Hvordan kan systemisk tankegang og nyere sorgteori benyttes i det socialpædagogiske arbejde med flygtningefamilier?

Af Ann-Jeanette Weitling, psykolog, og Rikke Baden, leder Bak-Op ApS. Udgivet 26. april 2016.

Denne artikel handler om, hvordan voksne i flygtningefamilier kan tilbydes en pædagogisk helhedsorienteret støtte på måder, der tager højde for deres traumesymptomer samtidig med, at de støttes i at blive i stand til at varetage omsorgen for deres børn og over tid blive integrereret i det danske samfund. Det er vores intention med denne artikel at videregive de erfaringer vi har gjort os og synliggøre, hvordan det er muligt at yde en gavnlig socialpædagogisk indsats over for flygtningefamilier.

Introduktion

Den stigende tilstrømning af flygtningefamilier til landet har medført et behov for at kunne yde disse familier støtte, og vi har i vores arbejde udviklet pædagogiske tiltag, der kan være med til at fremme flygtningefamiliernes mulighed for at kunne klare de livsvilkår, der stilles dem med samfundets krav om integration sideløbende med, at en bearbejdelse af tidligere traumeoplevelser kan finde sted.

I flygtningefamilierne er de voksne mærket af deres egen smertefulde livssituation, og de kæmper med svære psykiske, fysiske og sociale følgevirkninger af de traumatiske begivenheder, de har været udsat for. Dette får betydning for deres børns personlige og sociale trivsel og oplevelse af sikkerhed. De voksne kan have svært ved at forblive rolige og samlede og have fokus på at varetage deres børns følelsesmæssige behov, når de bliver kede af det. De voksne kan også reagere med vrede og ophidselse eller nedstemthed og her udvise traumereaktioner, der kan skabe ængstelse hos deres børn.

Den indsats, vi yder de voksne i flygtningefamilierne, er over tid medvirkende til at skabe forudsætningerne for en større stabilitet i familien, hvor de voksne i højere grad bliver i stand til at klare hverdagslivets krav og varetagelsen af deres børns behov på en rolig og samlet måde. Dette kan over tid give børnene en mere sikker oplevelse af, at deres forældre er i stand til at klare tilværelsen i det nye land og kan passe på dem.

Yngre børn har lettere ved at blive overvældet af almindelige livsbegivenheder, som ikke i samme grad påvirker ældre børn eller voksne. Yngre børn har således i højere grad behov for, at deres omsorgspersoner er i stand til at skabe nærvær og beroligelse i det daglige samvær især i situationer, hvor de udsættes for skræmmende og truende livsbegivenheder.[1]

Det er ikke den skræmmende og overvældende begivenhed alene, der er udslagsgivende for traumereaktioner hos børn. Undersøgelser viser, at yngre børn oplever en overvældende begivenhed mindre traumatisk og voldsom, hvis deres forældrene forholder sig roligt og bevarer fatningen i situationen. De voksnes omsorg med trøst, beroligelse og tryghed i situationen kan således være en afgørende faktor for afværgelse af senere traumereaktioner hos yngre børn.[2]
Ved at støtte de voksne, så det bliver muligt for dem at orientere sig i det nye samfund og støtte til en reducering af deres traumesymptomer, kan der over tid skabes gode forudsætninger for, at de som forældre kan blive bedre i stand til at varetage deres børns personlige og sociale trivsel.

Præsentation

Bak-Op er et socialpædagogisk behandlingstilbud rettet mod børn-unge og familier, som gennem en årrække har udviklet og tilrettelagt arbejdet med flygtningefamilier, der er kommet til Danmark fra Afghanistan, Iran og Syrien.

I vores familieteam har vi fokus på at handle aktivt og konstruktivt i det almindelige samvær med familiemedlemmerne i hverdagen.

De flygtningefamilier, som ydes støtte, er alle henvist af sagsbehandler fra familiernes bopælskommuner. Det er således som udgangspunkt sagsbehandlerens vurdering, at en pædagogiskforanstaltning som den, vi kan tilbyde, antageligt vil kunne gavne en familie.

Vi arbejder ud fra en systemisk referenceramme, hvor den pædagogiske tilgang er helhedsorienteret. Der arbejdes med familien som et samlet system og med familiemedlemmernes interpersonelle relationer i dette system og med øje for den enkeltes særlige behov.

Vi møder familierne i deres eget hjem der, hvor de er mest fortrolige med at være, og det er også her, at den pædagogiske indsats hovedsageligt finder sted. Der støttes op om de praktiske gøremål i hverdagslivet, som de voksne i begyndelsen ikke er i stand til at varetage på egen hånd. Der foretages samtaler med de voksne vedrørende temaer, der har betydning for dem og den samlede familie i forhold til at kunne begå sig i det danske samfund. Derudover er der samværsaktiviteter med familien i hjemmet og i nærmiljøet, møder på kommunen med sagsbehandler og på skole og daginstitution med lærere og pædagoger.

Vi indgår i familiernes hverdagsliv omkring to gange om ugen og kan intensivere støtten i perioder, hvor dette skønnes hensigtsmæssigt ligesom, og vi kan tilkaldes akut døgnet rundt i tilfælde af behov herfor.

Når familien bliver tilknyttet Bak-Op udfærdiges der en handleplan, og med udgangspunkt i denne ydes den pædagogiske indsats med løbende socialpædagogiske statusbeskrivelser med tre til seks måneder intervaller. Disse beskrivelser bliver forinden gennemgået med familien og benyttes ved statusmøder med henvisende sagsbehandler, hvor de danner udgangspunkt for en nærmere drøftelse af familiens samlede trivsel og de enkelte familiemedlemmers aktuelle situation. Det er også her, der i samarbejde med sagsbehandler og familien kan foretages justeringer i den aktuelle indsats, der ydes familien og de enkelte familiemedlemmer, hvis dette skønnes relevant.

En systemisk reference

Vi har fokus på familien som et systemisk hele, der interagerer med det omgivende samfund og dets hjælpesystem. Det danske hjælpesystem er struktureret på en måde, som af borgere kan opleves som et uoverskueligt system at skulle navigere i. Den enkelte kan ikke få hjælp til det hele hos én og samme fagperson med et godt kendskab den enkeltes livssituation, men skal ofte tale med mange forskellige rådgivere tilhørende forskellige indsatsområder for at kunne modtage den hjælp, der er brug for.
De voksne i flygtningefamilierne mangler forudsætninger for at kunne orientere sig i det danske hjælpesystem. De kommer fra traditionelle samfund med en helt anden samfundsstruktur, og de har ingen erfaringer med et hjælpesystem som vores, og sprogligt har de svært ved at kommunikere med de forskellige rådgivere og forstå de informationer, de modtager her. Med de traumesymptomer, de voksne har med sig, kan dette være medvirkende til at øge graden af psykisk belastning hos de voksne.

I familieteamet har vi en koordinerende og regulerende funktion i forhold til de indsatsområder, der etableres omkring familien. Det vil sige, at vi har et tæt samarbejde med den henvisende sagsbehandler i kommunen og øvrige fagpersoner fra andre offentlige instanser såsom jobcentre, sprogskoler, folkeskoler, daginstitutioner, arbejdspladser, praktiksteder, sundhedsplejersker, tandlæger og almen praktiserende læger, psykiatere, psykologer, terapeutiske traumebehandlingssteder ect.

Det er ikke altid, at en familie er i stand til at foreholde sig til det, der kræves eller umiddelbart kan forstå, betydningen af det, der kan tilbydes hjælp til. Her er vi i tæt samarbejde med den henvisende sagsbehandler i kommunen med til at støtte familien således, at det bliver muligt for de voksne at orientere sig i forhold til de muligheder og begrænsninger, de lever under i det danske samfund. I denne proces foretager vi i samarbejde med henvisende sagsbehandler løbende justeringer i forhold til de krav om integration, der stilles således, at der er en afstemning mellem disse krav og de voksnes reelle muligheder for at kunne efterleve disse. De voksne støttes således til over tid selv at kunne klare de opgaver, der stilles dem som danske samfundsborgere.

Med denne indledende støtte erhverver de voksne gradvist en oplevelse af at have indflydelse på eget liv, og dette medvirker til en stabilisering i familien, der bringer ro og sikkerhed hos de enkelte medlemmer. Samtidig hermed skabes der en tillid hos de voksne til, at vi er troværdige personer, de kan regne med og hente støtte hos.

Det er i dette nære samspil i hverdagen med familiens medlemmer, at støtten til opbygningen af en ny tilværelse kan finde sted og en begyndende bearbejdning af de voksnes traumeoplevelser kan igangsættes.

Traumer og overvældende begivenheder

For de voksne i flygtningefamilierne er de psykiske, fysiske og sociale følger af de voldsomme traumatiske begivenheder, de har været udsat for, som oftest blevet til længerevarende traumereaktioner eller til udviklingen af PTSD, Post Traumatisk Stress Syndrom, der belaster dem i hverdagslivet. Det anslås, at cirka 30-50 procent af de flygtninge der kommer til landet er traumatiserede, og mange får diagnosen PTSD.[3]

De voksne i flygtningefamilierne kan også udvise akutte voldsomme traumereaktioner i hverdagslivet, hvis der i omgivelserne er noget, der giver anledning hertil, eller der opstår noget i den aktuelle situation, der vækker minder om de tidligere voldsomme hændelser.

For at kunne støtte de voksne i at falde til i det nye og gøre dem livsdygtige er det vigtigt, at vi i arbejdet med flygtningefamilierne har kendskab til karakteren af de voldsomme begivenheder, der er udløsende for PTSD.

Det er begivenheder, hvor personen har oplevet eller har været vidne til eller er blevet konfronteret med en eller flere begivenheder, der indebar død, eller trusler om død eller alvorlig kvæstelse eller trusler mod egen eller andres fysiske integritet.

Derudover er det ligeledes vigtigt at kende til PTSD som et syndrom, der rummer følelser af intens frygt, rædsel, magteløshed og tab af kontrol med vedvarende symptomer som:

  • Øget stress, hvor personen har svært ved at falde i søvn eller sove igennem, er lettere irritabel med vredesudbrud, har koncentrationsvanskeligheder, har en øget vagtsomhed og kan overreagere på forskrækkelse.
  • Genoplevelsesfænomener, hvor personen på forskellig måde
    til stadighed genoplever den traumatiske begivenhed med invaderende og belastende erindringer om det skete, gentagende belastende drømme om begivenheden, pludselige oplevelser af eller reaktioner som om den traumatiske begivenhed gentager sig i nuet. Eksempelvis gennem mareridt og flashbaks eller følelsen af intens psykisk stress ved oplevelser af begivenheder, der er at sammenligne med den traumatiske begivenhed.
  • Undgåelsesreaktioner, hvor personen til stadighed forsøger at undgå stimuli, der er forbundet med traumet eller hvor personen er tilbøjelig til at trække sig tilbage følelsesmæssigt på måder, som vedkommende ikke tidligere har gjort.[4]

Inden for traumeområdet har man haft en tendens til at opfatte udviklingen af PTSD som et direkte resultat af og svarende til karakteren og graden af den ydre traumatiske begivenhed. Men det er ikke kun graden og karakteren af den udløsende traumatiske begivenhed, der er bestemmende for udviklingen af svære traumer hos den ramte.
Den voldsomme begivenhed rammer en person, hvis livshistorie og socialisering, det er vigtigt at kende til. Personen kan eksempelvis have haft en sårbarhed eller have haft en modstandsdygtighed, før traumatiseringen satte ind, som det kan være vigtigt at have med i betragtning i tilrettelæggelsen af den aktuelle støttende behandling. Undersøgelser viser også, at en række faktorer afgør sårbarheden over for voldsomme traumatiske begivenheder som eksempelvis alder, køn, personlighedsstrukturen, personens erfaringer med tidligere traumatiske oplevelser og nervesystemet.[5]

Når et menneske står over for en overvældende trussel aktiveres de ældste og dybeste strukturer i hjernen, idet hjernen sørger for vores overlevelse. Der aktiveres her en stor mængde overlevelsesenergi, der viser sig ved en række fysiologiske reaktioner som et forsvar og en beskyttelse mod truslen. Det forsvarssystem, som sættes i gang hos den ramte, varer sædvanligvis ikke ved over længere tid, idet mennesket rent fysiologisk er udrustet til at kunne vende tilbage til et normalet funktionsniveau efter, at faren er overstået. I tilfælde, hvor den intense overlevelsesenergi, der frigøres som et forsvar, ikke bliver opbrugt, vil den ramte opleve det, som om truslen fortsat er tilstede. Uden den rette støtte kan denne ubrugte energi resultere i en række forskellige traumereaktioner og symptomer.
Begrænsninger i at kunne genfinde det sædvanlige funktionsniveau ses især hos personer, der i situationen er blevet forhindret i at kunne handle aktivt i forbindelse med den voldsomme begivenhed eller har oplevet sig fastholdt eller fastfrosset uden at kunne gøre noget, mens den traumatiske begivenhed har fundet sted.[6]

Mange voksne i flygtningefamilier har netop levet under ekstreme livsvilkår gennem længere tid, hvor de ikke har kunnet kontrollere det, de og familien er blevet udsat for i hjemlandet. De har været på flugt under ekstreme forhold, og de lever fortsat en stressfuld tilværelse i modtagerlandene, hvor der stilles mange forskellige krav til dem, som kan være svære for dem at opfylde.

Med en mere helhedsorienteret måde at anskue de voksnes traumereaktioner på, kan vi støtte den enkelte til en opbygning af en tilværelse i de nye omgivelser og et mere livsdygtigt personligt funktionsniveau.

Støtte til genopbygningen af en ny tilværelse

Overordnet kan den pædagogiske indsats, vi tilbyder flygtningefamilierne med fokus på de voksne, være med til at lempeliggøre tilpasningen til de nye omgivelser med etableringen af en tilværelse i det nye land og støtte til en begyndende bearbejdelse af deres traumeoplevelser.

Flygtningefamilierne kommer fra traditionelle samfund svarende til, hvordan vi levede i Danmark for to til tre generationer siden. Familien er meget vigtig, og det er her, den primære socialisering finder sted. I familien findes der faste normer, værdier og retningslinjer, som efterleves af de enkelte familiemedlemmer, og som er medvirkende til at opretholde familiens samlede måde at fungere på. De sociale bånd i familien er meget tætte, og det samme gælder båndene til slægtninge og venner i familiens nærmiljø.

I de europæiske modtagerlande, som flygtningefamilierne kommer til, er der sket en samfundsudvikling fra et traditionelt samfund til et senmoderne samfund. Et samfund der bl.a. er kendetegnet ved, at informationer udveksles på tværs af tid og sted og i et hæsblæsende tempo via mange forskellige sociale medier.[7]

Det udgør eksempelvis en væsentlig belastende faktor for flygtningefamiliernes dagligdag, at der konstant bringes informationer om forholdene i hjemlandet, som var de selv tilstede der. Informationer, der i høj grad er medvirkende til at øge den psykiske belastningsgrad hos de enkelte familiemedlemmer, idet de fortsat kan have pårørende, børn, forældre, søskende i hjemlandet, som de har måttet efterlade eller er blevet væk fra under flugten til Danmark.

I det senmoderne samfund er der også sket en udlejring af de sociale relationer med et øget forbrug af ekspertsystemer, og vi gør bl.a. gerne brug af professionelle fagpersoner, når vi har svært ved at mestre svære livsvilkår.[8]

De voksne er ikke vokset op i et samfund, hvor de har været vant til at opsøge professionelle fagpersoner for hjælp til deres personlige vanskeligheder, og det kan derfor være forbundet med en vis modvilje fra de voksnes side at skulle modtage den hjælp, der kan tilbydes dem i modtagerlandet.
Den støtte, som vi bidrager med, er på mange måder at sammenligne med den støtte, som familiemedlemmerne er vant til og fortrolig med fra hjemlandet. Her er en vigtig værdi, at bedsteforældre og øvrige slægtninge kommer i hjemmet og hjælper hinanden med børnepasning, andre praktiske opgaver og støtter hinanden i følelsesmæssigt svære situationer. Eksempelvis ved dødsfald i familien, hvor der findes klare ritualer for måden, man støtter hinanden på.

Vores indsats foregår i familiens eget hjem, og vi støtter familien i hverdagslivet, hvilket derfor kan sammenlignes med den støtte, der er velkendt for familiemedlemmerne i hjemlandet. Den hjælp, som vi bidrager med, kan derfor udgøre en tilpas forskel til at kunne gøre en forskel, idet familiemedlemmerne er i stand til at forholde sig til den hjælp, de får tilbudt, fordi den er genkendelig og hermed kan tage i mod denne.

Vores indsats har også vist sig at kunne være med til at motivere til senere terapeutisk behandlingsforløb i tilfælde, hvor der er tale om svære og komplicerede traumeproblematikker hos de voksne. Her har vi erfaret, hvordan den pædagogiske støttende indsats har kunnet udgøre et betydningsfuldt bidrag til den terapeutiske proces. Ved bl.a. i begyndelsen at bringe og hente de voksne til behandlingen og yde beroligelse og støtte til en fastholdelse af det terapeutiske forløb.

Det pædagogiske behandlingsarbejde, vi yder, foregår ikke i et terapeutisk rum, men i en hverdagskontekst med praktiske gøremål og aktiviteter i familiernes eget hjem eller i nærmiljøet. Her opstår muligheden for at arbejde med traumesymptomer og bearbejdelsen af disse på en mere naturlig måde, idet det foregår i hverdagslivet der, hvor traumereaktionerne gerne opstår, og hvor det er tydeligt, hvori begrænsningen i de voksnes funktionsniveau består.

Samtaler om tidligere svære oplevelser kan således opstå spontant og i en naturlig forlængelse af det, der sædvanligvis foregår i hverdagens samvær. Heri ligger også muligheden for kunne støtte de voksne til en regulering af den følelsesmæssige intensitet, der er forbundet med at have kontakt med oplevelser knyttet til deres tab.

To- spors-modellen som analyseredskab

I dag benyttes betegnelsen kompliceret sorg mere og mere, men der er stadig uenighed om, hvordan man kan skelne mellem kompliceret sorg og PTSD. Sidstnævnte er anerkendt af det amerikanske diagnosesystem, mens der er delte meninger om, hvordan kompliceret sorg skal defineres. Blandt dem, der anerkender kompliceret sorg som en tilstand, er der ligeledes uenighed om, hvorvidt PTSD og KS er to helt adskilte fænomener, eller om de er nært beslægtet, hvor den komplicerede sorgtilstand kan ses som en konsekvens af både traumatiske og ikke-traumatiske tab.[9]

Et væsentligt træk hos de fleste voksne i flygtningefamilierne, der har været udsat for svære traumatiske begivenheder, er, at de er blevet så rystet i deres grundlæggende tillid til livet, at deres oplevelse af at have kontrol over egen livssituation er blevet væsentlig reduceret. Nogle af de voksne reagerer desuden mere følsomt over for det, de har oplevet, og de udfordringer, de står over for i forbindelse med inklusionen i det danske samfund.
I arbejdet med at støtte til en øget kontrol over egne livsbetingelser og oplevelsen af sikkerhed med en reducering af de traumesymptomer, som de voksne har, har det vist sig at være vigtigt at kunne yde en støtte, der tager udgangspunkt der, hvor den enkelte er med sig selv, sine tidligere livsoplevelser, sine nære personer og den aktuelle livssituation, som vedkommende befinder sig i.

Da vi i vores arbejde har set, hvordan de voksnes tidligere voldsomme oplevelser og de vedvarende belastende oplevelser i dagligdagen kan være forbundet med stor sorg og mange tabsoplevelser, har det i det praktiske arbejde med familierne givet mening for os, at se PTSD og KS som to fænomener tæt forbundet med hinanden.

I denne forbindelse har det været til stor gavn at inddrage de nyere sorgteoretiske betragtninger udviklet af de hollandske psykologiprofessorer Margarat Stroebe og Henk Schuts i vores praksis.

Deres forskning vedrørende tabs-og sorgprocesser og udviklingen af To-Spors-Modellen åbner netop op for en forståelse af tabs-og sorgprocesser både, når de er traumatiske og ikke-traumatiske, og vi har erfaret at deres anskuelser kan udgøre betydningsfulde redskaber i det pædagogiske arbejde med flygtningefamilier.[10]

Stroebe og Schuts betragtninger vedrørende sorg- og tabsprocessen har således været nyttige for os at inddrage som en overordnet forståelsesramme og en måde at gribe det pædagogiske arbejde an på sammen med de teoretiske anskuelser, vi i øvrigt gør brug af i arbejdet med familierne.

I den traditionelle måde at anskue tab- og sorgbearbejdelse på, med rødder i en psykodynamisk forståelse, ses sorgarbejdet forbundet med en smerte, det er nødvendigt at gennemleve. Forudsætningen for at komme gennem sorgen er her, at den sørgende får frigjort de følelsesmæssige bånd til den person eller det, der har ført til tabsoplevelsen og at dette foregår i forskellige stadier.[11]

I Stroebe og Schuts måde at anskue sorg- og tabsprocessen på skelnes der mellem naturlige- og komplicerede sorgprocesser. Gennem deres studier fandt de, at der i forbindelse med kompliceret sorg mangler positive elementer i den ramtes selvfortælling i modsætning til i den naturlige og ukomplicerede sorgproces, hvor der netop forekommer positive elementer i den ramtes selvfortælling. De understreger på baggrund heraf, at det kan have en beskyttende effekt i forbindelse med sorgbearbejdelsen, at der indgår positive elementer i selvfortællingen, og de understreger derfor, at det ikke er nok at være i sorgens følelser, men at det også er vigtigt at kunne holde fri for sorgen i form af pauser og herved inkludere andre og mere positive elementer end det sorgfulde.[12]

Stroebe og Schuts overvejelser giver inspiration til arbejdet med flygtningefamilierne, hvor de voksne kan være ramt af svære traumesymptomer pga. de voldsomme oplevelser, de har bag sig. Oftest ses det, at de voksne er fastlåst i en selvfortælling domineret af negative elementer med få eller slet ingen positive elementer svarende til det, der ifølge Stroebe og Schut kendetegner en kompliceret tab- og sorgproces.
Da tabs- og sorgprocessen lægger op til, at positive elemeter i selvfortællingen kan muliggøre en mere naturlig og ukompliceret sorgproces, ligger der her et praktisk redskab til, hvordan vi med fordel kan være med til at løsne op for den komplicerede sorgproces ved at støtte til indførelsen af positive elementer i sorgprocessen.
Stroebe og Schut understreger vigtigheden i at kunne holde pauser fra det, der er svært og i stedet beskæftige sig med andet i hverdagen, der kan være en befrielse for alt det, der er emotionelt belastende. I hverdagslivet med familierne har vi netop mulighed for at støtte til indførelsen af positive elementer i selvfortællingen, idet vi ikke alene har samtaler med de voksne om de oplevelser, der har været overvældende, men også har praktiske- og lystbetonende aktiviteter med den samlede familie. Dette gør det netop muligt at støtte familien i at indgå i samværsaktiviteter, hvor de enkelte medlemme får mulighed for at opleve, at det også er muligt at være glad og mærke et livsgivende nærvær med hinanden i nuet.

Stroebe og Schut ser sorg- og tabsbearbejdelsen som en dynamisk proces, der bevæger sig i to spor og i en vekselvirkning frem og tilbage mellem det ene- og det andet spor. De to opgaver, der er forbundet med sorgprocessen, er det tabsorienterede spor og det genindførende eller genopbygningsorienterede spor.

I det tabsorienterede spor er den ramte orienteret omkring følelser og tanker direkte relateret til tabet. Her mærkes smerten over det endegyldige tab, og processen bliver her at omforme den tilknytning, der har været til den person eller det, som den ramte har mistet. Der er således ikke tale om at slippe båndene til det, der er mistet, som i den traditionelle sorgforståelse, men at bevare båndene til det mistede samtidig med, at der også er en hverdag der skal leves.

I det genopbygningsorienterede spor, er den ramte optaget af at begå sig i hverdagslivet og lære at håndtere følgerne af, at det tabte ikke længere er en del af tilværelsen.[13]
Det er her, den ramte er optaget af de mange nye vilkår, der hører med til tabet og udfordringen med at skulle skabe sig en ny position som den, der eksempelvis ikke længere har det velkendte hjemland, sin slægt, sine venner og sine materielle vilkår som udgangspunktet for sin tilværelse. Her lærer vedkommende at blive fortrolig med at kunne indgå i nye sociale kontekster, relatere sig til nye mennesker og her etablere en samhørighed og et fællesskab her.

Vi finder det relevant at anskue de voksnes tab- og sorgproces som en proces, der forløber i to orienteringsspor, da det almindelige hverdagsliv for de voksne netop er kendetegnet ved både at kunne indeholde en konfrontation med følelser og tanker om fortiden og det nødvendige i at kunne opbygge en ny tilværelse.

Ved at benytte to-spors-modellen som redskab i det pædagogiske arbejde, kan vi støtte de voksne i deres traumebearbejdelse, når de er optaget af følelser og tanker direkte relateret til tidligere oplevelser af tab, og støtte dem i at holde pauser ved at have fokus på hverdagens forskellige aktiviteter.

Det centrale ved to-spors-modellen er, at tabs- og sorgprocessen foregår i en vekselvirkning mellem konfrontation med tabet og undgåelse af tabet.
Når den ramte befinder sig i det tabsorienterede spor, benytter vedkommende sig af emotionsfokuserede coping-strategier med en tendens til at fortrænge eller benægte det andet spor.
Når den ramte befinder sig i det genopbyggende orienteringsspor, benytter vedkommende sig af handlingsfokuserede coping-strategier med en tendens til at fortrænge eller benægte de emotionelle forhold.

Det er denne vekselvirkning mellem konfrontation med tabet og undgåelse af tabet, der ifølge Stroebe og Schut over tid kan føre til en integration af tabsoplevelserne i den ramtes selvopfattelse.[14]

En naturlig og ukompliceret sorg er ifølge Stroebe og Schut kendetegnet ved, at den ramte foretager svingninger fra det ene orienteringsspor til det andet, hvor den ramte er fleksibel i brugen af henholdsvis emotionelle- og handlingsorienterede coping-strategier. I denne vekselvirkning mellem coping-strategierne, finder der samtidig en vekselvirkning sted med genvurderinger af livsoplevelser relateret til tabet.[14]

Bearbejdelsen af det tabte er således ikke et spørgsmål om at adskille sig fra det, man har mistet og blive afklaret hermed, men at få det tabte integreret i ens indre og i tilværelsen i øvrigt som en del af selvforståelsen og selvfortællingen.[15]

Ved at betragte tabs- og sorgprocessen som en vekselvirkning mellem konfrontation med tabet og undgåelse af tabet, kan vi således i det pædagogiske arbejde med familierne være med til at understøtte en vekselvirkning, der over tid kan føre til en integration af tabsoplevelserne i de voksnes selvforståelse og selvfortælling.

Ved at være opmærksom på hvornår og hvordan den enkelte voksne med fordel vil kunne støttes i brugen af bestemte coping-strategier, kan vi understøtte de voksne i en større grad af fleksibilitet i brugen af forskellige former for coping-strategier.
Herved kan der gradvist opstå en genvurdering af tidligere følelser, tanker og oplevelser relateret til tabet, og over tid vil der herved skabes mulighed for nye og mere livsgivende selvfortællinger.

Flygtningefamilierne i en vekslende to-spors proces

De voksne i flygtningefamilierne befinder sig ofte i en livssituation, hvor de er mærket af deres livsomstændigheder med svære oplevelser af krig, terror, personlige- og materielle tab og trusler på eget og/eller andres liv. Samtidigt hermed stilles der krav til dem om at skulle etablere sig som familie i et fremmed land med en helt anden samfundsstruktur, et fremmed sprog, og et nærmiljø der er helt anderledes end det, de kommer fra.

De fleste voksne har befundet sig i en kompliceret sorgproces i gennem en længere periode og for dem, som har svære traumeoplevelser og traumereaktioner herpå, er det ikke nødvendigvis hjælpsomt at lade sig konfrontere med fortidens svære oplevelser. Især ikke når de faktiske livsomstændigheder kræver et nærvær i forhold til at kunne klare sig i nuet og som noget helt centralt være i stand til at kunne varetage omsorgen for deres børn.

Da de voksne oftest har været udsat for oplevelser af alvorligt kontroltab, kan det være re-traumatiserende at befinde sig i det tabsorienterede spor med følelsen af intens magtesløshed og sorg i forhold til tabet gennem længere tid. Det kan derfor være gavnligt for de voksne at kunne benytte sig af coping- strategier, der i højere grad giver dem en oplevelse af at kunne orientere sig i overensstemmelse med deres aktuelle livsudfordringer på en måde, der kan fremme deres og familiens livsdygtighed.

Når flygtningefamilierne kommer fra asylcentrene til deres bopælskommune i Danmark, skal de etablere sig i nye omgivelser og i et nærmiljø, de ikke kender. Her er det gerne handlingsorienterede coping-strategier, der er fremherskende hos de voksne. Det er således de praktiske opgaver med indretning af bolig, økonomi, børnepasningsordning, arbejde, møder med offentlige instanser som sagsbehandler i kommune og sagsbehandlere i jobcenter, læge- og tandlægebesøg ect. der er af største vigtighed og omdrejningspunktet for de voksne og børnenes nye tilværelse.
Det er derfor afgørende i denne periode at støtte de voksne i at få etableret sig i de nye omgivelser og finde sig tilrette. Herved understøttes deres tilbøjelighed til at foretrække handlingsorienterede coping-strategier i det genopbyggende spor.

Det er også fremherskende hos de voksne i familierne, at de helst ikke vil tale om det skete. Dette kan skyldes deres kulturelle erfaringer fra hjemlandet med ikke at være vant til at tale med andre uvedkommende om følelser, men oftest viser det sig i samtaler, at de voksne udtrykker en frygt for at blive alt for kede af det, fordi de ikke ved, om de så vil være i stand til at stoppe med at græde igen. De voksne udtrykker i denne forbindelse, at de er klar over, at de har en omsorgsopgave i forhold til deres børn og derfor ikke ønsker at risikere at få det så dårligt, at de ikke er i stand til at varetage denne opgave.
I de voksnes måde at mestre deres livsomstændigheder på ses således en øget tendens til at have fokus i det genopbyggende spor med coping-strategier, der er handlingsorienterede og tilpasset de livsomstændigheder, som de aktuelt befinder sig i, hvor behovet for at kunne yde sig selv og deres børn en vis grad af sikkerhed er dominerende.

I hverdagskontakten med de voksne er det midlertidigt tydeligt, hvordan de ufrivilligt kan havne i det tabsorienterede spor, hvor intensive smertelige oplevelser over det endegyldige tab er fremherskende, eller hvor de skrækkelige oplevelser fra fortiden pludselig trænger sig på. Dette kan ske, når noget i omgivelserne minder om tabet eller, hvis de voksne bliver oprevet eller frustreret over forhold i samfundet eller krav, der stilles til dem, som de ikke kan forstå betydningen af. I disse tilfælde kan de voksne befinde sig i det tabsorienterede spor med emotionelle coping-strategier i kortere eller længere tid svarende til minutter, dage, uger eller måneder, hvor vrede, sorg og magtesløshed er fremherskende.

I situationer, hvor den voksne befinder sig i det tabsorienterede spor med emotionelle coping-strategier, er det vigtigt, at vi kan tilbyde et roligt nærvær med en nænsom opmærksomhed, hvor vi bevarer fatningen og roen i samværet. Denne ledsagende beroligelse gør det muligt at nedsætte den emotionelle intensiteten og give de voksne en samtidig oplevelse af at have været i det svære sammen med et andet menneske.
I de voksnes problemmættede beretninger viser der sig som oftest at være erfaringer, som ikke er i overensstemmelse med den dominerende historie. Ved at forholde os nysgerrigt til de elementer i fortællingen, der kan være medvirkende til at berette om andet og mere end den dominerende traumefortælling kan vi støtte til en begyndende positiv genvurdering af de livsoplevelser, der også kan være forbundet med tabet.[16]
Gennem opbygningen af en tillidsfuld relation og brugen af pædagogiske interventions-strategier tilpasset den enkelte i det nære samspil, kan der opstå mulighed for udviklingen af alternative fortællinger til de ellers traumemættede og dominerende fortællinger.
Dette kan være medvirkende til at ændre fortællingen om de følelsesmæssigt overvældende oplevelser, og herved kan der ske en reducering af intensiteten i den problemmættende historie.

Gennem det kontinuerlige samvær med familien i en dagligdag med mangeartede opgaver og støtten i brugen af varierede former for coping-strategier kan der således udvikles en større grad af fortrolighed med brugen af forskellige coping-strategier.

Oplevelsen af i situationer at kunne dele tidligere svære begivenheder med et andet menneske, der inviterer til beroligelse, nærvær og forståelse, kan hermed resultere i skabelsen af nye positive elementer til den oprindelige selvfortælling. Samtidig kan oplevelsen af i andre situationer at blive anvist og vejledt af andre, der ved, hvad der skal gøres, være medvirkende til at udvikle oplevelsen af at være bragt i sikkerhed.
Herved øges fleksibiliteten i at kunne foretage svingninger mellem det tabsorienterede- og det genopbygningsorienterede spor, hvor muligheden for at en integration af traumeoplevelserne kan finde sted. Over tid kan de voksne udvikle en sammenhængende selvfortælling med tilbøjeligheden til at tænke mindre i før og efter det skete med en større grad af nuancering og sammenhæng mellem før og nu.

Case 1 Asal
Kort om baggrundshistorien

Asal er politisk flygtning og kommer fra Afghanistan. Han er flygtet alene op igennem Europa til Danmark, og han er senere blevet familiesammenført med sin hustru, Fatima, deres tre fælles børn samt Asals nevø, hvis forældre blev dræbt i hjemlandet.

Asal og hans familie blevet tilknyttet Bak-Op, da der var en udtalt bekymring fra sagsbehandlers side om, hvorvidt Asal ville være i stand til at tage i mod sin hustru, sine børn og sin nevø, når de kom til landet. Asal var på daværende tidspunkt plaget af svære traumesymptomer, og der var endvidere en bekymring for, om Asal og hustruen ville kunne støtte nevøen i en fremtidig bearbejdelse af tabet af hans familie, som var blevet dræbt i hjemlandet.

Familien blev først tildelt en midlertidig bolig ude på landet i omegnen af bopælskommunen og fik senere en permanent bolig inden i byen.

Traumereaktioner i hverdagslivet

Det var tydligt, at Asal i begyndelsen ved familiens tilknytning til Bak-Op foretrak at være orienteret i det genopbyggende spor. Hans foretrukne coping-strategier var kendetegnet ved, at han handlede aktivt og løsningsfokuseret på at få etableret sin familie i nærmiljøet. Asal søgte her medarbejdernes støtte til de udfordringer, der opstod i forbindelse med denne etablering, især i forhold til at få skabt nogle gode boligforhold. Han var aktiv i sin måde at orientere sig på i hverdagslivet med familien, og det var helt tydeligt, at det var vigtigt for ham, at alle i familien havde det godt, og etableringen af familien havde højeste prioritet.
Asal var plaget af mange traumesymptomer. Han kunne ikke sove om natten, og han sad på en stol, mens han spekulerede på, hvordan han skulle løse de problemer, familien havde. Han fik her mange flashbacks fra livet i Afghanistan. Når han blev frustreret over de mange spekulationer, han havde om natten, kunne han sidde og rive hårtotter ud af hovedbunden på sig selv.
I dagligdagen kunne hans frustrationstærskel være meget lav. Han havde hukommelses- og indlæringsvanskeligheder, var distræt og havde voldsom hovedpine med svimmelhed.

Coping-strategier og interventioner

Det var tydligt, at Asals tendens til at benytte emotionsorienterede coping-strategier også hang sammen med den aktuelle uvisse situation, som han og familien befandt sig i, idet de i begyndelsen endnu ikke havde fået etableret sig permanent i deres bopælskommune. Det var således antagelsen, at den støtte, der skulle ydes familien, skulle være en støtte, der kunne forstærke orienteringen i det genopbyggende spor, således at der i højere grad kunne udvikles en opleve at have kontrol over egen livssituation. Det var her antagelsen, at dette kunne medvirke til en reducering af nogle de mange traumesymptomer, som Asal var plaget af.

Der blev derfor i det pædagogiske arbejde lagt vægt på at støtte Asal og familien i at benytte handlingsorienterede coping-strategier og her støtte Asal i at få etableret et hjem. I samarbejde med henvisende sagsbehandler blev det foranstaltet, at familien kunne flytte fra deres midlertidige bolig til en permanentbolig, som de kunne blive etableret i og kunne være sikre på at blive boende i.

Akut opståede traumereaktioner i hverdagen

Asal var også plaget af akutopståede traumereaktioner som i denne situation, hvor han og medarbejderen kørte i bil gennem en skov på vej til scanning på hospitalet, da Asal havde en granatsplint i hovedet, som han gerne vil have undersøgt med henblik på at få den fjernet operativt. Der herskede under kørslen gennem skoven, mens solen skinnede, en hyggelig stemning med stille musik fra radioen. Medarbejderen gav spontant udtryk for sin begejstring over naturen, og da udbrød Asal, at han huskede sidste gang, han var i et lignende naturområde. Asal og hans bedste kammerat var blevet taget til fange af Taleban. De havde begge fået trukket en hætte ned over hovedet og var blev kørt ud i en skov. Da bilen stoppede, blev de begge gennet ud af bilen, og da Asal fik revet sin hætte af, så han, hvordan man skar hovedet af hans kammerat. Asal fortalte i forlængelse af denne beretning, at Taleban også senere en dag var kommet for at tage hans far med sig, mens Asal var på arbejde, og at han ikke havde set sin far siden.

Coping-strategier og interventioner

Da vores erfaring med Asal var, at han sædvanligvis foretrak at mestre sine udfordringer på en handlingsorienteret måde, var dette vigtig information om, hvordan der her med fordel kunne interveneres.

I situationen mærkede Asal antageligt et nærvær i samværet med medarbejderen. Oplevelsen af at dele noget smerteligt og følelsesmæssigt overvældende i et nærværende og trygt samvær var antageligt medvirkende til, at der i situationen kunne opstå et positivt element i selvfortællingen. Den problemmættede fortælling blev hermed antageligt reduceret af den beroligelse, Asal blev mødt med, og af oplevelsen med at kunne dele de skrækkelige oplevelser med et andet menneske i et nært samvær i naturskønne omgivelser, hvor han nu var bragt i sikkerhed og ikke længere var truet på sit liv.

I situationen erfarede Asal således at kunne dele den voldsomme hændelse med et andet menneske, som han havde tillid til, i en rolig og fredelig atmosfære. Den pludselige svingning fra det handlingsorienterede spor til det emotionelle spor var her afstedkommet af sanseindtryk, der mindede ham om den tidligere traumatisk hændelse og øjensynligt også afstedkommet af en ængstelse for det forestående besøg på hospitalet. Asals beretning og efterfølgende støtte til at kunne svinge tilbage til det genopbyggende spor, gav ham antageligt en oplevelse af, at det er muligt at have kontakt med det svære og dele dette med et andet menneske. Den efterfølgende støtte til at genvinde den vante handlingsorienterede coping kan her give Asal erfaring med, at det også er muligt at regulere den emotionelle intensitet ved at svinge tilbage til sine sædvanlige og foretrukne coping-strategier. På denne måde kan en positiv genvurdering af selvfortællingen finde sted, hvor det svære nu indeholder nye positive elementer.

Effekten af interventions-strategier

Den relation som vi over tid havde fået opbygget til Asal, hvor tilliden til os i første omgang udvikledes gennem hverdagskontakten og de mange praktiske opgaver, som var vigtige for ham at få udført, har sandsynligt været medvirkende til, at Asal begyndte at berette om sine traumesymptomer og de mange spekulationer, han havde om natten, hvor han ikke kunne sove. Hans begyndende oplevelse af, at vi var mulige at dele de tidligere traumatiske oplevelser med, skabte en begyndende emotionel orientering, som han nu kunne dele med os.

Asal blev i højere grad end tidligere i stand til at forholde sig til sit eget indre og dele dette med sin hustru og os, hvor han før hovedsageligt var handlingsorienteret i forhold til at skulle sørge for sin hustru og børnenes trivsel.

Erfaringerne med at det er muligt at dele de svære livsoplevelser med andre uden at havne i en tilstand af overvældelse har antageligt medført en oplevelse hos Asal om, at det er muligt at orientere sig emotionelt og samtidig være i stand til at kunne holde pauser ved en orientering i det genopbyggende spor, hvor han fortsat er aktiv og løsningsorienteret. Asal blev mere fleksibel i brugen af de coping-strategier, og nogle af hans traumesymptomer blev mindre fremherskende end tidligere.

De store børn i familien kom først i modtagerklasse og begyndte siden i folkeskole, og det yngste barn kom i daginstitution tæt ved sine søskende skole i nærmiljøet. Familien fik efterhånden skabt sig en hverdag. Asal og hans hustru gik på sprogskole, og Asal kunne begynde at se, hvordan hans børn trivedes i deres nye land. Reduceringen af Asals traumereaktioner kan antageligt være medvirkende til, at han i fremtiden i højere grad vil kunne yde et beroligende nærvær over for sine børn og forholde sig til sin nevøs behov for at kunne dele sine tanker og følelser vedrørende tabet af sin familie. Asal er nyligt påbegyndt et terapeutisk behandlingsforløb, idet han nu havde en oplevelse af at være klar hertil.

Case 2 Fatima
Traumereaktioner i hverdagslivet

Fatima, som er hustru til Asal, sad på en restaurant sammen med en kvindelig medarbejder. Det var lige op til nytår, og samtalen handlede om familiens planer for nytårsaften. Her gav Fatima udtryk for Asals store ønske om at tage ind på Rådhuspladsen i København og se det store fyrværkeri og mærke stemningen af en masse glade mennesker samlet i en fælles oplevelse. Denne oplevelse ville han gerne give sin nevø. Fatima berettede her om, hvordan hun fik associationer til krig, død og trusler på livet pga. Asals ønske om at se fyrværkeriet på Rådhuspladsen med de mange mennesker. Hun gav udtryk for frygten for, at der skulle ske dem noget. Fatima spurgte den kvindelige medarbejder, om hun også ville være bange og bekymret i en lignende situation.

Coping-strategier og interventioner

Da vores erfaring med Fatima var, at hun sædvanligvis var tilbøjelig til at benytte sig både af emotionsorienterede coping-strategier og handlingsorienterede coping-strategier, valgte den kvindelige medarbejder i første omgang at lytte til Fatimas problemmættede beretning om ængstelse og frygt. Medarbejderen var her tilstede med sit nærvær og beroligelse, og i dette nærvær opstod Fatimas spørgsmål til medarbejderen om, hvorvidt medarbejderen også ville være bange og bekymret i en lignende situation. Fatima åbnede her op for ønsket om information, viden og vejledning. Hun viste her, at hun var parat til at benytte en problemorienteret coping-strategi, hvor hun tilstræbte at ændre den stressfulde tilstand, hun befandt sig i vedrørende tankerne om nytårsbegivenheden. Heri opstod muligheden for at bringe nye positive elementer ind i den oprindelige selvfortælling om frygt og bekymring.

Den kvindelige medarbejder gav udtryk for sin viden om, at der altid skal tages visse forholdsregler i forbindelse med fyrværkeri, og at sikkerheden altid skal være i orden, når fyrværkeriet skal antændes, og at man skal sørge for at have sikkerhedsbriller på, når man står og ser på fyrværkeriet. Derefter understregede medarbejderen, at hun godt kunne forstå Fatimas bekymring, men at nytår i Danmark er forbundet med glæde, idet man her fejrer året, der er gået, og byder det nye år velkomment.

Effekten af interventions-strategier

Fatima foretog under samtalen svingninger mellem de to orienterings-spor og viste her en fleksibilitet i forhold til at kunne anvende både emotionsorienterede- og problemorienterede coping-strategier.

Hun har fokus på sine tanker om det ubehagelige og pinefulde og ønsker at tale om dette med medarbejderen. Hun ønsker samtidig information og rådgivning, og herved kan der opstå en genvurdering af den problemmættede selvfortælling, hvor Fatimas ønsker om at modtage informationerne fra medarbejderen kan bringe nye positive elementer ind i den oprindelige problemmættede selvfortælling. Fatima viste her en stræben efter aktivt at ville evaluere den situation, hun befandt sig i med ubehagelige følelser og tanker.

Fatima foretog svingningerne mellem de to orienterings-spor i samværet med medarbejderen, og de erfaringer, hun fik med at kunne variere sin orientering og benytte sig af forskellige coping-strategier, kan over tid medvirke til en reducering af hendes traumereaktioner.

Case 3. Muhammed
Kort om baggrundshistorien

Muhammed og hans hustru Sofia samt deres lille nyfødte dreng flygtede fra Iran til Danmark. De opholdt sig først på et asylcenter i Jylland og flyttede herefter i lejlighed i en jysk by. Muhammed havde et arbejde, da han opholdt sig på asylcenteret, hvor han varetog kørselsordningen for flygtninge, der skulle køres til sygehus og læge. Muhammed og Sofia besluttede at flytte fra Jylland til en by på Sjælland, da de havde nogle venner der, som de gerne ville bo i nærheden af.

Muhammed og hans familie blev tilknyttet Bak-Op, da der fra sagsbehandlers side var bekymring for deres lille drengs fortsatte personlige- og sociale trivsel. Sofia var på daværende tidspunkt plaget af svære fysiske symptomer efter en kompliceret fødsel, der begrænsede hende i at tage vare på sønnen, og Muhammed havde voldsomme traumereaktioner med et svingende temperament med perioder af følelsesmæssig tilbagetrækning, og der var et højt konfliktniveau i familien også med voldelig udgang.

Traumereaktioner i hverdagslivet

En tid efter at den lille familie var kommet til deres nye bopælskommune, udviklede Muhammed svære psykiske symptomer. Han havde søvnproblemer, var træt, irritabel, havde let til opfarenhed og udviste større aggressivitet. Muhammed var begyndt på sprogskole og havde her koncentrationsproblemer og svært ved at sidde sammen med de andre elever i undervisningen, idet han ikke kunne klare uroen, støjen og samværet med de andre elever. Muhammed tænkte meget på sin flugt til Danmark og på den støtte, han og hustruen tidligere havde fået fra deres familie i hjemlandet, og som de ikke havde længere. Savnet til familien i hjemlandet var således stort.
Muhammed begyndte at isolere sig og han havde svært ved at møde kontinuerligt op til undervisningen på sprogskolen. Muhammeds tiltagende symptomer medførte, at lægen til sidst henviste ham til klinik for traumatiserede flygtninge med henblik på behandling der. Her var Muhammed et par gange, så stoppede han, idet han ikke syntes, at han fik noget ud af behandlingen.

Coping-strategier og interventioner

Muhammeds havde, mens han boede i Jylland, hovedsageligt benyttet sig af handlingsorienterede coping-strategier, hvor han bl.a. havde kørt taxa, og han erhvervede tydeligvis herigennem kontrol over egen livssituation. Da han og familien flyttede til Sjælland, havde han ikke længere mulighed for at fortsætte de samme handlingsorienterede aktiviteter, og han udfordredes ydermere af at skulle indgå i et skoleforløb, hvor han oplever sig begrænset i at kunne opfylde de faglige krav, der blev stillet ham pga. svære indlærings- og koncentrationsproblemer. Muhammed fik det således tiltagende dårligere psykisk og fysisk i takt med, at han bliver mere og mere emotionelt orienteret, hvilket tydeligvis ikke var coping-strategier, der var hensigtsmæssige for ham at benytte i gennem en længere periode. Muhammad kom her i kontakt med alt det svære, han havde oplevet, og han mærkede i takt med sin magtesløshed savnet af den støtte, han havde i sin familie i hjemlandet.

De nye livsomstændigheder re-aktiverede tydeligvis de gamle tab, hvilket var medvirkende til at forstærke Muhammeds traumesymptomer. Han orienterede sig hovedsageligt emotionelt og blev tiltagende dårligere. Han havde selvbebrejdende tanker om ikke at være en god nok ægtefælle og far for sin lille søn. Han begyndte at isolere sig og trak sig fra samværet med sin hustru og sit lille barn.

Da Muhammed i sin første tid i Danmark benyttede sig af handlingsorienterede coping-strategier, og her havde vist, at han var i stand til at klare sin tilværelsen ved denne orienteringsform, var dette en vigtig information, idet vi kunne støtte ham på en fremmende måde ved i højere grad at udfordre han i det genopbyggende orienteringsspor. Her blev vores interventions-strategier at støtte Muhammed i at benytte handlingsorienterede coping-strategier.

Da familien skulle etablere sig i egen bolig, blev dette i begyndelsen udgangspunktet for denne støtte. Den mandlige pædagog blev desuden den af medarbejderne, som hovedsageligt var sammen med Muhammed. Dette muliggøre en begyndende ændring af Muhammeds selvopfattelse og hans muligheder for at identificere sig med det maskuline. Her blev fokus at støtte Muhammed i sin position som den i familien, der kunne sørge for at få opbygget et hjem med istandsættelse af boligen, indretning og køb af inventar.

Muhammed lånte værktøj af den mandlige medarbejder, og sammen udførte de praktiske opgaver, der var forbundet med etableringen af boligen. Muhammed begyndte aktivt at gå på nettet for at finde brugte billige møbler, og han stod her selv for kontakten med dem, han køber hos. I denne proces opstod der en tættere kontakt mellem Muhammed og den mandlige medarbejder, og der var mange snakke i samværet om, hvordan det er at være far og opdrager i Danmark også i forhold til brug af daginstitution til sine børn. Muhammad blev mere og mere fortrolig med at tale om det, han oplevede var udfordrende i forhold hertil. Dette gav anledning til yderligere interventionsformer, der omhandlede etableringen af samværssituationer, hvor Muhammad var sammen med sin lille dreng sammen og den mandlige medarbejder. Her blev Muhammed støttet i samværet med sønnen, og han blev opmuntret og anerkendt for alt det, som han gjorde, der virkede i positivt samværet med sønnen. Muhammed blev efterhånden mere fortrolig i kontakten med sin søn, og han opfordredes herefter til at være den, der stod for at bringe og hente sønnen til og fra vuggestuen. Her skulle Muhammed også stå for den daglige kontakt med vuggestuens personale. Der blev ligeledes etableret aktiviteter i nærmiljøet på legeplader og i svømmehallen, og på denne måde styrkes relationen mellem Muhammed og sønnen mere og mere.

En konfronterende intervention i hverdagen

Senere hen i forløbet opstod en situation i hverdagssamværet i familien, hvor den mandlige medarbejder sad sammen i køkkenet med Muhammed og Sofia i deres hjem. Deres lille søn skulle skifte vuggestue, og derfor var Muhammad, Sofia og medarbejderen i gang med at finde ud af, hvor institutionen lå i nærområdet, og hvordan man kunne komme der til med offentlig transport. Der var en god og hyggelig stemning, mens der blev googlet efter institutionen, og den mandlige medarbejder benyttede sig af den relation, der var opbygget over en længere periode. Han inviterede sig så at sige ind i Muhammed og Sofias fortid ved at spørge dem, om man egentlig ville kunne google sig frem til, hvor de boede i Iran. Da de alle tre sammen sad og kiggede efter byen og området i hjemlandet, udbrød Muhammad pludselig glædestrålende henvendt til Sofia, ”der er den restaurant, som vi plejede at spise på” og Sofia lænede sig interesseret frem for at se og smilede. Herefter begyndte Muhammed og Sofia at fortælle om de hverdagsoplevelser i hjemlandet, som havde været forbundet med glæde og almindeligt hverdagsliv.

Effekten af interventions-strategier

Muhammed blev overordnet støttet i at benytte sig af handlingsorienterede coping-strategier, der kunne give ham generhvervelsen af kontrollen over egne livsbetingelser. Han erhvervede her gradvist en oplevelse af at slå til som far og ægtefælle. Han blev over tid i stand til at varetage omsorgsopgaven i forhold til sønnen sammen med sin hustru. Muhammed fik det efterhånden bedre psykisk, og hans traumesymptomer reduceredes.
I eksemplet, hvor Muhammed og Sofia sad og googlede det område, hvor de havde boet i hjemlandet, orienterede de sig både problemorienteret og emotionsorienteret og fik her sammen indført de positive elementer fra fortiden, der havde været overskygget af deres traumemættede selvfortælling om hjemlandet. Den tab- og sorgproces, Muhammed over tid gennemlevede, førte over tid til en gradvis fortrolighed med at kunne foretage svingninger mellem de to orienteringsspor, og en begyndende integration af de nutidige- og fortidige beretninger kunne herved finde sted.

Sammenfattende og afsluttende

I arbejdet med de voksne i flygtningefamilierne har vi erfaret, at det er vigtigt, at de pædagogiske interventions-strategier tilpasses deres særlige måde at foretrække at orientere sig på og de aktuelle livsvilkår, de lever under.

Ved at forholde os respektfuldt til de voksnes fortrukne coping-strategier, har vi set, hvordan de over tid udvikler en begyndende indre oplevelse af kontrol over egne livsvilkår. Herfra er det muligt via varierede interventionsstrategier at støtte de voksne i en større grad af fleksibilitet i anvendelsen af coping-strategier med svingninger mellem det tabsorienterede- og genopbygningsorienterede spor. De forandringer, der opstår i den problemmættede traumefortælling, hvor nye elementer i selvforståelsen og selvfortællingen tilføres, kan over tid føre til udviklingen af genvurderinger af de tidligere traumemættede fortællinger med en reducering af de voksnes traumesymptomer.
De voksne kan herved opnå en øget modstandskraft og et større overskud til at kunne klare de krav, der hører med til at klare en tilværelse i deres nye land.

I tidligere skrifter har Stroebe og Schut anført, at det er svært at skaffe evidens for, at det hjælper mennesker, der er ramt af kompliceret sorg at indgå i terapeutiske- eller rådgivende behandlingsforløb, idet effekten heraf ikke har vist sig at være nævneværdig.[17]

Vores erfaringer med To-spors-modellen er imidlertid, at den udgør et nyttigt pædagogisk analyseredskab til forståelse af konfrontations- og undgåelsesprocesser. I det pædagogiske arbejde med flygtningefamilierne bliver vores opgave at støtte de voksne i at kunne befinde sig i både det emotionsorienterede- og det genopbygningsorienterede spor. Herved kan de voksne støttes i brugen af varierede coping-strategier, der kan sikre en fleksibel bearbejdning af deres tidligere overvældende livsoplevelser. På denne måde kan der ske en reducering af graden af belastning hos de voksne og med en øget personlig og social trivsel.

I det pædagogiske behandlingsarbejde ydes de voksne en praktisk hjælp, som de har brug for her og nu. Gennem den praktiske støtte til at blive etableret i egen bolig og støtte til udviklingen af de personlige og sociale kompetencer, der er forudsætningen for at kunne begå sig i et senmoderne samfund, udvikler de voksne gradvist en erfaring med, at den støtte, de modtager, er gavnlig for dem, og at de på baggrund af denne kan mere og mere på egen hånd.

I denne relations-opbyggende kontakt der opstår i samspillet med familien i hverdagen, bliver vi samtidig vidner til de begrænsninger, som de voksne kan have i forhold til at klare et hverdagsliv med de traumesymptomer, de har. Der opstår herved gradvist en tillid til, at vi er personer, som de voksne også kan tale med om deres sorg og magtesløshed og de voldsomme oplevelser, de har haft i hjemlandet.

Vores pædagogiske interventioner i arbejdet med flygtningefamilier og effekten af disse kan ikke siges at leve op til gængse kriterier for god effektforskning. På trods heraf vil vi anføre, at de erfaringer, vi har gjort os med en pædagogisk helhedsorienteret behandlingsindsats med fokus på at støtte de voksne til en vekslende orientering i det tabs – og genopbyggende spor og brugen af varierede coping-strategier, må siges, at have en gavnlig effekt på deres generelle funktionsniveau og familiens samlede trivsel.

Vores intention med denne artikel har således været at inspirere andre fagpersoner, der arbejder med flygtningefamilier, og være med til at sætte fokus på de behov, som flygtningefamilier, der kommer til landet, kan have, og på hvordan en pædagogisk helhedsorienteret indsats kan være gavnlig for de voksne og familiens samlede funktionsniveau.

Vi har her understreget vigtigheden i, at der samarbejdes med involverede fagpersoner tilknyttet familien og i særdeleshed med henvisende sagsbehandler i bopælskommunen. Her er en kontinuerlig kontakt med jævnlige statusmøder med til at muliggøre en løbende justering af en indsats, der kan fremme familiens samlede trivsel. Med en mere helhedsorienteret måde at anskue de voksnes traumereaktioner på og støtten til en fleksibel bearbejdning af deres traumeoplevelser, kan vi støtte de voksne i opbygningen af en ny tilværelse og udviklingen af deres personlige funktionsniveau.

Det har således været vigtigt for os at få belyst den betydning, det har at udvikle interventions-strategier, der kan fremme de voksnes mulighed for at opnå et personligt funktionsniveau, der kan gøre dem i stand til at få familielivet til at fungere, varetage omsorgen for deres børn og indgå i et arbejdsliv, hvor de oplever at kunne bidrage som aktive samfundsborgere i det land, de er kommet til.

 

Om forfatterne

Ann-Jeanette Weitling
Privatpraktiserende psykolog
og specialist i psykoterapi

Rikke Baden daglig leder
af familieteamet i Bak-Op
videreuddannet på DISPUK

I samarbejde med
Familietemaets øvrige medarbejdere

Bettina Nielsen
Socialpædagog
Videreuddannet på
DISPUK

Christina Madsen
Socialpædagog
Diplomuddannelse
i familiebehandling

Leif Jensen
Socialpædagog
Forskellige kurser
i familiebehandling

Charlie Jensen
Socialpædagog
videreuddannet i
løsningorienteret
korttidsterapi

 

 

Referencer

Ask Elklit, ”Redskaber til psykologisk undersøgelse og diagnostik af traumatiserede” 9.

Ask Elklit, ”Risikofaktorer i forbindelse med kompliceret sorg – traume og PTSD, Tidsskriftet Omsorg 1/2006. [5] [9]

Caille Philipe ” Familier og Terapeuter, systemisk forståelse av en interaktion. Universitetsforlaget Oslo 1987.

Caille Philipe, ”Working with Confusion, control of creativity”, Nordisk Psykiatrisk Tidsskrift 39. 1985.

Dansk Flygtningehjælp: Børn af krig og fred, center for udsatte flygtninge Aug. 2011. [3] [4]

D. Porritt, ”School of Community Medicine. University of New South wales Australia”, Artikel, Pergamon Press Lid 1979, Britain.

D. Nissen, ”At holde liv i den gode stemning- Narrative ideer og praksis i arbejdet med organisationer”, artikel Erhvervspsykologi vol. 5, nr. 3 september 2007.

Edith Montgomery og Sidsel Linnet, ”Børn og unge med flygtningebaggrund”, Hans Reitzels forlag 2012.

Erich Lindemann, M. D., Boston, Amer.7 of Psychiatry 1994 vol 101.

Folkman, S. ”An approach to Measurement of coping. Journal of Occupational Behavior, vol.3, University og Califonia, 1982.

Folkman, S og Lazarus, ”An analysis and Coping in a Middle aged Comunity sample. Journal of Health and Social Behavior vol 21. 1980.

Grethe Bruun, ”Historier som det fælles tredje”, Artikel Psykolog Nyt nr. 17 2005.

Heidi Laursen og Ask Elklit, ”Traumer hos børn på en heldagsskole”, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. [2]

Jarle Eid og Pål H. Herlofsen, ”Posttraumatisk stressforstyrrelse i DSM- og ICD-systemene: Implikasjoner for forskning og behandling, Artikel, Tidsskrift for nordisk psykologforening 2004. 41.

Maja O`Connor, Artikel ”Sorg som en to-sporet proces”, Nordisk tidsskrift for palliativ medisin nr. 1 2006 23. Årgang fagbogforlaget. [12] [14] [15] [17]

Marainne Bache psykolog og Center chef Preben Engelbreckt, ”Sorgteorier omsat til praksis”, Psykolog Nyt 12 2008. [13]

Margaret Stroebe og Henk Schut, ”The Dual Process Model of Coping with Bereavement: a Decade on”, Omega, vol 61(4) 273-289, 2010. [10] [11]

Michael White, ”Narrativ Praksis”, Hans Reitzels Forlag, København 2006. [16]

Naser Khader, ”Bekendelser fra en kulturkristen muslim”, Kristeligt dagblads forlag 2013.

Peter A. Levine og Maggie Kline, ”Traumer set med barnets øjne”, Dansk psykologisk Forlag 2012. [1] [6]

Sidney Cobb. MD, ”Social Support as a Moderator og Life Stress”, Artikel Psychosomatic Medicine Vol. 38, no. 5, (September-Oktober 1976).

Victor Bjørnstrup mfl., ” Netværkssamfundet ”Jeg er på, altså er jeg!”, Columbus 2012. [7] [8]

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge