Af Henrik Brogaard, cand.psych., u9vers.dk

 

Som psykolog har jeg i over 20 år superviseret, undervist og holdt foredrag for medarbejdere og ledere på plejehjem, demensenheder, hjemmeplejeenheder, bosteder etc. I øjeblikket sidder jeg på en kommunes hotline for medarbejdere inden for ældreplejen, der kan ringe ind og dele deres bekymringer om vanskelige dilemmaer, de oplever i den nuværende Corona-krise. De fortæller om, at de gerne vil hjælpe deres borgere og de pårørende bedst muligt, men de udtrykker en dybt forståelig frygt for, at det måske kan være dem, der kan komme til at smitte de svækkede borgere de drager omsorg for. Med fatale konsekvenser til følge.

De er også bekymrede for, at de selv kan blive smittet og dermed udsætte sig selv for fare. Ikke mindst er der nogle, der har forældre, ægtefæller eller børn, der er i risikogruppen – pga. kræftsygdomme, respirationssygdomme og andre alvorlige sygdomme – og de er naturligvis bekymrede for, at de kan blive smittet på deres arbejde og tage en potentiel dødelig sygdom med hjem til dem.

De seneste dage har jeg efter sådanne samtaler igen og igen hørt den amerikanske musiker og borgerrettighedsaktivist Nina Simone’s næsten 19 minutter lange medley over George Harrisons ”My Sweet Lord”, hvor hun indføjer sentenser fra David Nelsons digt ”Today is a killer”. Nummeret er optaget på Fort Dix i 1971 på en afdeling for soldater hjemvendt fra Vietnam-krigen. Man kan tænke sig, at tekstens vekslen mellem at anråbe Gud om, at han skal vise sig og føre én gennem livets trængsler og den lakoniske konstatering af, at dagen er en dræber, har givet dyb mening for soldaterne hjemvendt fra slagmarkens rædsler.

Mon ikke mange frontlinjemedarbejdere i disse dage, bevidst eller ubevidst, mærker den samme bevidsthedsstrøm; en vekslen mellem et håb om at komme gennem denne tid uden at opleve fatale konsekvenser for mig, min familie og de borgere, jeg gerne vil hjælpe, vel vidende at også i dag vil mange mennesker dø af den frygtede virus?

Den primære retningslinje fra de danske sundhedsmyndigheder går ud på, at vi skal holde 2 meters afstand til andre mennesker. Kaare Mølbak, direktør på Statens Serum Institut forudsagde forleden, at dette krav formentlig kommer til at gælde i mindst et år frem. Denne retningslinje kan sundhedspersonale og frontmedarbejderne i ældresektoren ikke overholde. Man kan ikke udføre den nødvendige personlig pleje, uden at komme i nærkontakt med de borgere, der har brug for hjælpen.

Det er vores frontmedarbejdere, der skal passe de syge og sårbare bedst muligt, det er dem, der skal passe borgere, der bliver smittet, dem der skal bevidne og støtte dem i deres sidste tid, dem, der skal gøre dem i stand, når døden er indtruffet og dem, der skal indgive trøst til de magtesløse pårørende og efterladte. Og alle ved, at hundredvis, måske tusindvis af svækkede borgere skal lide en pinefuld død inden pandemien er overstået.

Vi er mange, der glæder sig over, at frontmedarbejderne i denne tid modtager den anerkendelse og respekt for deres beundringsværdige arbejde, som de i realiteten altid har fortjent. De frontmedarbejdere, jeg i supervision har talt med, er glade for denne anerkendelse, herunder at de nu, med et udtryk fra USA, kan kalde sig ”Essential Workers”.

Dilemmafyldte prioriteringer

I starten af Corona-krisen blev der fra sundhedsmyndighedernes side udtalt, at det i primærsektoren ”ikke er hensigtsmæssigt at teste personer, der ikke har symptomer”, samt at værnemidler først skulle tages i anvendelse, når borgere udviste symptomer. På trods af at man allerede i februar måned vidste, at covid-19 adskilte sig fra andre virusser ved at kunne smitte, før symptomer viste sig. Først ultimo april udstedte sundhedsmyndighederne retningslinjer om, at frontpersonalet skal bruge værnemidler (handsker, visir, mundbind etc.) ved tæt kontakt med f.eks. beboere på plejehjem, som ikke har symptomer, men kan være smittet. Ligeledes er personalets adgang til at blive testet ved den mindste bekymring om at være smittet først for nylig blevet mulig.

Det er en kendsgerning, at der i starten af krisen ikke har været tilstrækkelig testkapacitet samt mangel på værnemidler i Danmark. De sene skærpelser af retningslinjerne må ses i det lys. Man har fra sundhedsmyndighedernes side skulle træffe nogle dilemmafyldte valg og har prioriteret testning og brug af værnemidler til hospitalerne. Det må antages, at de valg har været en medvirkende årsag til, at 1/3 af de mennesker, der er døde af Corona-virus, er plejehjemsbeboere.

For år tilbage havde jeg den inspirerende oplevelse at afholde tusindvis af samtaler med plejehjemsbeboere. Mange af dem var mentalt velfungerende og velorienterede om den samfundsmæssige diskurs. Når jeg i længerevarende samtaler havde formået at etablere en dyb og tillidsfuld kontakt, var det reglen snarere end undtagelsen, at de var pinligt bevidste om, at mange anså dem og deres medbeboere for at være en problematisk økonomisk byrde.

I denne tid spekulerer jeg tit på, hvor mange svækkede ældre der i diverse medier har læst, set og hørt konsekvensetiske og økonomiske betragtninger i samme boldgade som dem, den britisk-tyske økonomihistoriker Adam Tooze, som til daglig er professor på Columbia University i New York, udtrykte i et interview i Dagbladet information midt i marts måned: »Det utrolige ved Corona-krisen er, at vi lukker økonomien ned for at redde millioner af mennesker, som stort set er økonomisk uproduktive. Dem, virusset rammer, er jo i forvejen de mest udgiftstunge borgere, og nu gør vi millioner af unge arbejdsløse, lukker skoler og universiteter for at redde dem”.

Adam Tooze siger dog samtidig, skal det retfærdigvis siges, at der er noget ”nyt og smukt” over, at vi bevidst ofrer job, frihed og økonomi for at redde andre!

Sprækker ned til eksistensens grundfjeld

Efter det nu er blevet mere eller mindre obligatorisk for frontpersonalet at bære værnemidler i den tætte kontakt med plejehjemsbeboere, har nogle ringet og givet udtryk for et nyt dilemma. De er glade for, at der nu er nok værnemidler, og at de hermed kan opnå øget beskyttelse af borgerne og dem selv, men så opstår en ny udfordring.

Båret frem af basal psykologifaglig viden har erkendelsen af, at i ethvert omsorgsarbejde er opbygningen af en god kontakt alfa og omega, bredt sig ud i mange hjørner af omsorgssektoren. Nu oplever mange, at brug af værnemidler skaber en distance, en afstand og en forhindring for det gode relationsarbejde. Ikke mindst i arbejdet med mennesker med en demenssygdom, der i forvejen kan have betydelige vanskeligheder med at forstå verden og de mennesker, de kommunikerer med i dagligdagen.

I de samtaler giver jeg udtryk for, at det er et godt tegn, at man i relationsarbejdet oplever et etisk ubehag ved brug af værnemidler, men at det er vigtigt at tænke over alternativet; den forøgede risiko for at borgeren kan blive smittet og blive alvorligt syg eller endda miste livet.

Skønt en supervisionsseance ikke altid giver plads og mulighed for en mere dybtgående snak om de bevidsthedsstrømninger, som rører sig i den enkelte deltager, forekommer det mig, at mange i denne tid bliver skubbet hen til kanten af afgrunden og mærker eksistensens grundvilkår. Èn giver udtryk for at arbejdet og livet i det hele taget forekommer meningsløst, men oplever til gengæld at samværet med de nærtstående er livets egentlige mening. Ikke mindst når hun af frygt for at være smittet på sit arbejde må flytte hjemmefra i 14 dage af hensyn til det ene af sine tre børn, der lider af en alvorlig hjertefejl.

En anden var chokeret over, at kollegaer 15 minutter efter, at der var konstateret Corona-virus på hendes afdeling, vendte hende ryggen og tog fysisk afstand til hende samt, at hun derhjemme måtte isolere sig fra den øvrige familie. Hun følte sig ensom og anede måske dermed den fundamentale kløft af adskilthed, der er mellem ethvert menneskes liv og oplevelsesverden og de andres ditto?

En tredje udtrykker sine alvorlige overvejelser over et valg, hun står overfor. ”Skal jeg skifte job, så jeg ikke, i en måske længerevarende fremtid af frygt for at bringe smitte med fra arbejdet må tage fysisk afstand fra min alvorligt syge ægtefælle på hjemmefronten”?

For alle frontmedarbejderne er det en kendsgerning, mere presserende og tydeligt end nogensinde før, at døden er nærliggende mulighed. For de svækkede borgere, de har til opgave at drage omsorg for, men for nogle også dem selv eller deres alvorligt syge nærtstående.

Corona-krisen er en belastende udfordring for alle og enhver, men vores frontmedarbejdere bærer en særlig stor byrde. Hver eneste dag de går på arbejde. Vi er dem megen tak skyldig.

Under pandemien har vi brug for allehånde former for mentalt selvforsvar. Hvis nogle af os i disse eksistentielt tankevækkende tider finder lindring i den gode tro, at der i dette univers findes en god, kærlig og almægtig Gud, vil vel så uvægerligt støde ind i det klassiske teologiske ”Teodicé-problem” – Hvordan kan der være så megen ondt i verden, hvis Gud er almægtig og god?

Nina Simone afslutter sin oven for nævnte udgave af ”My Sweet Lord” med en tør konstatering, der nok kan give en og anden, ikke kun de soldater, der hørte hende live i 1971, trang til at nikke bekræftende. Hendes sidste ord er et spørgsmål, som hun selv svarer på:

”Who are you Lord? You are a killer!”

P_DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge