Langsigtede psykologiske konsekvenser som følge af en problematisk fosterperiode og fødsel

En casebeskrivelse inden for den prænatale og perinatale psykologi

Til Solvej*

Af Henrik Dybvad Larsen, specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Udgivet 8. april 2019.

 

Emilie
For 7 år siden mødte jeg Emilie på 9 år. Hun blev henvist til mig, fordi hun havde svært ved at klare en almindelig hverdag. Jeg møder en ulykkelig og ængstelig lille, spinkel pige, der meget nemt bliver træt og lige så nemt reagerer med gråd og vredesudbrud. Hun trækker sig ofte ind i sig selv, så hun er svær at komme i kontakt med. Om morgenen spørger hun konstant sin mor, om hun nu også når at komme i skole. Emilies altoverskyggende problem er imidlertid, at hun har en ekstrem følsom hud. Det tager ofte mere end en time at sætte Emilies hår og finde noget tøj, der ikke kradser, klør eller på anden vis irriterer hende. Hun kommer direkte hjem fra skole, da hun er for træt til at lege eller gå i SFO. Hun smider straks sit tøj og går rundt i trusser og en løstsiddende t-shirt.
Hun er undersøgt medicinsk, uden man har kunnet finde en fysisk forklaring på hendes symptomer. (Larsen, 2018, s. 37 – 44).

Det er mødet med Emilie, der åbner mine øjne for graviditetens og fødslens betydning og sætter mig på sporet af den præ- og perinatale psykologi; fostret og fødslens psykologi.

Det var med andre ord symptomer hos større børn som Emilie, der førte mig tilbage til fosterperioden og fødslen, i og med jeg ikke kunne finde en forklaring på deres symptomer inden for den konventionelle udviklingspsykologi, der typisk har dets primære fokus på børn efter fødslen. Det skal bemærkes, at dansk udviklingspsykologi og i det hele taget konventionel udviklingspsykologi stort set ikke beskæftiger sig med præ- og perinatal psykologi, på trods af at den har eksisteret i henved 100 år (Gouni et.al. 2018). En af de første der skriver om perioden er Otto Rank, der udgiver Das Trauma der Geburt i 1924; et værk der i øvrigt blev mødt med stor modstand, fx fra Freud.

Inspireret af min nyhøstede viden om den præ- og perinatale psykologi interviewer jeg Emilies mor og mormor om tiden omkring Emilies fosterperiode, fødsel og tiden umiddelbart efter fødslen.
Mor og mormors fortælling er en lang rædselshistorie om konstante skænderier mellem forældrene, skilsmisse, angst, stress, depression, kaos og ekstrem uro omkring fødslen, sygdom, gentagne hospitalsindlæggelser, ingen amning, brystbetændelse, afbrudt og manglende kontakt mellem mor og barn og dødsangst.

I forhold til Emilies tidlige opvækst fortælles, at hun ikke ville ligge ned, når hun fik flaske. Hun ville heller ikke ligge i barnevogn, men gerne sidde i den. Hun spændte sin krop som en flitsbue, når man forsøgte at lægge hende ned. Da hun var under ½ år gammel, var hun til behandling ved en alternativ behandler, fordi hun græd meget; man så hende som et ”kolikbarn”. (Larsen, 2018, s. 37 – 44).

Den præ- og perinatale psykologis overordnede betragtninger
Emilies fosterperiode, fødsel og tiden umiddelbart efter fødslen var med andre ord alt andet end optimal. Lad os først se på, hvad den præ- og perinatale psykologi siger overordnet om perioden:

  • ”Der er ikke tradition for at tænke, at børns vilkår og velfærd starter før barnets fødsel på trods af, at den vigtigste og mest risikofyldte udviklingsperiode for barnet er graviditet og fødsel” (Olofsson, 1998, s. 2906). Og videre –
  • ”Den præ- og perinatale periode er tiden, hvor vitale og altafgørende fundamenter etableres på alle niveauer: Fysisk, følelsesmæssigt, mentalt, spirituelt og relationelt” (Weinstein, 2016, s. 1). Og en sidste overordnet betragtning fra Thomas Verny, en af den præ- og perinatale psykologis pionerer –
  • ”Alt hvad en gravid kvinde føler og tænker viderekommunikeres ved hjælp af neurohormoner til hendes ufødte barn med lige så stor sikkerhed som alkohol og nikotin. Ligesom en computervirus gradvist ødelægger det software system, den har inficeret, således forandrer moderens angst, depression eller stress også barnets intelligens og personlighed ved gradvist at omprogrammere hjernen” (Verny, 2003, s. 10).

Med ovenstående citater må det være sandsynliggjort, at Emilie allerede før, under og umiddelbart efter fødslen er voldsomt påvirket af hendes mors angst, stress og depression, ikke mindst forårsaget af forældrenes uophørlige skænderier.

”Omprogrammeringen” af Emilies hjerne og autonome nervesystem
Hvordan viser den negative indflydelse sig helt konkret for Emilies vedkommende? Hvad er det for en om-programmering, der er sket med hende?
Når det sker meget tidligt i et barns liv, fx så tidligt som i fosterperioden og under fødslen, så ved vi, at det som oftest viser sig kropsligt og i den nedre del af vores hjerne og rygmarven. Mit bedste bud er, at en lille mandelformet del af hjernens limbiske system – amygdala – og det autonome nervesystem bliver omprogrammeret i uheldig retning. (Larsen, 2018, s. 67 – 69, s. 80 – 81).
Amygdale er hjernens ”alarmcentral”, der reagerer, når der er fare på færde.
Det autonome nervesystem har vi mennesker til fælles med alle andre dyr. Det styrer helt automatisk fx vores åndedræt, puls, appetit, kamp og flugt.

Hvis amygdale og det autonome nervesystems kamp-flugt beredskab aktiveres for tit, for tidligt og for længe, kan det blive en kronisk tilstand, der er ensbetydende med, at alarmen går for tit, også når der ikke er fare på færde. Emilies hjerne er så at sige omprogrammeret til en slags ”overlevelseshjerne” frem for en ”læringshjerne”. En sådan hjerne er resultatet af mors tilstand i den præ- og perinatale periode. (Larsen, 2018, s. 80 – 81).

”Overlevelseshjernen” bruger meget energi, er ekstrem sensitiv og vil være en sandsynlig forklaring på Emilies lette trætbarhed, overfølsomhed over for tøj og sensitivitet i det hele taget. Samt for den sags skyld også en forklaring på hendes anspændthed efter fødslen og ”kolikgråd” (Larsen, 2018, s. 37 – 44).
Der er tale om en ubalance, hvor Emilie svinger mellem på den ene side at være i alarmberedskab og oversensitiv – og på den anden side at være totalt lukket ned og passiv. Det optimale vil være, at befinde sig mellem de to ydertilstande; indenfor det nogle kalder for tolerancevinduet – den optimale aktiveringszone. (Nordanger et.al, 2017, Larsen, 2018, s. 77 – 78). Det kræver imidlertid langt mere tryghedsskabende omsorgspersoner og omgivelser, end Emilie har haft til rådighed.
Emilies historie bliver også en illustration af, hvordan vi som fostre har en særlig evne til at tilpasse os og forberede os på den verden, der venter uden for livmoderen. Den præ- og perinatale psykologi kalder det for fosterprogrammering (More, 2015, s. 127). Vi kan tale om livmoderen som vores første ”klasseværelse” eller læringsrum.

Den tidligere antagelse om, at vi kommer til verden som et ”ubeskrevet blad”, holder med andre ord ikke stik. (Larsen, 2018, s. 19 – 21). Rent faktisk udvikler Emilie og alle andre ufødte børn intet mindre end 12 prænatale sanser i løbet af deres fosterperiode. Ud over vore 5 almindelige sanser nævner David Chamberlain, endnu en af den præ- og perinatale psykologis pionerer, blandt andet ekstrasensorisk perception – ESP – som fx kan være clairvoyance, evnen til at ”se” auraer, telepatiske evner, det vil sige evnen til at vide hvad andre tænker og føler (Chamberlain, 2013, s. 55 – 75). Ifølge Chamberlain så ”ved” fostre fx om de er ønskede eller ikke, ligesom de kan sanse, hvordan deres forældre har det. Tænk sig at man tidligere var af den opfattelse, at nyfødte børn ikke kunne føle smerte, så derfor opererede man dem uden bedøvelse helt frem til 1986 (Larsen, 2018, s.19).

Implicitte erindringer om egen fødsel
Et er, at det ufødte barn sanser, men kan det også huske, hvad det sanser. De fleste af os kan jo tidligst huske noget fra 3 års alderen.
Her skal man skelne mellem eksplicit og implicit hukommelse, hvor den eksplicitte hukommelse er vores bevidste hukommelse og vores implicitte hukommelse er vores ubevidste hukommelse. (Larsen, 2018, s. 32 – 35).
Jeg skal blot referere ét studie, som illustrerer, at erindringer om vores egen fødsel ligger i vores implicitte hukommelse og kan gøres bevidst gennem hypnose.
I et studie hypnotiserer Chamberlain (Chamberlain, 2013, s. 94 – 95. McCarty, 2009, s. 74 – 75) børn og unge i alderen 9 til 23 år og beder dem om at beskrive deres fødsel. Herefter sammenligner han mødrenes og børnenes beskrivelser af fødslen og undersøger, hvor god overensstemmelse, der er mellem de to beskrivelser.
I undersøgelsen indgår der udelukkende børn, der ikke har fået detaljerede beskrivelser af deres egen fødsel og ikke har bevidste erindringer om den.

Der viser sig at være en klar overensstemmelse mellem de parvise mor-barn historier. Børnenes historier afslører endda præcise beskrivelser af: Tid på dagen, lokalitet, tilstedeværende personer, ordrette erindringer om begivenheder uden for livmoderen, paranormal viden om andres uudtalte tanker, viden om hvilken slags fødsel, der er tale om, anvendte instrumenter, fødestuens indretning, begivenheders rækkefølge og detaljerede billeder af, hvordan det så ud uden for livmoderen, medens barnet stadig befandt sig i livmoderen.

Chamberlain konkluderer (Larsen, 2018, s. 26), at indholdet i fødselserindringerne tyder på en avanceret grad af fysisk, mental og følelsesmæssig bevidsthed i forbindelse med fødslen; en bevidsthed, der ligger langt ud over, hvad udviklingspsykologien sædvanligvis plejer at operere med.

Præ- og perinatale erindringer udgør vores psykiske fundament
De oplevelser og hændelser Emilie og alle os andre har været ude for i vores fosterperiode og i forbindelse med vores fødsel kan med andre ord sætte sig spor i vores implicitte hukommelse. Spor der kan få betydning for os resten af vores liv. Den præ- og perinatale psykologi taler om prægninger, kernemønstre og ”blueprints”, som er en slags arbejdstegning, der udgør vores psykiske fundament, hvorpå senere hændelser lejrer sig (McCarty, 2009, s. 135 – 138. Larsen, 2018, s. 139).

Altså vore allertidligste oplevelser i livmoderen, under fødslen og første tilknytning skaber kernemønstre i vores implicitte hukommelse, underbevidsthed og autonome nervesystem, som helt grundlæggende former os og igangsætter livslange mønstre.

En førende amerikansk videnskabsjournalist A. M. Paul konkluderer (Paul, 2011, s. 5), at meget kan gå galt i fosterperioden og under fødslen, men at der er en gryende erkendelse af, at betingelser i fosterperioden får mange ting til at gå godt. Hun siger, at fosterperioden er den tid, hvor hele fundamentet for et menneskes senere sundhed, robusthed, styrke og velvære etableres.
Hvor vi tidligere har talt om livmoderen som vores første ”klasseværelse”, så kan vi tale om fødslen som vores første store ”eksamen” for at understrege, hvor meget vi påvirkes ”på godt og ondt” i de to livsfaser.

Prænatal stress
En af de psykiske tilstande, der efterlod en markant prægning i Emilies sind, var hendes mors høje stressniveau før, under og efter hendes fødsel. Lad os antage, at mors høje stressniveau er delvist ansvarlig for, at Emilie i dag er præget af ængstelighed, sensitivitet og et let antændeligt og ubalanceret autonomt nervesystem, der blandt andet betyder, at hun nemt overvældes og fx kommer i alarmberedskab.
Lad mig nævne et studie, der kan underbygge, hvad selv en enkelt stresspåvirkning under graviditeten eller fødslen kan få af følger. I studiet undersøgte man gravide kvinder, der var i 3. trimester og som var til stede i forbindelse med 9/11 og som sidenhen udviklede PTSD i en periode. Disse kvinder fødte børn med lavere kortisolniveauer. Senere i livet viste disse børn sig at være mere sårbare overfor stress. (Paul, 2011, s. 45 – 46). Her er med andre ord tale om en enkeltstående hændelse med en måske livslang betydning. Tænk så på Emilie og mange andre børn, der er udsat for deres mors mere eller mindre konstante stesspåvirkning, og hvilken betydning det kan få for dem resten af livet.

Flere forskere peger på sammenhængen mellem fostrets udsættelse for moderens høje stressniveau under graviditeten og barnets øgede risiko for efterfølgende alvorlige helbredstilstande som voksen så som hjerte-karsygdomme, fedme, insulin resistens og diabetes, allergi, demens og psykiske lidelser (Weinstein, 2016, s.68 – 73).

Præ- og perinatale traumer
En af de hændelser, der kan sætte de største ar og prægninger i et spædbarns sind, er hvis det traumatiseres som følge af hændelsen. Fostret og fødslens psykologi nævner en lang række hændelser i forbindelse med den præ- og perinatale periode, herunder fødslen, der kan være potentielt traumatiserende for barnet, der er på vej ud af livmoderen og ind i verden. De 4 første jeg nævner, var med sikkerhed på spil i forbindelse med Emilies fødsel; måske endnu flere:

  1. Stressprægede eller voldelige relationer mellem forældrene under graviditeten eller efter fødslen.
  2. Moders stress, angst eller depression under graviditeten eller i spædbarnealderen.
  3. Adskillelse fra mor efter fødslen eller i en længere periode i spædbarnealderen.
  4. En hvilken som helst smertefuld ulykke, skade eller sygdom.
  5. Uvelkomne eller angstprægede følelser ved opdagelsen af en graviditet.
  6. Barnet er uønsket i dele af graviditeten.
  7. Overvejelser om eller forsøg på abort.
  8. Biokemiske stressfaktorer under graviditeten fra nikotin, alkohol, pesticider etc.
  9. Tabet af en tvilling under graviditeten hvad enten det sker tidligt i graviditeten eller under fødslen.
  10. Medicinsk igangsættelse af fødslen.
  11. Føtale måleinstrumenter, der er sat fast på fostrets hjerneskal.
  12. For tidlig fødsel.
  13. Oplevelser fra afdelingen for for tidligt fødte, herunder hvad det fører med sig af medicinske interventioner.
  14. Usædvanlig lang eller hurtig fødsel.
  15. Sidde fast under fødslen.
  16. Navlesnor stramt omkring halsen.
  17. Nærdødsoplevelse eller iltmangel.
  18. Medicinske indgreb så som kejsersnit, fødselstang eller sugekop.
  19. Bedøvelse der afbryder kontakten mellem mor og barn.
  20. Smertefulde medicinske indgreb så som rygmarvstapning etc.
  21. Moderens fødselsdepression eller voldsomme angst.
  22. Videregivelse til adoption.
  23. Dødsfald i familien.
  24. Forældres eller forfædres uforløste traumehistorier, så som tidligt misbrug, tab af forældre, traumatiske fødsler eller videregivelse til adoption.
  25. Hospitalsindlæggelse eller operationer af spædbarnet, herunder omskæring (BEBA, www.beba.org).

Om de nævnte hændelser ender med at blive traumatiserende for barnet afhænger ikke blot af den konkrete hændelse, men også af barnets tilstand før hændelsen; altså hvordan har fosterperioden forløbet – og af hvordan omgivelserne, herunder især forældrene, formår at drage omsorg for barnet efter hændelsen. (Larsen, 2018, s. 112).

I Emilies tilfælde må vi antage, at hendes fosterperiode har rustet hende dårligt til at modstå et eller flere fødselstraumer og forældrenes omsorgsevne efter fødslen har heller ikke været optimal.
Wendy Anne McCarty (2009, s. 135 – 138), endnu en af pionererne indenfor præ- og perinatal psykologi, understreger fødslens betydning ved at kalde den for et kritisk udviklingsområde, der former grundlæggende mønstre med livslange konsekvenser.

Hun skriver blandt andet:

De bedste resultater for mor og barn viser sig, når mor føler sig styrket og støttet og fødslens naturlige proces har mulighed for at folde sig ud med minimale interventioner, herunder ingen afbrydelser i mor-barn forbindelsen og deres fysiske kontakt. Hvis der er brug for en adskillelse af mor og barn, så bør man understøtte kontinuerlig kontakt mellem far og barn. Barnet trives og responderer bedst, når relationen til moderen er uforstyrret, når der kommunikeres direkte til barnet og når fødselsprocessen understøtter barnets evner til at orientere sig i og integrere hændelsesforløbet (Larsen, 2018, s. 142).

Fødslens betydning
Med de relativt mange risici, der er forbundet med en fødsel, er det vigtigt, at rammerne omkring den, er så optimale som overhovedet muligt. Den kendte fødselslæge Michel Odent (Odent, 2014) lægger vægt på at etablere en rolig, tryg og sikker atmosfære omkring fødslen. Han nævner blandt andet, at omgivelser der begrænser stress og stimulation af hjernens neocortex, vores tænkehjerne, er gavnlig i forhold til fødselsprocessen. Sådanne omgivelser er karakteriseret ved et sænket lysniveau, mindst mulig anvendelse af sprog, færrest mulige spørgsmål stilles, rumtemperaturen skal skabe en fornemmelse af behagelig fysisk varme, fødestuen skal føles uforstyrret og privat – og ikke at den fødende føler sig observeret – der skal være en atmosfære af tryghed og sikkerhed – og med fravær af en fornemmelse af fare eller trussel på livet. (Weinstein, 2016, s. 30 – 32).

Odent (2014) uddyber sin pointe med følgende udtalelse:

Personligt er jeg overbevist om, at de bedste omgivelser for en problemfri fødsel – endda også for mange nutidige kvinder – er, når der ikke er andre tilstede end en erfaren og stille/tavs jordemoder eller doula, der opleves af den fødende som en slags moderfigur.

Odent 2014, s. 105) mener vi, siden 1950’erne, har bevæget os væk fra denne form for fødsler ved gradvist at maskulinisere fødslerne ved at involvere mere og mere teknisk udstyr og mænd i form af mandlige fødselslæger og fædre i fødslerne. Han er kort sagt fortaler for en afmaskulinisering af fødslerne og giver udtryk for, at vi skal genopdage fødende kvinders og nyfødte børns basale behov.

Såvel på det helt personlige plan som på det samfundsmæssige plan er det vigtigt, at vi skaber så gode forhold for fødende kvinder som muligt – for deres og ikke mindst for barnets og dets fremtids skyld.
John Chitty (2016) skriver:

En optimal fødsel er den allerbedste forebyggelsesstrategi, hvis man ønsker at skabe et sundt og robust immunsystem og autonomt nervesystem.

Emilies ubalancerede, autonome nervesystem er et eksempel på, hvor galt det kan gå.

Dr. George R. Saade, der er chef for obstetrikken på University of Texas Medical Branch udtaler følgende til The New York Times, d. 03.12.18:

Intet område inden for medicin giver så stort et afkast på en investering som en sund graviditet og fødsel, fordi det får betydning år efter år ind i fremtiden.

Opsummerende
Ifølge den præ- og perinatale psykologi kan det ufødte barn forstås som et sansende, følende, huskende, lærende og kommunikerende menneske, der er særdeles påvirkeligt på godt og ondt.

Jeg skal runde af med et citat, der fokuserer “på godt”, et citat fra den præ- og perinatale psykologis 100 års jubilæumsskrift fra maj 2018:

Det ufødte barn tager næring af det, du spiser, den luft du indånder, de billeder, lys og farver, du beundrer, den musik du lytter til og de dufte, du sætter pris på. De ord du bruger, dine kærtegn, din kærlighed, de forestillinger og visioner du skaber, det du drømmer om og ønsker for ham eller hende og dine idealer er alt sammen næring for dit barn, livsvigtig næring!
Dit indre liv, hvordan du ser dig selv, andre og universet oversættes til biokemisk information, optages loyalt af det voksende foster og bliver kendetegnende for det. (Gouni et.al, 2018, s. 404).

Emilie er 17 år gammel i dag. Hun går i skole, plages ikke længere af en overfølsom hud, men er stadigvæk en følsom pige.

 

Litteratur
BEBA: (Building & Enhancing & Bonding & Attachment): www.beba.org.

Chamberlain, D: ”Windows to the Womb”, North Atlantic Books, Berkeley, 2013.

Chitty, J: ”Working with Babies. A Five-Part Therapy Method for Infants and Their Families”, Polarity Press, Boulder,Colorado, 2016.

Gouni, Turner & Turner (ed.): ”Prenatal Psychology 100 years”, The International Journal of Prenatal & Life Sciences, Grækenland, 2018.

Larsen, H. D: ”Fostret og fødslens psykologi. Barndom og forældreskab begynder ved undfangelsen”, Pregnant Press, Århus, 2018.

Mandavilli, A: ” The Placenta, an Afterthought No Longer”, The New York Times, d. 03.12.18.

McCarty, W. A: ”Welcoming Consciousness”, Wondrous Beginnings Publishing, Santa Barbara, 2009.

Moore, D. S: ”The Developing Genome”, Oxford, New York, 2015.

Nordanger, D. Ø. & Braarud, H. C: ”Utviklingstraumer. Regulering som nøkkelbegrep i en ny traumepsykologi”, Fagboksforlaget, Bergen, 2017.

Odent, M: ”Childbirth and the Evolution of Homo sapiens”, Pinter & Martin Ltd, London, 2014.

Olofsson, M. J: ”Prænatalt omsorgssvigt”. Ugeskrift for Læger, 4. maj 1998.

Poul, A. M: ”Origins. How the Nine Months Before Birth Shape the Rest of Our Lives”, Free Press, New York, 2011.

Verny, T. R.: ”Pre-Parenting”, Simon & Schuster, New York, 2003.

Weinstein, A. D: ”Prenatal Development and Parents’ Lived Experiences”, Norton, New York, 2016.

Henrik Dybvad Larsen er specialist i psykoterapi og supervision af psykoterapi. Han arbejder som behandlende psykolog ved Familiebehandlingen i Lemvig Kommune.

*Solvej er mit 2. barnebarn, som kom til verden som ”stjernekigger” – derfor Sol-vej – ved en hjemmefødsel i 2018.

Udskriv siden

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge