I forbindelse med den omtale og de diskussioner, der har været af professor emeritus i socialpsykologi Per Schultz Jørgensens nye bog om robuste børn, diskuterer Gunnar Witt i nedenstående kommentar Per Schultz Jørgensens pointer om opdragelsens betydning for unges senere udvikling af modstandskraft og robusthed.

”Robuste børn”, er blevet omtalt bredt i forskellige medier (den 24. februar i Kristeligt Dagblad og i Politikken Plus). I de sociale medier har der også været omtale af bogen, og i Deadline på DR2 som denne kommentar tager udgangspunkt i.

 

I Deadline 11. marts indledes interviewet med Per Schultz Jørgensen med, at journalisten summerer op fra bogen:

”Forældre skåner i alt for høj grad deres børn for ansvar og modstand, derfor mangler børnene robusthed og modstandskraft senere i livet.”

Senere i interviewet spørger journalisten, Nynne Bjerre Christensen:

”Føler du dig overbevist om, at der er en kobling mellem et overbeskyttet individ, og at man knækker, når man bliver mødt med de krav, som skole og uddannelsessystemet og måske også arbejdsmarkedet stiller?

Per Schultz Jørgensen:

”Ja, jeg føler, der er en rimelig analytisk sammenhæng!

Paradoksalt at så mange både unge, men også i de voksne år, har brug for mental støtte for at klare det stress og det pres, og mange går ned med flaget. Vi har masser, der dropper ud af uddannelser og ikke magter de udfordringer, de står med. Det kan godt være, kravene er alt for voldsomme, og det er de også, men de mangler altså noget. Derfor ser jeg også en sammenhæng mellem det, fordi ungdomsårene er den første store test på om en opdragelse fungerer. Det er nu, det skal stå sin prøve. Derfor er der mange, der må sige vi klarer ikke opdragelsestesten. ”

 

Hvilket budskab er det, Per Schultz Jørgensen kommer med?

Først og fremmest siger han, at der er en kausalitet mellem overbeskyttelse i barndommen, og det, han betegner som at ”gå ned med flaget”. Jeg går ud fra, at han med psykologiske fagtermer taler om depression og angst i ungdomsårene. Det er ikke klart i hverken Deadline eller de øvrige omtaler af bogen, hvilken form for empiri, Per Schultz Jørgensen refererer til. Hverken fra min praksis som psykolog eller fra mit hverdagsliv kan jeg genkende, at forældre skåner deres børn i alt for høj grad. Jeg taler ofte med forældre, hører dem diskutere (eller skændes om) opdragelse, om hvilken slags struktur der skal være i hjemmet, om bordskik og sengetider, om komme-og gå tider, om hjælp med det huslige osv. Det er sjældent, at diskussionerne handler om, at den ene part vil fratage barnet ansvaret eller undlade at stille krav til det. Så det er efter min bedste overbevisning ikke det almene billede af forældre, at de overbeskytter deres børn. De forholder sig til børneopdragelsen og alle de input, der handler om at gøre ”det rigtige”. ”Det rigtige” afhænger af tiden og et dertil hørende børnesyn. I nyere tid har der været sårbare børn, der havde brug får en ”sikker base”, resiliente børn og altså overbeskyttede børn. Til skiftende børnesyn hører også skiftende opfattelser af, hvad der er et problem, og hvad kuren mod problemet er.

Min oplevelse er, at hvis unges angst og depression relaterer sig til familie, er der ofte tale om svigt af forskellig karakter. Det kan dreje sig om problemstillinger ift. syge forældre, som de har taget sig af, en problematisk skilsmisse etc. Her kan problemstillingen være, at den unge er så fokuseret på at opfylde andres ønsker og forventninger, at vedkommende sætter egne interesser til side. Det bliver illegitimt at forfølge sine egne mål, og de mister fornemmelsen af – eller troen på – egne handlemuligheder. At forfølge egne interesser og være handlekraftig er netop kvaliteter, der efterspørges i denne tid, hvilket ikke gør problemstillingen lettere.

Men problemer med angst og depression behøver langt fra at relatere sig til familie og opdragelsespraksisser.

Når en professor i socialpsykologi i en nærmest parentetisk sætning nævner de betingelser, som de unge lever med, og som sandsynligvis er med til at presse dem, så kan man jo blive lidt trist. Det sociale ser ud til at forsvinde ud af socialpsykologien. I indledningscitatet nævner Per Schultz Jørgensen: at kravene er for voldsomme, men han går alligevel videre med det individuelle perspektiv, som handler om, at den enkelte skal være robust nok til at klare betingelserne. Per Schultz Jørgensen taler tidligere i samme interview om: at børn skal have et indre ståsted, så de kan sige fra overfor det tyranni, der ligger i de ydre krav. Det er jo ét synspunkt. Problemet er blot, at de netop ikke kan sige fra – nogle har jo lavet en studiefremdriftsreform, et adgangskravsystem, der bygger på karakterer og en ny lov, der i praksis betyder, at de unge skal vælge det rigtige studie første gang, og hvis man tænker sig om for længe, bliver ens studentereksamen devalueret. Det er, når man sidder fast i situationer, altså når ens handlemuligheder bliver reduceret, at man kan ”gå ned med flaget”.

Når de unge starter på en ungdomsuddannelse, ved de sjældent, hvad de vil studere. De har måske en ide om en retning, men usikkerheden præger. Konsekvensen er, at de må sørge for at vælge de rigtige fag på de rigtige niveauer og få så høje karakterer som muligt for ikke at komme til at begrænse deres muligheder. Med det seneste tiltag, der reducerer de unges muligheder for at ændre studie, er der lagt et yderligere pres på dem. De kan ikke gå akademiske omveje for at kvalificere sig til ønskestudiet, og de må ikke blive klogere undervejs, de skal vælge rigtigt første gang. Karaktergennemsnittet har allerede betydning i folkeskolen, fordi eleverne der får karakterer. Også til kandidateksamen har høje karakterer betydning. Hvis de vil bevare muligheder for at vælge, skal de være blandt de dygtigste, eller i det mindste blandt dem med de højeste karakterer. Under alle omstændigheder skal de kunne præsentere sig selv godt i konkurrencestaten, og når de ikke har meget erhvervserfaring, er gode karakterer den sikre måde at gøre det på. (I parentes bemærket så har mange unge studierelevant erhvervsarbejde fordi karrieren begynder allerede i de første studieår).

Det er betingelser de unge ikke kan sige fra overfor, og som i sagens natur presser dem, det er jo netop det, de er lavet for!

Der bliver i udsendelsen henvist til Anna Thygesen (forfatter og meningsdanner). Hun bliver refereret for at skrive i Jyllands-Posten, at hun får tre – fire henvendelser om måneden fra mødre, der uopfordret søger job til deres børn. (Selv om 30 – 40 henvendelser om året kan lyde af mange, så bliver det ikke et alment fænomen. Desuden er det lidt uvist, hvilke job Anna Thygesen har adgang til at formidle). Dette oplever både Anna Thygesen og Per Schultz Jørgensen som upassende. Er det upassende omsorg, når jeg bruger mit netværk, så datteren kan få et fritidsjob, der passer ind i hendes studiemæssige sammenhænge? Eller ville jeg ikke svigte hende, hvis jeg vidste, hvordan hun kunne få et fleksibelt job, men ikke brugte mine forbindelser? Forskellen på de forældre, der ringer til Anna Thygesen, og mig er, at jeg har et netværk, der kan skaffe datteren jobbet, det har de andre forældre øjensynligt ikke!

Da jeg underviste på en læreruddannelse oplevede jeg en enkelt gang, at nogle forældre ringede til mig. Det kan man jo umiddelbart mene er noget overgribende i forhold til deres voksne datter, men de var nervøse for at datteren var ved at droppe ud af studiet. Hun manglede kun en eksamen for at være færdig, og de ville gerne have input til, hvordan de kunne hjælpe hende. Er det omsorg, eller tager forældrene, ansvaret fra den unge? Der kan sagtens være forældre, der overskrider diverse grænser, men er det et alment fænomen eller et særegent? Min erfaring er, at det er det sidste.

Et af de centrale temaer i Per Schultz Jørgensens interview er som sagt opdragelse. Opdragelse består, iflg. Per Schultz Jørgensen i, at børnene skal gøre det, de selv kan. Hvis jeg bærer mit barns taske, gør jeg det en bjørnetjeneste, hvis det selv kan bære tasken. Det kan man jo sådan set godt være enig i, indtil man giver det en ekstra opmærksomhed. Et væsentligt værdiaspekt for mig, og et væsentligt læringsaspekt, er at vi hjælper hinanden, vi lærer af hinanden ved at deltage i en fælles praksis – dette sagt med reference til bl.a. Vygotsky, som Per Schultz Jørgensen også selv refererer til. Hjemme hos os er det vigtigt, at vi fx efter maden hjælpes ad med at rydde køkkenet, det er der både læring og fællesskab i, men skulle jeg, iflg. Per Schultz Jørgensen, kaste mig på sofaen, fordi mine børn godt selv kan rydde op i køkkenet? Jeg synes, at vi har et fælles ansvar for at få husholdningen og hjemmet til at fungere – hvilket Per Schultz Jørgensen vist er enig med mig i. Men bliver det så ikke selvmodsigende, for jeg kommer uundgåeligt til at gøre noget, de godt selv kan?
Når nu jeg er i gang med at bekende synder, så sker det, at jeg lader børnene smutte fra oprydningen, fordi de skal til spejder eller har aftaler med kammerater, så måske er det her, jeg er skyldig i ikke at give dem modstand?

Ved vi, hvordan overbeskyttelse ser ud?

Det at overbeskytte handler måske også om øjnene, der ser. Hvis forældres omsorg ses ude af kontekst, kan omsorg og samarbejde godt ligne overbeskyttelse.
Nogle gange har vi travlt, og nogle gange er barnet træt, så kan man jo godt komme til at binde snørebåndet, selv om barnet selv kan. Er det så at gøre det en bjørnetjeneste? Vel næppe. Men hvad er det så, der er så forfærdeligt ved at bære den taske?

Hvis vi skal vurdere, om det er en bjørnetjeneste eller ej, må vi se på de sammenhænge, som tasken bliver båret i, og det er nok her, Per Schultz begår endnu en reduktion, for det giver vel ikke mening bare at tale om, at når taksen bliver båret, så får vi nogle unge, der bryder sammen i angst og depression, når de bliver udsat for modstand. Det er den noget reducerede forståelse, som Per Schultz kommer til at præsentere. Det er ærgerligt, fordi det ikke højner forståelsen af hverken samfund eller psyke eller for den sags skyld sammenhængen mellem dem. Per Schultz Jørgensen kommer til at bekræfte nogle fordomme og forforståelser, som en reduceret individualpsykologi repræsenterer – men som også kommer til at fremtræde som sandhed, fordi vi har hørt den logik så mange gange, at man kan være tilbøjelig til at tro, det er sandheden.

På den anden side kan jeg jo bruge tilgangen til at se mig i spejlet og være stolt over, at det lykkedes for min kone og mig at give børnene den rigtige modstand, hvis de ikke udvikler alt for meget angst, og så kan vi lidt overbærende se på de forældre, hvis unge udvikler angst og depression, og tænke, at de aldrig skulle have båret den taske.

Gunnar Witt er uddannet lærer, cand.psych., specialist i klinisk psykologi og privatpraktiserende psykolog. Tidligere lektor på læreruddannelsen og tidligere ekstern lektor på RUC

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • A
    Svar

    Interessant artikel, men hvilket år er den fra?

    • Gunnar Witt
      Svar

      Den er fra 2017 – Hilsen Gunnar Witt

Skriv et svar til Gunnar Witt Annuller svar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge