet med den måde, vedkommende selv er i sit liv. Eller sagt på en anden måde: Hele mennesket er tilstede i enhver situation, og det indebærer, at hele psykologen er tilstede i den terapeutiske samtale, uanset at alle sider af psykologens væremåde naturligvis ikke kan eller bør udfolde sig i enhver samtale eller relation.

Hvordan psykologen forholder sig til sig selv og livet har stor betydning for, hvordan hun /han møder verden, som i øvrigt altid er uperfekt og dermed skaber usikkerhed.
Psykologens grundholdninger er for mig at se ganske afgørende for hvilke metoder, den enkelte psykolog tror på og vælger at anvende. På den måde bliver psykologens væren og gøren – som det er i alle livsforhold – ganske forbundne og afhængige af hinanden.

Jeg har igennem årene lært, at livet grundlæggende set er noget rod. Ikke sådan at forstå, at vi skal lade det forblive så rodet, som det nogle gange er, men vi må indse, at livet et langt stykke ad vejen er uforudsigeligt, tilfældigt og ukontrollerbart. Dette illustreres af de smertefulde og dramatiske begivenheder, dilemmaer, forandringer og tab, som langt de fleste af os oplever. Lidelsen og ikke mindst afmagten viser sig også i almindelige hverdagsrelationer, hvor andre mennesker netop gør, tænker og siger, hvad de vil, og ikke nødvendigvis hvad vi vil.

I al sin enkelhed erfarer enhver, at der er meget, som er uden for vores kontrol.

Dette bør ikke føre til resignation, men til det, filosoffen Kierkegaard kalder: “At ængstes retteligen”. Der er almene eksistentielle forhold og grundvilkår, som nødvendigvis vækker vores uro, ængstelse og til tider angst. Vi bliver mest livsduelige, når vi erkender og favner disse vilkår og følelser, fortolker jeg Kierkegaards ord. Vi må øve os i at gøre os åbne for at møde disse smertefulde ydre og indre tilstande, som er forbundet med den eksistentielle angst – en angst eller ængstelse, som har at gøre med selve det at leve. Vejen frem indebærer, at vi tager den virkelighed til os, som er vores.

I mange situationer er det svært for mennesker at forsone sig med de begrænsninger, tab og forandringer, som udfolder sig. Det kræver mod at møde den afmagt, som indebærer, at det, man ønsker, ikke altid kan fås. At virkeligheden er en anden, end den man lige nu ønsker at møde. For mig er dette ikke en pessimistisk fortolkning af, hvordan det er at være menneske. Det er derimod et forsøg på at forholde sig til det hele liv i stedet for kun de dele, som bakker op om, hvem man gerne vil være eller synes, man burde være.

Livet er præget af modsætninger og paradokser – altid. I al banalitet: vi ville ikke kende til sund-hed uden sygdom, nærhed uden afstand, arbejde uden hvile, håb uden afmagt og så videre. Det er ikke muligt at fastholde sig selv i en af positionerne i disse polariteter, for begge dele er til stede som en del af livet. Ikke enten-eller, men både-og. Vi må tilstræbe at kunne bevæge os i spændingsfeltet mellem modsætningerne – alt efter hvad livet lige nu byder os . Selve det fysiske liv eksisterer i kraft af, at vi trækker vejret ind og ud, og hjertet trækker sig sammen og udvider sig. Uden at disse modsætninger udfolder sig side om side, i en vis balance, vil liv forvandles til død.

I vores psykiske og sociale liv er konsekvenserne som regel ikke helt så dramatiske, hvis vi ikke kan favne modsætningerne. Men uden erkendelsen af at de findes, kan livet blive fyldt med fornægtelse og forsøg på at slippe fra aspekter af virkeligheden, man ikke bryder sig om.
Den amerikanske psykiater Peter Koestenbaum har sagt, at man må være fortrolig med den eksistentielle angst for at undgå den patologiske angst.

Når man fx som psykolog behandler en stressramt, er man i mange tilfælde nødt til at hjælpe den stressramte frem til en større erkendelse af sine grænser og begrænsninger. Denne erkendelse må baseres på en forståelse af de grænser, vi alle er fælles om at skulle leve med (dvs de ontologiske vilkår), såvel som de grænser og begrænsninger, som den enkelte møder i sit eget unikke, konkrete liv (dvs. den enkeltes ontiske vilkår). Dette bør ikke føre til, at klienten bliver ufleksibel og kun får øje på livets grænser og begrænsninger, men at vedkommende udvikler en større smidighed i forhold til grænser og muligheder, og i det nævnte eksempel: hvad hun/han vil sige ja eller nej til. Valget bliver både et eksistentielt og et konkret anliggende. Mennesket kan ikke undslå sig at skulle vælge, hvilket kan være en kilde til angst, men vedkommende kan bestemme over indholdet i sit valg og dermed få magt over sin situation.

Psykologen er ofte nødt til at hjælpe klienten til at ændre måden at være i sit liv på med den smertefulde ændring af identiteten og selvopfattelsen, der følger. Derfor skal psykologen være villig til at forholde sig til sin egen balance mellem begrænsninger, grænsesætning og grænseløshed. Hvis psykologen overser sin egen grænseløshed i form af en fornægtelse af egne begrænsninger, fx ved at have urealistiske ambitioner for hvad, klienten kan ændre på, vil hun/han have sværere ved at genkende eller forstå klientens gentagne tendens til at ”glemme” den nødvendige grænsesætning.

Det skal ikke forstås sådan, at psykologer skal have, eller kan få, styr på deres liv, og altid være i god balance. Tværtimod: Psykologen skal turde erkende, at hun/han i lighed med klienten også selv har eksistentielle temaer, modsætninger og dilemmaer, som er svære at navigere i. Som en kollega en gang påpegede: Jeg må som psykolog huske, at jeg kunne være i samme situation som klienten, men lige nu er jeg det ikke. Dette indebærer, at man i relationen til klienten – uanset at den er asymmetrisk, fordi psykologen er i den hjælpende position – må være opmærksom på sin egen eksistentielle angst i hverdagen, og på at også hun/han mister balancen i livet. Psykologens opgave er selv at være fortrolig med og åben for at styrke egen evne til at genfinde balancen. Psykologens indstilling til klienten må således indebære reel ligeværdighed. For mig at se er denne grundholdning hos den professionelle vejen til, at klienten kan opnå den selvaccept, som er nødvendig for at klientens motivation, mod og åbenhed for forandring øges.

Psykologen må mestre kunsten at træde personligt frem i mødet med den anden og samtidig bevare professionalismen. Dette indebærer, at psykologen må kunne skabe den nærhed, som skal til for, at klienten fornemmer et fællesskab baseret på, at vi er underlagt de samme eksistentielle vilkår. Samtidig må psykologen kunne beholde den afstand til den anden, som er nødvendig for at vedkommende kan erkende sit eget ansvar og alenehed, og dermed blive bedre til at bære sit eget liv. Det kræver dog, at psykologen selv kan møde adskiltheden i forhold til den anden og netop udholde den magtesløshed, som er forbundet med, at psykologen ikke kan leve den andens liv. Dermed må psykologen turde møde sin egen magtesløshed såvel som den, der tilhører klienten. Psykologen må være villig til at møde klientens lidelse og til at forstå og acceptere den unikke klients ængstelse ved forandring.

I mit supervisionsarbejde med psykologer igennem årene er det blevet klart for mig, hvor langt psykologen (som kun er et menneske) vil gå for at undgå at møde sin egen manglende kontrol. Psykologen kan dermed let havne i noget af den samme modstand mod usikkerheden og det ukendte, som klienten belastes af. At erkende afmagten, i stort og småt, er som sagt svært i vores slags samfund, hvor kontrol og selvkontrol hos individet sættes højt. Psykologer kan som mange professionelle hjælpere have forventninger til sig selv om at gribe autoriteten i forhold til eget liv og til at kunne bruge indsigt og handlemuligheder til at få kontrol over sig selv og livet. Det kan være en vigtig egenskab for den enkelte og være en side af identiteten, som kan føles livsvigtig. At mærke sin afmagt og dermed føle sig truet på sin selvforståelse og troen på sin sædvanlige måde at klare livet på, vil for de fleste vække ængstelse og skam.

Der må mod, læring og øvelse til for, at psykologen kan følge et menneske i situationer og reaktioner, som den professionelle selv føler sig magtesløs overfor. Hvis vi ikke erkender denne ængstelse hos os selv som professionelle, kommer vi til at klamre os til psykoterapeutiske metoder, som på illusorisk vis bilder os ind, at problemerne kan løses lettere og hurtigere, end tilfældet er. Ikke kun den professionelle klamrer sig til denne illusion, det gør de, som modtager hjælpen, naturligvis også. Det politiske system kan også gribe til denne illusion. Det er i al sin enkelhed mere behageligt at tro på, at alt snart vil kunne fixes.

E. Graham Howe skriver i sin bog Cure or Heal (1965), at vi lever i “the …illusion of being fixed persons in a fixed world, with the power to fix things, including ourselves and one another, as we choose”. Når det ikke lykkes, ser vi det som egen fejl, og han fortsætter : “But we shall then still be hoping to fix tomorrow what we have been unable to fix today.” Vi gentager de samme problemløsningsmetoder og forsvar mod afmagtsfølelsen i håb om, at de en dag vil virke. I stedet må både psykologen og dem, hun/han arbejder med, forsone sig med, at visse forhold må vi overgive os til og finde ud af at leve med. Et eksempel, mange vil kunne genkende sig i, er modstanden mod at blive gammel!

Jeg tror, at overdreven eller for hurtig diagnosticering kan være et resultat af professionelles ængstelse for den afmagt, som er forbundet med, at det enkelte menneske (eller gruppe, eller organisation) ofte er svært at forstå og rumme og dermed svært at forandre. Det kan for den professionelle blive trøstende, nærmest håbgivende, at der findes en etiket på lidelsen, da der så i mange tilfælde er udviklet en procedure for behandling eller problemløsning, man kan gribe til.

Diagnosticering behøver ikke at være problematisk i sig selv. Tværtimod kan det være nødvendigt for bedre at forstå den anden, i det omfang det overhovedet er muligt, og den lidelse, man forsøger at afhjælpe og forandre. Men faren ved diagnosticering er, at det kan tage udgangspunkt i den professionelles afmagtsfølelse (og manglende tid og ressourcer) snarere end i den unikke klients psykiske, sociale og fysiske verden. Det er den professionelles ansvar, og her fokuserer jeg især på psykologen, at kende sit motiv for at anvende diagnosticering for at sikre sig, at det sker for den andens skyld og ikke som et værn mod egen afmagtsfølelse.

Psykologen må i løbet af ethvert rådgivnings- eller behandlingsforløb tilstræbe at erkende og hvile i sin uvidenhed og være åben og parat til at blive mere vidende undervejs. Det indebærer, at man selv må lade sig forandre i mødet med den anden. Dette kan lyde indlysende, men er svært at praktisere. At lytte med ægte interesse for at forstå klienten er risikabelt, for det, man før levede efter i stort og småt, kan blive forstyrret og kaste en ud i tvivl. At miste fodfæste giver netop den afmagt, vi alle helst vil undgå. At holde fast på sit eget kan oven i købet give en følelse af kontrol, men bliver let en illusion, da virkelighedens mange facetter så undslipper os.
Irvin Yalom, den verdenskendte eksistentielle psykiater, terapeut og forfatter, sagde engang i et inter-view, at det er lettere at stille en diagnose i begyndelsen af et behandlingsforløb, end når man har lært klienten – eller gruppen – bedre at kende.

Man må som psykolog minde sig selv om, at det er den andens (de andres) oplevelsesverden, man hele tiden må tage udgangspunkt i, og ikke ens egen metode. At lytte og være modig nok til at møde og se den anden som unik og altid anderledes end en selv, med alt det, som er ukendt eller uforståeligt, er afgørende, hvis man skal undgå at blive forført af egen tro på, hvordan problemer bør løses.
Psykologen må dannes, uddannes og udvikle sig til en blanding af autoritet og ydmyghed og vedkende sig livets mysterier og mangfoldighed. Man må kunne erkende de eksistentielle vilkår, som vi alle – alle – er underlagt, men som vi håndterer så forskelligt hver især.

Det er kun, når psykologen møder den afmagt, som kommer til syne i den hjælpende relation, at det bliver muligt at få øje på det, som både terapeuten og den anden reelt kan få magt over. Der vokser håbet.

P_DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge