Folkeskolens forældresamarbejde og PPR

Af Alex Madsen, tidligere socialchef og PPR leder, forfatter til ”Familien i skole. Magt og afmagt i folkeskolen”, Frydenlund (2015).

Det er tid til den årlige skole-hjem samtale. Velkommen, der er vist stadig kaffe og te i kanderne, tag bare en småkage. Jeg tager krus til Julies mor og mig selv, Julie vil ikke have noget. Vi sætter os med Julie imellem os. Vi hilser på de to lærere på den anden side af bordet, dansk- og klasselæreren samt matematiklæreren. Vi småsnakker lidt.

Skal vi ikke bare gå i gang, jeg kan jo lægge ud, klasselæreren tager Julies elevplan frem og løber læringsmålene igennem. Det går som forventet godt, måske hun godt kunne være lidt mere aktiv i timerne, men hun er jo dygtig, så det handler bare om at klø på. Hun snakker måske lidt for meget med de andre i timerne. Klasselæreren har talt med de andre faglærere, og billedet er det samme, det går i det store og hele godt. Så er det matematiklærerens tur. Det har ikke været Julies bedste fag, men læreren fortæller heldigvis, at det går meget bedre, Julie skal bare fortsætte de gode takter. Julies mor og jeg ånder lettet op, vi har været noget spændte på det med matematikken. Også Julie ser lettet og glad ud.

Ja, vi har egentlig ikke så meget mere at sige, andet end at det går godt, og vi har indtryk af, at Julie er glad for at gå i skole, hvad synes du selv, Julie? Nu er det din tur, du må spørge om, hvad du vil, har du det godt i skolen? Begge lærerne, Julies mor og jeg selv har vendt os mod Julie og ser forventningsfuldt på hende. Julie bliver lidt forvirret over den pludselige opmærksomhed. Jeg kommer til at tænke på, at det netop er det her, Julie tidligere har fortalt, hun ikke bryder sig om. Hun ved aldrig, hvad hun skal sige til lærernes spørgsmål, det er som om lærerne forventer noget bestemt af hende, som hun ikke kan finde ud af, hvad er. Julie mumler, at hun også synes, det går godt. Jamen er der ikke noget du kunne tænke dig anderledes, noget du er utilfreds med? Det er der ikke, Julie rører uroligt på sig, og jeg tænker, at det er tid til at gå.

Forældresamarbejde i tomgang

Der er næppe mange forældre, der lærer noget væsentligt nyt om deres børn og skolen ved de traditionelle skole-hjem samtaler og forældremøder. Dels er tiden knap, og mødeformerne inspirerer ikke til dialog. Dels vil skolen og lærerne ofte ingenting med møderne og samtalerne andet end vinge af, at de er afholdt. Skulle der endelig være større problemer, kan de alligevel ikke løses i dette forum. Det er sjældent at lærerne i skolen glæder sig til forældresamtaler og forældremøder. Lærerne mærker som forældrene og eleverne, at samtalerne ofte gentager og bekræfter, hvad alle allerede ved. I bedste fald spild af tid. Og i værste fald demotiverende for samarbejdet. Det er tydeligt, at skolen ikke ved hvad de vil med samarbejdet udover at have forældrene til at bakke op, sådan i al almindelighed.

At folkeskolens forældresamarbejde kører i tomgang italesættes og beklages mange steder. I folkeskolereformens lovtekster og ikke mindst i den politiske aftaletekst, som ligger til grund for reformen, gentages ofte forhåbningen om, at forældrene kan hjælpe skolen med at gøre eleverne undervisningsparate. Det nærmeste vi kommer en præcisering af, hvad forældrenes opgave i samarbejdet bør være, er henvisningen til arbejdsdelingen mellem skole og hjem. Hjemmet skal opdrage børnene til at blive gode elever dvs. rolige, sociale, koncentrerede og disciplinerede modtagere af undervisning. Skolens kerneopgave er derefter at undervise og lære eleverne så meget som muligt.

Disse forestillinger om arbejdsdeling tager ikke hensyn til vores viden om, at opdragelse og undervisning ikke kan adskilles. Al dannelse, udvikling og læring foregår i personliggjorte relationer. Derfor forbliver den håbefulde almene italesættelse af forældresamarbejdet som redningsplanke for en folkeskole i (disciplin)krise virkningsløs. Skolen kommer ikke uden om selv at opdrage. En række foreninger, herunder Danmarks Lærerforening, Skole og forældre m.fl., har netop udgivet et oplæg, der hedder Vores fælles folkeskole med trivsel og faglighed. I kapitlet om forældrenes betydning for skolen understreges endnu engang, at forældre skal bakke op om og interessere sig for barnets skole. Og udvise tillid. Der er imidlertid ingen konkrete forslag til hvordan. Eller hvad tilliden skal bygge på.

Skolen skal lære af forældrene

Jeg præsenterer i bogen Familien i skole. Magt og afmagt i folkeskolen nye og for folkeskolen usædvanlige måder at samarbejde med forældre på. Det gælder eksempelvis familieskole og familieklasser.

Hertil kommer en række anbefalinger til folkeskolen om revitalisering af de traditionelle former for skole hjem samarbejdet. Et af forslagene er en anbefaling til skolen om at skifte position. Relationen mellem forældre og skole er som regel defineret af skolen. Forældrene henvises til samme position som eleverne, de skal undervises og informeres, kort sagt oplyses. Forslaget lyder som følger: Folkeskolen erkender, at skolen ingen viden har om familiens barn ved skolestart. Folkeskolen anerkender, at forældrene har denne viden. Folkeskolen har derfor brug for forældrenes samarbejde om vidensoverførsel for at kunne lykkes med at tilrettelægge læringsprocesser, som er afstemt efter barnets behov og forudsætninger.

Folkeskolen er altså i forhold til familien i en lærende position. Derfor inviterer den kommunal folkeskole ved børns skolestart til interview af den kommende elev og dennes familie. Skolen forlader sin position af bedrevidenhed og inviterer forældrene til at indtage en position, hvor de kan undervise lærerne og pædagogerne i, hvem deres barn er.

Et andet forslag til usædvanlige læreprocesser mellem skolen og forældrene er en invitation til forældre om at overvære læringsforløb i skolen, hvor lærerne oplever, de ikke lykkes med deres undervisning. Igen drejer det sig om, at lærerne og pædagogerne bringer sig selv i en lærende position over for eleven og dennes familie. Det konkrete forslag går ud på, at en gruppes eller en klasses lærere og pædagoger indkalder forældrene til møde, hvor de forbereder forældrene på, at de har erfaring for, at der i løbet af et skoleår opstår situationer i undervisningen, hvor de får brug for friske øjne på deres undervisning for at gøre den bedre. Skolen beder derfor om, at nogle forældre melder sig til at komme på skolen, overvære undervisningen og give lærerne og pædagogerne feedback. Skolen inviterer, når behovet opstår. Også dette kan være en af de tillidsskabende foranstaltninger, som efterspørges i folkeskolens forældresamarbejde.

I bogen kan man læse mere om, hvordan denne og de andre anbefalinger konkret kan rammesættes og gennemføres. Det afgørende er, at den enkelte kommunale folkeskole foretager sådanne invitationer over for skolens forældre, som bryder med de stereotype samarbejdsformer, som altid placerer forældrene i en position af uvidenhed, usikkerhed og afhængighed.

Skole, PPR og frustration

Udsigten til, at folkeskolens lærere og pædagoger alene kan gennemføre et opgør med de vante rutiner og tomgangen i skole-hjem samarbejdet, er næppe stor. Forældresamarbejdet ligner på trods af den megen italesættelse af betydning og vigtighed på mange måder et stedbarn i folkeskolens mangfoldighed af opgaver. Tids- og opgavepresset er ikke blevet mindre med folkeskolereformen fra august 2014. Lærerne, pædagogerne og ikke mindst skoleledelsen skal have hjælp, hvis skole hjem samarbejdet skal udvikles, nye former og nyt indhold af samarbejdet prøves af. Så hvem kan hjælpe?

Den mest nærliggende hjælper er Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. I alle kommuner har folkeskoler og privatskoler adgang til en helt unik ressource i form at psykologisk og pædagogisk viden. Og i bedste fald konkrete kompetencer på både det udviklingspsykologiske, specialpædagogiske og rådgivningsmæssige felt.

Når jeg skriver ” i bedste fald”, handler det om en tvivl, ikke kun jeg men også mange andre har, om relevansen af PPR i forhold til folkeskolens aktuelle udfordringer og opgaver. Ikke mindst inklusionsfordringen har udstillet manglerne i PPR’s hidtil delvist succesfulde specialpædagogiske strategi og faglige profil. Den individualiserede tilgang med pædagogisk psykologiske undersøgelser og vurderinger af elever inden for skolens faglige kontekst opleves af aftagerne af PPR’s ydelser som mangelfuld. Lærerne og pædagogerne oplever et stigende behov for hjælp til at forstå og agere i skolens komplekse felt af relationer.

KL har i en rapport fra januar 2013 fremlagt en række pejlemærker for PPR’s udvikling. Pejlemærke 2 handler om behovet for supervision og rådgivning i skolen: Brugerne af PPR fremhæver, at det vil være gavnligt for inklusionsarbejdet i kommunerne, hvis PPR yder supervision og rådgivning om inklusion på de enkelte dagtilbud og skoler. Supervision og rådgivning forudsætter, at PPR medarbejderne har den fornødne indsigt i de konkrete lokale forhold. (…), så fortæller interviewene med brugerne fra kommunerne, at PPR mange steder kun beskæftiger sig med denne opgave i et begrænset omfang i dag (KL 2013: 10-11). Pejlemærke 6 handler om forebyggende behandling over for eleverne og deres familier: Brugerne af PPR oplever, at der er behov for forebyggende behandlingsforløb for børn og deres familier. PPR har som udgangspunkt de faglige kompetencer til at have forebyggende behandlingsforløb som en mulig ydelse, selvom disse kompetencer kun har været aktiveret i meget begrænset omfang. (…) ”Psykologerne på vores skole tager sig ikke af behandling. De diagnosticerer og tester og sender videre. Når vi siger, at der er et barn, der har det rigtig skidt, vil I tale med hende?, så siger de nej, desværre, det ligger ikke længere i deres regi (afdelingsleder) (KL 2013: 22).

Spørgsmålene til PPR’s kompetencer og hele organisationsform (skoleekstern) hos de interviewede i KL rapporten afspejler et udbredt behov i den kommunale folkeskole for hjælp til det svære inklusionsarbejde. Tvivlrådigheden kan også genfindes hos mange PPR psykologer. Dette blev tydeligt ved den konference, som Dansk Psykolog Forening afholdt i marts 2014: PPR: Opbrud og nybrud. Her var frustrationen hos de mange PPR psykologer omfattende i forhold til en oplevelse af manglende anerkendelse hos lærerne og pædagogerne af deres faglighed og kompetence.

PPR i større rolle

I Familien i skole foreslår jeg, at PPR opprioriterer arbejdet med inklusion i skolen. Inklusion af folkeskolens mange forskellige elever og behov er næppe mulig uden en tilsvarende indsats for at inkludere forældrene. Forældresamarbejdet er en opgave, det vil være oplagt for PPR at udvikle sammen med lærerne og pædagogerne.

Når jeg foreslår, at folkeskolen undertiden skifter position fra bedrevidenhed til selv at være i læring over for elever og deres familie, har både ledelse og medarbejdere i skolen brug for kompetente konsulenter, som kan inspirere og hjælpe med at udføre og fastholde nye perspektiver i forældresamarbejdet.

Man kan ikke forvente, at lærere og pædagoger kan gennemføre vidensskabende og samarbejdsfremmende interview med familierne til børn, der starter i skole, uden at få hjælp hertil. Man kan heller ikke med rimelighed antage, at pædagoger og lærere vil lade sig udsætte for forældres observation af deres undervisningsforløb og efterfølgende feedback uden professionel hjælp til at opleve sig trygge ved sådanne usædvanlige læreprocesser. Både forældre og skolens personale vil få brug for megen opmuntring og professionel støtte, hvis den nuværende tomgang i forældresamarbejdet skal afløses af samarbejdsformer, som indløser det potentiale for folkeskolens projekt, som formentlig findes i samarbejdet med elevens familie.

Hvis PPR skal spille en væsentlig rolle i dette arbejde, er det selvsagt en forudsætning, at PPR udvikler viden og kompetencer til at facilitere og understøtte relationerne mellem skolen og familien. Vi er her langt fra både specialpædagogik og terapi, om end faglig viden herfra er en fordel.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge