Af Per Sindahl, pårørende og farmaceut

I Psykologernes fagmagasin nr. 2 (fra 20. februar 2016, red.) udtaler Peter Gøtzsche:

“Mit vigtigste mål er at få afskaffet tvangslovene i psykiatrien. Sker det, vil rigtig mange patienter sige nej tak til antipsykotika, fordi de oplever, at medicinen skader dem.”

Mange patienter får episoder af psykose/mani, som er akutte og går over. I denne fase kan de have manglende sygdomsindsigt, nedsat dømmekraft og manglende hæmninger. En manisk episode kan have store konsekvenser for patienten i form af at miste kontakten til arbejdsmarkedet, og økonomien og sociale relationer kan sættes over styr. Der kan være tale om korte episoder, der kan have voldsomme konsekvenser på det senere liv i normal tilstand.

Det er trivielt, at psykotiske patienter vil sige nej tak til antipsykotika. De har ofte begrænset eller ingen sygdomserkendelse, og derfor finder de det ikke nødvendigt at tage medicin. En slags fornuft i ufornuften.

Men er det hensigtsmæssigt, at psykisk syge patienter, som opfylder kriterierne for tvangsbehandling (og derfor selvsagt ikke ønsker medicin), ikke skal have medicin? Peter Gøtzsche er ikke i tvivl. Tvangslovene skal afskaffes for alle psykiatriske patienter, også patienter der er til fare for sig selv og andre, og som befinder sig i en situation, som er karakteriseret ved begrænset sygdomserkendelse. Er dette rationelt, når vi har virksom medicin? I hvert fald ifølge Cochrane samarbejdet, den organisation, hvor Peter Gøtzsche er leder af den nordiske afdeling. Lad os se på et eksempel fra ét ud af rigtig mange Cochrane reviews, som viser effekt i forhold til psykisk sygdom. I Cochrane oversigten for aripiprazol, et lægemiddel, der blandt andet bruges til behandling af manisk episode, står følgende:

“Medicin er den primære behandling for mani, med det formål at mindske agitation, aggression og farlig adfærd […]. Sammenfattende er aripiprazol en effektiv behandling for mani sammenlignet med placebo.”

Andre eksempler på Cochrane reviews som viser effekt af medicinsk behandling i forhold til psykisk sygdom (men som ikke nødvendigvis er relevant i forhold til tvangsbehandling) er:

– Antidepressiva til behandling af generaliseret angst
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD003592/abstract

– Antidepressiva til behandling af depression i primær sektoren
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD007954/abstract

– Lithium til vedligeholdelsebehandling af bipolar lidelse
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD003013/abstract

– Risperidon til behandling af manisk episode
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD004043.pub2/abstract

– Langtidsbehandling med olanzapin til behandling af bipolar lidelse
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD004367.pub2/abstract

– Vedligeholdelsesbehandling af skizofreni med antipsykotika
http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/14651858.CD008016.pub2/abstract

 

Det er rigtig vigtigt, at man i psykiatrien har mange forskellige behandlingsmuligheder, såvel medicinske som psykologiske og sociale til de mange forskellige patienter i psykiatrien med hver deres præferencer, sygdom, kapacitet og DNA. Her gavner Peter Gøtzsches meget grove og generaliserende tilgang til medicin og psykisk sygdom ikke. Når Peter Gøtzsche samtidig går imod sin egen organisation, som han deler metodisk tilgang og videnskabelighed med, kan man tvivle på at han, som hverken er kliniker eller psykiater, fra sin lænestolsposition ved, hvad han taler om.

Læs også Peter Gøtzsches replik til kommentaren

P-DEBAT

Debatstoffet er inddelt i to kategorier:

Læserindlæg
Her kan læserne komme til orde med kommentarer og holdninger til artikler og/eller udtalelser, der har været publiceret i det trykte fagmagasin og på hjemmesiden – hvad enten det er ris, ros, anbefalinger, supplerende bemærkninger eller andet.

Faglig debat
Den faglige debatartikel hviler på fagrelevant stof – lige fra psykologvidenskabelige problemstillinger til fagetiske betragtninger og alt derimellem.

Omfang: Max 3.000 anslag inkl. mellemrum.

Skriv og bliv læst

Har du læst en artikel i magasinet, du gerne vil kommentere på?

Eller har du noget på hjerte – noget, du gerne vil smide ud til debat blandt kollegaer?

Læs mere om, hvordan du kan bidrage med tekster til P – Psykologernes fagmagasin – på siden Skriv og bliv læst

Husk den gode tone

Skarpe synspunkter og debat er velkomne her, men skal følge sidens retningslinjer for god takt og tone.

Kommentarer, der er injurierende, diskriminerende eller krænkende i indhold eller ordlyd eller har karakter af at være chikane mod andre, tolereres ikke og vil blive slettet.

Kommentarer må heller ikke indeholde reklame eller kommercielle indlæg.

Kommentarer
  • Claus Damsgaard
    Svar

    Den generaliserende holdning fra Gøtzsche er ikke mere generalisrende end den kritik, der rejses. På enhver diskussion af emnet burde gælde et princip, der hedder “Een patient ad gangen.”
    Som patient kan man kun opnå en positiv oplevelse af psykiatrisk behandling, hvis man indvilger på den. Jfr. patientinddragelse. Diskussionen om, hvad man kan betragte som et spørgsmål om manglende sygdomsindsigt hos en påstået psykotisk patient og dermed det afgørende argument for en tvangsbehandling med antipsykotika, er ikke god nok, hvis symptomerne bunder i en diskussion om, hvad der er hensigtsmæssigt i et politisk eller socialt perspektiv. En patient må ikke opleve sig uønsket på grund af politiske eller sociale uenigheder, parallelt det man førhen for eksempel kaldte homoseksualitet og behandlede med medicin. Videnskabelige diskussioner med patienter betyder, at det intelligensmæssige perspektiv i den forstand er ufordelagtigt, hvis behandlingen bygger på dette alene. Og behandlingen med midlerne kan udelukkende bygge på dopamin-hypotesen, hvor man ellers vil opleve behandlingen som invaliderende. Medikamenterne må heller ikke anvendes som beroligende, og det diagnostiske projekt er nødt til at indebære, at behandlingen kan betragtes som eksperimentiel, fordi medicinen ellers under eet er ubrugelig. Tvangsmedicinering burde ikke finde sted og er heller indeholdt af folkeretten.

  • Lise
    Svar

    Interessant læsning. Tak! / Lise

    • André Graavett
      Svar

      Claus, der er forskel på humanisme og videnskab – det har der altid været.

      Overordnet handler det ikke om noget generelt eller om enkle mennesker, det handler om virkelig viden, som er en blanding af de 2 retninger.

      Du skriver “en patient må ikke….”, allerede der er du gået gal. Et menneske kan være patient, men et menneske kan også blive en patient af det system det står for, eller skal “udredes” derfor. – altså have en dom for at være menneske.

      T4 gruppen er et fundament for kapitalisme, og psykiatrien har altid fuldt den samme gang – heldigvis bliver den fysisk mildere med årene – kald det evolution. Evolutionen prøver altid at gøre det mindre at være handicappet (kald det funktionsnedsættelse eller andet).

      Tage Voss har mange gode bud på afvigelse!

      Det er utroligt så lidt viden der faktisk er i den akademiske verden, og så meget viden der bliver misbrugt, for at styrke kapitalismen frem for at styrke humaniteten.

      Jeg går ikke ind for kongehuset – dels deres virke i SIND (selv om mary helt sikkert gerne vil være en sød kvinde).

      Der er mange ting på spil, men livet er ikke bare et spil!

      Jeg er ikke enig med Peter G., men han er en vigtig brik i udvikling af næste kærlighed!

      KH André

  • André Graavett
    Svar

    Per Sindahl, hvorfor skriver du eller sætter du tvivl om Peter G. ved, hvad han taler om?
    Jeg synes mere det ligner, at du ikke helt ved hvad du taler om, og så går du efter manden i stedet for bolden.

    Vi så det samme ske med antipsykiatrien, i hvilket RD Laing ikke var ophavsmanden til, det var David Cooper. Det er rigtigt, at de fik et samarbejde omkring antipsykiatrien, men RD Laing holdt ved, at han var psykiater i ordets oprindelse, og derved ikke var antipsykiater.

    Der findes så meget spændende psykiatri, hvorfor er psykiater kun blevet til pusher?

    Det er fuldstændig de samme dårlige domme og hagl, der bliver skudt med – mod Peter G. – FORDI HAN IKKE KAN RAMMES FAGLIGT.

    Per Sindahl, jeg appellerer til at komme med noget, der er spændende, i stedet for at gå efter Peter G., det ville efterlade spænding kun som et engagement.

  • Maku Bech-Duus
    Svar

    Jeg er af den opfattelse at Peter Gøtsche primært stiller spørgsmålstegn ved brugen af antipsykofarmaka på patienter, der lider(eller påstås at lide af) depression og angst og lign og ikke så meget i forhold til virkelig tungt psykisk syge, der inden medicinering udviser voldsom adfærd, der gør dem ude af stand til at tage vare på dem selv eller andre.
    Gøtsche har altid kilder, der beror på videnskab og fakta, så det er jo ikke fordi han smider hypoteser og egne spekulationer efter folk. Han har stor erfaring og stor indsigt i konkret videnskab og forskning på området. Desuden har han væsentligt mindre økonomisk interesse i at bevise at de her præparater skaber problemer end medicinalindustrien har i at vedblive med at udskrive dem til folk til trods for deres risici. Jeg har selv enorme erfaringer med antipsykofarmaka, som ødelagde mit liv i mange år. I dag er jeg rask fra tre tunge diagnoser, blot fordi jeg lagde pillerne på hylden.

  • Jan Jørgensen
    Svar

    Maku Bech-Duus, det er det gode gamle dilemma, om det var hønen eller ægget, der kom først. Det er samtidig også mange andre faktorer, der er i spil. Men først hønen og ægget … Vi tager udgangspunkt i eksempler, hvor debattørerne ikke i forvejen har afklaret, hvilke grupper og situationer, der præcist er tale om. Selv nævner du, at der er forskel på, om det er svært syge eller ikke.

    Til det er der at sige, det er ved at være klart, at de antalsmæssigt store grupper af svært syge ikke findes længere, og det er simpelthen fordi de ikke fastholdes på store institutioner med magt og psykofarmaka samt el-chok. Vi har i dag ikke mennesker og praksis, der skaber langtidsskadede mennesker, altså skadet af at blive anbragt på en institution, som andre bliver det i et fængsel.

    Vi savner et studie af mennesker med samme, så vidt muligt, problemer i livet (diagnoser?) og en analyse af, om gruppen med professionel hjælp klarer sig bedre eller dårligere, end gruppen med symptombehandling gør det. Vi savner også en klar definition af, hvad professionel hjælp er. Jeg mener selv, det er terapi og livsstøtte og støttende medicin.

    Hvis vi adskiller debatten om “hjælper psykiatri”, som er symptombehandling, eller skader psykiatri som symptombehandling, så ender vi der, at vi stadig har mennesker, der af umiddelbare eller middelbare grunde, har problemer, vi må håndtere som omgivende samfund.

    Lad behandlingsdomme ligge her. Men lad os tage situationer med manglende selverkendelse/sygdomsindsigt, med skade og selvskade-farer. Hvis et menneske er i psykiatriens varetægt, skal vi så have en symptombehandlingspolitik på området, hvor læger og andet personale kan give mennesker symptombehandling mod en patients vilje?

    Hvis al viden om psykiatriens tvangssymptombehandling fortæller os, vi ikke hjælper, men at vi kortvarigt bringer et menneske ud af balance og gør det midlertidigt passivt, og skader dette menneske langsigtet, så er det vel åbenlyst at vi ikke skal gøre dette.

    Al seriøs forskning har gennem mange årtier peget på, at psykiatrien ikke hjælper mennesket med tvang, men at det momentant ser ud til at afhjælpe, idet mennesket holder op med at leve fuldgyldigt. For nyligt har der været flere i pressen, der har fortalt åbent om deres erfaringer med psykiatri og også i særdeleshed om el-chok. Her er der to ting i spil, dels at disse positive beretninger om psykiatrien er på baggrund af, at vi har fået en mere lempelig lovgivning på området, så en gang tvang ikke udløser et liv i et skruestik, at læger er begyndt at blive mennesker over for deres patienter, hvor de før betragtede patienter som vanskabninger. (Her forenkler jeg med vilje en beskrivelse for at tydeliggøre en modsætning.) Altså disse positive beretninger er på baggrund af, at vi ikke længere har samme tilgang til mennesket, der henvender sig i psykiatrien. Man kan så spørge sig selv, er det så psykiatri, disse mennesker møder, når de bliver hørt og taget alvorligt, eller er det en hybrid mellem to fag, som kræver et nyt navn?

    Der har også været positive tilkendegivelser fremme om el-chok. Hvis folk frivilligt lader sig indlægge til det, så er det jo fint, at man kan få det tilbud, man gerne vil have. Men hvad med de mange, primært kvinder, der som 1. gangs indlagte bliver el-chokket mod deres vilje? Er det ok at bruge tvang, når denne tvang er med til at forværre et menneskes livskvalitet? Uanset grunden, så giver tvang altid et stort traume, og selve den tvang, der bruges for at få iværksat en symptombehandling, udløser jo en situation, at patienten skal have krisehjælp for at hjælpe i en situation, hvor et personale skulle have det nemt ved at give symptombehandling. (Det her svarer til, at jeg ikke har bil og får et job i Holbæk, og så er der en lobby, der har fået gennemført en “Lov om tvungen køb af biler”, og derfor kan jeg ikke vælge selv. Hvis jeg bor i København og får job i Holbæk, så skal jeg købe en brugt bil. Hvis jeg ikke vælger en inden en uge, så bliver jeg trukket i penge for en, der stilles på gaden, og jeg får nøglerne i postkassen.

    Problemer med el-chok er, at behandlingen virker netop gennem at skade korttidshukommelsen. Vi har en lov, der giver læger lov til at ødelægge et menneskes hjerne, fordi det ANTAGES, at det er etisk rigtigt. Det ANTAGES også, at det er harmløst og virkningsfuldt. Imidlertid viser det sig, at folk, der får deres første tvangsbehandling, ikke bliver raske af behandlingen, men bliver det, fordi de får deres aller første store advarsel i livet, og valget, “vil du træde ud af psykiatrien og forandre det, der skal til, eller blive og få el-chok, virkningsløst, som det er”, efter el-chok indtil hjernen er brændt af og mennesket går rundt på pension med “guldfiske syndromet” og måske et i processen erhvervet alkoholmisbrug og selvmedicinering ud over symptombehandlingen.

    Hvis vi har en psykiatrilov, hvorfor skal tvangen ikke være et omsorgsophold, og hvorfor skal det være skade, man påfører patienten? Her tager jeg udgangspunkt i, at patienter siger, de føler sig skadet af tvang. At tage udgangspunkt i at sige, som behandlerne, at det ikke gør skade at bruge tvang, det ville jo være det samme som at sige, patienterne er ikke mennesker og deres perspektiv har ingen betydning.

    Hvem vil hævde, sådan et standpunkt er et fag?

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge