Af Mari H. Mathisen, cand.psych./psykolog

Stræberkultur, præstationsræs og konkurrencementalitet.
Når der i medierne tales om unge danskere og deres skolepræstationer er ovenstående begreber blandt dem, der anvendes. Den 7.januar 2016 kunne vi i Dagbladet Information læse om Ulrikke Bie, som i 2.g besluttede at være sig selv frem for stræberen med 12-tallerne. Hun beskriver hvordan hun fik det bedre i takt med at karaktererne dalede, efter at have reflekteret overfor risikoen for, at det en dag ville gå galt hvis hun fortsatte ud af samme spor. Set i lyset af hvor stor betydning faglig og social bedømmelse har for unges identitetsuddannelse, kræver denne handling stort mod og en stærk personlighed. Ulrikke Bie havde de personlige ressourcer til, at kunne fylde tomrummet efter stræberen ud med kultur, rejse og nye selvopdagelser. For mange unge danskere er dette ikke tilfældet. For mange unge danskere ryger store dele af identiteten, i det øjeblik de frarøves stræbermentaliteten. De bliver nøgne og uden evne til at beskytte sig selv, da deres pligtopfyldenhed har været deres måde at overleve og navigere i verden på. For mange unge danskere er pligtopfyldenheden den måde, hvorpå de har lært at holde sig selv og deres omgivelser samlet.

Den danske psykolog Inger Thormann skrev i 2009 en bog om De voksne børn og referer til de børn, som er blevet stillet ansvarlige for sig selv og eventuelt yngre søskende i meget tidlig alder, grundet omsorgssvigt fra forældrene. De ”bliver voksne for hurtigt”. Mange af disse børn bliver aldrig opdaget, da deres frygt for at miste deres forældre fører til en overlevelsesmekanisme, der går ud på at få omgivelserne til at tro, at de klarer sig godt. Mange af disse børn er dem, der senere i livet omtales som stræberne og de pligtopfyldende unge, der rammes af konkurrencekulturen. Det bliver en del af deres identitet, og for hvert 12-tal bliver identitetsstrukturen styrket. Det bliver en form for grundmur, som den unge bygger sin verden på. River du denne grundmur ud under dem, har de ikke længere noget fundament i deres videre identitetsudvikling.

Langt fra alle pligtopfyldende unge er omsorgssvigtede. Billedet af de voksne børn er her blot en eksemplificering af hvordan pligtopfyldenhed kan ses som en dybtgående del af nogle menneskers identitetsstruktur. Dette kan dermed belyse problematikken omkring pligtopfyldende unge, også dem, der ikke er omsorgssvigtede. Da jeg selv gik i 9.klasse ville min far betale mig i kontanter for ikke at læse til eksamen, da han syntes jeg skulle skeje noget mere ud. Jeg takkede pænt nej. Jeg var bestemt ikke omsorgssvigtet, selv om jeg som så mange andre, også havde indset, at livet ikke er en lyserød sky. Uden at vide noget om Ulrikke Bies barndom, vidner beskrivelsen af hendes rejse væk fra karakterræset, om en styrke, der bevæger sig udover evnen til at overleve. Denne form for styrke må mange af de voksne børn se langt efter. At de voksne børn på sin vis har bygget deres grundmur på pligtopfyldenhed og ansvarlighed betyder dog ikke, at de er dømt til evig og altopslugende stræberi. Der skal blot trædes varsomt, og der skal vises interesse for de mørke huller, der står tilbage når 12-talskappen rives væk. ”Tar De livsløgnen fra et gjennomsnittsmenneske, så tar de Lykken fra ham med det samme”. Citatet fra den norske dramatiker Henrik Ibsen kunne meget passende omskrives til noget der inddrager ”de voksne børn” og ”pligtopfyldenhed”. Ibsen taler med store ord, og jeg mener ikke, at man tager lykken fra et voksent barn ved at tage pligtopfyldenheden fra det. Vi må bare ikke tro, at vi kan gøre pligtopfyldende unge lykkelige ved blot at lade dem ”slippe for” karakterræset.

Hvis vi vil give unge danskere en ungdom, hvor det hele ikke drejer sig om karakterer og konkurrence, må vi være klar til at bidrage til at skifte dele af deres grundmur ud. Dette kunne starte med en nysgerrighed for hvordan den mon blev bygget i første omgang. Et ungt menneske med en identitet præget af konkurrence og karakterjagt er med stor sandsynlighed ikke psykisk klar til at udskifte denne identitet med et trylleslag. Det pligtopfyldende unge menneske har fundet en sikker identitetsramme, hvor prestige bliver lig med tryghed og anerkendelse. Har man ikke lært andet, siger det sig selv at identiteten står i stor fare for at revne, i det øjeblik muligheden for prestige fjernes.

Debatten om stræberkulturen fortjener en ekstra nuance, der tager højde for at stræberadfærd for mange unge er ren overlevelse og, at du ved at tage pligtopfyldenheden fra dem også fjerner deres evne til selvopretholdelse og i mange tilfælde mening med livet. Det kræver et beredskab fra den unges omgivelser til, at se de bagvedliggende sorte huller. Det kræver at den unge støttes i at fylde de sorte huller ud, med fokus på alternative, anerkendende former for struktur og stabilitet, samt evnen til at værdsætte sig selv på trods af ydre resultater. Forældre, lærere, fodboldtrænere og andre potentielle tillidspersoner må turde være nysgerrige på hvad, der befinder sig bag 12-talskappen inden, at kappen rives af og den unge står nøgen tilbage.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge