Af Bente-Ingrid Bruun, pensioneret psykolog og fagbogsforfatter

Måske er der psykologer, der har glemt, at liaisonpsykiatrien, der tager sig af de omsiggribende “funktionelle lidelser” er et besparelsesprojekt. Den arbejder ud fra en TERM-model, hvor både miljøfaktorer og ætiologi er frasorteret, og det har jeg skrevet en bog om. Liaisonpsykiatrisk forskning med et tilsigtet uhensigtsmæssigt design støttes af Trygfonden, for målet er at både stat og kommuner samt forsikringsbranchen skal kunne spare penge på mennesker, der rubriceres med tvivlsomme “funktionelle lidelser”. Godt at Etisk Råd nu har fokus på, at de rubricerede mister sociale rettigheder.

Når borgere henvises til Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser, så får de ofte den eksperimentelle – ikke WHO-anerkendte – diagnose Bodily Distress Syndrome, BDS, men hvis borgerne efterfølgende tjekker sig selv på Din Sundhed.dk, så kan de se, at de fik diagnosen Somatoform tilstand, dvs. en psykiatrisk diagnose. Den kan heldigvis trækkes tilbage, hvis borgeren ikke var oplyst om, at de blev henvist til en psykiater. Psykosomatik er en realitet, men liaisonpsykiatrien arbejder ud fra falske teser.

I sin tid fejlvurderede og fejlbehandlede danske neuropsykologer borgere med et malersyndrom. I dag er det sundhedspsykologer, der fejlvurderer og fejlbehandler borgere med nye miljøreaktioner/functional impairment – som ElectroHyperSensivity, EHS, der står på en liste over “funktionelle lidelser”. Hvornår får disse fejlvurderinger konsekvenser for psykologer? For mennesker med EHS har ikke “funktionelle lidelser”. Biologiske markører kan indkredse EHS-skader. Det er miljøet, der er “sygt”. EHS-ramte har gavn af eliminationsbehandling, hvormed de skånes for de miljøpåvirkninger, som de ikke kan tåle, ganske som mennesker med andre allergier eller overfølsomhed. I Sverige er EHS anerkendt som functional impairment, og det har den svenske ass. prof. Olle Johansson skrevet om i årtier.

Kognitiv adfærdsterapi og mindfullness kan mange mennesker have gavn af, men det er ikke en specifik eller optimal behandlingsform for mennesker med hverken EHS, MCS, whiplash skader eller ME. (Selv fik jeg i år 2000 en korrekt somatisk, WAD (whiplash associated disorder) diagnose på grund af både hjernestamme- og rygradsskader, samt efterfølgende invalidepension i MP.)

Selv om whiplash er en bevægelse, så står whiplash på listen over “funktionelle lidelser”. Det er absurd. Hvornår bliver sundhedspsykologer opdateret omkring følgevirkninger af tidens belastende miljøfaktorer og om functional impairment? (Der er desværre ringe hjælp at hente hos danske generalistuddannede arbejds- og miljømedicinere, der tidligere bl.a. har fejlvurderet kviksølvskadede tandklinikassistenter.)

Vi lever i et trådløst samfund. Hvornår opdager sundhedspsykologer biologiske bivirkninger ved WiFi?

Hvornår forebygger psykologer WiFi-skader på børn med et tilladt iPad forbrug i daginstitutioner?

Hvornår siger privatpraktiserende psykologer fra over for tidens gængse billige behandling af borgere med påståede “funktionelle lidelser”?

Nok skal der tjenes penge, men ikke for enhver pris, og ikke på bekostning af fejldiagnosticerede borgere. Tidens uetiske liaisonpsykiatriske magtmisbrug skal stoppes i tide.

Kommentarer
  • Shirley Ankerstjerne
    Svar

    Kære Ingrid Bruun… Mit navn er Shirley Ankerstjerne og har en 17 års lang tung bagage i psykiatrien, selvom det oprindelige problem var mit handicap. Et handicap, som var en del af et syndrom, et syndrom, jeg blev undersøgt for igennem flere år på Kommunehospitalet uden at man fandt frem til sandheden af den årsag, at min mor mest troede, at det handlede om iltmangel under fødslen, hvilket sikkert ikke har gjort det bedre, men at jeg landede i psykiatrien som 18-årig første gang, er hovedårsagen til, at jeg først i dag som 38-årig ved, at jeg mangler et stykke af det 11. kromosom i min krop, men som ligger på et område kaldet 11q14.1, et område, jeg har fået at vide aldrig er set før, dvs. at det er nyopstået, en nyopstået sygdom. Jeg har hele mit liv fået at vide af psykiatrien, at jeg aldrig ville kunne lære noget, at hvis jeg flyttede ud i egen lejlighed ville jeg nok bare ende med at tage livet af mig selv, hvis jeg flyttede fra bostederne, fordi jeg jo ikke kunne klare mig selv. Jeg flyttede ud i en 3-værelses lejlighed i 2012 og bor her endnu og er ikke død endnu, trods jeg har været udsat for en helvedes masse i min kamp for at slippe ud af det psykiatriske system, der både gav mig et grundlæggende lavt selvværd, men som også er årsag til, at der bliver kørt en sag mod dem, hvor der bliver gået 10 år tilbage i forløbet på grund af de mange fejl. Men jeg hader dem ikke… Jeg har set deres smerte og så, hvordan de selv knækkede under besparelserne og mistede den menneskelige del. Jeg så og lyttede og skriver på en roman om mit liv, kortprosasamlinger og laver detaljerede 3D billeder, men sidder p.t. i kørestol på grund af smerter, jeg ikke ved hvad er, men heldigvis har min kamp båret frugt og derfor kommer der to specialister hele vejen fra København herhjem i min stue d. 17. dec. for at hjælpe mig. De anerkender, det ikke er psykisk, altså hvad det reelt er. Men hvor har jeg grædt og lidt over mange af de skæbner, hvor folk dør uden at sandheden kom frem… Som fx om min veninde, der døde i 2013, sandheden kom frem, men først da hun var død, hvordan hun havde forsøgt at gå til læge med underlivsmerter i flere år, og først da det var for sent opdagede man, at det ikke var hverken forstoppelse eller angst, som de havde anklaget det for at være, men det var underlivskræft og da det blev opdaget, havde det spredt sig til hele kroppen. Jeg ligger selv med en helvedes masse infektioner hele tiden og har ondt, og venter på hjælp og forsøger at holde ud og kæmpe, som jeg altid har gjort. For jeg vil fortælle min historie om mit liv, men også om, at jeg ser os allesammen som mennesker, der er kommet på afveje og har glemt, hvad det var, vi kom fra… Hvad det var, vi startede ud med. Wifi, og det generelle overforbrug har jeg selv skrevet om i min seneste kortprosasamling, som er blevet sammenlignet med The crying a lot 49 og er ved at arbejde videre på den… Omvendt kan man også blive for abstrakt/gemme sig for meget fra omverdenen, så både alt det dårlige og gode får lov at fortsætte til verdens ende uden man egentlig nogensinde opdagede, hvad der foregik. Synes din artikel her fortæller sandheden og så mange har forsøgt at belyse den, gad vide om det nogensinde vil lykkedes os at vende tilbage til de gode sunde værdier? At gå en lang tur? At gå ind til naboen og spille spil? Hilse på folk i bussen? Eller som et ungt menneske, jeg så for mange år siden, sende et luftkys til folk i bussen på vej til skole? Vil man vende tilbage til rigtige fysiske undersøgelser og priktester osv.? Eller har vi som helhed for alvor tabt troen på os selv og derfor går udviklingen så stærkt? Fordi der aldrig er noget, der er godt nok mere? Tak for dine tanker og sandheden, som ligger og ulmer. Jeg har en online virksomhed, jeg satser på at videreudbygge, når jeg forhåbentlig er blevet helt rask og kan leve videre og fortælle mine historier og have fokus på det hele menneske og ikke kun halvdelen.

    Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver til dig, måske fordi jeg håber at høre fra nogen, der har det samme synspunkt som jeg selv? Jeg faldt over denne side ved et tilfælde, fordi jeg er nysgerrig og surfer, er videnbegærlig og forholder mig til virkeligheden, selvom den kan være svær at tage ind med alt den grusomhed.

    MVH Shirley Ankerstjerne

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge