Af Finn Korsaa, psykolog

Da den amerikanske psykolog Rollo May holdt sin afskedstale som formand for den amerikanske psykologforening, sammenlignede han den faglige udvikling af psykologien med filosofien i antikken. I hellenismens storhedstid spillede begreber som tro, skæbne, etik og moral en central rolle, men efter et par århundreder forfaldt disse idealistiske synspunkter til en snak om den bedste kur mod maveonder.

Tilsvarende kan man følge en mental degeneration fra stolte kampråb om frihed, lighed og broderskab, der prægede tiden efter den store franske revolution til vor tids avisoverskrifter om at knække cancer, om fedmeepidemien eller gode råd mod demens. Denne måde at perspektivere den historiske udvikling på, åbner for en aflæsning af vores historie i symptombilleder. Man kan fx notere sig, at hysteri optrådte på den historiske scene på et tidspunkt, hvor der endnu var kamp for demokratiet. Hysterien udfordrede ikke blot den medicinske faglighed, men også moralen. Her omkring hundrede år senere har anorexia nervosa indtaget en lignende position. På samme måde som hysteri engang kunne hidse såvel fag- som godtfolk op, kan anorexi bringe vor tids forældre og læger til fortvivlelse. Man bliver mindet om, at anorexi er en alvorlig mental sygdom, og man bliver tillige mindet om – og her kan man som læser fornemme pegefingeren og et alvorligt moralsk insisterende blik – at anorexi ikke må opfattes som udtryk for valg af en livsstil.

Ikke desto mindre er det hovedløst at kalde anorexi for en sygdom. En diagnose er ikke er en sygdom, men er snarere en samling tegn. Et tørklæde på om hovedet på en kvinde kan således være et tegn på, at kvinden sælger fisk ved Gammel Strand i København. Tørklædet kan også være tegn på en muslim-performance, men siger ikke noget om hendes tro. Kvinden udtrykker noget ved at bære tørklæde, hun udtrykker sig i relation til sine omgivelser. Hendes performance lader sig bedst forstå som noget relationelt, sådan er det også med anoreksi.

Symptomer er ikke sygdom

Det er karakteristisk for psykiatrien her til lands, at den forsøger at sælge det budskab at psykiske symptomer som anorexi, depression og angst er sygdomme, der bør have samme status som fx influenza og kræft. Der er åbnet butikker rundt i lander der skal formidle det budskab. Der er næppe tvivl om, at synspunktet er velment, ikke mindst i forhold til medicinalindustrien, men det bliver det ikke mindre galt af. Man kan blot se på diagnosen depression, der er et tegn på nedtrykthed, som imidlertid kan have vidt forskellige baggrunde fra det ene menneske til det andet. Allerede i Victoriatiden begik psykiatrien den kardinalfejl at identificere symptomer med sygdom. Følgen blev, at psykiatrien stod magtesløs og uforstående over for hysteri, og der står de endnu. På samme måde breder håbløsheden sig i vor tid over for de mange tilfælde af anorexi. Dengang lod tidens bedste tænkere sig udfordre, og det førte til udviklingen af en ny psykologi, der under navn af psykoanalyse fandt sin endelige udformning i den sidste halvdel af 1890’erne. Freud påviste, at hysterikeren med sine symptomer udtrykte sig lige som kvinden oven for med tørklædet og kunne dermed afkræfte, at der var tale om en sygdom.

Den 30. oktober 2015 var den norske psykiater og professor Finn Skårderud gæst i København, hvor han fortalte danske psykologer om anorexiens fænomenologi. Han påpegede, at man til alle tider har kendt til fænomenet, men at det blev et mediefænomen på det tidspunkt, hvor overflodssamfundet slog igennem. Det er ikke svært at få den tanke, at forholdet til mad blev voldsomt udfordret af en kultur, der svælgede i mad. De bugnende tag-selv-borde virkede vulgært udfordrende og som en hån mod den nøjsomhed, som hidtil havde været naturlig. Overfloden af mad provokerede ikke mindst fordi, den stod i modsætning til den sult og fattigdom, som præger andre dele af verden. Overflodssamfundet svælger ikke blot i mad, men der skrives kilometervis af hylder af bøger om mad og drikke. Tag-selv-bordet er blevet selve ikonet på en moderne buffetmoral.

Skårderud fortalte også, at forsøget på at forstå anorexi med udgangspunkt i de gængse psykologiske teorier slog fejl. Det førte faktisk til en situation, som kunne minde om den, som den franske generalstab befandt sig i før udbruddet af Anden Verdenskrig. De havde ikke fantasi til at forestille sig andet end, at den næste krig ville blive udkæmpet som den forrige.

Ungdomsår som overgangsperiode

Den nye situation førte til, at psykoanalytikerne Peter Fonagy og Anthony Bateman udviklede en ny form for psykoterapi, der fik navn af mentalisering. Det drejede som om en terapeutisk teknik, der karakteriseres som evnen til umiddelbart, det vil sige kropsligt, men også middelbart, det vil sige sprogligt at fornemme og tolke sine egne og andres reaktioner, handlinger og følelser som meningsfulde. Og det er jo det anorektikeren ikke kan, og som hendes forældre også har svært ved.

Man står magtesløs og uforstående over for to påfaldende fænomener, der karakteriserer anorexi. På den ene side finder vi en markant viljestyrke hos anorektiker, på den anden side forundres man over en vedholdende vrangforestilling, der kommer til udtryk i, at vi almindelige, normale mennesker ser en pige, der ligner en koncentrationslejrfange, mens hun selv, ved spejlets mellemkomst, finder, at hun er for tyk. Hvordan skal vi nu forstå disse fænomener?

Det var for mig påfaldende, at Skårderud i sin forståelse af anorexi ikke havde meget kontakt med udviklingspsykologien. Jeg fik det indtryk, at han uden at eksplicitere det, benyttede sig af det kulturradikale dogme, at der kvalitativt ikke er noget skel mellem barn og voksen. Jeg finder det derfor på sin plads at minde om, at et sådant skel faktisk eksisterer og er noget, man må tage alvorligt. Det bringer ungdomsårene i fokus som en overgangsperiode, og den er, groft talt, kendetegnet ved en tre-ledet udviklingsproces.

Den indledes med et mere eller mindre klat udtalt håb for fremtiden kombineret med en fascination af det andet køn og trangen til at opleve kærligheden. Samtidig opstår der en selvkritik undertiden grænsende til afsky og anger, der må opfattes som et udtryk på den overgangssituation, den unge befinder sig i. For det tredje optræder der en mere eller mindre stærk trang til at frigøre sig fra barndommen, glemme alt, hvad der har været, og forpligte sig på fremtiden. Det er imidlertid påfaldende, at det hovedsagelig er det andet af disse følelseskomplekser, der præger det unge menneske med diagnosen anorexi. Forestillingen om en fremtid er fraværende. Det er under indtryk af en sådan observation, man må drage den konklusion, at anorektikeren vender sig mod muligheden for et voksent liv og gør alt for at skabe en illusion om at være barn igen.

Moses-legenden

Jeg har kun lejlighedsvis anledning til at beskæftige mig med anorexipatienter. Det er ikke dem, der kommer flest af i en privat praksis. Men for et par år siden hændte det, at en yngre anorektiker henvendte sig i min konsultation. Hun var 24 år og boede sammen med sin mor. Hun havde, fortalte hun, opsøgt mig på moderens foranledning, fordi hun plagede livet af sin mor med anklager om, at hun havde svigtet. Hun havde da heller ikke siddet mange minutter i min stol, før hun havde kastet sig ud i en lang tirade om denne mors talrige affærer og en opregning af et omfattende katalog af svigt, som hun ved enhver lejlighed rev moderen i næsen. Nu havde moderen imidlertid fået nok af datterens anklager og havde anmodet hende om at opsøge en psykolog.

Efter nogle seancer opstod der i hendes talestrøm en pause og gjorde hende lydhør. Jeg benyttede da lejligheden til at spørge hende, om hun kendte legenden om Moses. Jo, hun huskede da noget fra sin skoletid, det var vist noget med plagerne over Egypten? Men hvad mente jeg med det? Jeg fortalte hende da hele historien: Moses’ opbrud og hans flugt fra Egypten er som et ikon på et menneskeligt grundvilkår: den nødvendige følelsesmæssige adskillelse fra familien. Faraos utilbøjelighed til at give Moses den frihed, han forlangte, svarer til moderne forældres ønske om at fastholde de følelsesmæssige bindinger til deres børn. Plagerne over Egypten svarer til frustrerede teenageres hærgen af familien. Overgangen over det Røde Hav svarer til den egentlige frigørelse og muligheden for en vej mod en identitet for den nye generation. Legenden om udfrielsen fra det egyptiske slaveri udgør således af en række spektakulære begivenheder. På samme måde kan man sige, at et ungt menneske starter sin udvikling med et brud med forældrene efterfulgt af en lang vandring frem mod en identitet.

Anorektikeren befinder sig, hvis man vil forstå hendes situation i relation til myten, stadigvæk i Egypten, hvorfra hun vurderer ørkenvandringen og finder den ikke blot skræmmende, men uantagelig. Uden at være bevidst om det handicapper hun sig selv i håbet om at få lov til at blive i den verden, hun altid har været i, og det er påfaldende, at udviklingen af anorexi stort set altid fører patienten ind i et symbiotisk forhold til forældrene.

Moses havde fået til opgave at befri sit folk, at føre det ud af det land, der var blevet deres hjem, og gå ud i ørkenen for at finde frem til det nye i det uvisse. Denne ørken er symbolet på, at enhver ny generation må begynde forfra. Man ejer endnu ikke noget. Som enhver ny generation starter tilværelsen uden ejendele, og ørkenen er et symbol på ungdommens nomadetilværelse. Det kan være svært, og den unge længes undertiden efter barndomshjemmets komfort, på samme måde som Moses og hans frænder længes tilbage efter Egyptens kødgryder.

Et vendepunkt

Historien om udfrielsen fra Egypten er et sindbillede på, at livet bliver til gennem en adskillelse fra forældregenerationen. De unge skal forlade forældrenes hjem som Moses forlod Egypten uden andet end troen på fremtiden. Hvorfor kunne Farao ikke slippe det jødiske folk? Hvorfor kan forældre ikke slippe deres børn? Hvorfor kan børnene ikke slippe deres forældre?

Fortællingen af denne legende blev et vendepunkt for min klient. Snart kunne terapien koncentrere sig om hendes trang til løsrivelse og frigørelse, og nu blev det moderens kontrol og overvågning, som samtalerne kom til at dreje sig om. Noget tid efter terapiens ophør sendte hun mig en e-mail og fortalte, at hun var flyttet hjemmefra, og at hun havde fundet sig en kæreste. Der var øjensynligt sat en udviklingsproces i gang, og det var dette udviklingsperspektiv, jeg havde savnet i Skårderuds fremstilling. Hans meget indsigtsfulde omsorg og forståelse af anorexi fik mig på den idé, at psykoterapi i grunden kun har to mulige funktioner. Enten kan den sætte en psykisk udvikling i gang, der fører til, at en udviklingsstandsning ophæves og nye potentialer sættes i spil. Eller psykoterapi kan virke som sjælesorg, hvor man vugger klientens indre barn, trøster og skærmer det ved at give det gode råd om, hvordan man beskytter sig mod denne verdens fortrædeligheder.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge