Af Jens Hardy Sørensen, psykolog

Det er påvist i flere rapporter, at vi i Danmark slet ikke er gode til at bryde den negative sociale arv. En arv fra hjem med en række helt forskelligartede problemer. Børn fra ressourcesvage hjem. Hjem med lave indkomster, lave uddannelser og lav tilknytning til arbejdsmarkedet. Børn af enlige mødre, børn med indvandrerbaggrund, børn med traumatiserede forældre m.v. Ifølge Kommunernes Landsforening (KL) får kun halvdelen af udsatte børn 9. klasses afgangsprøve, og de, som tager den, ligger i snit to karakterer lavere end deres jævnaldrende.

For slet ikke at tale om hele anbringelsesområdet. Anbragte børn klarer sig langt dårligere end andre børn mht. folkeskole, ungdomsuddannelser og senere beskæftigelse. I Danmark bruges ca. 45 milliarder kr. om året på sociale indsatser, som støtter både børn og voksne. Omkring 170.000 personer modtager sociale indsatser, men resultaterne er imidlertid langt fra tilstrækkeligt dokumenterede. Som ministeren siger: ”Der er jo en skov af indsatser derude og spørgsmålet er, om de virker” og problemet er, at ”vi mangler viden om hvilke indsatser, der virker på socialområdet”. I Danmark er psykiske lidelser den hyppigste årsag til førtidspension og baggrund for mere end 45 procent af alle tildelinger. Kommunernes Landsforening efterlyser viden og forskning i effekten af tidlige indsatser og i forhold til anbragte børn og unge. Praksisnær forskning og metodeudvikling.

Vores første opgave må være at videreudvikle metoder til effektmåling, der er pålidelige og lette og billige at administrere. Og som fokuserer på kernen i negativ social arv.

Til børn i alderen 0 til 5 år fra ressourcesvage hjem er der nu afsat 580 millioner kr. over fire år til at udvikle dagstilbuddene. Ministerium for Børn har over de kommende år til 2019 tildelt 264,8 millioner kr. til tilbud til børn og unge fra familier med stof- eller alkoholproblemer. Børn fra familier med vold og incest (med eller uden stof- og alkoholmisbrug) får også hjælp. Men hvordan anvendes midlerne bedst?

Når vi bevilger separate midler til børn fra hjem med lave uddannelser, til børn og unge fra familier med stof- og/eller alkoholproblemer, med vold, incest m.v. opstår en række ukoordinerede projekter og indsatser, der retter sig snævert mod disse kriterier. Ved at målrette midler specifikt til børn fra familier med lav indkomst og arbejdsmarkedstilknytning, fra indvandrerfamilier, børn af traumatiserede og børn af enlige, sker let en eksklusion og stigmatisering, og det betyder ofte ren symptombehandling på kryds og tværs. Med sådanne ”målrettede” sociale indsatser, der ikke fokuserer tilstrækkeligt på kernen i negativ social arv, kommer vi let til at udgrænse, stigmatisere og ekskludere disse børn fra deres jævnaldrende uden udtalte problemer og som ikke opfylder de mange ”bevillingskriterier”.

Et stort antal børn og unge fra disse talrige, overlappende udsatte grupper klarer sig heldigvis godt senere i livet. Men hvem klarer sig fra de ressourcesvage hjem, og hvem har ikke brug for specielle indsatser? Og omvendt: Mange børn og unge fra ”gode, ressourcestærke” hjem – fra hjem, som ikke falder ind under de mange definerede udsatte grupper, der skal have speciel hjælp – klarer sig skidt senere i livet. De skal også, på en let måde, meget tidligt i daginstitution kunne identificeres med nye metoder og blive fulgt og hjulpet sammen med dem fra åbenlyst svage hjem og sammen med dem uden disse ressourceproblemer. Mange fra ”ressourcestærke” hjem bliver ofte aldrig identificeret. De lider (som dem fra ”ressourcesvage” hjem) af uregulerede impulsive og kompulsive handlinger og emotioner. De bliver mobbet. De lider ofte senere af angst, depression, social isolation, udviser aggression, kriminalitet, spiseforstyrrelser, selvskade, stof- og alkoholmisbrug m.v., som alle er karakteriserede ved manglende evne til affektregulering. Og de udgør måske morgendagens ressourcesvage hjem, hvorfra der startes en ”ny” negativ social arv, der så uopdaget fortsætter generation efter generation i de udadtil ressourcestærke hjem.

Der er meget store forskelle i børns evner til at trives og indgå i sociale (lege-) fællesskaber, når de begynder i vores dagtilbud. Mange små børns socio-emotionelle kompetencer er lave, ligesom deres evne til at koncentrere sig og lære nyt. Børn fra belastede hjem – og der er virkelig mange forvirrende faktorer og kombinationer af problemer – møder op i vores dagtilbud med lave socio- emotionelle ressourcer. Gode eller dårlige sprogfærdigheder siger i sig selv ikke noget entydigt om socio- emotionelle ressourcer. Det alarmerende budskab er, at disse ressourcer ikke tilføres i hele perioden i vores dagtilbud. De dårligst fungerende børn forbliver på samme lave niveau, indtil de begynder i skolen, som heller ikke systematisk kan følge og tilføre socio-emotionelle kompetencer. Ressourcer, der er grundlaget for empati (for sig selv og andre), moral, etik og dannelse. Og er forudsætning for evnen til at danne venskaber og vedvarende relationer. Og fundamentet for evnen til fremtidig læring og arbejde.

Vores anden opgave må være at videreudvikle metoder til tidlig opsporing, som er pålidelige og lette og billige at administrere og som når helt bredt ud.

Vores tredje opgave er at (videre)udvikle pædagogiske metoder, der på hvert alderstrin, systematisk og veldokumenteret tilfører de grundlæggende relationelle ressourcer.

Hvorfor fortsætter vi så uden koordinerede indsatser, uden systematisk effektmåling og tidlig opsporing af manglende socio- emotionelle kompetencer? Der er i samfundsdebatten opstået to stridende og handlingslammende tendenser, som begge bunder i manglende anvendelse af ny (tvær-) videnskabelig viden: Den ene position, som af Stefan Herman er benævnt den ”pædagogisk- konservative” (uddannelserne m.v.) tror ikke, at det på et videnskabeligt grundlag, er muligt eller relevant at operationalisere og vurdere (måle) menneskelighed: socio- emotionelle kompetencer, empati, moral og dannelse. Den anden position, den ”politisk- administrative”, med ministeriernes embedsmænd, politikere, DJØF’ere m.fl. forstår ikke, at der er andet, der kan måles end præstationer i sprog, matematik m.v. Løsningen må være, at vi anvender den eksisterende omfattende, nye tværvidenskabelig viden, som viser os, at man meget tidligt kan ”måle” socio-emotionelle ressourcer og evne til empati og dermed tidligt opspore ressourcesvage børn. Lige meget om de kommer fra tilsyneladende ”ressourcesvage” eller ”ressourcestærke” hjem. Videreudviklingen af sådanne let administrerbare og billige vurderingsredskaber giver samtidig indsigt i, hvordan vi, uden eksklusion og stigmatisering, kan hjælpe og løbende følge udvikling og effekt af mange konkrete og forskelligartede indsatser og projekter landet over.

Hvordan kan vi så opspore børn med disse ressourceproblemer – helt på tværs af traumatiske begivenheder, miljøer, symptomer og eventuelle diagnoser? Hvordan målretter vi bedre de store beløb fra fonde, styrelser og ministerier? Ved i langt højere grad at videreudvikle metoder til tidlig opsporing, effektmåling og forebyggelse, der fokuserer på den underliggende kerne i negativ social arv, med dens mange årsager og helt forskellige fremtrædelsesformer. Men hvad er kernen? Al forskning (og al praktisk viden) peger på de såkaldte socio-emotionelle kompetencer eller ressourcer. De består af en række velkendte elementer, som i praksis i daginstitutioner, skoler og institutioner kan måles: Evne til at afkode og benævne andres følelser (og dermed andres intentioner og relationelle behov), evnen til at fornemme og benævne egne følelser, evne til at tage den andens perspektiv, evne til uden og med sprog at kommunikere følelser, evne til styring af en række opmærksomheds- og hukommelses funktioner og evne til at regulere – uden og med sprog- følelser, når man er sammen med andre og når man er sig selv. Evner eller kompetencer der kan måles. Disse evner grundlægges de første 1000 dage i et barns liv og udgør grundlaget for empati (der har flere velbeskrevne lag), moral, etik og dannelse. Almen menneskelig dannelse, etik og moral, hviler på evnen til empati og intimitet og egen evne til målrettethed og identitet. Og disse menneskelige egenskaber bygger på evnen til affektregulering og mentalisering – når man er sammen, og når man er sig selv.

Kernen, sådanne fundamentale menneskelige ressourcer, dannes tidligt (før daginstitutioner) i tilknytningsbånd i familien gennem de voksnes egen evne til affektregulering og empati. Gennem den voksnes implicitte affektregulering og eksplicitte forståelse af spædbarnets emotioner og intentioner og dermed behov. Lag på lag erfarer og lærer barnet dette de første to- tre år, hvor kerneselvet dannes. Lag, der påføres af trygge og stabile forældre, der selv rummer lagene, og som viser sig synligt i forældrenes forhold til hinanden. Børn får det ikke bedre indeni med sig selv, end forældrene synligt har det udenpå med hinanden. Hvert lag, der lægges på evnen til affektregulering, mentalisering, empati og dannelse, tilfører nye aspekter og nuancer og mere dannelse. Selvet og selvværd styrkes. Hvert lag stabiliserer samtidigt de tidligere underliggende, mere skrøbelige og unuancerede lag. Robustheden styrkes. Hvis der derimod hos omsorgspersonerne er udbredte fejl og mangler i lagene for affektregulering og empati, bliver personen sårbar og personens relationer ustabile – selvet og selvværd bliver skrøbeligt.

Kernen i negativ social arv er der, hvor tilknytningspersonernes implicitte affektregulering og eksplicitte forståelse af spædbarnets emotioner, intentioner og behov er overfyldte med fejl og mangler, på grund af egne problemer og baggrund. Det er præcist her, vi må finde og hjælpe børn i daginstitutioner og skoler: Vi må lære børnene dét senere, som de ikke har lært tidligere i hjemmet. Tilknytning, implicit erfaringsbaseret emotionel læring og hukommelse bliver de centrale vidensområder her.

Den nyeste tværfaglige viden fra interpersonel neurobiologi mv., har tydeligt vist os, at indlæringen af basale socio-emotionelle kompetencer i de tidligste få leveår, i tilknyttede forhold, sker gennem vedholdende træning i forskelligartede sprogløse (implicitte) interaktioner, som huskes proceduralt i modnende hjernekredsløb, hvis indhold ikke er tilgængelig for kognition og sprog. Barnet véd ikke, hvad det har lært eller ikke har lært og kan ikke sprogligt huske eller gennem sprog tilegne sig disse helt afgørende basale evner til affektregulering. Det er alene os voksne ”omsorgspersoner”, der er ansvarlige for denne type læring. Barnet med problemer senere i livet kan intet svare, hvis der blankt spørger: ”Hvad har du brug for?” ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe?”

Derfor er det afgørende vigtigt, at pædagoger og lærere klædes på til i afgrænsede og strukturerede interaktioner at være en sikker tilknytningsfigur (i hvem accept, glæde og interesse altid underliggende er til stede), som mange børn ikke har hjemmefra. Pædagoger kan – nogle timer i den ugentlige arbejdstid – med bestemte metoder, træne en lang række funktionelle hjernesystemer, der regulerer evnen til at udsætte behov (regulering af impulsivitet), evne til fokuseret opmærksomhed og vedholdende opmærksomhed. Træne børnenes regulering af vrede, frygt, tristhed, accept, glæde og andre basale emotioner. Funktionelle hjernesystemer består af en række ydre sociale led og en række indre hjernekredsløb, som vi nu har en omfattende viden om.

Med klart organiserede metoder, strukturer og relationsformer kan pædagoger, lærere og plejeforældre i afgrænsede interaktioner danne små ”øer” af sikker tilknytning, hvor de for barnet ukendte og nye implicitte socio- emotionelle kompetencer og evne til affektregulering dannes. Meget tyder på, at ”øer” på tre gange to timer pr. uge med erfaringer med sikker tilknytning i dagtilbud er tilstrækkeligt. Øer, der vokser og med tiden i institutioner og skoler bliver mere sammenhængende og faste områder, der inkluderer og knækker den negative sociale arv. Evnen til affektregulering i tilknyttede relationer, er fundamentet for fremtidig trivsel og inklusion og evne til læring. Erfaringen fra bl.a. Aarhus Kommune viser tillige, at pædagogers og læreres egen trivsel og faglige stolthed stiger, når de klædes på til en sådan afgrænset og meget fokuseret indsats.

Hvis voksenansvaret for denne relationelle læring i institutioner nedtones, kunne børn jo nærmest opdrage sig selv og selv lære affektregulering og mentalisering, empati og menneskelig dannelse. Inklusion, evne til læring og arbejde, venlige demokratiske omgangsformer, fordragelighed, anger, fortrydelse, tilgivelse, ”tonen”, gemytlighed, kan man ikke bare snakke sig til via ”værdigrundlag”, sprogbaseret ”demokratisk” dialog og andre sprogbårne læringsformer og ”erkendelsesfag”. De hviler alle på et tidligt dannet fundament i tilknyttede forhold, af situationstilpassede, implicit regulerede basale emotioner og tilfredsstillelse af de tilhørende relationelle behov. Dette fælles menneskelige fundament går på tværs af kulturer, religioner, historiske perioder m.v. Den implicitte erfaringsbaserede læring vil vise sig (og kan måles) ved bestemte emotionelle automatiske handlefærdigheder, en implicit prosocial handleevne og evne til selvafgrænsning i kerneselvet. I relation til andre og i forhold til sig selv.

Charlotte Ringsmose fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet, siger at ”80% af børnene i dagtilbuddene udvikler sig, som de skal, både socialt og kognitivt, mens der er 20 % tilbage, som vi ikke får hjulpet, og det følger dem resten af tilværelsen. De er bagud lige fra begyndelsen i dagtilbuddene, og det fortsætter de med at være i skolen og senere i livet (…) Indsatserne når ikke de udsatte børn”. Pointen her er, at vi helt tidligt let, automatisk og billigt skal kunne identificere disse 20% og sideløbende videreudvikle pædagogiske metoder, hvor disse 20 % hjælpes inkluderende sammen med børn uden specielle problemer som Mai Mercado siger ”jeg mener ikke, at det er til skade for de mere ressourcestærke børn, hvis alle børn i dagtilbuddet er en del af fællesskaber (…), når de er små, vil vi også kunne forebygge en negativ social arv siden hen”. Vi har metoder til tidlig opsporing, forebyggelse og effektmåling som vi nu har grundlag for at videreudvikle med ny tværvidenskabelig forskning og som kan implementeres overalt i landet. Vi bliver nødt til at fokusere på kerneproblemerne hos udsatte børn (på tværs af rent ydre ”sociale” forskelle), for løbende at kunne følge deres socio- emotionelle ressourceudvikling tæt med nye metoder. Med nye ”redskaber”. Ikke for at skille dem ud og give dem et hav af ukoordinerede, specielle, symptombaserede og ofte stigmatiserende tilbud, uden synderlig påviselig effekt.

Der har ligefrem udviklet sig en vildtvoksende ”projektindustri” bestående af private aktører, der via det offentlige nærmest, ad uransagelige veje, opnår monopol lignende status og hvor koordinering og selve det afgørende (tvær-)faglige indhold langt fra er i højsædet. Frem for at udvikle faglighed udvikles forretning.

Med vores nuværende viden kan vi udvikle koordinerede, inkluderende danske tilbud – hvor vi i Danmark kan gå foran – der er langt mere videnskabeligt forankrede og måler på ændringer i kerneproblemerne i negativ social arv: Problemer med affektregulering og mentalisering i nære, tilknyttede forhold.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge