Af Niels C. Jørgensen, cand.psych.aut.

 

Tankerne om at oprette en nyt og alternativt forlag skyldes indtrykket af en langvarig identitetskrise inden for dansk psykologi, som også har afspejlet sig i udgivelsen af psykologisk litteratur.

Den videnskabelige psykologiske tradition her i landet går hovedsagelig tilbage til dansk psykologis største og mest idérige begavelse samt den eneste, der har opnået en varig international prestige med det skelsættende værk Synsoplevede figurer, som stadig citeres i både artikler, bøger og opslagsværker. Edgar Rubin, der foretrak at titulere sig som eksperimentalpsykolog, helligede sig overvejende sanseoplevelsens psykologi (perceptionspsykologien), men besad tillige en omfattende viden inden for et bredt felt af faglige discipliner og var i sit videnskabssyn især fortrolig med engelsk filosofi og den klassiske empirisme.

Desuden indså Rubin nødvendigheden af, at psykologien også måtte gøres til en praktisk disciplin, som kunne imødekomme samfundets behov og i første række inden for skolevæsenet. Til det formål stod han fadder til en efteruddannelse, som først var tiltænkt skolelærere, men senere blev alment udbredt til andre interesserede. Knap var den nye uddannelse søsat, før Rubin måtte erkende at have begået en utilsigtet fejltagelse, og at den forskning, som for ham var fagets kerne, modsat hans forventning mistede interesse hos de studerende. I stedet foretrak langt de fleste på lempelige vilkår at sikre sig en embedseksamen, der åbnede adgang til et levebrød inden for folkeskole og det psykiatriske hospitalsvæsen. Det havde den konsekvens, at det videnskabelige miljø, som Rubin havde håbet på at realisere, efterhånden svandt hen og forblev et felt, som kun Rubin selv dyrkede, og at der ingen oplagte arvtagere stod parate ved hans død. Som nødløsning udnævntes et par af hans mindre talentfulde medarbejdere, der avancerede til professorer og overtog ledelsen af Psykologisk laboratorium, som det dengang endnu hed. Selv om Rubins indsats stadig blev omtalt med veneration, skubbedes hans virke gradvis i baggrunden, og med en senere tids afskaffelse af de laboratorieøvelser, som Rubin havde ivret for og betragtet som en både vigtig og obligatorisk del af studiet, forstærkedes en identitetskrise, der mere og mere svækkede den videnskabelige profil. Med det såkaldte ungdomsoprør i 1968 og en gruppe anarkistiske studerendes besættelse af laboratoriet, skete ydermere en brat omvæltning, der vendte op og ned på uddannelsen. De mest fremtrædende skikkelser i oprøret var uden synlige videnskabelige ambitioner, men øjnede i stedet en mulighed for at gennemføre en politisering af uddannelsen, hvor post-marxistisk kapitallogik tildeltes en betydningsfuld plads.

Et par år efter oprettedes et psykologistudium i Århus, hvor oprørske studerende, der var blevet til overs ved magtovertagelsen i København, fik en ny chance for ansættelse og mulighed for at propagere for lignende synspunkter som i København, herunder at gøre kapitallogik og sovjetisk virksomhedslære til det fremherskende videnskabssyn. Under indtryk af uddannelsens og forskningens voksende deroute tog Danmarks Evalueringsinstitut i 1996 skridt til en undersøgelse primært af forholdene på uddannelsen i København og måtte konkludere, at uddannelsen var af en så tvivlsom værdi, at der måtte en gennemgribende oprydning til, hvis den skulle bevare en akademisk status. Selv om personalet på uddannelsen havde været dybt splittet og befundet sig i en nærmest permanent intern krigstilstand, indså man nødvendigheden af at gennemføre en foreløbig våbenhvile i en fælles bestræbelse på at overleve og undgå at lide samme skæbne som den sociologiske uddannelse, der måtte lukke som følge af en lignende evaluering. Der blev i al hast forfattet en studieordning og formuleret en hidtil fraværende definition af den psykologiske profession. Om ikke andet så i formel henseende bestræbte man sig på at imødekomme evalueringsinstituttets kritik og anbefalinger. Evalueringsinstituttets rapport blev senere fulgt op af en af fakultetet nedsat analysegruppe i 2000, der i sin vurdering af psykologisk forskning også vendte tommelfingeren nedad, selv om den daværende leder af uddannelsen ihærdigt hævdede, at skønt det udefra set ikke var synligt, blev der forsket energisk, men at forskerne ikke var blevet “socialiseret til international publikation” eller skolet til at beskrive deres forsøg og resultater knap nok på dansk og slet ikke på engelsk. Trods den kendsgerning at begge foretagne undersøgelser satte markante kritiske spørgsmålstegn ved uddannelse og forskning, udeblev indgribende konsekvenser fra ministeriets side, og instituttet kunne nøjes med at forskanse sig bag en tilforladelig facade i og med, at uddannelsen kort tid efter blev flyttet til det mere fredfyldte samfundsvidenskabelige fakultet. I de følgende år krakelerede udenværkerne som anden hurtig påsmurt facadepuds, og de studerendes utilfredshed med uddannelsen var fortsat mærkbar. Utilfredsheden kulminerede på et tidspunkt med en mindre strejke, som imidlertid snart blev dysset ned og afløstes af almindelig apati. Som følge af det mangeårige omtumlede forløb og den indre splittelse har det ikke været muligt at genskabe nogen overbevisende faglig identitet, der kunne danne sammenhæng med instituttets tidligere videnskabelige tradition. En del af forklaringen må som på Rubins tid desuden søges i, at de studerendes interesse overvejende har været orienteret mod en ansættelse inden for offentlige institutioner, mens mere ambitiøse studerende med ph.d.-ordningen som springbræt har kunnet avancere til en karriere på instituttet med fornøden velvilje hos vejledere og lærerkorps.

Offentlige institutioner var tidligere de næsten eneste aftagere af færdiguddannede kandidater, hvorimod den private sektor var forsvindende lille og bestod af et fåtal af psykoanalytisk og eksistentielt orienterede terapeuter. Til gengæld er billedet vendt markant inden for det seneste ti-år. Årsagen må formodentlig tilskrives et voksende antal kandidater, der ikke som før har kunnet opsuges af den offentlige sektor, men i stedet har valgt at etablere sig som selvstændige næringsdrivende ofte i partnerskab med andre ligestillede og for en dels vedkommende begunstiget af en tilskudsberettiget specialistordning. De privatpraktiserende psykologer har med blikket vendt imod USA, og primært med det importerede koncept for krisehjælp, forstået at udnytte opståede konjunkturer og har desuden markedsført sig med en bred vifte af tilbud inden for psykologisk rådgivning på en stadig øget række problemområder i forskellige aldersgrupper. Tillige også lanceret et andet udefra importeret begreb som coaching, der både tilbydes individuelt samt til private som offentlige virksomheder, der måtte have behov for at blive vejledt om personale- og ledelsesproblemer. Også terapeutisk er tilbudspaletten øget betydeligt med den fra USA indførte kognitive adfærdsterapi som det store “hit”, der i den seneste tid kun har set sig truet af mindfulness, som har vundet voksende terræn og er lanceret som et gangbart middel for næsten alle former for stress og anden psykisk ubalance. Som en diskutabel forekomst af anden art kan nævnes en disciplin som hjerneprocesser, hvor en blandet skare af selvudnævnte hjerneforskere udbreder sig med vidtløftige påstande, der påberåber sig at være videnskabelige. Uanset at den seriøse hjerneforskning har erkendt, at begrænsninger i teknologisk henseende stadig udelukker direkte observationer af, hvad der fundamentalt sker i hjernen. Som erstatning er der opstået en udstrakt interesse for aflæsning af hjernescanninger, der kun muliggør overfladiske lokaliseringer, mens andre indfaldsvinkler med inspiration fra computerforskning og kunstig intelligens har fokuseret omkring algoritmiske løsninger, der i flere henseender unddrager sig evident empirisk efterprøven.

Det samme hamskifte præger udgivelsen af psykologisk litteratur som for størstepartens vedkommende savner en underbygget teoretisk basis og snarere ligner en slags brugsbøger eller en selvhjælpens “do-it-yourself” for så at sige alle genvordigheder i tilværelsen, som hindrer hæmmede og angstbundne personer i at realisere sig selv til en mere frigjort og kreativ tilværelse. Inspirationen til denne særlige genre bøger kommer selvsagt også fra USA, hvor storsælgende bestsellers til en begyndelse blev oversat, indtil danske epigoner havde gjort sig fortrolige med genren og tilegnet sig det rette håndelag. Siden da er denne form for letlæst brugslitteratur vokset støt og har år efter år dominereret udbuddet hos selv tidligere seriøse forlag. Om end kvaliteten er diskutabel, må der åbenbart være salg i genren, som det tilsvarende kendes fra bøger med løfterige kure inden for den alternative helselære. Det teoretiske fundament for psykoterapeutisk og selvhjælpende brugslitteratur er som sagt ikke imponerende og hviler ofte på forfatterens egne tillempninger af udvalgte idoler. De kan være noget flygtige og omskiftelige, som det eksempelvis gælder familieterapiens førende eksperter, der afhængige af tidens signaler har måttet foretage flere opportune justeringer.
En begyndende modbevægelse har i de senere år set dagens lys, men indtil nu mest manifesteret sig som en forfriskende respektløs enmandshær i skikkelse af moralfilosoffen og psykologiprofessoren Svend Brinkmann, der med en grundig filosofisk skoling og brug af tidløs common sense har talt den herskende terapeutiske elite midt imod. Tillige givet artikuleret mæle til et publikum, som efter reaktioner og salg at dømme har næret latente forbehold over for den omsiggribende psykoterapeutiske klientgørelse, der synes uden ende. Med udgangspunkt i sin filosofiske bagage har han med kritiske og tankevækkende betragtninger i sine debatbøger karakteriseret moderne psykologisk praksis og ledsagende selvhjælpslitteratur som en form for samfundsmæssig instrumentalisering. En tankegang, som tilspidses med dette citat fra bogen Ståsteder: “Selve barndommen underkastes en instrumentalisering, hvor den bliver et middel til at skabe effektiv og innovativ arbejdskraft, så staten kan klare sig i den globale konkurrence (s. 20)”. Tydeligt inspireret af filosoffen Karl Marx´ kommunistiske manifest med analysen af datidens kapitalistiske samfundsorden og her opdateret til liberalistisk iklædning. Overflødigt at nævne at terapeutiske floskler som “selvrealisering” og “selvudvikling” ikke tillægges større værdi af Brinkmann, men står i modsætning til hans opfattelse af en meningsfuld tilværelse, ligesom han med rene ord kritiserer terapeutisk praksis for at være blevet en moderne erstatningsreligion, der har stillet sig til rådighed for en form for kulturel og individuel selvoptagethed. Der er ingen tvivl om, at Brinkmann som billedstormende ikonoklast besidder et umiskendeligt talent for at formulere sig med overbevisende klarhed, hvilket har skaffet ham lydhørhed hos et større publikum end det, der ellers bliver filosoffer og psykologer til del. Den instrumentelle tænkning, som efter hans opfattelse er en udbredt ideologi inden for aktuel psykologisk og pædagogisk praksis, tager han som nævnt direkte afstand fra. I stedet plejer han en vision om en fremtidig meningsfuld psykologi, der henter sin næring i filosofien fra Aristoteles og fremefter.

Selv om denne fremtidsdrøm umiddelbart kan lyde sympatisk, rummer psykologien som empirisk videnskab imidlertid også andre værdier, der kan bygges på. Her tænkes ikke på den aktuelle situation, hvor forskningen fortsat synes at befinde sig i en krise med uvished og fravær af klare målsætninger. Et vakuum, som søges udfyldt med ad hoc undersøgelser, “lykke”-målinger og prætentiøse projektgrupper, hvor eksempelvis numerisk matematik anvendes noget ukritisk. Uden for Danmark, og ikke mindst i Frankrig, er opstået en afstandtagen over for vildskud og overbud inden for matematisk biologi. Lignende forbehold gælder en subjektiv hjerneforskning, der savner empirisk belæg, og mere næres af abstrakte og stærkt forenklede ræsonnementer hos dyrkerne. I stedet er i international sammenhæng opstået en voksende erkendelse af, at den psykologiske forskning, der udfoldede sig i det 20. århundrede, og som blev brat afbrudt af 2. verdenskrig, er værd at tage op til fornyet inspiration, især i lyset af den tilnærmelse, der allerede dengang var påbegyndt mellem psykologi og neurobiologi. På fremtrædende europæiske universiteter, som aldrig helt har svigtet empiriske traditioner, er interessen for klassisk psykologisk videnskab med neurobiologisk perspektiv igen sat på den aktuelle dagsorden.

På længere sigt har det – indledningsvis nævnte og indtil videre fiktive forlag – ønsker om at genudgive Edgar Rubins klassiske værk, der i en længere årrække ikke har været til at opdrive samt et bind med udvalgte artikler fra Rubins hånd. Desuden er der overvejelser om at udgive D. O. Hebbs banebrydende værk The organization of behavior, som ikke tidligere har været oversat. Hebb var fornyende pioner inden for faget og introducerede som den første en tværfaglig disciplin, som han gav betegnelsen neuropsykologi, da han fornyede den psykologiske uddannelse ved McGill University i Montreal, som den dag i dag fortsat er et centrum for neuropsykologisk forskning.

I øvrigt modtages gerne forslag om udgivelser af andre titler inden for empirisk neuropsykologi, perceptionspsykologi og relevante neurobiologiske værker.

Men en forudsætning for at planerne om et forlag kan blive til mere end håbefulde refleksioner er naturligvis, at der blandt psykologer og beslægtede discipliner tilkendegives interesse for et forlag med den beskrevne målsætning.

Derfor vil kommentarer være velkomne og bedes sendt til nedenstående e-mail-adresse:

yeguen@yahoo.dk

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Svend Erik Olsen
    Svar

    Et alternativt forlag for psykologisk faglitteratur forekommer mig ikke at være særligt relevant. Der er i dag mange muligheder for at publicere – og hvis der publiceres for få faglitterære værker værker, er det vist snarere fordi der er for få skribenter og (ikke mindst) for få læsere.
    Jeg kan tilslutte mig ønsket om at få genudgivet/samlet noget af/om Edgar Rubin (J. L. Pind har skrevet en interessant oversigt “Edgar Rubin and Psychology in Denmark” 2014) , men det er fordi jeg har en særlig interesse for hans psykologiske vinkel. D. O. Hebb forekommer mig ikke hverken interessant nok eller salgbar (hans psykologilærebog blev oversat i 1975), men det er sikkert bare min opfattelse, og jeg har ikke foden på hvad der rør sig i øjeblikket.
    Jeg har iøvrigt moret mig gevaldigt over dit indlæg med herlige sarkastiske udfald i flere retninger. Jeg er ikke helt enig med dig i alle dine udfald, men det er godt at du forsøger at vække os.
    Jeg tror mere på, at et Edgar Rubinselskab kunne få interesserede op af stolen!

Skriv et svar til Svend Erik Olsen Annuller svar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge