Kan vi huske noget fra vores tid som foster? Om præ- og perinatal psykologi

Af Henrik Dybvad Larsen, psykolog. Udgivet 20. april 2016.

Til Elly*

Hovedparten af udviklingspsykologien tager sin begyndelse, når barnet er født. Ved ikke at inddrage tiden fra undfangelsen til og med fødslen mister vi meget vigtig viden om barnet og sidenhen den voksne, ligesom psykoterapeutiske interventionsformer, der arbejder i det område, ikke er tilgængelige.

Præ- og perinatal psykologi

Prænatal (før fødslen) og perinatal (omkring fødslen) psykologi beskæftiger sig med omtalte område. ”Prænatal” henviser til graviditetens ni måneder, herunder undfangelsen og hele svangerskabet. ”Perinatal” henviser til den korte, men betydningsfulde periode med veer, fødsel og etablering af amning ( Brook, 2014, vol. 1, p.9. https://birthpsychology.com/).

Begrænset udbredelse af præ- og perinatal psykologi

Det er mit indtryk, at kendskabet til præ- og perinatal psykologi er forholdsvis begrænset i Danmark. Dette formentlig i modsætning til flere andre europæiske lande og USA, da der eksisterer både europæiske og amerikanske foreninger for præ- og perinatal psykologi. I Europa har man fx ”The International Society for Præ- and Perinatal Psychology and Medicine”, ISPPM og i USA fx ”Association for Prænatal and Perinatal Psychology and Health”, APPPAH (Brook, 2014, vol. 1, p. 16).

Det begrænsede kendskab eller interesse for præ- og perinatal psykologi udtrykkes muligvis også ved den kendsgerning, at det ikke er lykkedes mig at spore en dansk bog om emnet. Med hensyn til engelsksproget litteratur har jeg anskaffet fem bøger – ud af flere mulige. Om det er et tilfælde eller en tendens, skal jeg lade være usagt, men tre af de fem bøger ser ud til at være udgivet på egne forlag (McCarty, 2009, Brook, 2014, vol. 1 og 2, Ward, 2014). Hvis det skulle vise sig at være tendentielt, kunne det tolkes som, at emnet endnu ikke har opnået den store udbredelse eller interesse, evt. anerkendelse, ej heller i udlandet.

Tidligere opfattelser af ufødte børn

Tidligere var det en udbredt opfattelse, at barnets liv begyndte ved fødslen, ikke ved undfangelsen. Ligeledes mente man, at tiden i livmoderen var en velsignet tid, der kørte på ”autopilot,” og hvor forældrene kunne begå diverse fejltagelser, uden det fik konsekvenser for fostret eller sidenhen barnet.

Det var opfattelsen, at barnet var beskyttet af moderkagen og nyfødte var så godt som ”døve, dumme og blinde” – og ude af stand til at føle smerte (Chamberlain, 2013, p. 2. Ward, 2014, p. XI). På den baggrund opererede man tidligere spædbørn uden bedøvelse. En fysiolog, Wilhelm Preyer, fra 1900-tallet sammenligner fostrets bevidsthed med ”drømmeløs søvn” (Chamberlain, 2013, p. 55).

Nye og bedre måleinstrumenter fortæller en ny historie om fostret

I løbet af især sidste halvdel af det 20. århundrede og det 21. århundrede er der fremkommet en lang række nye og forbedrede måleinstrumenter, fx scanninger, som har betydet, at vi nu ved langt mere om vores tid som fostre (Chamberlain, 2013, p. 5-10). Viden, der fuldstændig vender op og ned på den tidligere forståelse af ufødte og nyfødte børn som ”døve, dumme og blinde”.

Det står nu klart, hvor sensitive og letpåvirkelige fostre er. Fx viser målinger, at fostre allerede i 10 til 15 ugers alderen reagerer ved at bevæge sig, hvis moderen blot hoster eller griner (Chamberlain, 2013, p. 8).

Ward (2014, p. XI) refererer en hændelse, hvor en gravid mor får et elektrisk stød, medens hun stryger tøj. Moderen kommer sig ret hurtigt over stødet, men der konstateres, at hendes foster sidder fuldstændig stivnet og immobil i livmoderen i to dage.

Fostret påvirkes fx også, når moderen udsættes for bedøvelse, endda sådan at fostret får en overdosis, idet dosis er ordineret i forhold til moderens kropsvægt (Brook, 2014, vol.1, p. 89).
Vi ved også, at andre stoffer og hormoner påvirker fostret. Påvirkningen kan ske i form af moderens indtagelse af alkohol, nikotin eller andre stoffer. Eller ved moderens produktion af angst, stress, vredes- eller bekymrings-”hormoner”, fx adrenalin og kortisol (Brook, 2014, vol. 1, p. 52). Ifølge Sapolsky (2004, p. 98) så programmerer prænatal stress hjernens amygdala til en livslang profil, der har angst som det altdominerende.

Kort sagt – alt, hvad den gravide mor føler og tænker, kommunikeres videre til det ufødte barn gennem neuro-hormoner (Verny, 2003, p. 10). Endelig understreges det ufødte barns sensitivitet af Chamberlains (2013, p. 57 og p.74-75) påstand om, at diverse forskning og observationer dokumenterer, at fosteret har 12 sanser: Følesans, temperatursans, smertesans, hørelse, balance, tyngdekraft og rumslig orientering, lugtesans, smagssans, sansning vha. munden af genstandes struktur, konsistens, hårdhed og form, sutte- og slikkesans som en slags ”nydelses-sans”, synssans, clairvoyant og telepatisk sansning og transcendent sansning.

Hvad husker vi fra vores fostertilstand?

Et er at vi sanser som fostre, men hvad husker vi sidenhen? Der er et væld af undersøgelser på dette område, ligesom der er talrige case beskrivelser, der bekræfter eller sandsynliggør, at børn og voksne har erindringer fra tiden som fostre, nogle endda fra tiden som æg eller sædcelle. Chamberlain, 2013, p. 146-171).

En ofte refereret undersøgelse er Chamberlains (2013, p. 94-95. McCarty, 2009, p. 74-75), hvor han hypnotiserer børn i alderen ni til 23 år og deres mødre separat og beder dem om at beskrive deres fødsel. Herefter sammenligner han mødrenes og børnenes beskrivelser og undersøger, hvor god overensstemmelse, der er mellem de to beskrivelser. I undersøgelsen indgår der udelukkende børn, der ikke havde fået detaljerede beskrivelser af deres egen fødsel, eller som havde bevidste erindringer om den. Der er en klar overensstemmelse mellem de parvise (mor og barn) historier. Børnenes historier afslører endda præcise beskrivelser af: Tid på dagen, lokalitet, tilstedeværende personer, ordrette erindringer om begivenheder uden for livmoderen, paranormal viden om andres uudtalte tanker, viden om hvilken slags fødsel, der var tale om, anvendte instrumenter, fødestuens indretning, begivenheders rækkefølge og detaljerede billeder af hvordan det så ud uden for livmoderen, medens barnet stadig befandt sig i livmoderen.

Chamberlain konkluderer, at indholdet i fødselserindringerne tyder på en avanceret grad af fysisk, mental og følelsesmæssig bevidsthed i forbindelse med fødslen; en bevidsthed, der ligger langt ud over, hvad udviklingspsykologien plejer at regne med. (McCarty, 2009, p. 74). Tænk fx på Freuds formodninger fra 1916 om, at de fleste børn først husker noget fra to-tre års-alderen (Chamberlain, 2013, p. 194-195).

Bevidsthed uden hjerne!

Mange af de forskningsresultater, der fremkommer inden for fx det præ- og perinatale område, udfordrer vores antagelse om, at vores bevidsthed udelukkende er et neurologisk fænomen (Larsen, 2015, p. 33). Ud fra ovenstående tankegang, hvor bevidsthedens fysiske fundament udelukkende udgøres af hjernen, skulle fostret jo ikke have en tilstrækkelig udviklet hjerne til fx at huske og have bevidsthed (Larsen, 2015, p. 35).

Ifølge filosof og forsker i bevidsthed Joel Krueger (Larsen, 2015, p. 33) er der både empiriske og teoretiske grunde til at være mistænksom over for det standpunkt, at bevidsthed udelukkende er et neurologisk fænomen. Vi må lede efter bevidstheden andre steder og evt. forstå bevidsthed som et helt fundamentalt træk ved verden på linje med tyngdekraften. Fx at der er bevidsthed i forskellige varianter over alt, og at selv en sten kan have en minimal bevidsthed (Larsen, 2015, p. 34-35). Hvis vi går ind på denne tankegang, bliver det pludseligt mindre underligt at forestille sig, at vi kan have erindringer, der ligger før undfangelsen eller tidligt i graviditeten.

Vore celler husker

Kan vi finde en videnskabelig forklaring på erindringer fra det første halve år af vores tid i livmoderen og endda fra før undfangelsen? Det vil sige erindringer, der er formet uafhængig af og mere eller mindre uden for hjernen.

Ifølge vores nuværende neurocentriske paradigme så er erindringer kodet ind i vore nerveceller og deres synapser ved hjælp af produktion af bestemte proteiner. (Verny, 2014). Spørgsmålet er, om der er andre celler end vore hjerneceller, der er i stand til at lagre erindringer?

Ifølge Verny (2014) responderer alle celler – nerveceller og alle vore øvrige celler – på signaler fra omgivelserne ved at producere proteiner, der danner erindringer. Disse proteiner lagres dels i neuronernes synapser i hjernen og dels i cellemembraner og i mellemrummene i alle celler. Celler menes at fungere som mikrocomputere, og selv om de er mikroskopiske, er de i stand til at ophobe store mængder hukommelse, sådan som man ser det i fx æg- og sædceller og encellede organismer. Verny (2014) har kigget på forskningsresultater fra genetikken, epigenetikken, organ transplantationer, immunologi, eksperimenter med encellede organismer og fladorm, nanocomputere og klinisk psykologi. Med baggrund i disse resultater mener han (Verny, 2014) at kunne konkludere, at bestemte informationsbidder er indkodet i alle kroppens celler. Kompleks hukommelse opstår, når et stort antal celler arbejder sammen. Altså – hukommelse kan lagres i alle kroppens celler og ikke kun i nervecellerne.

En af konsekvenserne af den opdagelse er, at det ufødte barn ikke behøver et færdigudviklet centralnervesystem eller hjerne for at modtage, lagre og bearbejde information. Forskelligartet information fra moderen, hvad enten det er stressrelateret kortisol eller ”feel-good” endorfiner, trænger ind i det ufødte barns blodomløb og påvirker dets receptorer ligegyldigt på hvilket udviklingstrind, der er tale om i fosterudviklingen (Verny, 2003, p. 159).

Psykoterapeutisk arbejde med den præ- og perinatale periode af barnets liv

Prænatale cellulære erindringer dukker op på underlige tidspunkter og i forbindelse med stress. Det er indtryk og i nogle tilfælde traumer fra fosterperioden, der har sat sig kropsligt og følelsesmæssigt i det limbiske system og på hjernestammeniveau. Disse indtryk og erindringer danner skabeloner, der er styrende for, hvordan vi reagerer på stress og andre problemstillinger siden hen. Først når der er arbejdet psykoterapeutisk med disse mere eller mindre ubevidste skabeloner, vil problemet være løst – og en bedring og integration kan finde sted.

Fra psykologens side er der behov for, at følelsesmæssig støtte kombineres med refleksion over problemstillingen, og der sættes præcise ord og beskrivelser på de præ- og perinatale temaer, der er tale om (Brook, 2014, vol. 1, p. 18 og 33).

Der er mulighed for at arbejde psykoterapeutisk med præ- og perinatale temaer, hvad enten klienten stadig er baby, barn eller voksen. Der kan anvendes forskellige former for regressionsterapier, kropsterapier og hypnose (Ward, 2014, p. WII).

Case: Sisses egen fødsel ”vækkes,” da hun selv bliver mor

Sisse på 31 år henvises til Familiebehandlingen i Lemvig, da sundhedsplejersken konstaterer, at hun har forskellige vanskeligheder efter fødslen af sit første barn. Inden da har hun været indlagt med søvnproblemer og trykken for brystet.

Sundhedsplejersken konstaterer, at Sisse har svært ved at knytte sig til sin nyfødte søn og nyde samværet med ham. Hun føler sig magtesløs, bange og meget ensom. Hun reagerer voldsomt blot ved tanken om, at hun skal være alene med sit nyfødte barn. Hvis ægtefællen eksempelvis nævner, at han skal lufte hunden, bliver Sisse usikker på, om hun kan passe sønnen, hvis han nu vågner, og hun sætter fx spørgsmålstegn ved, om hun kan huske, hvordan hun laver en sutteflaske.

Sisse kan ikke selv forstå sine reaktioner, og det kan hendes omgivelser heller ikke. Inden fødslen var hun en velfungerende og effektiv kvinde, der driver sit eget firma med flere ansatte.
Sisse er adoptivbarn fra Korea. Det eneste, hun ved fra den tid, er at hun tilbragte sine første otte måneder på et børnehjem i Korea. I snakken om Sisses egen fødsel og første levemåneder kommer vi ind på, at hun har et ekstremt fladt baghoved; og at det kan skyldes, at hun måske har ligget meget alene på ryggen i en seng på børnehjemmet i Korea.

Det viser sig at være meget meningsfuldt og befriende for Sisse at forstå sine aktuelle reaktioner på fødslen af sønnen med baggrund i sin egen fødsel og tid på børnehjemmet.
Efter et kort samtaleforløb er Sisses angst og ensomhedsfølelse reduceret betydeligt, og hun formår nu ikke blot at klare hverdagen på barselsorlov uden støtte fra sin ægtefælle i dagtimerne, men hun kan endda berette, at hun formår at nyde sin orlov og samvær med Magnus.

Problemstillinger fra den præ- og perinatale periode

Der findes en lang række hændelser og temaer før, under og efter fødslen, der kan gå galt. Her skal nævnes nogle eksempler for at give et bredere indtryk af nogle af de psykoterapeutiske temaer og problemstillinger, der kan arbejdes med fra det præ- og perinatale område.

Før fødslen:

  • Udslettelsestemaer: Overvældende chok som abortforsøg og fysisk vold mod moderen.
  • Giftig livmoder: Miljøet i livmoderen er fx påvirket af nikotin, alkohol, stoffer, kemikalier, konstant og voldsom stress eller bekymringer – eller fx hvis fostret er hadet af en af forældrene.
  • Forkert køn: Fostret har et andet køn end det, forældrene ønsker sig.
  • Hjemsøgt livmoder: Det nye foster, der følger efter en spontan eller provokeret abort, fornemmer den ubearbejdede sorg og tab i forhold til det tidligere foster.
  • Nedarvet indflydelse: Det kan gå flere generationer tilbage og dreje sig om fx folkedrab, dødsfald i familien og andre traumatiske påvirkninger fra kulturen.
  • Tvillings død før fødslen: Når en tvilling dør i livmoderen.
  • Det ufødte barns position: Forsøg på at vende fostret og når fostret sidder fast i fødekanalen eller en smertefuld stilling over lang tid.

(Brook, vol. 1, 2014, p. 31 – 32).

Under fødslen:

  • Smertefulde indgreb og magtesløshed: Fødselstang, sugekop, medicinering, bedøvelse, skubbe barnet tilbage for at vende det.
  • Temaer omkring det at blive forladt: Bedøvelse, æter, epiduralblokade, lattergas. Moderens opmærksomhed bliver distraheret af hospitalspersonalet.
  • Styrketab som følge af problemer med navlestreng, bedøvelse eller kejsersnit: Blokeret bevægelsesfrihed.
  • Manglende støtte: For tidlig afgang af fostervand og hudoverfølsomhed som følge af ”tør” fødsel, manglende støtte til mor og far, kontakttab mellem forældre, manglende opmærksomhed på barnets følsomhed under fødslen.
  • Ikke-vaginal fødsel: Kejsersnit.
  • Barnets fødestilling: Fx sædefødsel.
  • Tvillingefødsel eller flere: Bekymringer eller stress som følge af tvillingefødsel. Første barn overlades til sig selv på grund af anden tvillings fødsel.
  • Sansemæssig overstimulering: Stærkt lys eller lyd, sugekop, klipning af navlestreng.

(Brook, vol. 1, 2014, p. 73).

Efter fødslen:

  • Tidlig indgriben: For tidlig klipning eller blokering af navlestreng, der resulterer i blodtab for fostrets vedkommende, sugning af mund og næse, øjendråber, badning, vejning, måling og afbrydelse af hud mod hud kontakt med mor. Hård eller aggressiv håndtering.
  • Energetiske påvirkninger: Personalets følelsesmæssige stemning og energi. Lægen, jordemoderen og sygeplejerskernes adfærd og følelsesmæssige indstilling.
  • Separationstemaer: Alt andet end hud-mod-hud-kontakt med mor efter fødslen. Adskillelse fra mor (eller far) af en hvilken som helst grund, fx pga. for tidlig fødsel, operative indgreb ift. mor, tvillingefødsel, tvillingedødsfald, mors sygdom, infektion eller mors behov for at komme sig efter fødslen.
  • Senere indgribende procedurer: Omsorg som følge af for tidlig fødsel, omskæring, karantæne etc.

(Brook, vol. 1, 2014, p. 107).

Nytter det at kende til præ- og perinatal psykologi?

Formålet med denne artikel har været at gøre opmærksom på eksistensen af præ- og perinatal psykologi, herunder ikke mindst al den nye viden, der efterhånden findes om fostertilstanden og fødslen. Artiklen skal udelukkende ses som en appetitvækker, der forhåbentlig giver læseren lyst til at dykke nærmere ned i området.

Både blandt forældre, i egne rækker og tilgrænsende fagområder eksisterer der stadig fejlagtige myter og utilstrækkelig viden om det ufødte barn og fødslen.

Den viden, der for nuværende er tilgængelig om det præ- og perinatale område, inviterer til, at vordende forældres forældreskab ikke først begynder ved fødslen, men ved undfangelsen jævnfør titlen på en af bøgerne inden for området: ”PRE-PAREnting. Nurturing Your Child from Conception”. (Verny, 2003). Der er med andre ord mere, vordende forældre kan være opmærksom på, end fx at undlade at ryge og drikke alkohol under graviditeten.
Verdens fremtid afhænger af vore børn. Lad os give dem så god en start på livet som muligt!

Litteratur

Brook, A.: ”Birth’s Hidden Legacy, volume 1”. Smart Body Books, 2014.

Chamberlain, D.: ”Windows to the Womb”. North Atlantic Books, 2013.

Larsen, T. M.: ”Jagten på bevidstheden”. I: P. Psykologernes fagmagasin, nr. 1, 1. årgang, 2015, p. 32-35.

McCarty, W. A.: ”Welcoming Consciousness”. Wondrous Beginnings Publishing, 2009.

Sapolsky, R. M.: ”Why Zebras don’t Get Ulcers. St. Martin’s Griffin, 2004.

Verny, T. R.: ”Pre-Parenting”. Simon & Schuster, 2003.

Verny, T. R.: ”What Cells Remember”. I: Journal of Prenatal & Perinatal Psychology & Health, vol. 29, Issue 1, 2014, p. 16-29.

Ward, S.: ”Fractals From the Womb”. Amazon Fulfillment, 2014.

Hjemmesider
https://birthpsychology.com/.
http://www.isppm.de/.

 

Henrik Dybvad Larsen er specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Han arbejder som behandlende psykolog ved Familiebehandlingen i Lemvig Kommune.

*Elly er mit barnebarn, hvis forældre har givet hende en fantastisk start på livet.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge