Har vi som psykologer en særlig forpligtelse til at råbe systemet op, hvis vi kan se, at familier og pårørende til stressramte bliver ladt i stikken, når de har mest brug for hjælp?

Af Laila Adelsten, cand.psych.aut. & Michael Lykke, konsulent og gift med stressramt hustru.

 

I Danmark har vi opdaget, at stressbetingede lidelser koster samfundet og sundhedssystemet dyrt. Men selv om vi som samfund bruger enorme ressourcer på at forebygge og behandle stressrelaterede lidelser, betragter de officielle sundhedsmyndigheder primært stress som et individuelt problem.

Set ud fra et psykologisk perspektiv er det en absurd tilgang, fordi stresslidelser er karakteriseret ved, at de altid opstår i tæt samspil med omgivelserne, f.eks. i forbindelse med dårlige arbejdsforhold, kriser i familielivet eller alvorlig sygdom. Og som fagfolk ved vi, at stresslidelser aldrig kun går ud over de personer, der bliver sygemeldt – men også alle dem, der lever tæt sammen med de stressramte. Vi oplever tit, at sygemeldingerne har den bivirkning, at børn og partnere også bliver ’smittede’ af alvorlig mistrivsel, som påvirker deres mentale og fysiske sundhed.

Lader vi familierne i stikken?

Problemet er, at der i dagens Danmark stort set ikke findes officielt sikrede tilbud, hvor familier og pårørende til stressramte kan søge rådgivning. Det gælder, hvis de ønsker støtte til at hjælpe den stressramte bedst muligt gennem behandlingen. Og det gælder, hvis de selv ønsker vejledning til, hvordan de kan håndtere de frustrationer og udfordringer, der dukker op, når man lever sammen med et menneske i en alvorlig livskrise.

Det har den konsekvens, at mange pårørende oplever, at vi som samfund lader dem i stikken, når de har allermest brug for støtte. I stedet for at få fagligt funderede redskaber til at leve sammen med en stressramt, føler de sig overladt til spirituelle åndemanere, holistiske kvaksalvere og kommercielle stresscentre, der er gode til at søgemaskine-optimere deres hjemmesider på Google.

Derfor er vi som fagpersoner nødt til at stille os selv det spørgsmål, om vi har en særlig forpligtelse til at råbe systemet op, hvis vi kan se, at familier og pårørende til stressramte bliver ladt i stikken, når de har mest brug for hjælp? Har vi ikke en faglig forpligtelse til at komme med input til vores kollegaer i sundhedssektoren, hvis vi kan se, at mange stressramte skal kæmpe med deres lidelser i unødigt lang tid, fordi behandlingen ikke udviser opmærksomhed mod den kontekst, som de lever i?

Stress rammer alle i familien

I starten af et stressforløb har familiemedlemmerne ofte fuld fokus på at yde omsorg, og de gør, hvad de kan for at give den stressramte plads til at komme sig. De forsøger at lytte til partnerens behov, og de forsøger at påtage sig mange af de praktiske opgaver i hjemmet for at aflaste den stressramte. Men når en sygemelding strækker sig over længere tid, mister mange pårørende det mentale overskud, og frustrationerne melder sig.

Vi er nødt til at forstå, at behandlingen ikke kun bør tage udgangspunkt i den person, som har fået sygemeldingen – men i den ’enhed’, som den stressramte er en del af, for de stressramte skal ikke kun håndtere det, der har forårsaget deres stressreaktion.

Ofte kæmper de også med skyld -og skamfølelser over, at de ikke slår til som forældre, kæreste eller ægtefælle. Sexlivet lider skade i ægteskaberne og kæresteforholdene, og det er set mange gange, at den stressramtes partner mister sin sociale omgangskreds, fordi partneren ikke orker at være sammen med andre. Ægtefæller og kærester føler sig ofte utilstrækkelige, fordi de løber tør for overskud. Skænderier bliver hyppigere, og til sidst kommer skilsmissen. Børnene kan miste deres relationer til kammeraterne, fordi de vil være hjemme og sikre sig, at mor og far har det godt. De får fysiske symptomer som hovedpine og mavepine. De har svært ved at koncentrere sig i skolen, og de bliver lettere centrum for konflikter med andre børn i daginstitutionen.

Udover at ramme familierne hårdt, koster stress også samfundet dyrt. Stressbetingede sygemeldinger er skyld i 1,5 millioner fraværsdage og et økonomisk tab, der på samfundsniveau runder 27 milliarder kroner om året. Så selv ud fra et nøgternt økonomisk perspektiv, er der rigeligt med incitament til at gøre, hvad vi kan for at reducere sygemeldingernes varighed.

Derfor er vi som faggruppe nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan bidrage med vores faglighed på et politisk og forvaltningsmæssigt niveau? Hvordan kan vi gøre det klart for myndighederne, at vi som samfund er nødt til at tilbyde behandlingsforløb, der er meget mere helhedsorienterede, hvis vi vil de alvorlige stresslidelser til livs?

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

 

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge