Af professor Peter C. Gøtzsche, Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet

Per Sindal kan ikke forstå, hvorfor jeg ønsker at få tvangslovene i psykiatrien afskaffet. Det er ellers ret indlysende. De kan nemlig ikke forsvares, hverken juridisk, etisk eller videnskabeligt, hvilket jeg begrunder udførligt i min nyeste bog (1) og også i en kommende artikel i den norske ombudsmands blad (2), som jeg har skrevet sammen med en forh. norsk højesteretssagfører på opfordring af Sivilombudsmannens forebyggingsenhet mot tortur og umenneskelig behandling ved frihetsberøvelse.

Den grundlæggende menneskeret om lighed for loven gælder for alle, også for mennesker med psykiske lidelser. Det fremgår af verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, som Danmark har ratificeret. I 2014 tydeliggjorde FN-konventionen, at medlemsstaterne straks skal begynde at tage skridt i retning af at virkeliggøre rettighederne ved at indføre love og politikker, der respekterer personens autonomi, vilje og præferencer. Til ethvert tidspunkt skal den enkeltes autonomi og kompetence til at træffe beslutninger respekteres, også for mennesker med handicap, hvilket betyder, at “psykiatrilovgivning, der tillader tvangsbehandling, skal afskaffes”.

Det er veldokumenteret, at tvang skader langt mere, end det gavner (1), hvilket i et evidensbaseret sundhedsvæsen må betyde, uanset de juridiske aspekter, at tvang skal afskaffes. Antipsykotika kan ikke helbrede psykoser, og de har tvivlsom symptomatisk effekt på psykoser, hvorimod de øger dødeligheden betragteligt og forårsager permanente, meget alvorlige hjerneskader (1). Bæltefiksering er dødelig i sjældne tilfælde, og elektrochok er dødelig for hver 1000 personer, der behandles (1).

Det store traume, det indebærer at blive udsat for tvang, er i sig selv dødeligt. Et dansk registerstudie af 2.429 selvmord viste, at jo tættere kontakt der var til psykiatrisk personale – hvilket ofte indebærer tvangsbehandling – desto værre gik det. I forhold til personer, der ikke havde modtaget nogen psykiatrisk behandling i det foregående år, var den justerede rate ratio for selvmord 6 for personer, der kun fik psykofarmaka, 8 for personer med ambulant kontakt, 28 for personer med psykiatriske skadestuekontakter og 44 for personer, der var blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling (3). Naturligvis vil man forvente, at indlagte patienter vil være mest selvmordstruede, fordi de er mere syge end andre (confounding by indication), men resultaterne var robuste, og de fleste biaskilder i undersøgelsen var faktisk konservative, dvs. de favoriserede nulhypotesen om, at der ikke var nogen sammenhæng. En lederartikel bemærkede, at der ikke er tvivl om, at selvmord er forbundet med både stigmatisering og traumer, og at det er meget plausibelt, at stigmatisering og traumer i forbindelse med psykiatrisk behandling – især hvis den er ufrivillig – kan forårsage selvmord (4). Lederskribenterne mente, at en del af de mennesker, der begår selvmord under eller efter en hospitalsindlæggelse, gør det på grund af de forhold, der gør sig gældende under en hospitalsindlæggelse.

Sindal nævner, at mange patienter får episoder af psykose/mani, som er akutte og går over. Ja, og det er netop en af grundene til, at tvang er så skadelig. Psykiateren Peter Breggin, som i sin 55-årige karriere aldrig har brugt antipsykotika, siger om dette: ”Nogle få timer eller dage med forstyrret adfærd opfattes som tilstrækkelig grund til at behandle livslangt med medicin” (5).

Naturligvis er der udfordringer, når vi afskaffer tvangen, fx maniske patienter, som Sindal nævner. Men de kan løses, hvilket erfaringerne viser fra områder, hvor man ikke benytter tvang (1).

Det er misvisende, når Sindal hævder, at grunden til, at psykotiske patienter ikke ønsker antipsykotika, er, at de ikke har nogen sygdomserkendelse. Det er næsten altid fordi, de ved, hvor skadelige disse præparater er, fx fordi de har fået dem tidligere eller har set andre blive skadet af dem eller dø af dem. Patienter, der er til fare for andre, er en sag for politiet, det er ikke et argument for tvangsbehandling (1).

Det ville føre for vidt at kommentere på alle de Cochrane-oversigter, Sindal nævner. Jeg har omtalt de vigtigste i min bog (1) og har også påpeget, når deres konklusioner ikke holder og hvorfor. Der er utroligt meget bias i de kliniske forsøg, som forfatterne til disse oversigter ikke altid har taget højde for.

Sindal tvivler på, at jeg ud fra min ”lænestolsposition” ved, hvad jeg taler om. Man har jo ikke nødvendigvis har mere ret, fordi man går omkring i stedet for at tænke over tingene i en stol. Man behøver heller ikke være psykiater for at finde ud af, hvad der er op og ned på tingene. Det er faktisk en fordel ikke at være blevet indoktrineret i den biologiske psykiatris velsignelser, som er meget svære at få øje på, hvis man bevarer sin kritiske sans.

Interessekonflikter: ingen. Mine konklusioner og analyser er naturligvis mine egne.

Referencer:

(1) Gøtzsche PC. Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse. København: People’s Press; 2015.

(2) Gøtzsche PC, Lund K. Tvangsmedisinering må forbys. Sivilombudsmannens forebyggingsenhet mot tortur og umenneskelig behandling ved frihetsberøvelse. Kritisk Juss 2016 (i trykken).

(3) Hjorthøj CR, Madsen T, Agerbo E, et al. Risk of suicide according to level of psychiatric treatment: a nationwide nested case-control study. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1357–65.

(4) Large MM, Ryan CJ. Disturbing findings about the risk of suicide and psychia¬tric hospitals. Soc Psychiatry Psychiatr Epidemiol 2014;49:1353–5.

(5) Breggin P. Medication madness. New York: St. Martin’s Griffin; 2008.

Læs Per Sindals kommentar her

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge