Projektiv identifikation – et undervisningseksempel

Af Halfdan Skjerning, cand.psych., ph.d. & Michael Adam Cho Guul, cand.psych., lektor, Socialrådgiveruddannelsen, VIA University College. Udgivet 3. november 2016.

Alle, der arbejder med mennesker, risikerer gennem projektion og identifikation på subtil vis at påvirkes til at opføre sig i overensstemmelse projektioner fra dem, de arbejder med. Derfor er det vigtigt, at professionelle kender til disse ofte skjulte kommunikative mekanismer.

Artiklen beskriver en undervisningsgang afholdt for socialrådgiverstuderende om projektiv identifikation indlejret i et bredere tema om kommunikation. Undervisningseksemplet giver et bud på en didaktisk formidling af projektiv identifikation gennem operationalisering og kvantificering. Undervisningen havde til hensigt at inspirere og blidt provokere de studerende til at reflektere over kommunikative processer med henblik på deres fremtidige virke og møde med borgere.

Projektiv identifikation kan defineres som processen, hvorigennem subjektet afspalter en del af sin egen identitet og projicerer den på en objektperson samtidig med, at kontakten til det projicerede opretholdes (Olsen, 2002c). Projektiv identifikation kræver således to entiteter: en afsendende og modtagende. Projektiv identifikation kan foregå som intrapsykisk forsvarsmekanisme og som interpersonel relateringsmåde. I modsætning til introjektion, hvor jeg’et indoptager noget ydre som støtte, og i modsætning til projektion, hvor jeg’et skiller sig af med noget, vil afsenderen i projektiv identifikation placere en del af sin identitet i modtagerobjektet, som enten kan være en intrapsykisk entitet eller et ydre objekt, og holde kontakten dertil (Olsen, 2002a, 2002b, 2002c). Hensigten med projektionen for afsenderen er at komme på afstand af det projicerede, der udleves af modtageren, men på samme tid at være i kontakt med det projicerede, mens det udleves. For eksempel kan afsenderen projicere egne, uaccepterede, aggressive følelser over på modtageren. Som følge af projektionen kan modtageren komme til at opføre sig aggressivt. Afsenderen er derved på afstand af de aggressive følelser, men samtidig i kontakt med dem gennem modtagerens udlevelse (Møhl, 2016). Projektiv identifikation kan for eksempel udspille sig mellem et barn og dets mor, en klient og dennes terapeut eller en rådgiver og en borger. Modtageren kan risikere at udleve afsenderens projektioner uden at være klar over det. Ved at opdage projektioner kan modtageren få indblik i, hvad der sker i afsenderen. Projektiv identifikation kan præsenteres, udfoldes og diskuteres sammen med begreber som introjektion, projektion, empati, kollusion og modoverføring.

Metode

Under etisk hensyn blev undervisningseksemplet konstrueret således, at det understøttede en høj grad af gennemsigtighed i processen, og deltagerne blev bedt om kun at frembringe positive, beskrivende egenskaber af modtageren.

Øvelsen forløb i følgende trin: afsenderen frembragte beskrivelser af egenskaber ved modtageren og vurderede i hvor høj grad, egenskaberne passede på modtageren; modtageren vurderede derefter i hvor høj grad egenskaberne passer på hende eller ham; modtageren vurderede derefter i hvor høj grad, afsenderens beskrivende egenskaber passede på afsenderen; og slutteligt vurderede afsenderen i hvor høj grad, egenskaberne passer på hende eller ham selv.

Instruktion til øvelsen var: ”Vend dig mod din sidekammerat. Se på personen over for dig. Du får nu 3 minutter til at skrive [på det udleverede dataindsamlingsark] 3 egenskaber, der passer på den person, der sidder overfor dig.”. Da tiden var gået, blev deltagerne bedt om: ”Angiv på en skala fra 0 til 10, hvor ’0’ er ’passer slet ikke’ og ’10’ er ’passer fuldstændigt’, i hvor høj grad egenskaberne passer på personen over for dig.”. Derefter fulgte de resterende trin, beskrevet ovenfor. Undervisning og dataindsamling blev gennemført på 1 lektion á 45 minutter.

For at genere et tal for graden af enighed mellem afsenderens og modtagerens vurderinger af, om egenskaben passede eller ikke passede, blev data blev omkodet til kategorier: skalascores ’10’, ’9’ og ’8’ blev omkodet til ”passer på…” og lavere scores blev omkodet til ”passer ikke på…”. Enigheden målt med Cohen’s kappa, selvom deltagerne skiftedes til at være afsendere og modtagere, hvilket gav et tal for graden af enighed mellem to bedømmerrollers kategorisering i gensidigt udelukkende kategorier. Enighed mellem afsender og modtager i hvorvidt afsenderens prædikat passede på modtageren, og enighed mellem afsender og modtager i, hvorvidt afsenderens prædikat passede på afsenderen, blev vurderet.

Resultater

Øvelsens 26 deltagere frembragte 72 beskrivende egenskaber med 4 vurderinger af hver egenskab (AM, MM, MA, AA). Seks egenskaber, der kun beskrev fysiske karakteristika, så som ”briller”, blev udeladt. De hyppigst forekommende prædikater var ”sjov” og ”sød”, der hver blev brugt fem gange (svarende 7 % af tilfældene) til at beskrive en modtager. I fire tilfælde blev modtageren beskrevet som ”smilende” og i tre tilfælde blev ”hjælpsom”, ”humoristisk”, ”klog” og ”positiv” hver brugt til at beskrive modtageren.
Ikke overraskende syntes afsenderne, at de egenskaber, de havde valgt til at beskrive modtagerne, passede godt på netop modtagerne, med et gennemsnit (og standartafvigelse gengivet i parentes) på 9.29 (1.11) på svarskalaen. Det var højere end afsendernes vurdering af i hvor høj grad egenskaben passede på dem selv, hvilket gav et gennemsnit på 8.04 (1.56). Dette syntes rimeligt, da afsenderne jo var bedt om at beskrive modtagerne. Gennemsnittet af afsendernes og modtagernes vurderinger af, hvorvidt egenskaben passede på modtageren, var marginalt højere, nemlig 8.67 (1.07) end gennemsnittet af afsendernes og modtagernes vurdering af hvorvidt egenskaben passede på afsenderne, nemlig 8.61 (1.26), navnlig fordi afsenderne vurderede, at deres valg af egenskaber passede godt på modtagerne. Modtagerne syntes også, at egenskaberne passede på dem med et gennemsnit på 8.06 (1.54) på svarskalaen, men modtagerne syntes i endnu højere grad, at selvsamme egenskaber passede på afsenderene 9.18 (1.25).
Der var en højere korrelation mellem afsendernes vurderinger af i hvor høj grad, egenskaberne passede på modtagerne, og i hvor høj grad modtagerne syntes, at selvsamme egenskab passede på afsenderen r(70) = .70, p < .001, end mellem afsenderenes vurderinger af i hvor høj grad egenskaben passede på modtageren og i hvor høj grad, modtageren syntes, at selvsamme egenskab passede på modtageren selv r(70) = .31, p < .01 (Spearman’s rank correlation coefficient). Afsendere og modtagere fulgtes således ad i deres vurderinger af, at egenskaberne passede godt på den anden.

Da de 72 datapunkter efterfølgende blev kodet som kategorialdata, var der 45 (62.50 %) tilfælde, hvor afsender og modtager var enige i, at egenskaben passede på modtageren, og 22 (30.56 %) tilfælde hvor afsenderen mente, at egenskaben passede, men hvor modtageren mente, at den ikke gjorde. Der var 2 (2.78 %) tilfælde, hvor afsenderen og modtager var enige i, at egenskaben ikke passede på modtageren, og 3 (4.17 %) tilfælde hvor afsenderen mente, at egenskaben ikke passede på modtageren, mens modtageren mente at den gjorde. Dette resulterede i en meget svag grad af enighed (Cohen’s kappa = .03, p = .54) i hvorvidt, egenskaberne passede på modtageren (Landis & Koch, 1977). I de tilfælde hvor afsender og modtager skulle vurdere, hvorvidt egenskaben passede på afsenderen, var de enige i, at den passede i 48 (66.67 %) tilfælde og ikke passede i 8 (11.11 %) tilfælde, mens afsenderen mente, at den ikke passede 16 (22.22 %) tilfælde, hvor modtageren mente, at den gjorde. Dette resulterede i en højere grad af enighed (Cohen’s kappa = .40, p < .001) mellem afsender og modtager i hvorvidt egenskaben passede på afsenderen.

Besynderligt var det altså, at de egenskaber som afsenderen skulle beskrive modtageren med, i høj grad passede på afsenderen, og at afsender og modtager var enige deri.

Diskussion

Det kan diskuteres, hvorvidt projektiv kan kvantificeres og operationaliseres, og hvorvidt det meningsfuldt kan gøres som i ovenstående eksempel, hvor afsender og modtager vurderede, hvorvidt en egenskab ”passede” på en person.

Mere øvelsesnært kan indvendes, at der ikke var angivet, om egenskaben skulle beskrive et personlighedstræk eller en flygtig tilstand. Dertil kommer, at kun svarskalaens ydrepoler blev beskrevet og ikke dens mellemliggende trin. Vurderingernes gyldighed kan yderligere diskuteres: Modtageren kunne ønske at påtage sig den afsendte egenskab, enten fordi den var attråværdig eller på grund af et pres fra afsenderen om, at modtageren skulle leve op til den; et ønske, som modtageren måske ikke ville skuffe. På den anden side kunne der af høflighedsårsager være anledning til ikke at ville give sig selv en høj score på en positiv egenskab, selvom man mente, at den passede fuldstændigt. Mulighederne og faldgruberne er mange og kærkomne at diskutere med deltagerne. Deltagerne i øvelsen udtrykte, at de blev opmærksomme på, at den egenskab, de valgte til at beskrive modtageren med, i høj grad passede på dem selv, hvilket var i overensstemmelse med det intenderede brede udbytte af øvelsen: højnet opmærksomhed om kommunikation.
Referencer
Landis, J. R., & Koch, G. G. (1977). The Measurement of Observer Agreement for Categorical Data. Biometrics, 33(1), 159–174. https://doi.org/10.2307/2529310

Møhl, B. (2016, October 27). projektiv identifikation | Gyldendal – Den Store Danske. Retrieved October 27, 2016, from http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Psykodynamik,_terapiformer_og_begreber/projektiv_identifikation

Olsen, O. A. (2002a). introjektion. In Psykodynamisk leksikon. København: Gyldendal.

Olsen, O. A. (2002b). projektion. In Psykodynamisk leksikon. København: Gyldendal.

Olsen, O. A. (2002c). projektiv identifikation. In Psykodynamisk leksikon. København: Gyldendal.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge