Af Pia Callesen, cand.psych.aut, Klinikchef CEKTOS

Psykologistuderende Simon Rasmussen har skrevet et længere indlæg her i debatforum, hvor han på baggrund af et interview med mig i tv-programmet ”Sådanmark” sendt over sommeren på TV2-regionernes middagsflade, beskylder mig for at lave dårlig videnskab.

Hvis man ikke er bekendt med Sådanmark-programmet, så lad mig kort forklare, at der er tale om et hyggeligt interviewprogram, hvor en gæst – i dette tilfælde undertegnede – inviteres ind til Henriette Honoré for at fortælle om et aktuelt emne, alt imens vi ser sammen og kommenterer indslag fra den forgangne uges udsendelser på TV2s regionalstationer.

Der er således tale om et program, som hverken har målgruppen, interessen eller tiden til at gå i detaljer med videnskabelige referencer, metode etc. Derfor mener jeg, at det er et tyndt grundlag, som Simon Rasmussen bruger til at rejse en meget skarp kritik af mit og andre forskeres arbejde i forbindelse med den metakognitive metode (MCT).

SR kritiserer mig for at fremstille et glansbillede af MCT som et nyt paradigme med markant effekt. Jeg holder fast i, at MCT er et nyt paradigme med markant effekt. Dette af følgende tre årsager:

For det første har MCT en markant anderledes årsagsforklaring og løsning på psykiske lidelser som f.eks. depression. Dette er sædvanligvis definitionen på et nyt paradigme.

For det andet bygger MCT – som den eneste psykologiske terapiform – på mere end 20 års grundforskning i den menneskelige psyke. Grundforskning, der vel at mærke er foretaget, før behandlingsmanualerne blev udarbejdet og ikke i omvendt rækkefølge.

For det tredje viser den nuværende, omend begrænsede, forskning markante resultater. I mit interview udtaler jeg, at 80 % helbredes for depression på 10 sessioner. Dette resultat kommer ikke fra min egen PhD, men fra et norsk RCT-studie, hvor MCT-uddannede psykologer undersøgte MCT op imod en venteliste-gruppe der ikke fik behandling og fandt netop denne recovery rate (Hagen et al, 2017).

Den norske helbredelsesrate på 80 % er markant højere end andre metoder mod depression. I forbindelse med min PhD fra Manchester University foretog jeg en systematisk meta-review på alle metoder mod depression og fandt en generel helbredelsesrate på ca. 50 %. Dette tal er i øvrigt reproduceret i flere andre meta-reviews før og siden, så det er ikke en nyhed i sig selv.

En ganske stor del af Simon Rasmussens indlæg drejer sig om ”The decline effect”, altså tendensen til, at den målte effekt af psykologisk behandling ofte ses at falde over årerne efter metodens introduktion. Effekten er velkendt, men der er endnu ingen utvetydig forklaring på, hvorfor decline-effekten sætter ind.

Simon Rasmussen synes i sit indlæg at abonnere på en forklaring for effekten, der nærmer sig en naturlov. Altså at effekten uundgåeligt vil påvirke alle former for psykoterapi – herunder også MCT – og derfor over årerne givet vil reducere behandlingens effekt for til sidst at ramme et punkt, hvor terapien ikke adskiller sig fra andre typer psykoterapi. SR skriver blandt andet: ”Når Pia Callesen tegner sit glansbillede af MCT, enten overser eller skjuler hun derfor en historisk tendens, hvilket synes overraskende fra en psykolog med en ph.d.-grad.” Måske har SR adgang til en krystalkugle og kan se, hvordan effekten af MCT vil udvikle sig i fremtiden? Det kan jeg ikke. Jeg er tvunget til at afvente tidens gang, og jeg vil opfordre SR til at gøre det samme i stedet for at afsige summariske konklusioner, som ikke er funderet i forskning.

SR nævner to depressionsstudier fra henholdsvis Iran og New Zealand og kritiserer mig for ikke at have nævnt disse studier i mit hyggeinterview i Sådanmark på TV2. SR antyder, at jeg bevidst tilbageholder konklusionerne i disse studier. Og han fremhæver, at det skulle være særligt positivt, at ”studierne er lavet af forskere uden særinteresser på området” og som ikke havde nogen relation til professor Adrian Wells fra Manchester Universitet (UK), der har udviklet MCT.

Modsat SR mener jeg ikke, at studierne fra Iran og New Zealand viser et negativt billede af effekten af MCT. Hvis SR havde ulejliget sig med at læse begge studier i deres helhed, ville han have set, at forskerne bag disse forsøg havde adskillige års behandlererfaring inden for CBT. Men ingen af forskerne i hverken Iran eller New Zealand havde modtaget uddannelse og/eller supervision af en kvalificeret metakognitiv supervisor. Inden for enhver psykologisk disciplin et det uhensigtsmæssigt, at behandlere benytter sig af metoder, som de hverken har uddannelse eller erfaring med. Det gavner ikke patienterne, og det udvander metoden.

Alligevel – på trods af en massiv bias for CBT og absolut nul erfaring med MCT – var forskerne i Iran og New Zealand i stand til at producere behandlingsresultater, der var lige gode. Det, synes jeg, er yderst bemærkelsesværdigt og understreger den enorme styrke ved MCT.

Ligeledes synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, at der åbenbart findes en forsker- og kliniker-kultur, hvor metoder anvendes uden tilstrækkelig uddannelse og supervision, og hvor uudannede personer tester metoderne og konkluderer på deres effekt. Konklusioner, der herefter ukritisk accepteres og citeres som her af SR, og dermed skaber et ukorrekt billede af metodernes sande effekt. Vores metoder er dyrebare, og hvis vi ikke på etisk vis passer ordentlig på dem med tilstrækkelig uddannelse og supervision, ender vi med at udvande effekten over tid, som vi f.eks. har set det med CBT. Måske har vi i virkeligheden her forklaringen på ”The decline effect”?

 

Reference:

Hagen R, Hjemdal O, Solem S, Kennair LEO, Nordahl HM, Fisher P and Wells A (2017) Metacognitive Therapy for Depression in Adults: A Waiting List Randomized Controlled Trial with Six Months Follow-Up. Front. Psychol. 8:31.

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge