Af Erik Axel, professor, Janni Berthou Hermansen, ph.d. og Peter Holm Jacobsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet

 

Stramme, formelle regler, der angiver, hvad der skal gøres, spiller en dominerende rolle i byggeriet. I et studie af et byggeri så vi en deltager bryde igennem reglernes anvisninger og udføre, hvad der var nødvendigt at gøre i arbejdet med den fælles sag. Vi undersøgte projekteringen af en plads foran et menighedshus, der skulle bygges. Her måtte landskabsarkitekten skaffe sig plads til at udforske og undersøge pladsen og dens brug for at kunne udforme den. Vor gennemgang af sagen tjener til at argumentere for, at vi får solide resultater af vort arbejde, når vi må bryde regler i respekt for sagens sammenhæng. I tider hvor bureaukrati sætter regler for, hvordan vi skal gå frem, er den pointe værd at huske på.

Det adskilte byggeri

I disse år gennemgår byggebranchen en mangesidig forandring. Der udvikles flere og flere materialer, som gør det muligt at udforme bygninger på nye måder. Den teknologiske udvikling trækker alle mulige installationer ind i bygninger, som der skal tages højde for under byggeriet. Bygningers funktion undergår en stadig større differentiering, som man må tage hensyn til i projekteringen.

Denne udvikling skubber på den industrialisering af byggeriet der har stået på i mange år, og som har omformet arbejdet på byggepladsen til at blive montage af præfabrikerede dele.

Alle disse aspekter af udviklingen fører til ændringer i professionernes funktioner og arbejdsdeling i byggeriet. Vi finder nye funktioner for de etablerede professioner, såsom energiberegninger og nye perspektiver på bæredygtighed. Vi finder nye stillinger til professionelle: byggesager er blevet så komplicerede for bygherren, at denne ofte ansætter en bygherrerådgiver til at holde styr på økonomien. Industrialiseringen af byggeriet og dens følger får arkitekter til at se, at deres fag funktionstømmes, ingeniører overtager funktionsanalyser, DJØF’ere leder og styrer økonomien. I hvert fald ser vi i byggebranchens firmaer nye måder at organisere arbejdet på, arkitektfirmaer ansætter DJØF’ere til at lede og styre økonomien, ingeniørfirmaer ansætter arkitekter for at ingeniører og arkitekter kan samarbejde allerede i dispositionsforslaget.

Byggeriet er også underlagt mange regulativer. Der er krav om kvalitetssikring, om at reducere bygningers energiforbrug, og offentlige udbud baseres på bygningsinformationsmodeller (BIM), som er digitale 3D-modeller. Implementeringsnetværket for det digitale byggeri støtter projekter, der arbejder på at udnytte regulativet produktivt. Man søger at udvikle, hvordan entreprenører med objektorienterede bygningsmodeller i 3D kan gå fra usikker, fejlbehæftet tilbudsgivning til automatisering og nøjagtighed. Hvis der er skabt en standard for dataudtrækket, vil kalkulationssystemet automatisk kunne oplyse, hvor mange søm, hvor mange kvadratmeter gipsplade osv., der skal bruges til en gipsvæg, og derved håber man at sikre en præcis prisberegning for tilbuddet.

Alle opdelingerne og regulativerne tjener ønsket om differentierede bygninger, der lever op til standarder og krav. For at kunne leve op til disse, må der kunne måles og vejes, der må bygges med præcision og dokumentation. Ønsket om præcision fører som vist til at man arbejder på yderligere industrialiseringer, man søger f. eks. at automatisere prisberegninger ved at tage udgangspunkt i et meget findelt materiale. Men vi mener, at det er vigtigt at forstå opdelingernes natur og konsekvenser, for at kunne foretage yderligere opdelinger. Opdelinger i byggeriet tjener til at koordinere et hus. Alle de specialister, der indgår i et byggeri, arbejder på at opstille en bygning, der skal tjene et nærmere bestemt formål. Vi må også forstå koordineringens natur og bestemme hvordan det koordinerende samarbejde formes af de måder, vi opdeler os på.

Redskaber, der skal holde sammen på processen

En første ting vi ser, når vi vender os mod samarbejdet i byggeriet, er eksplosionen af projekteringsredskaber, der skal holde sammen på processen, budgetter, regelsæt, tegninger, beskrivelser, referater, dokumentation, huskesedler m.v.

En anden ting vi, ser om samarbejdet, er frustrationer over, at medarbejdere vandrer ind og ud af projekterne, og det siges ofte, at nye medarbejdere spilder meget tid med at finde rundt i processens dokumentation, hvilket ikke kan undre, når man betænker projekteringens sammensathed. Alligevel udnytter man på tegnestuer dokumentationens mulighed for at udskifte medarbejdere, så at så mange medarbejdere som muligt kender til projektet. Projekteringen får sit egetliv uafhængigt af den enkelte medarbejder.

For ikke at den enkelte medarbejders præferencer skal styre et forløb, og for at koordinere en projektering, hvor mange aktiviteter foregår mange steder, har FRI, DANSKE ARK og PRL skønnet det nødvendigt, at udarbejde en beskrivelse af, hvorledes projektering skal forløbe, Ydelsesbeskrivelsen. I undersøgelsen af projekteringsforløbet (se også Axel, 2009; Hermansen, 2015), vi foretog, fandt vi, at det mest var dem, der havde koordineringsfunktionen, der ville følge ydelsesbeskrivelsens faseanvisninger, og derfor krævede det af andre i projektet, der til gengæld mente, at det ikke er almindeligt at bruge ydelsesbeskrivelsen. Nogle søgte at give beskrivelsen funktion af norm, andre søgte at holde en åbenhed i projekteringsforløbet. En lignende dobbelthed kan man se i Ydelsesbeskrivelsens indhold. For hver fase, er der sat enkle formålsbestemmelser og lister for, hvad der skal gøres. Enkelheden inviterer til bare at følge normen. Samtidig indlejres forbehold forskellige steder i teksten. Det finder vi allerede i de indledende ord: ”Denne ydelsesbeskrivelse anvendes som grundlag for rådgivning i forbindelse med byggeri og planlægning,” hvor udtrykket ”som grundlag for” ’blødgør’ det skrevne. Ligeledes indgår der forbehold i listerne over, hvad der skal gøres i fasen: ’afpasset efter opgavens karakter’ – ’alt efter opgavens art’. Herved ophæves tekstens karakter af norm, og hele spørgsmålet bliver, hvad det ’at afpasse efter opgavens art’ egentlig er.

Når vi diskuterede med det undersøgte byggeprojekts deltagere ved en præsentation af foreløbige resultater efter projekteringens afslutning, virkede deltagerne ganske indforståede med, at det, der beskrives i de formelle faser, skal afpasses efter opgavens art. Deltagerne ved, at ydelsesbeskrivelserne skal forstås med henblik på egen praksis og sammenhængen til den fælles byggesag. Men karakteren af denne bevægelse mellem egne og fælles sammenhænge får vi ikke bestemt i Ydelsesbeskrivelsen. Det er bare noget, deltagerne gør. Vi mener, det er vigtigt at bestemme nærmere, hvad det “bare” er, deltagerne gør, når de afpasser deres arbejde efter opgavens art. Vi vil derfor af materialet fremdrage, hvorledes en landskabsarkitekt i projektet gennemførte koteringen af menighedshuset. Vi mener, at dette eksempel rummer en generel pointe for byggebranchen om, hvordan samarbejde må ledes.

Samarbejde om koteringen af Fløng menighedshus

Vi skal beskæftige os med projekteringen af arealet omkring det nye menighedshus i Fløng. Vi vil se på, hvorledes landskabsarkitekten bryder med formelle principper for at udføre sit arbejde på en meningsfuld måde. I det eksempel, vi skal beskæftige os med, er der tale om principper for arbejdsdeling og tidslig organisering af arbejdsfunktioner, som præsenteres i ydelsesbeskrivelsen. Med ydelsesbeskrivelsens ord udarbejder ingeniøren en redegørelse for arbejder i terræn. I projektet har ingeniøren til hensigt at bestemme et hus’ kote, men landskabsarkitekten skaffer sig plads til at bestemme husets kote sammen med ingeniøren. Vi skal se, hvordan hun må bryde med faseinddelingen for at opnå indflydelse på et gennemarbejdet grundlag.

Landskabsarkitekten begynder sit arbejde i projektets dispositionsfase, hvor man formodes at lægge byggeriet til rette i store træk. Hun står over for en ret speciel opgave. Man kommer til kirken og menighedshuset nede fra Fløng Byvej. Man drejer op mod komplekset ved at køre op ad en bakke. Menighedshuset ligger på skråningen på den anden side af bakketoppen, lidt nede. Der er en forplads til menighedshuset. Den skulle gerne falde ind i sammenhæng med den såkaldte kirkesti, der går fra den offentlige vej og op til indgangen til kirkegården. Så opgaven bliver, at huset ikke skal gemme sig for meget på den anden side af bakken, og at pladsen fra kirkestien hen til menighedshuset skal ligge så tilpas højt, at den hører sammen med toppen af kirkestien. Ved et tidligere møde havde ingeniørrådgiveren sat gulvkoten for huset som et gennemsnit af grundens højeste og laveste punkt. Ved et efterfølgende møde foreslår landskabsarkitekten at hæve koten med 15 cm for at få pladsen i et forsvarligt niveau og få huset løftet lidt, så det er mere synligt. Skønt ingeniøren kan bestemme koten alene, bliver de ekstra omkostninger ved løftet vurderet med et slag på tasken, og forslaget bliver vedtaget. Men selvom omkostningerne vurderes med et skøn, kan det at hæve huset have andre følger. Derfor må landskabsarkitekten undersøge beslutningens konsekvenser omhyggeligt. Selvom projektet befinder sig i dispositionsfasen, må hun gå så langt ind i projekteringsfasen, som det er nødvendigt. Her fastlægger man byggeriet i detaljer, og hun må gå så langt for at undersøge, om terrænet kan udformes forsvarligt med den nu besluttede kote. Der er forskellige konsekvenser, der må undersøges. For det første ligger gaden lavt på den anden side af bakken, så huset må ikke komme så højt op, at det bliver for dominerende i gadebilledet. For det andet skal forpladsens afvanding fungere i en sammenhæng, hvor den hældning, afvandingen medfører, må falde ind i terrænets “bevægelser”. Landskabsarkitekten prioriterer, at forpladsens niveau skal medføre, at kirkebesøgende inviteres ind på pladsen og hen til huset, så at sammenhængen mellem kirke, menighedshus og kirkesti understreges af det æstetiske udtryk. For det tredie er der en gravergård på den anden side af huset, der skråner fra kirkegården og ud mod gaden. Den må ikke skråne mere, end der kan arbejdes på den, og skal derfor terrænreguleres på særlige måder. Hvis disse ting ikke faldt på plads, måtte landskabsarkitekten prøve at forhandle en anden kote og prøve en gang til.

Det er denne handlen, hvor det enkelte tilfælde behandles med indsigt, forståelse, vurdering og skøn, som vi vil forsøge at begribe med en situeret forståelse. Vi ser de to professionelle må gå ind over hinandens områder for at få et fornuftigt resultat. De må bryde den sædvanlige arbejdsdeling for, at deres professionelle perspektiv kan mødes i en beslutning om en kote. Landskabsarkitektens perspektiv på koten er især centreret omkring overvejelser om social funktion, om æstetik og om materialer. Ingeniørens perspektiv er især centreret omkring overvejelser om produktion, materialer og økonomi. De professionelle perspektiver prioriterer forskellige hensyn i koteringen, og alle hensynene må koordineres samlet for at få et frugtbart resultat. En forudsætning for at koordinere disse hensyn er, at de to professionelle har et vist indblik i hinandens arbejde. Landskabsarkitekten ved, hvorfor ingeniøren som udgangspunkt vælger gennemsnittet af højeste og laveste sted, ingeniøren har en fornemmelse af alle de hensyn, en landskabsarkitekt skal tage, når et terræn skal reguleres.

Endvidere ser vi, at der er modstridende hensyn i deres beslutning. At hæve koten er dyrere, men gør det lettere at håndtere en række hensyn. Jo højere huset kan ligge, jo mere vil forpladsen komme i niveau med kirkestien, og jo mindre skråner gravergården fra kirkegården til gravernes bygning, hvorved det bliver lettere at køre med de store redskaber; men jo mere vil resten af gravergården ud til gaden skråne. Jo højere huset ligger, jo mere kan man se det fra tilkørselsvejen, men jo mere dominerende vil det være i gadebilledet osv..

Vi ser også, at beslutningen håndterer et problem, hvor det – som problemet med hønen og ægget – er vanskeligt at afgøre, hvad, der kommer af hvad, hvad, der bestemmer hvad. Man kan overveje mange løsninger, der er ikke en, som fremstår som den rigtige, men hver har noget for sig og noget imod sig. Hvad der stopper processen er en beslutning, og hvis den holder skal den på tilfredsstillende måde koordinere de modsatte, mangfoldige og sammensatte hensyn. Vi mener derfor ikke, at det er praktisk frugtbart at udtrykke disse forskellige hensyn i en række variable, hvor man så søger at foretage en optimering. En sådan fremgangsmåde binder den professionelle til at fokusere på de udvalgte variable og deres kvantitative behandling. Mens det vigtige i projekteringsarbejdet er at tænke på de konkrete forhold, inddrage nye forhold, hvor det er relevant af mange forskellige grunde, og bestemme og forme de sammenhænge som resultatet har betydning for. Sådanne bestemmelser skifter hele tiden med projektets udvikling.

Det er ikke kun arbejdsdelingens principper, der brydes for at få et fornuftigt resultat. Den ydelsesbestemte fasedeling man arbejder med i projektering må også holde for. Ombrydning af faserne ses i mange sammenhænge. I overensstemmelse med ydelsesbeskrivelsen ønskede projekteringslederen for eksempel ved slutningen af dispositionsfasen, at landskabsarkitekten angav, hvilke materialer der skulle bruges i terrænet. Men det kunne hun ikke udføre på meningsfuld måde, fordi udformningen af terrænet er med til at afgøre, hvilke materialer der kan og skal anvendes. Så hvad ydelsesbeskrivelsen foreskriver for dispositionsfasen, ville hun først kunne udføre i senere faser af projekteringen. Det er den måde hun må organisere sit arbejde, som udformer arbejdets faser i praksis. Vi ser også en ombrydning af faser i koteringseksemplet – her inddrages flere hensyn. Koteringen foregår i dispositionsfasen. For at undersøge koteringens konsekvenser, må landskabsarkitekten bevæge sig ind i projekteringsfasen. Den måde, hun har stillet problemet på, bestemmer, hvad hun skal undersøge. Men hun kan kun gå så langt i arbejdet, så langt ind i projekteringen, som hendes økonomi tillader. For hendes kontrakt er udformet sådan, at den kan opsiges ved hvert faseskift. Så hun får kun betaling for det projekteringsarbejde, hun udfører, hvis arbejdet i de følgende faser tilfalder hende. Landskabsarkitektens arbejde er ikke opdelt som ydelsesbeskrivelsens opdeling af arbejdsopgaverne.

Faseinddeling er et koordineringsinstrument i projektering, og jo større og mere omfangsrigt et byggeri er, jo mere er man afhængig af koordineringen. En faseinddeling, som er opstillet med formelle kendetegn såsom lister over, hvad der skal gøres, vil således uvægerligt blive udfordret af nødvendigheden af at forme arbejdsopgaver ud fra deres konkrete sammenhæng. Denne betragtning mener vi har konsekvenser – også for de store byggerier, der er dybt afhængige af en effektiv koordinering.

Koordinering af perspektiver

Vi har fundet eksempler på, at de professionelle inddrager og kombinerer særlige forhold omkring arbejdet for at opnå en hensigtsmæssig udformning og herved bryder faseinddelingen. Dette er argumentet for, hvad vi vil kalde en situeret forståelse af projektering. I en situeret forståelse ser vi, at hver professionel sammenstiller særlige forhold ud fra hver sit perspektiv. Det medfører, at det ikke er frugtbart at bedømme bruddet på faseinddelingen som rigtig eller forkert i forhold til den på forhånd givne model, som fx Ydelsesbeskrivelsen. Vi kan ikke vurdere den konkrete fremgangsmåde i forhold til en generel model for planlægning og projektledelse, vi må tage stilling til, om denne særlige fremgangsmåde med disse forskellige perspektiver er fornuftig. Deltagerne står med dilemmaer, som muligvis kan håndteres bedre i projektering, hvis vi accepterer, at samarbejdet og koordineringen produceres fra hver professionels perspektiv med den modsætningsfyldte sags nødvendigheder for øje.

Vi kan dermed ikke forstå Ydelsesbeskrivelsen som et regelsæt, der fastsætter en norm for godt byggeri. Vi må forstå den, som den bliver anvendt, den er en opskrift. Den er et redskab til at fastholde en fælles måde at organisere på, men på den forunderlige måde, at den kun giver ufuldstændige handleanvisninger, hvor man selv må forstå sammenhængen for at udføre arbejdet. Man kunne så spørge, om det da ikke er muligt at udvikle en god teori, med hvilken man kunne opstille regler for normen, som andre så bare skulle følge. Sådan et spørgsmål forstår teorier som stringente sammenhænge, sat af nogle og fulgt af andre, ligesom de programmerede prisfastsættelser. Men det at mennesker, både de, der sætter, og de, der følger teorien, må finde og indrette sig efter særlige forhold i deres arbejde, peger på, at teorier ligesom opskrifter selv er ufuldstændige anvisninger på sammenhænge. De har betydning, når man vil handle, men man må selv tænke videre eller tænke om i sammenhængen. Med andre ord: teorierne tager form efter, hvad teoretikeren kommer ud for, teorier er situerede.

At tænke om sagen i sammenhængen medfører, at vi tilpasser vore begreber og arbejde efter hinanden i et samspil. Den situerede tilgang medfører altså, at vi i stedet for at opstille den rigtige måde at planlægge forløbet på, må indstille os på at finde den mest hensigtsmæssige og mest relevante måde at planlægge på. Så en af konsekvenserne af tilgangen er, at man ikke kan tale om fejl i tilrettelæggelsen, eller at fremgangsmåden er en undtagelse i forhold til generelle regler, der gælder for den slags arbejder, hvor to professionelle mødes i en grænseflade. Man må netop i stedet bedømme og diskutere situationen efter relevans og hensigtsmæssighed og anse overholdelsen af aftaler som et aktivt forhold, som alle er med til at opretholde.

Den adskilte sammensathed

Nogle vil mene, at koteringseksemplet handler om upræcise skøn og mere eller mindre tilfældige eller kaotiske vurderinger, som kun kan lade sig gøre i mindre byggerier. Hvis et stort byggeri ikke går, som det skal, siges det ofte, at det skulle være styret benhårdt, hvor hver får præcist at vide, hvad de skal. Det er i hvert fald klart, at store byggerier med mange medarbejdere og stor arbejdsdeling bliver mere afhængig af en eller anden form for planlægning, koordinering og dokumentation, end små byggerier er. Nogle ville mene, at det kun gælder om at have entydige principper, præcise aftaler eventuelt støttet af skarpe teorier, der hjælper en med at opstille standarder og variable og optimere de mange sider af et byggeri. Vi har set, at den detaljeplanlægning, man kommer ind på med BIM og de dertil knyttede 3D modeller af bygninger, endog fører til tanker om yderligere standarder i håbet om at sikre en mere præcis prisfastsættelse af tilbud. De mange professioner og deres specialisering kunne endvidere få nogle til at overveje, om der skulle være en generalist i projekter, en, der sikrede overblikket.

Men vi vil argumentere for, at de ovenstående foranstaltninger for at styre et stort byggeri kun kan lade sig gøre, hvis man gør plads for det, som vi har set i koteringseksemplet (se også fx Flyvbjerg et al., 2003; Georg, S., Tryggestad, K., 2009). Det er ikke hensigtsmæssigt at tale om individuelle skøn eller intuition eller tavs viden. Vi må tale om professionel kunnen, forstået som subjektiv indsigt og handling i praksis. Baseret på erfaring kender den professionelle til, hvordan tingene skal udføres i sammenhængen, og den professionelle udforsker og undersøger, hvad det kan være meningen at udføre i denne situation med disse særlige betingelser. Den professionelle har ikke brug for præcist at få at vide, hvad hun skal. Hun har brug for, at generalisten eller projektlederen lader hende udforske sammenhængen på projekteringens betingelser. Endvidere: ingen i projektet ved det hele, og derfor kan der dukke mange overraskelser op. Respekten for de særlige forhold og for, at der dukker overraskelser op, nødvendiggør, at man skaber plads til, at udforskningen ændrer projektet så meget, at tingene kan lade sig gøre. Den kan også ændre andre professionelles arbejde, enten fordi den professionelle må gøre plads til sine egne funktioner, eller fordi hun kan se relevansen af det fundne for de andre deltagere. Derfor: når et projekt er organiseret, så deltagerne kan udfolde deres specielle professionelle viden, kan de ikke undgå at arbejde ind over hinandens domæner. Herved åbnes der mulighed for, at alle deltagere bedre kan udføre deres opgaver. Vi må give plads for hinanden, så vi kan være på pladsen.

 

Litteratur

Axel, E. (2009). Situeret projektering i et byggeprojekt. Nordiske Udkast, 37(1).

Flyvbjerg, B., Bruzelius, N., & Rothengatter, W. (2003). Megaprojects and risk: An anatomy of ambition. Cambridge University Press.

Georg, S., Tryggestad, K. (2009). On the emergence of roles in construction: the qualculative role of project management. Construction Management and Economics, vol 27, 969 – 981.

Hermansen, J. B. (2015). Borders of Discourse? Psychology and Society, Vol. 7 (2), 40-57.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge