Af Lotte Kappelskov Davidsen, privatpraktiserende psykolog

 

Dette er historien om, hvordan døden kan hjælpe os tilbage til livet.
En kvinde fandt i sin søns død en ny opgave: At være der for hans kone og søn, hendes svigerdatter og barnebarn. At leve for – at være der – for dem.

Dette er historien om, hvordan sorg rummer kimen til nyt liv og ny mening. I sin elskede søns død fandt denne kvinde ikke blot smerten over tabet af sin søn, men også smerten over sin mors død. I smerten og sorgen fandt hun kærligheden. I kærligheden fandt hun meningen.

Dette er historien om, hvordan kærlighed kan være uafhængig af det fysiske liv.

Victor Frankl beskriver i sit mesterværk Psykologi og eksistens, hvordan han under de umenneskelige forhold i koncentrationslejren pludselig (gen)oplevede et totalt nærvær af sin kone, som om hun var fysisk tilstede foran ham. Han beskriver det således:

(…) da ser jeg min kone…… min ånd er fyldt af den skikkelse, som jeg
fastholder med en så uhyggelig livlig fantasi, jeg aldrig har oplevet før
i mit normale liv Jeg fører samtaler med hende. Jeg hører hende svare,
ser hende smil Og jeg ser hendes krævende og opmuntrende blik
– og – lyslevende eller ej:- nu stråler hendes blik stærkere end solen,
der lige stod op…

Lidt efter skriver han;

(….) Da kommer jeg til at tænke på noget: Jeg ved jo slet ikke om min
kone lever! Da ved jeg et`- nu har jeg lært det: kærlighedens dybeste
intention er ikke rettet modet menneskes legemlige eksistens, men mod
det elskede menneskes åndelige væsen, dets essens (som filosofferne
kalder det): dette gælder i så høj grad, at det ikke længere er et
spørgsmål om dette menneskes eksistens, det at det er hos mig, ja
endnu ikke engang om dets legemlige tilværelse, det, at der er i live…..
I dette øjeblik findes der kun en sandhed: ”Sæt mig som et segl på
dit hjerte…. Thi kærligheden er stærk som døden” (højsangen, 7. kap
6. vers)
– Victor E. Frankl i psykologi og eksistens p.43-44.

Sorg som diagnose

I WHOs nye diagnosesystem ICD11 er det som bekendt planen at indføre kompliceret sorg som diagnose. Det følgende indslag kan ses som et bidrag til den vigtige debat.

Som privatpraktiserende psykolog møder jeg hver eneste dag i min praksis mennesker, der alle på den ene eller den anden måde oplever en smerte i deres liv, en smerte, som føles ubærlig. En smerte, som de ønsker skal gå væk. Det er et menneskeligt ønske: At undgå smerte. Det er ikke blot menneskeligt, det er også en stræben, som vi bekræfter hinanden i. Vi tror, at det gode liv er lig med det smertefrie liv, og det smertefrie liv er lig med det glade liv.

Som psykolog og som terapeut har jeg i mine samtaler de sidste mange år arbejdet med udgangspunkt i Acceptance and Commitment Therapy også kaldet ACT. I denne tredje bølge af kognitiv adfærdsterapi arbejdes der med accept af indre tilstande, som oplevelser. Der er særlig fokus på det enkelte menneskes værdier og på menneskets fleksibilitet med det formål aktivt at træffe valg og adfærdsmæssigt bevæge sig i retning af sine værdier med de svære tanker og følelser, der end måtte være. Her bliver det tydeligt at undgåelse af smerte og stræben efter lykke ikke i sig selv bringer os i retning af at leve vore værdier. Faktisk er det ofte igennem smerten, at vi finder ud af, hvad der er vigtigt for os. For alle følelser gælder det, at jo mere vi kan lade dem flyve frit, jo mere kan vi bevæge os derhen, hvor vi gerne vil være.

Jeg mener, at sorg som diagnose indeholder en risiko for, at vi kommer til at bekræfte forestillingen om, at livet ikke må gøre ondt. Midt i denne holdning mødte jeg Lone som klient i min praksis. I dette møde fandt jeg nye perspektiver, og jeg begyndte at tænke mere åbent: ”Kan det at diagnostisere sorg måske forhindre at vi overser og endda fejlfortolker sorgens symptomer”? Lones historie havde måske været helt anderledes, hvis der var noget, som hed sorg som diagnose for 10 år siden.

Lone opsøgte mig for nyligt i min praksis, fordi hun netop havde mistet sin voksne og eneste søn.

Den dag, hvor Lones søn Jesper døde, ville han blot lægge sidste hånd på det hus, han var ved at restaurere. Idet han kravlede op på en stige, faldt han pludselig ned og slog hovedet voldsomt uheldigt. Han blev bragt på hospitalet, og svigerdatteren sendte bud efter Lone. Da Lone kom til hospitalet, så det virkelig slemt ud, og det stod klart, at han ikke ville kunne overleve. På hans dødsleje lovede Lone, at hun ville passe på Jespers søn og hans kone. Lone vidste i det øjeblik, at hendes liv havde fået en ny mening, en opgave… Jesper døde få minutter derefter.

Lone er i dyb sorg, da hun kommer til mig. Hendes verden er styrtet sammen. Men samtidig har hendes liv også fået en ny mening. Hun har fået en opgave. Hun lever og ånder for den opgave -den gave, for sin svigerdatter og for sit barnebarn, som netop har fået diagnosen infantil autist. Før dødsfaldet havde Lone lidt af depressioner i årevis. Nu har hun lyst til at stå ud af sengen hver dag. Hun kan jo ikke bare ligge der, som hun siger. Hun skal have noget ud af livet, og der er mennesker, som har brug for hende.

Hun forstår det ikke selv. Den eneste måde, hun kan forklare det på, er at Jesper holder hånden over hende, Hun føler, at Jesper passer på hende. Hun kan se ham for sig og oplever, at han vil, at hun skal leve, at han vil, at hun skal være glad. Hun gør det for ham.

Hun tør ikke se på fotografier af Jesper, fortæller hun. Tænk, hvis hun går helt ned, en følelse, som hun kun kender alt for godt. Tænk, hvis hun ikke kan være der, som hun har lovet. Da hun alligevel ser billederne, oplever hun mest af alt en stor glæde, stor kærlighed og en fornemmelse af forbundenhed.

Depressionerne begyndte efter Lones mors død. Lone havde et kompliceret forhold til sin mor. Hendes mor var alene med tre piger. Den yngste, Gitte, blev forfordelt, følte Lone. Mens de andre fik at vide, at de skulle klare sig selv, fik Gitte, hvad hun pegede på. De andre måtte selv købe smøger, hvis de valgte at ryge, men mor købte cigaretter til Gitte. Lone følte sig ofte afvist af sin mor. Især husker hun den dag, hvor hun som gravid havde fået sin første scanning af sit første og eneste barn: Jesper. Hun var spændt på at vise sin mor scanningsbillederne og husker, hvordan hun skyndte sig op i moderens lejlighed og låste sig ind. Alle tre døtre havde nøgle til lejligheden. Der var altid kaffe på kanden, og Lone tog en kop kaffe, mens hun ventede i spænding. Kort tid efter kom moderen hjem med favnen fuld af indkøbsposer. Hun havde sin nye kæreste med. Lone var så stolt og glad og skyndte sig at sige til sin mor: ”Mor. Jeg er blevet scannet. Kom og se scanningsbillederne”. Moderen så fjern ud og sagde: ”Ja. Lone, det skal jeg nok,” men hun fortsatte bare med at pakke varerne ud og så end ikke på Lone. Lone følte sig afvist og blev så ked af det. Dette var blot en af masser af gange, hvor hun følte sig afvist og usynlig for sin mor. Hun tog afsted i vrede og frustration.

Her 30 år senere står denne hændelse meget klart for Lone som et billede på, hvordan hun følte sig afvist, og hvordan hun reagerede med vrede over for sin mor. Parallelt hermed følte hun også en særlig tilknytning til sin mor. Hun oplevede, at hun og hendes mor havde samme meninger om mange ting. De var fx enige om, at de ville på plejehjem, når de blev ældre, hvis de blev ensomme.
Relationen til moderen var dog mest af alt svær. Lone følte sig ofte overset, og der var flere og lange perioder, hvor de var så vrede på hinanden, at der ikke var kontakt.

Senere blev moderen ramt af en blodprop. Hun overlevede med ret store skader på hjernen og blev ude af stand til at klare sig selv. Hun kom på et plejehjem, og selvom det var, hvad moderen havde ønsket i den situation, var det en af de eneste gange, Lone havde set sin mor græde. I de to år moderen levede derefter, følte Lone, at det var meget bedre og lettere at være sammen med sin mor. Nu havde moderen brug for hende. Lone følte på mange måder, at hun kom tættere på sin mor i den tid.

Da moderen døde, gik der et stykke tid, før Lone reagerede. Så gik hun helt ned og fik det rigtig skidt. Hun ville gerne have noget hjælp hos en psykolog. Hun følte et behov for at sætte alle de forvirrende tanker på plads omkring sin relation til sin mor. Det undrede Lone, at hun pludselig reagerede så stærkt på moderens død. Hun havde i perioder været så vred på sin mor, at hun tænkte, at hun ikke ville gå til hendes begravelse, hvis hun døde. Hun kunne ikke forstå moderens handlinger og havde oplevet moderen som meget egoistisk indtil blodproppen. Og alligevel fyldte tabet så meget, at Lone efterhånden begyndte at få det rigtig skidt. Da Lone endelig kom til sin læge, husker hun, at lægen sagde til hende, at der var gået for lang tid siden moderens død, så hun kunne ikke få en henvisning. Han sagde også, at hun var for gammel til at få en henvisning på depression. Tiden gik, og det endte med, at Lone fik det så dårligt, at hun blev henvist til ambulante samtaler på psykiatrisk hospital og kom i medicinsk behandling for depression. Her blev hun endelig tilbudt samtaler med en psykolog. Den første gang hun var hos psykologen, græd hun så meget, at hun følte, at hun var ved at gå i opløsning. Så sagde psykologen, at tiden var gået og Lone måtte gå ud på gaden grædende. Lone var ikke vant til at vise sine følelser. I hendes familie med sin mor og sine søstre talte de ikke om følelser. Fx blev der aldrig talt om episoden med scanningsbilllederne. Næste gang hun skulle komme hos psykologen, var hun meget bange. Hun fortalte psykologen om, hvordan hun havde haft det, og hvor svært det havde været for hende at gå grædende derfra. Psykologen spurgte hende, hvordan hun selv ville have det, hvis hun mødte en grædende dame i bussen. Lone sagde, at hun nok ville tænke, at den dame var meget ked af det, og psykologen sagde: ”Netop”. Lone oplevede ikke interventionen som en hjælp. I stedet opfattede hun det som om, psykologen sagde, at det kunne være lige meget, at det ikke var så vigtigt, at hun havde grædt. Efterfølgende sagde psykologen, at Lone ikke var klar til at tale om det. Lone tænkte, at det nok var fordi, hun tog så meget på vej. Hun skammede sig og skyndte sig at erklære sig enig med psykologen. Derefter stoppede samtalerne, og Lone kom kun til samtaler vedr. sin medicin. Nu hed det sig blot, at Lone havde en depression, og hun fik samtaler med en sygeplejerske, som talte om, hvordan det gik med hendes depression. Hun kom i en gruppe, hvor de også skulle tale om, hvordan det gik med deres depression. Hun fik det ene præparat antidepressiv medicin efter det andet, uden at det hjalp.

Herefter fulgte nogle år. Lone fik at vide, at hun led af tilbagevendende depressioner. Det var værst i efteråret og vinterperioden. Hun havde ofte svært ved at se meningen med at komme ud af sengen. Det blev så slemt, at Lone ikke var i stand til at passe et arbejde. Til sidst blev hun førtidspensioneret. Hendes søn blev voksen. Han fik kone og barn. Han levede sit eget liv.

I forbindelse med Jespers død begynder Lone og hendes søster at tale sammen. Søsteren fortæller, at moderen altid talte om Lone. At hun altid spurgte efter Lone, at det var Lone, Lone og Lone. Lone bliver forundret. Sådan havde hun slet ikke oplevet det. Hun bliver også glad. Selvom hun altid inders inde har vidst, at hendes mor elskede hende, så havde hun også tvivlet på, om hun var vigtig for moderen. Hun begynder at tro på, at hun har haft en betydning. Det forandrer pludselig hendes forhold til moderen. Hun føler, at det er blevet helet.

Lones historie er for mig at se historien om, hvordan sorg kan være en overset tilstand, der kalder på at blive set, at blive forstået og rummet. Det, som kunne have været en åbning til at lære at håndtere svære følelser, blev blot lukket ned. Lones sorg fik ikke lov til at være genstand for opmærksomhed. I stedet fik hun at vide, at hun ikke var klar til at tale om den. Hun fik at vide, at hun havde en depression, og at hun var syg. I årevis levede hun efter den overbevisning, og hun havde ikke lyst til at stå ud af sengen. Hun følte ikke noget formål med livet. I stedet for at få hjælp til at bearbejde sorgen og det komplicerede forhold til sin mor, blev sorgen til depression og den blev medicineret som en depression. Lone turde ikke slippe medicinen, for det var jo den eneste hjælp, der var at hente. Og uvirksom hjælp føltes bedre end ingen hjælp.

Lones historie er også historien om en kvinde, som har et kompliceret og ambivalent forhold til sin mor og som derfor er disponeret for at have et svært sorgforløb. Vi kan kun gisne om, hvad der ville være sket, hvis hun havde fået mulighed for at tale om forholdet til moderen, mulighed for at sætte de forvirrende tanker og følelser på plads, mulighed for at finde pladsen til mor i sit hjerte. Vi kan kun gisne om, hvorvidt hun i så fald ville have lidt af svære depressioner, eller hvorvidt hun ville have været nødsaget til at få førtidspension. En række spørgsmål trænger sig på. Hvad nu hvis hun dengang via samtaler havde fået mulighed for at få adgang til moderens kærlighed og sin egen betydning for moderen? Hvad nu hvis hun i et kærligt og trygt rum havde fået mulighed for at mærke sin sorg i stedet for at blive smidt på gaden midt i den? Hvad nu hvis hun i et kærligt og trygt rum var blevet stillet de narrative spørgsmål a la Michael White: ”Hvad betød du for din mor? Hvad elskede hun ved dig? På hvilken måde var du helt speciel for hende? Hvis hun så på dig med sine kærlige øjne. Hvad ville hun så sige til dig”?

Det skete ikke. I stedet fik hun at vide, at hun ikke var klar til at tale om det.

Først da hendes søn dør, får hun mod til at tale med en psykolog igen, mest fordi hun vidste, at det var det, hendes søn ønskede for hende. Her er det så, at sorgen kalder hende til live. Hvor den tidligere havde slået hende ud, bringer den hende nu nærmere ind i kampen. Der er tale om en sorg, som fører hende ud af diagnosen depression og ind i livet.

Er det en diagnose?

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge