Psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser – resultater af et pilotstudie

Af Halfdan Thorsø Skjerning, cand.psych. og ph.d. & Christian Christensen,  cand.psych.. Udgivet 10. august 2017.

 

Psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser tiltrækker sig stor opmærksomhed. Det skyldes muligvis en kombination af interesse for psykiske lidelser og en skepsis – eller begejstring – over for medicinens somatiske og psykologiske virkninger og bivirkninger. Debatten om medikamentel behandling af især depression har givet anledning til refleksioner over det videnskabelige grundlag for at anvende psykofarmaka til behandling af depression. Debatten er udtryk for usikkerhed og uenighed omkring psykofarmakas effekt, langtidseffekt og langtidsbivirkninger både blandt klinikere og lægfolk (Christensen & Skjerning, 2017).

Psykologer udskriver eller seponerer ikke medicin. Men psykologer møder i deres kliniske arbejde klienter, der modtager medikamentel behandling for de selvsamme lidelser, de søger psykoterapeutisk hjælp til. Vi har ikke kunnet finde tidligere undersøgelser af danske psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser. Det har derfor gjort os interesseret i gennem et pilotstudie at undersøge, hvilke holdninger psykologer har til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser.

Vores hypotese var, at jo større påvirkning man mente, en lidelse havde på personens livskvalitet, des mere enig ville man være i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling af netop denne lidelse. Hvis man for eksempel ”kun” var lidt enig i, at let depression udgjorde en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet, ville man ikke være tilbøjelig til at mene, at psykofarmaka var en velvalgt behandling af let depression, og; hvis man var meget enig i at svær depression udgjorde en alvorlig påvirkning af en persons livkvalitet, ville man være tilbøjelig til at mene, at psykofarmaka var en velvalgt behandling af svær depression.

Denne hypotese viste sig at være for simpel til at forklare data, men den førte til et spændende pilotstudie, som er beskrevet i den følgende tekst.

Metode

Holdning til psykofarmaka blev operationaliseret som graden af enighed i, hvorvidt man mente, psykofarmaka var en velvalgt behandling ved en given psykisk lidelse. Holdning til den psykiske lidelses sværhedsgrad blev operationaliseret som graden af enighed i, hvorvidt den pågældende lidelse udgjorde en alvorlig påvirkning af personens livskvalitet.

Vi programmerede et spørgeskema om psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser og deres vurdering af en given lidelses påvirkning af personens livskvalitet.

Dataindsamlingen blev foretaget med et online spørgeskema gennem annoncering på LinkedIn og Dansk Psykologforenings Facebook-side.

Spørgeskemaet blev præsenteret med: ”Dette spørgeskema handler om psykologers holdning til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser. Her drejer det sig ikke om evidens, men om holdninger. Det tager ca. 3 minutter at besvare. Undersøgelsen er anonym. Tak for din deltagelse.”

Dernæst fulgte tre baggrundsspørgsmål om køn, alder og primære arbejdsområde, hvorunder man kunne vælge mellem: ‘Klinisk psykologi’, ‘Pædagogisk-psykologisk område’, ‘Psykologisk forskning’ og ‘Andet’, der kunne specificeres.

Undersøgelsesspørgsmålene blev præsenteret således, at de først spurgte til enighed i, hvorvidt psykofarmaka var en velvalgt behandling af en given psykisk lidelse og derefter spurgte til enighed i lidelsens alvor for personens livskvalitet. Alle undersøgelsesspørgsmålene blev præsenteret med: ”Angiv venligst din grad af enighed i nedenstående udsagn”.

Undersøgelsesspørgsmålene var:

  1. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af let depression
  2. Let depression udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  3. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af moderat depression
  4. Moderat depression udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  5. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af svær depression
  6. Svær depression udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  7. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af fobi (agorafobi, enkeltfobi eller socialfobi)
  8. Fobi udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  9. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af panikangst
  10. Panikangst udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  11. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af generaliseret angst
  12. Generaliseret angst udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet
  13. Psykofarmaka er en velvalgt behandling af stress (belastningsreaktion eller tilpasningsreaktion)
  14. Stress udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet

Svarskalaen bestod af mulighederne: ’Meget uenig’, ’Uenig’, ’Lidt uenig’, ’Hverken uenig eller enig’, ’Lidt enig’, ’Enig’, og ’Meget enig’.

Til sidst i spørgeskemaet var der et kommentarfelt.

For at undersøge vores hypotese om, at jo større påvirkning man mente, en lidelse havde på personens livskvalitet, des mere enig ville man være i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling af netop denne lidelse, blev svarene omkodet til numeriske værdier (Meget uenig = 0, Uenig = 1, Lidt uenig = 2, Hverken uenig eller enig = 3, Lidt enig = 4, Enig = 5, Meget enig = 6). Svarene kunne nu korreleres (Spearman’s rank correlation). Svarene blev også omkodet til to kategorier: enig (bestående af svarmulighederne ”Lidt enig”, ”Enig” og ”Meget enig”) og uenig (bestående af svarmulighederne ”Lidt uenig”, ”Uenig” og ”Meget uenig”). Her udgik svarmuligheden ”Hverken uenig eller enig”.

Resultater

Spørgeskemaet blev besvaret af 57 psykologer, heraf 42 kvinder (74 %) og 15 mænd (26 %). Gennemsnitsalderen var 38 år med en standartafvigelse på 9 et halvt år. Den overvejende del af respondenterne arbejdede inden for klinisk psykologi (88 %, n = 50), mens resten arbejdede inden for forskning & undervisning (5 %, n = 3), det pædagogisk-psykologiske område (3,5 %, n = 2) eller ’andet’ (3,5 %, n = 2).

 

 

I alle tilfælde var der en overvægt af enighed i, at den pågældende psykiske lidelse udgjorde en alvorlig påvirkning af personens livkvalitet.

En overvægt af deltagerene vurderede, at de var uenige i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling ved let depression (95 %, n = 54), fobi (86 %, n = 43), panikangst (69 %, n = 33) og stress (91 %, n = 49).

I vurdering af, hvorvidt psykofarmaka var en velvalgt behandling ved moderat depression (enig: 43 %, n = 20, uenig: 57 %, n = 27) og generaliseret angst (enig: 38 %, n = 17, uenig: 62 %, n = 28) nærmede de enige og uenige sig hinanden lidt mere. Dog var der også her en overvægt, der var uenige i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling.

En overvægt vurderede sig enige i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling ved svær depression (78 %, n = 43).

Der var ingen forskel på mandlige og kvindelige psykologers vurdering af en psykisk lidelses påvirkningen af en persons livskvalitet. De mandlige psykologer var dog generelt mindre positivt stemt over for psykofarmakologisk behandling end de kvindelige psykologer, især ved moderat depression (X2(1, N = 57) = 3.64, p = .056 (N.B.)) og svær depression (X2(1, N = 57) = 5.91, p = .02).

Der var en positiv, signifikant korrelation mellem hvor enige deltagerne var i at svær depression udgør en alvorlig påvirkning af en persons livskvalitet og hvor enige deltagerne var i, at psykofarmaka er en velvalgt behandling af svær depression (rs(55) = .37, p < .01). Dette gjorde sig også gældende ved spørgsmålene om moderat depression, blot lidt over signifikansniveauet (rs(55) = .24, p = .07).

Ni deltagere skrev kommentarer til sidst i spørgeskemaet. Nogle udtrykte deres oplevelse af spørgeskemaets spørgsmåls- og svarkategorier. For eksempel skrev en kvindelig, klinisk psykolog, 27 år: ”Jeg tænker, at spørgsmålet om fobi er lidt upræcist. Enkeltfobi er ofte ikke så slemt som fx svær socialfobi.” En anden kvindelig, klinisk psykolog, 36 år ønskede at spørgsmålene om stress og angst havde gradueret lidelserne i sværhedsgrad. Ligeledes skrev en kvindelig, klinisk psykolog, 40 år: ”Jeg savnede, at det blev præciseret, om det var “første-valg” eller bare behandlingstiltag. Psykofarmaka er jo nogle gange ikke første-valg, men hvis terapi er afprøvet uden effekt, kan psykofarmaka være værd af afprøve.”

Andre deltagere skrev om deres holdninger til brugen af psykofarmaka. For eksempel ”… psykofarmaka har måske kun effekt på meget svær psykopatologi. Medicin er efterhånden mange psykiateres eneste behandlingsmulighed. Diagnoser i sig selv er et alt, alt for enstrenget syn på psykiske reaktioner.”, kvindelig klinisk psykolog, 54 år. En anden kvindelig, klinisk psykolog, 29 år, skrev: ”Jeg ville aldrig anbefale psykofarmaka som eneste behandling, undtaget ved svære depressioner, hvor der efter min erfaring kan være behov for at symptomlindre, før patienten kan arbejde konstruktivt i terapi – og så naturligvis anbefale terapi efterfølgende.”

Diskussion

Dette pilotstudie satte sig for at undersøge psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser med et spørgeskema.

Ved alle psykiske lidelser vurderede en overvægt af psykologerne, at lidelsen udgjorde en alvorlig påvirkning af personens livkvalitet. Ved spørgsmålene om let, moderat og svær depression var der en stigende enighed i lidelsens påvirkning af personens livskvalitet i takt med lidelsens stigende sværhedsgrad. Dette underbygger en deltagerkommentar om, at spørgsmålene burde graduere flere af de psykiske lidelser i sværhedsgrad, for eksempel let, moderat og svær angst. Spørgeskemaet var her formuleret så kort som muligt og en graduering ville have ført til flere spørgsmål, hvilket kunne udtrætte respondenterne og dermed give færre komplette besvarelser. Fremtidige undersøgelser bør tage højde herfor.

Det var interessant, at de medvirkende psykologer samlet set vurderede sig uenige i, at psykofarmakologisk behandling var velvalgt ved seks af de syv lidelser, spørgeskemaet spurgte til. Ligeledes var det interessant, at psykologerne i overvejende grad var enige i, at psykofarmaka var velvalgt ved behandling af svær depression. Heri blev fundet en vis støtte for hypotesen om, at jo større påvirkning man mente, en lidelse havde på personens livskvalitet, des mere enig ville man være i, at psykofarmaka var en velvalgt behandling af netop denne lidelse. Men ved andre lidelser var det ikke tilfældet. Hypotesen må derfor anses for at være for simpel. Man kunne arbejde videre med en antagelse om en mere kompleks sammenhæng mellem lidelsens art og sværhedsgrad i forhold til valg af – og holdning til – behandlingstype.

Nærværende pilotstudie havde få deltagerere i forhold til at generalisere om danske psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser. Resultaterne er derfor udtryk for interessante tendenser, der kan give anledning til nye undersøgelser med et større datagrundlag for at give sikre svar på psykologers holdninger til psykofarmakologisk behandling af psykiske lidelser.

 

Referencer
Christensen, C., & Skjerning, H. (2017). Piller ved lykken – refleksioner omkring problemer i den nuværende debat om lykkepiller. P – Psykologernes Fagmagasin | Psykologi & Viden, 3. årgang, 15.

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge