Det professionelle møde med den, der har mistet sit barn

Af Rita Poulsen, cand.pæd.psych.aut.. Udgivet 29. august 2016.  

Benny Andersen: ”En klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes i”.
Bent Falk: ”Den kriseramte trænger ikke til trøst, men til kærlighed”.
Jeg tilføjer: ”Du skal ikke gøre noget, men være nogen for den, der har mistet”.

 

At miste sit barn

Det at miste sit barn er et tab af uventede og store dimensioner. Alle områder af den efterladtes liv er mærket af tabet og dermed præget af voldsomme forandringer. Alt er forandret for altid. Forældre kan fortælle, at de udover at have mistet deres barn, også har mistet en tro på en bestemt slags liv, som de før tog for givet. Med barnets død kan de frygte at miste sig selv. Tunge spørgsmål trænger sig på: ”Hvem er jeg nu, uden mit barn?” ”Hvordan kan jeg bære det ubærlige?”

Det er så forkert, også biologisk, at overleve sit barn, at sorgvandringen indebærer en identitetsrejse, måske en livslang søgen efter at finde ud af, hvem man er, hvad livet er for noget, og hvordan man kan leve sit liv i skyggen af katastrofen.

Mødet med terapeuten

En sådan proces betyder, at de sørgende har vidt forskellige behov, bl.a. afhængig af hvordan den efterladte hidtil har levet sit liv. Disse behov er ofte uigennemskuelige for andre (og undertiden også for den efterladte selv), især de første år efter tabet. Det er forklaringen på, at sorgramte ofte beskriver vrede, skuffelse og fortvivlelse over ikke at blive mødt og rummet af omgivelserne.

Det er problematisk, når terapeuten ikke prøver at forstå indholdet og omfanget af behovene. Dette kan ske, hvis terapeuten er for optaget af egne modeller, teorier og metoder – eller hvis en eventuel sorgdiagnose forfører terapeuten til ikke at åbne for den sammensatte og komplicerede proces, som sorgen er. Er man derimod åben og parat til at møde alle nuancer i sorgen, bliver det muligt at hjælpe den efterladte til at få indsigt i, hvad der skal slippes, og hvad der skal holdes fast i. Det vender jeg tilbage til.

Psykologiske modeller og teorier er naturligvis nødvendige under uddannelsesforløb og i det kliniske, psykologiske arbejde, men som praktiserende psykolog i terapirummet, hvor psykologen møder den sørgende, er der en fare for tingsliggørelse af medmennesket, hvis der primært arbejdes ud fra modeller. De sørgende viser os igen og igen, at de ikke føler sig forstået, hvis terapeuten er mere optaget af sine egne forståelsesformer end af den unikke klient i dennes unikke situation. Vi må nøjes med at have vores viden om sorgarbejde, faser, opgaver og spor som en ballast i dialogen med den, der har mistet.

Vi får det fortalt af de sorgramte, som – heldigvis – orker at skrive om deres erfaringer med det ubærlige og deres møder med eksperter og andre i deres omverden. For nylig beskrevet af Esben Kjær (i bogen Min usynlige søn), af Lise Trap (i Sorg, den dybeste ære, glæden kan få) og af Irene Simonsen (i Når livet går i stå).

Cullberg, Worden, Davidsen-Nielsen, White, Stroebe m.fl., som alle har bidraget med væsentlige modeller og teorier i forståelsen af sorg, bør naturligvis være en del af den faglige platform, hvorfra dialogen med den sorgramte kan tage sin begyndelse. Alder og egen livserfaring er en anden værdifuld kompetence, hvis terapeuten vel at mærke kan anvende denne ”tavse viden” i en åbenhed over for klienten om, hvad man (terapeuten) ved og ikke ved. Og fokus bør være relationen – at ”være nogen” for den sorgramte, frem for at ”gøre noget”.

Det er ikke mit anliggende her at argumentere imod en sorgdiagnose – det fortjener en artikel alene, men som antydet ovenfor må jeg sige, at det kan blive en katastrofe at sætte diagnose på dette menneskelige grundvilkår. Vi kan ved at have en sorgdiagnose risikere at medvirke til en opfattelse af det ”normale liv” som et liv, der er lidelsesfrit. Vi kan komme til at bestyrke/forstærke en samfundsmæssig opfattelse af sorg som noget, der skal ”fikses” i stedet for en opfattelse af sorg som et grundvilkår, vi skal leve med. Hvis/når diagnosen indføres, vil terapeuten (og klienten) blive præget af denne forståelse og dermed få vanskeligere ved at føre den samtale, der skal støtte den efterladte til indsigt i menneskelivet med dets paradokser. Sorg er ikke en sygdom, ikke et problem, der kan løses, men et liv, der skal leves (Bent Falk).

Om det unikke møde i terapirummet er, hvad denne artikel har fokus på.

JEG/DU i stedet for JEG/DET

Mit ærinde her er at tale om, på hvilken måde jeg (vi) kan skabe et ”rum”, en samtale, hvor den sørgende kan holde ud at være med sit tab i en dialog med mig (os). Risikoen er naturligvis, at dette vil blive opfattet som en ”model”. Men det handler om vores ”væren” i rummet sammen med den anden. Om hvilke holdninger, hvilket menneskesyn, vi udfolder i rummet. Hvordan man kan blive ”nogen” for den sorgramte – i stedet for kun at gøre noget. Det handler om skabelse af en relation i en jeg/du – adressering (Martin Buber) og ikke en jeg/det med modeller, der kan tingsliggøre/objektivisere samtalepartneren.

Kærlighed i terapien

Mange psykologer taler om relationens betydning i den terapeutiske samtale. Spørgsmålet er, hvordan vi bruger den viden. En vigtig pointe er fokus på både klientens og terapeutens evne til at være i relationen. Relevante overvejelser, spørgsmål kunne være: Er vi måske som psykologer for tilbageholdende med at indgå i en ægte relation? Er vi bange for noget? Er det fordi, vi må sætte os selv mere i spil? Er det fordi, vi må risikere noget, turde blive ramt, blive såret, måske blive fortalt, at vi ikke skal tro, vi kan trøste eller fjerne smerten? Er det for farligt for os? Frygter vi for ikke at fremstå professionelle nok, hvis vi engagerer os ”rigtigt”?

For ved at være ægte optaget af at etablere og være i en relation, sætter vi os selv i spil. Vi risikerer noget. Måske at vi ikke ved, hvordan vi skal trøste, måske vi må indse, at vi ikke har nogle redskaber her. Måske vi får den efterladtes kritik eller afvisning af vores velmenende forslag? Men det er jo småting sammenlignet med det, den, der har mistet skal bære. Vi risikerer altså at blive overladt til afmagten! At være afmægtig og handlingslammet i forhold til den fortælling, der kommer fra den sorgramte. Men er det ikke det mindste, vi kan tilbyde? At dele afmagten, bare deltage i en lille brøkdel af den? Måske er dét den største anerkendelse af den andens ubærlige smerte. At være der med den, der er i lidelse og mærke noget af afmagten. Vide, at vi ikke ved, hvordan denne smerte er. Være ydmyg overfor den historie, som bliver os fortalt.

Ja, det er ”farligt”! Vi bliver mindet om, at vi selv kan miste. Det ægte møde indeholder bevidstheden om det grundvilkår, at hvad der ramte dig i dag, kan ramme mig i morgen. Vi risikerer også noget andet: vi risikerer at blive ramt af stærk empati og oprigtig medfølen. En slags kærlighed til den efterladte. Et stort ord, ja, men når man indgår i en relation med et menneske i den største smerte, at miste sit barn, så kan der opstå en kærlighed (forskellig fra kærligheden til ens livspartner og børn) – en særlig stærk empati, som jeg vælger at kalde kærlighed, idet man ønsker den andens bedste som en forpligtelse. Det betyder, at vi ikke bare har sat os selv i spil, men også PÅ spil, dvs. vi bliver sårbare. Vi kan såres. Et skridt nærmere den sørgendes sårbare livssituation. Denne gensidighed handler ægte relationer om. Men samtidig med at vi skaber denne forbundethed (for en tid), skal vi evne at holde os adskilte i forbundetheden, som Jette Fog skriver (s. 79). Måske er dette den fornemste udgave af professionalisme i det terapeutiske arbejde! Om kærlighed har Bent Falk sagt: ”kærlighed er ikke en følelse, men et forhold, der giver anledning til følelser”. (s. 36)

Otte glimt fra terapirummet

1) Den affektive afstemning

Daniel Sterns beskrivelse af begrebet ”affektiv afstemning” mellem en forældre og et lille barn er værd at trække frem i beskrivelsen af det rum, hvor den sorgramte kan være i dialog med os.

I samværet med det lille barn er der tale om den voksnes forsøg på at vise, hun/han hører og ser barnet, ved – med nye udtryk (ikke imitation) – at gentage, hvad hun tror, barnet er ved at formidle. Denne følelsesmæssige afstemning, før der er ord, er et udtryk for kærlighed og forsikring om ubetinget nærvær. Den er tryghedsskabende for baby, for den betyder: ”Du kan regne med mig, jeg ER der for dig, uanset hvor ked eller vred du er, og hvor uforståelig din virkelighed er, og jeg vil hele tiden prøve at vise dig det”. Jeg tror, det ligner det, som den sørgende har brug for. Ikke mindst fordi mange sørgende oplever en form for ordløshed, når de prøver at beskrive smerten. De bør mødes med, at vi prøver at genspejle/rumme deres (undertiden ordløse) udtryk for smerte, og at vi forsøger at skabe det trygge ”du-kan-regne-med-mig-rum”. At være ”nogen” for den ramte. Og at være det her-og-nu.

2) At træde personligt frem

Klienten er ikke tjent med at skulle høre på terapeutens problemer, men kan have glæde af at høre om en livserfaring, terapeuten har gjort, når anledningen og motivet hertil er bevidst valgt og er velbegrundet af terapeuten. Den bør være et resultat af terapeutens faglige, intellektuelle indsigt kombineret med de refleksioner, der foregår mellem de to i den terapeutiske proces. Timingen er vigtig. Det er i kraft af, at terapeuten processuelt ved, hvornår tidspunktet er inde for åbning til privatsfæren, at klientens indsigt kan spire, og man sammen kan reflektere videre. Sagt på en anden måde: Det er ikke et spørgsmål om enten/eller, men om hvornår og hvordan, hvis vi taler om det betimelige i at træde personligt frem. Det kan gøres, det skal ikke gøres.

En inspiration for mig har været at genlæse Yaloms bog om at leve med døden (Som at se på solen). Om netop vigtigheden af at turde være personlig (give noget fra privat-sfæren til den sorgramte), være i en ægte relation med den hjælpsøgende. Han fortæller, hvad en klient (som led af dødsangst) sagde om udbyttet af samtalerne med ham:

”Det mest værdifulde, var dét, du fortalte mig om din søn. Jeg blev meget rørt over, at du sådan rakte ud mod mig på den måde. Alt det andet, vi havde oppe at vende (….) var meget intellektuelt, og jeg ved ikke, hvor meget det egentlig hjalp. Men der er ikke tvivl om, at der skete noget i vores møder som var meget effektivt”. Efterfølgende siger Yalom: ”den skelnen, hun foretog mellem tanker og samhørighed, er central (….). Hvor virksomme tanker og ideer end kan være, vinder de afgørende i styrke gennem tætte, fortrolige relationer til andre mennesker”.

3) Om at ”være nogen”

Min overskrift om at ”være nogen” i stedet for ”at gøre noget” er polariseret i sin form – fordi mit fokus her er på den ene pol, væren. Naturligvis handler det for terapeuten også om at gøre noget for klienten, for relationen. Først og fremmest et stort indre arbejde, de dybe refleksioner over dialektikken i relationen og betydningen af, hvordan man er holdningsmæssigt i sin væren nogen for klienten og gøren noget, som kan fremme den andens indsigt og evne til at leve så godt som muligt videre med smerte og savn.

Et andet sted, jeg har hente inspiration, er hos Lars Sørensen, som også forholder sig til Daniel Sterns affektive afstemning (Skam – medført og tillært):

”Det er skamfuldt at blive overset. Fra barnet er født, er dets menneskelighed født, og det leder med øjnene – ikke for at få tilladelse til det, det gør, men for at finde genklang og accept i forhold til det, der mærkes. Væren er vigtigere end gøren, og væren er smerteligt betydningsfuld og kræver finfølelse og takt for at vokse…” (side 27) Og med Bubers ord: ”All genuine growing requires an I/Thou adressing” – dvs. at man møder den anden i sin unikke subjektivitet. Sørensens definition af skamfølelse hos et menneske minder om den efterladtes søgen efter at blive mødt og set, og han bemærker lighedspunkterne mellem skamfølelse og den traumatisering, det fx er at miste (side 56):

”…ensomheden og offerpositionen, det rædselsvækkende, overvældende og lammende og ikke mindst, at man fra at have været sammen med sig selv pludselig føler sig udstillet og ydmyget – ensom og forladt af Gud og hvermand….”

Kan omgivelserne måske påføre de sørgende en følelse, de ikke kan identificere, en skamfølelse? Der er i hvert fald ligheder, som kalder på opmærksomhed her. Behandlingen af skamfølelse handler ifølge Sørensen også om kærlighed. Om ægte relationer. Og ikke om modeller. Vi kan i vores væren i rummet og i skabelsen af en god relation kun ”trippe omkring” i yderkanten af det mest smertefulde for klienten. Kun når klienten ønsker at træde tættere på det allerværste, kan vi tilbyde at være ”nogen”, der venligt og kærligt går med klienten og hans følelse af skam. At blive mødt netop dér, kan dæmpe klientens skamfølelse. Når vi indser det, kan vi måske være ledsager et stykke på vejen. Dette gælder også for rummet, hvor vi er i dialog med de efterladte, mener jeg.

4) Om at holde fast og at give slip

Den, der mister sit barn ønsker ikke at ”give slip og komme videre”. Det fortælles bl.a. i de omtalte bøger, skrevet af forældre, der har mistet et barn. Men omgivelserne synes at være så bange (for selv at miste sit barn), at det står i vejen for den gode kontakt til den sørgende og dermed evnen til at følge den efterladte et stykke på smertens vej. De ønsker den sørgende ”videre”, fordi de ikke kan bære at være vidne til så stor smerte. Det medfører stor ensomhedsfølelse og yderligere smerte hos den, der har mistet. Kjærs titel: Min usynlige søn siger det så tydeligt. Vi kan derfor invitere til, at rummet også er barnets rum, et rum, hvor der tales meget om det levende barn, og vi er forpligtet til – også uden for terapirummet – at fortælle omverdenen og vore egne nærmeste, hvor vigtigt det er fortsat at dele fortællinger om de døde, selvom der ikke kommer nye oplevelser til som med de levende (Michael White: Saying hallo again).

Men noget skal også slippes. Noget er tabt for altid. Barnet er fysisk væk. Smerten over denne virkelighed kan med tiden slippes. Så kan der måske blive plads til at leve et andet liv på ændrede præmisser, og en dag kan livet favnes i den mangfoldighed, som er, at lidelse og glæde, mørke og lys er vores grundvilkår. Sorrig og glæde, de vandre til hobe, som salmen af samme navn beskriver.

5) Om identitetsrejsen

Den efterladte forælder beskriver en tomhed, en identitetsforvirring efter tabet. Hvem er jeg nu som mor/som far (og som ægtefælle, ven og kollega)… nu, hvor mit barn er død? Hvem bliver jeg nu til? Vi må forsøge at hjælpe klienten på vej til at finde den nye identitet som ”sig-selv-med-tabet-af-barnet”. Der er mange veje at gå, afhængig af klientens øvrige historie, alder, familie, venner, profession og netværk. Nogle taler om nødvendigheden af at leve videre ”for mit barns skyld”. Andre om behovet for at blive et bedre menneske. Et udtryk for afmagt er ofte: ”Jeg ser frem til selv at være død” (uden at der er tale om en suicidal klient). Fælles træk er ”Jeg bliver aldrig den samme som før”og ”Jeg ville give hvad som helst, også mit liv, for at kunne være sammen med mit barn igen”.

6) Om betydning af fællesskab

Det er forbundet med stor ensomhedsfølelse at miste sit barn. Også selv man er i et kærligt parforhold, har nære venner og familie. Omgivelsernes måde at være til stede på har stor betydning for den, der har mistet. Ikke nødvendigvis i form af samtaler om tabet. Men samvær, undertiden ordløst. Det betydningsfulde er at vise den sorgramte, at man ”ved det” – også når der er gået 2 måneder, 1 år, 5 år, 10 år… Derfor kan det være en god ide at invitere den sorgramtes ægtefælle, veninde, bror eller ven med ind i terapirummet. Det bliver muligt at tydeliggøre for omgivelserne, at det er vigtigt – også på den lange bane – at forstå, at sorgen er en livslang rejse, en rejse, som ingen ved, hvor fører hen. Her, som altid, er et skøn nødvendigt, ligesom timing spiller en rolle. Ikke alle vil profitere af, at der er flere i terapirummet, og det er krævende for terapeuten, som må beslutte og må tydeliggøre, hvilke rammer der er for sådanne samtaler. Irene Simonsen har i sin bog fokus på fællesskabet som vigtigt for at bryde sorgcirklen. Hun påpeger vigtigheden af, at den efterladte selv påtager sig ansvaret at fortælle omgivelserne, hvad man har brug for, og forsøge at møde dem åbent, også når de dumper i med klicheerne.

7) Om naturens betydning/Walk-and-talk

Sorgen over at miste ser ud til at ramme kroppen lige så voldsomt fysisk, derfor er en opmærksomhed på den sørgendes krop lige så vigtig som den mentale omsorg. Ikke i form af opfordring til at løbe maraton, men fx i form af at nævne (og følge op på) vandreture, yoga, massage, pilates, ridning m.m.

Naturen har en uvurderlig stor betydning for mange efterladte. Rummet kan derfor af og til lægges ud i naturen, om muligt. Det baner endvidere vej for en anden form for samtale, hvor man går skulder-ved-skulder i et ”rum”, hvor der er højere til loftet. Måske er det her, man kan komme tættere på ”noget”, som er større end én selv…?

8) Om at adressere ”noget større”

Mine erfaringer fra samtaler med sørgende, der har mistet et barn, har alle rummet dialoger om det, man under ét kan kalde ”det spirituelle”: Vorherres eksistens og/eller fravær, guddommelige øjeblikke, det evige liv, håbet om et gensyn, troens betydning , reinkarnation , det, der føles meningsfuldt for den enkelte at tro på. Det er betydningsfuldt ikke at være bange for dialoger herom, og mindre bange kan man være, hvis man selv har været igennem overvejelser og samtaler med sine nærmeste om ens ”ideologiverden” (Überwelt), som det hedder hos van Deurzen-Smith (s. 134).

At miste et barn kan føre den troende i retning af et opgør med/oprør mod Gud – og få ateisten til at søge hen imod noget guddommeligt. ”Hvad er meningen med livet nu?” er det smertefulde spørgsmål, og ”Hvor finder jeg håb nu?”

Jeg vil gerne anbefale dr. theol. Niels Grønkjærs bog (Den nye Gud, 2010). NG er præst ved den grundvigske kirke, Vartov, i København og tidligere lektor i etik og religions-filosofi ved Det teologiske Fakultet i Århus. Den er en stor hjælp, når man er i dialog om håb i det håbløse og mening i det meningsløse. Bogen er en religionsfilosofisk bog og tilbyder hjælp til fortolkninger af tilværelsens eksistentielle vilkår. Han henviser bl.a. til Hegel, der siger, at mennesket ikke kan leve uden fortolkninger af sin tilværelse og at disse fortolkninger sker i religionen, i kunsten og i filosofien. Den Gud, han beskriver, er ikke en Herre i Himlen med hvidt skæg, som er almægtig (og dermed tingsliggjort), men en Gud i bevægelse og forandring, som mennesket tilbydes at være i relation med.

 

Litteraturliste:

Andersen, Benny (1974): ”Synspunkt vedrørende klagesange
Buber, Martin: https://youtu.be/16Cr82mLhkw
Cullberg, Johan (1975): ”Krise og Udvikling”, Hans Reitzels Forlag
Fog, Jette (1998): ”Saglig menneskelighed”, Hans Reitzels Forlag
Davidsen-Nielsen & Nini Leick (2003): ”Den nødvendige Smerte”, Hans Reitzels Forlag
Falk, Bent (1996): ”At være der, hvor du er – om samtale med kriseramte”, Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck
Grønkjær, Niels (2010) ”Den Nye Gud”, Forlaget Anis
Kjær, Esben (2016): ”Min usynlige Søn”, Gyldendals Forlag
Poulsen, Rita (2004): ”Efterladt – Sorgens Ansigter”, Psykolog Nyt nr. 2, 2004
Simonsen, Irene (2016): ”Når livet går i stå”, Forlaget LinjeH
Stern, Daniel (1985): ”Spædbarnets interpersonelle Verden”, Hans Reitzels Forlag
Sørensen, Lars (2013): ”Skam – medført og tillært”, Hans Reitzels Forlag
Trap, Lise (2016): ”Sorg – den dybeste ære glæden kan få”, Forlaget Eksistensen
Van Deurzen-Smith, Emmy (2003): ”Eksistentiel samtale og terapi”, H.Reizels Forlag
White, M. (1988): The process and questioning: a therapy of litterary merit. Dulwich Centre News-letter, Winter. Oversat til dansk af Elena Smith & Birgitte Korsgaard med titlen: ”At sige god dag igen” – indlemmelsen af det tabte slægtstab i bearbejdelsen af sorg, DISPUK Snekkersten 1995.
Worden, J.W. (1996): “Children and Grief – when a Parent dies”. The Guilford Press, NY
Yalom, Irvin D. (2008): ”Som at se på Solen – at leve med Døden”, Hans Reitzels Forlag

 

Endvidere anbefales:

Dahl, Per Arne og Olafsen, Espen (2007): ”Hva skal vi med stjerner nå?” Schibsted
(I dialog med sin præst fortæller Espen Olafsen om tabet af hustru og datter …samt at genfinde sin bortkomne søn…under tsunamien i Thailand)

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge