Af Peter Folmer Sørensen

Min bog fik en slem medfart af anmelder Jonas Vennike Ditlevsen.

Ditlevsen går ud fra, at bogen er ren forskning, og læser den med de briller (En fagbog kalder han det). Jeg er hverken forsker eller skønlitterær, og derfor bliver det noget tredje, en blanding. Man kan sige, at jeg sætter mig mellem to stole, og det gør som regel ondt.

Alligevel bygger bogen på forskning, og anmelderen påpeges da heller intet, som er fejlagtigt i selve indholdet.

For ikke at afspore læseren, har jeg valgt ikke at henvise til kilden i et tilfælde, hvor en privatdetektiv fortæller mundtligt. Tale høres kun kort tid i luften, hvis ikke man har en båndoptager til at fange det.
Manuskriptet til bogen var oprindeligt antaget på et andet forlag, så det er ikke bare en sjusket selvudgivelse. Det var også et valg.

Man må ikke bruge billeder, hvor der står copyright, men mange af dem kan købes for små penge, hvis ikke det er udbudt som gratis.

At Ditlevsen ikke forstår slutningen, må stå for hans egen regning, som han selv også skriver. Sammenhængene er der implicit, selv om det ikke er eksplicit i mindste detalje. Det sker også, at man ikke forstår kunst. Så må man bruge sin intuition.

Jeg citerer ofte, så det er ikke bare fortolkninger, og subjektive meninger. Men jeg har skam et subjekt, og er personlig, så længe det ikke bliver privat. Vi bruger os selv i vort fag, og derfor er det vigtigt med supervision og egenterapi.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge