Betydning af smerte for det præmature barn

Af Charlotte Jensen, aut. psykolog og Maiken Bjerg, psykoterapeut MPF og musikterapeut.

At få et præmaturt barn er forbundet med rigtig mange udfordringer, tanker og følelser. For nogle kan det være bekymringen og angsten den første tid i forhold til om ens barn overhovedet overlever. Om barnet har taget skade eller kommer til at udvikle sig normalt. Sorgen over at man ikke får den afslutning på graviditeten og start på familielivet, som man havde forestillet sig og drømt om. Sorgen og smerten over alt det ens baby skal gennemgå af undersøgelses- og behandlingsmæssige procedurer i forbindelse med for tidlig fødsel. Og relateret hertil – for nogle forældres vedkommende – også en bekymring for de smerter babyen måtte have, og hvordan dette eventuelt kan påvirke barnets udvikling og trivsel fremadrettet.

Smerter hos børn har været underdiagnosticeret og dermed også underbehandlet i mange år. Indtil 1980’erne har man faktisk antaget, at børn ikke var i stand til at føle smerte i samme grad som voksne. Især babyer, mente man, var nærmest ude af stand til at mærke smerte. Denne antagelse hang sammen med, at man troede evnen til at føle smerte var knyttet til cortex/hjernebarken, der først for alvor udvikles gennem barnets første to leveår.

Man ved nu, at fostre har en bevidst smerteoplevelse helt ned til 24. uge, hvor de neurotransmittere og receptorer, der er involveret i smertemodulation er både udviklede og påvirkelige. Man formoder derfor også, at babyer er i stand til at huske smerteindtryk på lige fod med for eksempel smags- og lugtindtryk (Nortvedt et al., 2004).

Man er nu også blevet bevidst om, at der kan være både kortvarige og langvarige konsekvenser forbundet med såvel ubehandlede kroniske smerter som procedure-relaterede smerter som fx blodprøvetagning, anlægning af drop og smerter efter operation (post-operative smerter) – dette gælder såvel for babyer som for større børn.

Vi vil derfor i denne artikel forsøge at skitsere noget af den viden, man nu har omkring følgevirkninger af procedurerelaterede smerter ved præmature børn, hvad kroniske smerter gør ved hjernens udvikling og ved nervesystemet. Det er et komplekst område at beskrive og forstå, så vi har forsøgt at gøre det så enkelt som muligt uden at det bliver så forsimplet, at stoffet mister troværdighed. Vi har ligeledes fokus på, hvad man skal være opmærksom på som behandler/forælder og i den sammenhæng også redskaber til, hvordan man kan hjælpe det præmature barn bedst muligt med at lindre smerterne.

Når nervesystemet ikke er færdigudviklet

Når et barn bliver født, skal det omstille sig fra at være en del af moderens fysiologi til selv at kunne regulere autonome processer som fx vejrtrækning, spisning, fordøjelse, temperaturregulering osv. Barnet skal også begynde at kommunikere sine behov til omgivelserne fx ved at græde, og gennem kropsbevægelser og ansigtsudtryk (Porges, 2011).

At blive født før tiden stiller store krav til det præmature barns selvregulering. Alt efter barnets gestationsalder og hvilken tilstand det præmature barn er i, kan det have behov for mere eller mindre hjælp til fx temperaturregulering, vejrtrækning og spisning. Det præmature barns nervesystem er sårbart overfor at blive dysreguleret og komme i et alarmberedskab, der kan være kritisk for barnet og i nogle tilfælde også være livstruende. Når barnet udsættes for smerte eller stress (stimuli, som det ikke sansemotorisk er modent til at kapere, som fx berøring, skift af kropsstilling, eller stimulering af den nederste del af spiserøret gennem sug eller sondeernæring), påvirkes de dele af nervesystemet som regulerer puls og vejrtrækning, og barnet kommer i alarmberedskab.

Dette medfører, at barnet får højere puls, og funktioner som regulering af blodtryk, temperatur og fordøjelse bliver påvirket. Barnet får også vanskeligere ved at koordinere sutte- og synkeadfærd og vejrtrækning, ligesom det også får sværere ved at vende sin opmærksomhed mod omgivelserne. For det præmature barn er stærk dysregulering af nervesystemet livstruende, og der sættes derfor ind på at undersøge og regulere barnet udefra bl.a. via ilt, varme, sonde og pulsovervågning for at sikre, at barnets balance (homøostase) opretholdes bedst muligt (Porges, 2011).

Smerters indvirkning

Når barnet gentagne gange kommer i en stresstilstand pga. overstimulering og smertefulde procedurer, kan de dele af nervesystemet som modnes gennem kontakt og kommunikation (det sociale nervesystem) få sværere betingelser for at modnes, ligesom det kan påvirke hjernen og nervesystemet på længere sigt. Stresstilstanden medfører her og nu enten, at barnet kommer i en ”ophidselsestilstand” (sympatisk aktivering), hvor det er svært at berolige barnet og få kontakt, eller i en ”frystilstand” hvor det fungerer på et mere vegetativt niveau, hvor barnet virker træt eller slapt og ikke har overskud til at være udadvendt og engageret i omgivelserne via fx sit blik. Dette skyldes, at den nedlukkede tilstand i nervesystemet indebærer, at stofskiftet sænkes, og iltforbruget nedsættes på et minimum (Porges, 2011).

Det præmature barn har i forvejen en lavere tærskel for at føle ubehag over for berøring, end fuldbårne spædbørn har. Det er i risiko for at udvikle sensibilisering, som kan medføre øget sensitivitet over for smerte. Et eksempel på dette er børn, der reagerer med samme smerteprægede adfærd ved bleskift, som ved en medicinsk/behandlingsmæssig procedure (fx hvis barnet har fået taget blodprøve i hælen for en halv time siden).

Når barnet vedbliver at blive udsat for smertefulde procedurer eller stimuli, der er overvældende for dets nervesystem (fx berøring), kan barnets smertetærskel blive yderligere sænket som følge af øget aktivering af barnets nervesystem. Ydermere har det præmature barn endnu ikke udviklet smerteregulerende feedbacksystemer i centralnervesystemet; feedbacksystemer som hjælper børn født til tiden med at modulere smerte. Dette gør det præmature barn yderligere sårbart over for smertestimuli (Grunau, 2013), (Ranger et al., 2014).

Inden for de sidste par år er der kommet mere fokus på at undersøge langtidsvirkninger af den stresstilstand som opstår, når barnet udsættes for gentagne smertefulde procedurer. Det er langtidsvirkninger, der omfatter hjernens og nervesystemets udvikling og også barnets sensitivitet over for smerte senere hen.

Smerter og hjernens struktur

I de sidste måneder af graviditeten, gennemgår barnets hjerne en hastig og kompleks udvikling, ligesom der også foregår udvikling og ”programmering” af stress systemer (Ranger et al., 2014).
Det præmature barns hjerne er derfor meget sårbart over for at blive udsat for smerte og stress i forbindelse med proceduresmerter og anden behandling på den neonatale afdeling.

Der er flere undersøgelser, der tyder på, at stress og proceduresmerter hos præmature børn påvirker hjernens udvikling, og der er via MRI-scanninger, fundet reduceret udvikling i den hvide substans i hjernen og i den subcortikale grå substans. (Brummelte et al., 2012).

Ligesom der er andre undersøgelser der viser, at hjernens størrelse bliver mindre sammenlignet med fuldbårne spædbørn. Det omfatter områder som lillehjernen (som har med balance, motorisk funktion og muskelsamarbejde at gøre), thalamus den funktion i hjernen der blandt andet samordner sanseindtryk og motorik) og i forskellige dele af hjernebarken (cerebral cortex, som bearbejder sanseindtryk og har med kognitive funktioner som at tænke, huske og tage beslutninger) (Ranger et al., 2014).

I en systematisk vurdering af eksisterende forskning, hvor fokus er på tidlig smerteoplevelse hos præmature børn, finder man, at smerterelateret stress hos de præmature børn er forbundet med fremadrettede udviklingsmæssige ændringer.

Ved ekstremt præmature børn (gestationsalder < 29 uger) finder man, at større antal af smertefulde procedurer ligeledes er forbundet med forsinket postnatal vækst, altså med langsommere tidlig neurologisk udvikling, og med ændret udvikling af hjernen. Ligeledes ses, at større antal af smertefulde oplevelser hos neonatale børn er forbundet med dårligere kognitive og motoriske færdigheder ved 1 års alderen, samt ændringer i hjernens rytmer, størrelse og densitet hos 7-årige børn (Valeri et al., 2014).

Undersøgelser med EEG målinger indikerer, at det præmature barns hjerne viser vidtstrakt reaktion i hjernen, hvorimod der ved fuldbårne børn ses reaktioner, der er mere lokale, tegn på aktivitet, forstået på den måde at barnets umodne hjerne og nervesystem ikke kan skelne mellem stimuli som kommer fra berøring af huden (taktile stimuli) og stimuli som kommer fra muskler, led og væv (Lickliter, 2012). Det tyder derfor på at det præmaturt barn har svært ved at lokalisere smerte.

Det er først inden for de seneste 3-5 år at der foreligger forskning, der undersøger sammenhængen mellem stress og proceduresmerter hos præmature børn og ændret hjerneudvikling. Men den forskning, der foreligger nu, tyder på at der er en klar sammenhæng, og der vil formentlig komme langt mere præcise forskningsresultater i de kommende år. Ligesom der forhåbentlig også vil blive udviklet metoder til at overvåge og undersøge de præmature børn på en mere skånsom måde, der forebygger de kort og langtidsvirkninger som proceduresmerter og stress medfører.

At tolke spædbørns smerter

En af de helt store udfordringer der er for såvel forældre som for det sundhedspersonale, der omgiver barnet, er at afgøre om barnet har ondt, og i så fald hvor ondt det har. Ikke kun ved de præmature børn, men ved babyer og små børn generelt kan det være svært at afgøre om barnets gråd eller utilfredshed skyldes sult, smerter, træthed, våd ble eller andet. Det vil altid være en aflæsning og tolkning af barnets adfærd og signaler – af dets gråd, ansigtsmimik, kropssignaler og aktivitetsniveau, der ligger til grund for, hvorvidt man vurderer, om barnet har smerter.

På neonatalafdelingen kan personalet benytte sig af forskellige smertescoringsredskaber, der er rettet mod barnets udviklingstrin. Til spædbørn 0-2 år kan man benytte NIPS-skalaen (Neonatal Infant Pain Scale), og ved de præmature børn kan man eksempelvis benytte PIPP (Premature Infant Pain Profile), der er et adfærdsmæssigt og fysiologisk vurderingsredskab. I anvendelsen af PIPP bruger man 7 parametre (Pasero, 2002):

1. barnets gestationsalder
2. barnets ansigtsbevægelser/adfærdsmæssige tilstand før den smertefulde procedure
3. ændring i hjertefrekvens under proceduren og
4. ændring i iltmætning

Desuden observerer man barnet i 30 sekunder umiddelbart efter den smertefulde procedure og scorer fysiologiske og ansigtsmæssige ændringer:

5. rynke øjenbrynene
6. knibe øjnene
7. rynke med næsen

Trods anvendelse af smertescoringsredskaber vil det stadig være en udfordring for forældre og fagpersonale at vurdere smerter ved spædbørn og præmature børn. Man kan som forælder være dybt fortvivlet i forhold til både at se de smertefulde/ubehagelige procedurer ens præmature spædbarn må gennemgå og bekymre sig om, hvor ondt det gør på barnet, ligesom man også kan være i tvivl om, hvorvidt barnet generelt har smerter.

At hjælpe sit spædbarn

Som forælder kan man føle sig afmægtig og tvivle på, om der overhovedet er noget, man kan gøre for at hjælpe sit lille barn med at håndtere de smertefulde eller ubehagelige procedurer som det skal gennemgå. Det kan fx være i forbindelse med blodprøver, anlægning af drop, Cpap, sonde, sat-målere på føder og hænder, plaster der skal tages af og øjenundersøgelser. Selvom man står på sidelinjen, er der rent faktisk nogle væsentlige ting man kan gøre for at lindre barnets smerte eller ubehag.

Amning og sukkervand

En vigtig kilde til smertelindring ved spædbørn er, at barnet er mæt eller bliver ammet under den smertefulde procedure. Man ved, at et mæt spædbarn tåler langt bedre smerte, end hvis det er sultent eller ikke bliver ammet under proceduren. Man anbefaler derfor, at spædbarnet lægges til mors bryst umiddelbart før den smertefulde procedure og fortsat bør ammes under selve proceduren (en enkelt undersøgelse har undersøgt om amning i forbindelse med en smertefuld procedure kan have negativ indvirkning på det videre ammeforløb – dette har vist sig ikke at være tilfældet).

Et alternativ til modermælk er, at spædbarnet får narresut og sukkervand umiddelbart før proceduren. Man formoder, at den lindrende effekt ved sukkervand skyldes, at den søde smag aktiverer det endogene opioide system, der er kroppens eget smertemodulerende system (Holste et al., 2011; Henneberg & Hertel 2009).

Hvid støj

For det præmature barn, vil der være utallige ydre stimuli, der kan virke overvældende for barnet, og som hindrer nervesystemet i at falde til ro – lige fra de behandlingsmæssige procedurer barnet bliver udsat for, til bleskift, ansigter, lys, berøringer og ikke mindst de lyde og den støj barnet oplever i forbindelse med sin indlæggelse.

En måde at lindre og berolige barnet på, og som også kan være med til at camouflere forstyrrende lyde, er ved brug af hvid støj. Det er en monoton lyd, som teknisk set indeholder alle frekvenser inden for et frekvensområde med lige stor styrke. I praksis er hvid støj fx den monotone lyd af en hårtørrer, vaskemaskinens centrifugering, støjen fra en støvsuger, havets brusen eller vindens susen. Også lyden fra livmoderen (lyden af mors hjerte, blodet der suser, tarme der rumler og skvulpende fostervand) er hvid støj.

Effekten af hvid støj har været kendt i mange år, og man bruger eksempelvis hvid støj som ”camouflage” på kontorer med meget larm samt hos mennesker med tinnitus, ligesom man også bruger det som ”smertelindring” på nogle brandsårsafdelinger.

I forhold til børn har man forskningsmæssigt bl.a. fundet, at spædbørn falder signifikant hurtigere i søvn ved brug af hvis støj (Spencer et al., 1990) – og at det således har en beroligende effekt.

I nyeste forskning har man desuden fundet, at nyfødte, der skulle have taget blodprøve i hælen, græder signifikant mindre og har signifikant mindre ændring i puls og i vejrtrækningsfrekvens, hvis de hører hvid støj under proceduren sammenlignet med de babyer, der ”kun” bliver holdt af deres mor. For de forældre, der ikke har mulighed for at holde deres præmature barn under proceduren og hvor barnet må blive liggende i kuvøsen, kan det måske være rart at vide, at undersøgelsen viste, at de børn, der blev mindst kede af det var dem, der blev liggende i deres krybbe og hørte hvid støj under proceduren. De børn, der reagerede næst kraftigst, var de børn der sad på mors skød og hørte hvid støj, og de børn, der reagerede kraftigst, var dem der ”kun” blev holdt af mor og ikke hørte hvid støj under proceduren.

Forskerne anbefaler derfor, at spædbørn altid hører hvid støj, når de udsættes for smertefulde procedurer (Karakoc et al., 2014). Der findes adskillige CD’er og Apps med hvid støj, som man kan downloade fra nettet – også hvid støj specifikt designet til spædbørn. Man kan også købe forskellige puder og bamser, hvor man kan tænde for hvid støj, og som barnet kan have i sin seng.

Musikterapi

Musik påvirker vores nervesystem, men også immunsystemet og det endokrinologiske system. Det vil sige, at der udløses hormoner og signalstoffer i hjernen, når vi lytter til musik, som har indflydelse på vores samlede helbredstilstand både i positiv og negativ retning. Musikterapi har vist sig at have gavnlig effekt hos præmature børn, bl.a. er der lavet undersøgelser i forhold til, om lyden af vokalmusik kan reducere den periode, hvor barnets hjerterytme øges i forbindelse med blodprøvetagning. De børn der fik stimulation via musik, viste en markant lavere stigning i hjerterytme over tid – dvs. udviste mindre tegn på stress og ubehag (Jeffrey Epstein Foundation).

Musik påvirker både den sympatiske og den parasympatiske del af nervesystemet, og kan således både sætte barnet i en stresstilstand, hvis musikken overstimulerer barnet, og virke beroligende og hjælpe barnet med at spænde af, falde til ro og med at falde i søvn.

Når barnet lytter til musik, som barnet enten genkender eller godt kan lide, bliver ”belønningssystemet” aktiveret og udløser blandt andet endorfin, som virker smertelindrende.

Lyden af mors stemme (og fars) er genkendelig for barnet, og det kan derfor være beroligende for barnet at lytte til en enkelt vuggevise med en enkel melodi. Dette udløser hormonet oxytocin, som virker både stress og smertedæmpende, og som desuden er vigtig for tilknytning. Når barnet hører moderens stemme, som det genkender fra fostertiden, genkalder det positive erindringer hos barnet; erindringer der er forbundet med at blive vugget i livmoderens trygge miljø, og som skaber lindring og beroligelse i barnet.

Musik som er enkelt og som barnet genkender, eller forældrenes stemme, når de synger blidt for barnet, kan være vigtig for tilknytningen, og være med til at vedligeholde det bindeled mellem mor og barn, som barnet er gået glip af ved den for tidlige adskillelse.

Musik kan også bruges som afledning for eksempel til at skærme barnet mod de lyde, som kommer fra det medicinske udstyr, såsom respirator og andet udstyr.

Forældres håndtering

Det er altid vigtigt for børn – uanset alder, at deres forældre er så rolige som muligt forud for og under en ubehagelig eller smertefuld procedure. Jo mere ro man har som forælder, og jo mere afklaret man er omkring de ting, barnet skal gennemgå, desto bedre er man også i stand til at berolige og trøste sit barn.

At bevare roen kan være lettere sagt end gjort. Måske skaber blot det at være på et hospital eller at se nåle uro hos forældrene pga. ting de selv tidligere har oplevet på et hospital. Man kan også være fyldt med sorg og angst i forhold til de procedurer, barnet udsættes for – og kan næsten ikke holde ud at være vidne til det.

Nogle procedurer har man tid til at forberede sig på, mens andre procedurer kan være akutte og måske endda være relateret til en alvorlig livstruende tilstand hos barnet. Det er derfor også klart, at det for forældre i nogle tilfælde – især ved høj angst og afmagt – kan være overvældende og decideret traumatisk at være vidne til den behandling deres barn gennemgår.

Faktisk eksisterer begrebet ”empati-smerte”. Forskere har fundet, at vores hjerne kopierer aktiviteten hos de medmennesker, vi føler empati med. Hvis testpersonen ser på en person, der udsættes for smerte, vil testpersonens hjerne reagere nærmest identisk – uanset om testpersonen selv fysisk oplever smerten eller ”blot” er vidne til smerte hos en anden nærtstående person (Singer et al., 2004). Set ud fra dette perspektiv er det måske ikke så underligt, at man som forælder kan blive særdeles berørt og påvirket af at se sit lille barn gennemgå ubehagelige behandlingsmæssige procedurer og udvise tegn på smerte – det er med andre ord ”ikke kun” en følelse, men der sker en aktivitet i hjernen, der minder om, hvis man selv blev udsat for smerte.

En måde at blive så tryg som mulig er, at man taler med lægen eller sygeplejersken og stiller alle de spørgsmål, man måtte have, indtil man har fået så mange svar som muligt. Jo mere konkret viden man har omkring barnets situation og de indgreb/undersøgelser, der skal ske, desto større afklaring vil de fleste typisk opleve. Desuden er det vigtigt, at man er åben over for sundhedspersonalet omkring sin egen angst, bekymring og skrækscenarier – jo mere åben og ærlig man er, desto bedre mulighed har personalet for at kunne støtte og berolige.

En anden væsentlig måde at arbejde på at finde ro er ved at arbejde med ”grounding” og vejrtrækningsøvelser. Fx at øve sig i at få vejrtrækningen ned i bunden af maven og/eller fokusere på fødderne og kontakten til gulvet. (Man kan finde konkrete grounding-øvelser i Bjerg & Jensen, 2014).

At sætte ord på

Selvom spædbørn ikke verbalt forstår det, som forældrene siger, er det en god ide at fortælle barnet hvad der skal ske – helt kortfattet – og ikke mindst også fortælle barnet at det snart er overstået. Med andre ord: At sætte det der skal ske ind i en afgrænset tidsramme.

Man kan for eksempel fortælle barnet: ”Om lidt kommer der en læge, hun vil stikke en nål ind i din hånd. Nålen er rigtig vigtig – det er igennem den, at du får den medicin, der er så nødvendig for at du kan få det bedre. Lige når hun stikker nålen ind gør det lidt ondt, men jeg lover dig, at det går over igen, og så skal jeg nok trøste dig”.

I forhold til større børn, der verbalt forstår, hvad forælderen siger, er det en væsentlig del af deres forberedelse, men også ved mindre børn og spædbørn er det vores opfattelse, at det har en betydning. Ved at sætte ord på for barnet sætter man samtidig også ord på for sig selv. At sætte ord på er således også med til at forberede forældrene på det der skal ske, hvilket kan være med til at berolige forældrene, så de kan være der for barnet og yde den nødvendige trøst, uden selv at blive alt for overvældet i situationen.

Et andet aspekt ved at fortælle barnet, hvad der skal ske, er at barnet får mulighed for at rette sin opmærksomhed mod sundhedspersonalet, deres stemmer eller mod de bevægelser de gør. Selvom det præmature barns opmærksomhedsfokus stadig er meget sporadisk og kortvarigt, er der forskning der har fundet, at fostre retter deres opmærksomhed mod lys, lyd og bevægelse. Det er en del af den sanseintegrationsudvikling, der allerede finder sted i fostertilstanden (Lickliter, 2011).

Hvis det præmature barn får mulighed for at koble flere sansemodaliteter, som for eksempel bevægelse (sundhedspersonalet der kommer hen til barnet), berøring og varighed af proceduren, kan barnet måske opfatte den medicinske procedure som ”noget”, der kommer et sted fra, som sker og som forsvinder (bevæger sig væk fra barnet) igen. Modsat at det er noget, der pludselig sker uden forvarsel, og derfor potentielt kan ske hele tiden – dette kan være med til at skabe og vedligeholde det alarmberedskab og den stresstilstand, som det præmature barn er i. Dette er ikke noget, man præcist ved med sikkerhed endnu, men afgjort noget, som det vil være vigtigt at forske i og rette fokus på.

Tilknytning mellem barn og forældre

Tilknytningen mellem forældre og barn starter allerede i fostertilstanden, hvor barnet især lærer moderen at kende. Mærker hendes bevægelser, hendes temperament, hører hendes stemme og lærer hendes hjertelyd at kende. Når et barn bliver født før tiden bliver den helt fysiske forbindelse, der er mellem mor og barn afbrudt for tidligt, og det medfører stress hos både mor og barn. Barnet skal møde verden før det sanse- og modningsmæssigt er klar til det, og moderen skal tage sig af barnet, før hun er ”klar” til at være mor.

Samtidig skal barnet ofte gennemgå procedurer, som er smertefulde og vældig overvældende for barnet at opleve, og som det ligeledes er meget smertefuldt og overvældende for forældrene at være vidne til. Dybt i alle forældre ligger impulsen til at beskytte sine børn mod alt ”ondt” – mange forældre føler sig derfor afmægtige, skyldige og ”mislykkede” i forhold til ikke at kunne beskytte deres barn, også selvom de rationelt er klar over, at behandlingen er helt nødvendig og livsvigtig. At have et præmaturt og sart barn med smerter og ubehag, som det er svært at trøste og være i fysisk kontakt med, kan påvirke forældrenes evne til at knytte sig til barnet, og dermed barnets tilknytningsstil fremover. (Heller et al., 2012)

Når forældre over tid oplever frygt for deres barns helbred og fremtid, og når de oplever, at barnet skal tåle megen ubehagelig behandling, er det ikke ualmindeligt at komme i en tilstand, hvor man dissocierer. Det kan opleves, som om man er lidt ude af sig selv, at man bliver fjern, eller som om der er en glasrude mellem en selv og barnet. Selvom man måske fortæller sig selv, at man bør være lykkelig – ens barn er jo overlevet og skal nok klare sig – kan det være svært for alvor at mærke sine følelser for barnet, og føle sig knyttet til sit barn. Det er som om ens følelser er låst eller frosset. Dette er nogle helt normale reaktioner, hvis man har oplevet chok i forbindelse med fødslen eller med barnets trivsel i den første tid.

En del af forældres arbejde i den første tid med alle spædbørn uanset fødselstidspunkt er at kunne regulere barnets nervesystem gennem beroligelse og trøst og ved at tilbyde barnet passende mængder af kontakt og stimulation. Hvis barnet er i en høj spændingstilstand (sympatisk arousal) kan det være svært for forældrene at berolige barnet og få den ro, der skal til, for at få kontakt med barnet og opleve, at man dur som forældre. Det er utroligt stressende at være sammen med et barn, som man ikke kan trøste, og man kan føle sig ulykkelig som forælder. Det kræver derfor megen støtte, opbakning og vedholdenhed at få tilknytningen til at lykkes med så stressende en start på livet.

”Det er vigtigt at understrege, at selvom det ikke lykkes at nedregulere barnets smerte og frustration, gør den intention man har om at være der for barnet, og den omsorg man formidler gennem stemmen, en forskel i forhold til at barnet ikke føler sig ladt alene med sine smerter. Nogle børn med stærke smerter tåler ikke berøring. Her er det vigtigt at fokusere på, at der findes andre måder at vise omsorg og beroligelse på end berøring; for eksempel at synge, tale med rolig og varm stemme eller at være fysisk tæt på barnet uden direkte berøring” (uddrag fra bogen Smerter hos Børn – indsigt, mestring, lindring).

Som eksempel på at den måde, man interagerer med sit barn på, rent faktisk har stor betydning for, hvor negativ effekten bliver af de smerter, det præmature barn oplever, vil vi referere til en undersøgelse, hvor man har fundet, at præmature børn er i øget risiko for at udvise internaliserende adfærd (dvs. ængstelig/depressiv adfærd), når de er 18 måneder gamle (korrigeret alder) sammenlignet med børn født til terminen. Et vigtigt fund i undersøgelsen er, at et lavt stressniveau hos forældrene samt forældrenes sensitivitet og ”ikke-fjendtlighed” over for barnet er med til at moderere forholdet mellem neonatale smerter og internaliserende adfærd (Vinall et al., 2013). Sagt på en anden måde er en positiv forælderadfærd, hvor man er sensitiv over for sit barns signaler og behov, og hvor man møder barnet med varme og imødekommenhed, med til at kunne mindske den negative langtidseffekt af de smerter, det præmature barn oplever/har oplevet.

Afrunding

Der er utroligt mange ting at forholde sig til, når man er forælder til et præmaturt barn, og mange vil måske tænke at alting er godt, når man endelig kommer hjem fra hospitalet, hvilket jo også er tilfældet for nogle børn.

Men rigtig mange præmature børn vil have deres sårbarheder og udfordringer gennem opvæksten. Her er det vigtigt som forælder at have mulighed for at søge råd og vejledning, både til forståelse af hvilke vanskeligheder ens barn kan have, men også i høj grad til hvilke redskaber man kan støtte sit barn med, så man får en oplevelse af at kunne hjælpe sit barn med at blive reguleret og udvikle sig.

Mange præmature børn har oplevet traumatiske oplevelser som man godt kan arbejde med terapeutisk senere hen, ligesom støtte til regulering af smerter kan være vigtigt, hvis barnet stadig har en lav smertetærskel. Mange børn har også både brug for og glæde af sansemotorik og sanseintegrationstræning etc., som vil kunne hjælpe dem med en mindre sensitivitet og øget tryghed i at være i verden og i egen krop.

 

Kilder

Bjerg, Maiken & Jensen, Charlotte (2014): Smerter hos børn – indsigt, mestring, lindring. Frydenlund.

Brummelte, Susanne et al. (2012): Procedural pain and brain development in premature newborns. Ann Neurol., marts, 71(3), s. 385-396.

Brummelte, Susanne et al. (2015): Cortisol levels in former preterm children at school age are predicted by neonatal procedural pain-related stress. Psychoneuroendocrinology, januar; 51, s. 151-163.

Grunau, Eckstein Ruth (2013): Neonatal Pain in Very Preterm Effects on Brain, Neurodevelopment and Pain Reactivity. Rambam Maimonides Medical Journal, Oct. 4(4)

Heller, Laurence & Lapierre, Aline (2012):Healing developmental trauma. How Early Trauma Affects Selfregulation, Selfimage, and the capacity for relationship. North Atlantic Books. Berkeley, California

Henneberg Steen W. & Hertel, Steen A. (2009): Børn og smerter. I: Jensen, Troels Staehelin et al.: Smerter – baggrund, evidens og behandling. FADL’s Forlag A/S København

Holste, Ragna et al. (2011): Klinisk retningslinje for anvendelse af sukkervand og modermælk som smerteprofylakse ved stikprocedurer hos nyfødte børn. Center for kliniske retningslinjer.

Jeffrey Epstein.org: “Premature Babies Aided By Music Get Backing from Harvard University”

Karakoc A. & Türker F. (2014): Effects of white noise and holding on pain perception in newborns. Pain Manag. Nurs., dec. 15 (4), s. 864-870

Lickliter, Robert (2011): The Integrated Development of Sensory Organization. Clin Perinatol. Dec; 38(4): 591–603.

Nortvedt Finn & Nortvedt Per (2004): Smerte – fænomen og forståelse. Gads Forlag, København.

Pasero, Chris (2002): Pain Assessment in Infants and Young Children: Premature Infant Pain Profile. American Journal of Nursing. September, vol. 102, issue 9, s. 105-106

Porges, Stephen W. (2011): Fysiologisk regulering hos udsatte spædbørn. En model for vurdering og potentiel intervention. I: Hart, Susan (red.): Neuroaffektiv psykoterapi med børn. Hans Reitzels Forlag, København.

Ranger,Manon & Grunau, Ruth E. (2014): Early repetitive pain in very preterm infants in relation to the developing brain. Pain Manag. Jan: 4(1) s. 57-67

Singer, T. et al. (2004): Empathy for Pain Involves the Affective but not Sensory Components of Pain. Science, 20 February, vol. 303, nr. 5661, s. 1157-1162

Spencer, J. A. et al. (1990): White noise and sleep induction. Archives of Disease in Childhood, jan. 65 (1), s. 135-137

Standley, M Jayne (2002): A meta-analysis of the efficacy of music therapy for premature infants.Pediatric Nurcing, April 2002, Volume 17, Issue 2, Pages 107–113.

Valeri, B. O. et al. (2014): Neonatal Pain and Development Outcomes in Children Born Preterm: A Systematic Review. Clin J Pain, maj, 23

Vinall, Jillian et al. (2013): Parent behaviors moderate the relationship between neonatal pain and internalizing behaviors at 18 months corrected age in children born very prematurely. Pain, september, 154(9), s. 1831-1839.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge