Rammer for Børnehuse bidrager til fragmenteret psykologisk hjælp til krænkede børn

I 2013 blev der oprettet fem regionale Børnehuse, der skal inddrages i alle sager om overgreb mod børn og unge, hvor der er behov for en tværsektoriel indsats. Samling af ekspertise i Børnehusene giver basis for bedre hjælp til de udsatte børn og unge, men centraliseringen giver samtidig udfordringer med at tilbyde de svageste børn og unge den hjælp, de faktisk har brug for.

Af Alice Fredsgaard Thams, cand.psych., specialist i børnepsykologi, Adjunkt VIA University College og Lene Mosegaard Søbjerg, cand.scient.pol., ph.d., Forsknings- og udviklingsleder, VIA University College.

Børn og unge, der har været udsat for fysiske, psykiske eller seksuelle overgreb, skal mødes af en velkoordineret tværprofessionel indsats, når de kommer i kontakt med det offentlige. Det er et af hovedargumenterne bag fem Børnehuse, der blev oprettet i forbindelse med en række lovændringer, der blev vedtaget under betegnelsen ’overgrebspakken’ i 2013 (Socialstyrelsen 2013a). De danske børnehuse er etableret som et tværkommunalt og tværsektorielt samarbejde for børn og unge fra 0-17 år, som har været udsat for seksuelle overgreb og/eller fysisk vold, eller hvor der er mistanke herom. Børnehusene skal benyttes i sager om overgreb, hvor der er behov for en tværsektoriel indsats mellem kommune, politi og sygehusvæsen, og det er således et krav, at der er to sektorer involveret i alle sager, der behandles i Børnehusene.

Oprettelsen af Børnehuse i Danmark er baseret på erfaringer fra bl.a. USA, Island og Sverige, hvor der er gode resultater med at samle den fagprofessionelle indsats i forhold til børn udsat for overgreb under ét tag (Cross et al, 2008; Rasmusson, 2010; Johansson, 2012). Børnehusene er baseret på en ’et-dørs’-princip, hvilket går ud på, at barnet skal kunne gå ind af én dør og blive mødt af alle de fagprofessionelle, der er behov for i tilknytning til håndtering af overgrebet (Socialstyrelsen, 2013). Dette kan være politi, socialrådgivere, psykologer og sundhedspersonale. For at sikre den faglige ekspertise i alle dele af landet er der i Danmark oprettet ét Børnehus i hver region. Af hensyn til de store geografiske afstande i nogle regioner, har flere Børnehuse en satellit et andet sted i regionen.

Formålet om, at ”børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige overgreb, får en kvalificeret og skånsom indsats samlet på ét, børnevenligt sted” (www.socialstyrelsen.dk), er velment og i teorien ganske fornuftig. Erfaringer fra et forskningsprojekt i Børnehus Midts område viser også, at der fagligt set er fordele ved at samle ekspertisen. Samtidig peger undersøgelsen på, at netop centraliseringen samt de eksisterende rammer for børnehusene kan have uhensigtsmæssige konsekvenser i form af et mere fragmenteret behandlingstilbud og dermed muligheden for at arbejde med og tilbyde en sammenhængende psykologisk behandling til børn og unge, der har været udsat for overgreb.

Samling af faglig ekspertise

Med henblik på at undersøge betydningen af oprettelsen af Børnehuset for kommunale sagsbehandleres mulighed for at arbejde med og hjælpe børn udsat for overgreb, blev der i efteråret 2014 gennemført en undersøgelse blandt kommunerne i Region Midtjylland. Udtalelserne i denne artikel er baseret på en spørgeskemaundersøgelse gennemført blandt de 19 kommuner i Børnehus Midts optageområde samt interviews med sagsbehandlere og ledere i otte kommuner og lederen af Børnehus Midt.

De 19 kommuner i Region Midtjylland, der hører under Børnehus Midt, havde inden oprettelsen af Børnehuset store forventninger til samlingen af ekspertise. Sager om fysiske og seksuelle overgreb er tunge at håndtere for de enkelte medarbejdere, og der var set frem til at få adgang til en samlet kvalificeret assistance, når sager om overgreb blev opdaget.

Disse forventninger er overordnet set blevet indfriet, idet de kommunale sagsbehandlere oplever, at det giver en tryghed i arbejdet med sager om overgreb, at de kan henvende sig til Børnehuset. ”Det giver tryghed, at Børnehuset er blevet oprettet. Det er dejligt at få opbakning i en tung sag”, udtaler en kommunal sagsbehandler. Børnehuset giver sparring og vejledning i sagerne, og det opfattes som en stor hjælp for kommunerne. Det er ikke ensbetydende med, at kommunerne bliver aflastet i deres myndighedsvaretagelse, men Børnehuset hjælper med at koordinere og sørger for, at sagen bliver afdækket fra alle vinkler, hvilket er til gavn for barnet. Den koordinerende indsats fra Børnehuset indebærer blandt andet afholdelse af møder med deltagelse af politi, børnehus, kommunen og hvis nødvendigt sundhedsvæsnet. Lovgivningen, der gør det muligt at udveksle oplysninger i dette forum, bidrager yderligere til en større belysning af sagerne. I det hele taget nævner flere kommuner, at det øgede fokus på seksuelle men i høj grad også på fysiske overgreb, som Børnehuset er et symptom på, er en hjælp. Det betyder, at det er lettere at fastholde fokus på at arbejde med familier, hvor der er mistanke om mulige overgreb, også selvom sagen ikke umiddelbart kan bevises.

Der er afgjort fordele i, at kommunerne kun skal henvende sig ét sted, hvor de kan få kvalificeret råd og sparring. Ansættelsen af erfarne og specialiserede psykologer og rådgivere, der har erfaring med at arbejde med krænkede børn og unge, og som kan bevare fokus på netop disse problematikker, opfattes som en stor hjælp for kommunerne. Der er imidlertid også er række strukturelle udfordringer, der bør diskuteres.

Mens rammerne i Børnehuset sikrer en ensartet og systematisk tilgang til sager om overgreb på tværs af kommunerne, betyder samlingen af faglig ekspertise i fem regionale Børnehuse, at nogle kommuner frygter, at de sigt vil blive delvist drænes for viden omkring overgrebssager.

”Tanken er god ved at sikre systematik i forhold til de her sager, men man kunne jo også forestille sig, at man sikrede at ekspertisen kom ude i kommunerne i stedet for at centralisere den. Det er et centraliseringsspørgsmål, der gør det svært for os, fordi vi ligger i udkanten af en region. ”
(Kommunal sagsbehandler)

Når de indledende samtaler med barnet (og eventuelt forældre) finder sted i Børnehuset, har kommunerne vanskeligere ved at opretholde den erfaring, der skal til for at spotte og håndtere en overgrebssag. De kommunale sagsbehandlere anerkender, at der er fordele ved at samle den faglige viden og skabe et fagligt rum for at specialisere sig og være opdateret på forskning inden for området, men sker det på bekostning af kommunernes viden og erfaring, kan det gøre det vanskeligere for kommunerne at håndtere sagerne. Dette gælder både i forhold til opsporing af nye sager og i forhold til det videre forløb, når Børnehuset ikke længere er involveret. Der er således risiko for, at kommunalt ansatte sagsbehandlere og psykologer, der arbejder med udsatte børn og unge, vil blive mindre opmærksomme på og have mindre viden om tegn på og følgerne af overgreb, hvis de i mindre grad konfronteres med arbejdet med seksuelt krænkede børn og unge.

”En ulempe ved Børnehuset er centraliseringen. Man flytter ressourcer og kompetencer væk fra kommunerne. ”
(Kommunal sagsbehandler)

Tilbud om krisesamtaler

Indsatsen i Børnehuset består af en udredning og undersøgelse af barnets eller den unges forhold med henblik på at afdække barnets behov for særlig støtte foranlediget af overgrebet. Børnehusets undersøgelse indgår som en del af den børnefaglige undersøgelse. Børnehusenes rolle er således ikke at tilbyde egentlig behandling, men Børnehuset kan bidrage til, at den kommunale myndighedsrådgiver har så godt et grundlag som muligt til at træffe beslutning på, når den børnefaglige undersøgelse afsluttes.

I forbindelse med udredning og undersøgelse har Børnehuset mulighed for at tilbyde op til otte samtaler til et barn eller barnets familie. Dette betegnes som krisesamtaler, og de gennemføres af en psykolog eller socialrådgiver med væsentlig erfaring med disse samtaler. Der er blandt kommunerne delte meninger om hensigtsmæssigheden af disse samtaler. Nogle kommuner er glade for, at erfarne folk sidder med de ofte meget svære samtaler, mens andre kommuner mener, at deres egne medarbejdere kunne og burde have gennemført samtalerne.

Den skepsis, der udtales omkring krisesamtalerne betyder ikke, at de adspurgte kommuner har noget at udsætte på den psykologhjælp og de samtaler, der gives i Børnehuset. Udfordringen er derimod dels risikoen for at kommunerne bliver drænet for erfaring med overgrebssager, dels at otte samtaler kun ”kradser i overfladen” og der derfor ofte vil være behov for yderligere samtaler eller behandlingstilbud.

Flere kommuner gør opmærksom på, at et barn, der har været udsat for overgreb, sjældent er færdig med at behandle traumer eller andre følger af overgrebet efter otte samtaler, og behandling er som nævnt tidligere heller ikke formålet med Børnehusets samtaler med barnet. Kommunen skal derfor ud og finde lokale tilbud, når de otte samtaler er gennemført. Dette medfører et afbræk i forløbet for barnet, når den voksne, barnet har fortalt sin historie til skiftes ud. Barnet skal således starte forfra med at fortælle sin historie til endnu en voksen.

”Jeg synes, det er meget firkantet. Hvis et barn er inde i et godt forløb, så giver det ikke mening at stoppe det for at tage det hjem og putte det i vores eget regi. Så skal barnet til at have en ny kontakt med nogen. For børnene at skulle skabe den der tillid, det er svært. ”
(Kommunal sagsbehandler)

Børn, der har været udsat for omsorgssvigt og overgreb, har vanskeligt ved at få tillid til voksne, og præmissen om, at der højst kan gennemføres otte samtaler i Børnehuset, betyder, at barnet skal igennem et forløb med at fortælle sin historie og opbygge tillid til endnu en voksen. ”Relationen betyder meget, derfor er det ikke godt at flytte folk så langt væk”, udtaler en kommunal sagsbehandler.

Princippet om, at barnet skal kunne få en gennemgående hjælp ét sted, skrider således automatisk, hvis barnet behøver mere end de otte tilbudte krisesamtaler. I flere undersøgelser beskrives, at de traumatiske hændelser, børn har været udsat for ved seksuelle overgreb, ofte kræver mere end 20 timers terapi (Leth, 2006). De rammer, der begrænser omfanget af behandlingen i Børnehuset til otte samtaler, er således med til at gøre indsatsen fragmenteret for de kriseramte børn. Der er således et tydeligt dilemma imellem at samle ekspertisen, og dermed give barnet den bedst mulige krisehjælp umiddelbart efter, at et overgreb er blevet afsløret, og det at give barnet muligheden for et længerevarende og sammenhængende behandlingsforløb med den eller de samme behandlere.

Alle de kommuner, der ikke ligger i umiddelbar nærhed af Børnehuset (eller dets satellit) rent geografisk, gav udtryk for, at de oplever, at det er svært for mange børn og deres familier at tage imod det tilbud om krisesamtaler, der gives i Børnehuset. I Region Midtjylland ligger Børnehuset i Aarhus, og der er en satellit i Herning. Der tilbydes samtaler på begge adresser, men med et optageområde på 13.000 km2, kan der være langt til Børnehuset. For svage familier kan det derfor være vanskeligt at tage imod tilbuddet om samtaler i Børnehuset. Kommunerne giver familierne tilbuddet om samtaler i Børnehuset og fortæller, at det er, hvad de kan tilbyde. Der er ikke tal på, hvor mange samtaler der aflyses pga. manglende fremmøde, men både kommuner og Børnehuset fortæller, at det er ofte forekommende. Det manglende fremmøde skyldes ikke, at barnet eller familien ikke har et behov for krisesamtaler, men de magter ganske enkelt ikke at tage imod det. Det er ikke nødvendigvis fraværet af en bil, men i lige så høj grad det mentale i at skulle tage barnet ud af skole, måske selv tage fri fra arbejde eller i hvert fald ændre vanerne i hverdagen, der har betydning for, at barnet og familien ikke møder op til de planlagte samtaler i Børnehuset.

Hvis familien og/eller barnet ikke er mødt op til samtale op til tre gange, vil kommunens sagsbehandlere begynde at lede efter et lokalt tilbud om samtaler. Kommunen har det juridiske ansvar for, at der tages hånd om barnet, og hvis det ikke er muligt at hjælpe barnet gennem Børnehuset, er kommunen forpligtet til at tilbyde anden hjælp. Kommunerne vil derefter kontakte lokale privatpraktiserende psykologer og opstarte et forløb derigennem. Ulemperne ved, at alle først skal tilbydes samtaler i Børnehuset er, at det kan forlænge behandlingen, og det kan forlænge udarbejdelsen af de lovpligtige børnefaglige undersøgelser.

De geografiske udfordringer blev italesat af mange kommuner i efteråret 2014. For at imødekomme dette er Børnehus Midt i 2015 begyndt at arbejde med muligheden for at tage ud til kommunerne i stedet for, at barnet, familien og de kommunale sagsbehandlere skal komme til Børnehuset. Dette indebærer en afvigelse fra princippet om, at alt skal foregå i ét hus, men det fremmer et mere helhedsorienteret syn på barnets behov.

Afgrænsning af målgruppen

Rent administrativt er der gode argumenter for, at der skal være grænser for Børnehusets ydelser. Der er således naturlige grænser for, hvor meget der kan rummes i ét hus og med en begrænset finansiering.

En af afgrænsningerne af Børnehusets rammer er antallet af samtaler, hvor der til hver sag, som beskrevet ovenfor, maksimalt kan tilbydes otte samtaler. En anden afgrænsning er spændvidden i de personer, de kan tage ind til samtale. Det er kun de krænkede, ofrene, og eventuelt deres familier der tilbydes samtaler i Børnehuset. Børn, der krænker andre børn, er således ikke en del af målgruppen, ligesom voksne familiemedlemmer, der har krænket børn, ikke er del af den.

Internationale undersøgelser rapporterer, at en tredjedel af alle overgreb begås af unge under 18 år. Det vil være rimeligt at antage, at de samme tal derfor gør sig gældende i Danmark (Strange, 2006). En vigtig indsats for at forebygge og bekæmpe seksuelle overgreb må derfor være tidlig intervention i forhold til begyndende seksuel overgrebsadfærd hos børn og unge. Det er derfor forståeligt, at kommunerne oplever, at de står tilbage med en vigtig indsats, når der ikke er mulighed for inddragelse af børn, der seksuelt krænker andre børn, i Børnehuset. Afgrænsningen giver anledning til overvejelser omkring, at vi ikke prioriterer højere denne forebyggende indsats i forhold til fremtidige voksne krænkere.

Der er fra foråret 2014 blevet oprettet behandlingstilbud målrettet børn, der har seksuelt grænseoverskridende adfærd over for andre børn to steder uden for København. Formålet er at forebygge, at børn og unge krænkes seksuelt af andre børn og unge. Udover Janus Centret i København, der har eksisteret siden 2003, er der på projektbasis etableret behandlingsenheder i både Aarhus (Projekt JUNO) og Aalborg (Projekt SEBA).

Det er interessant, at ingen af informanterne i de interviewede kommuner nævner disse nye behandlingstilbud i forbindelse med interview om Børnehus Midt i efteråret 2014, når de konkret går ind og kommenterer manglen på inddragelse af unge krænkere i Børnehuset.

Fravalget af inddragelse af krænkere i Børnehus-regi kan opfattes som et forsøg på at skærme og beskytte de krænkede børn, idet de skal føle sig sikre og trygge i Børnehuset og derfor ikke risikere at møde deres krænkere. Børnene skal opleve, at Børnehuset er til for deres skyld. Beskyttelsen af de krænkede børn er et centralt og velbegrundet mål med Børnehusene. Som det er beskrevet, har ingen anden del af behandlingsarbejdet nogen chance for at lykkes, hvis der ikke er sørget for tilstrækkelig sikkerhed. Den fysiske og psykiske sikring kommer først (Hagelquist & Skov, 2014). Her ligger der en udfordring for nogle kommuner i, at de arbejder helhedsorienteret, og hvis krænkeren er en del af familien, er det nødvendigt at inddrage krænkeren for at bevare helhedsorienteringen.

Inddragelse af hele familien er især relevant i de sager, hvor der ikke rejses tiltale eller fældes dom. Når sagen ikke fører til en juridisk afslutning, er det vigtigt for kommunen at samle familien op og sikre at de hjælpes videre. Når sagen er kommet ind i Børnehuset, har barnet i et eller andet omfang givet udtryk for, at det føler, der er sket overgreb, og disse udtalelser kan ikke trækkes tilbage. Der er derfor i høj grad brug for, at hele familien inddrages og får mulighed for at deltage i samtaler med erfarne psykologer og behandlere, der kan hjælpe familien til at bearbejde det skete og især baggrunden for det skete.

”Det hakker på en eller anden måde lidt tingene i stykker, fordi vi kan jo godt have de her sager, hvor politiet frafalder fuldstændigt og ikke gør mere, men så kalder de (Børnehuset) stadigvæk det for krænkeren, men så har vi jo i juridisk forstand ikke nogen krænker. Så tænker jeg, de har netop brug for hjælp. De her familier har netop brug for hjælp til at få snakket om den her proces, det har været, men også at få snakket om den vold, der alligevel er, selvom det ikke har været noget, der kunne føre til domsfældelse. Der er jo alligevel nogle problemstillinger. ”
(Kommunal sagsbehandler)

Enkelte kommuner i undersøgelsen har oplevet, at både det krænkede barn og barnets familie er blevet inddraget i samtalerne i Børnehuset, men de fleste oplever, at der er en skarp adskillelse mellem det krænkede barn og familien. Disse kommuner oplever derfor, at kravet om at sager om seksuelle overgreb skal håndteres i Børnehuset medfører et fragmenteret arbejde, fordi den del af en børnesag, der vedrører et overgreb, ikke kan behandles ud fra et helhedsperspektiv.

”Hvis det var sådan, at hele familien fik et samlet tilbud, så ville det give mening, når vi arbejder på at gøre familien hel igen. ”, udtaler en kommunal sagsbehandler som ønsketænkning.

Koncentreret ekspertise eller helhedsperspektiv?

Opsummerende kan det konkluderes, at der er fordele og ulemper ved at centralisere ekspertisen omkring børn og unge, der har været udsat for seksuelle overgreb. Fordelene er, at det at samle viden på et sted og sikre koordinering mellem forskellige instanser giver mulighed for at forbedre indsatsen og hjælpen til de krænkede børn og unge. Her giver princippet om én-dør´ således god mening, da det forbedrer koordinationen og sammenhængen i indsatsen set fra det offentliges side.

Hvis fokus flyttes fra det overordnede koordinerende perspektiv til barnets perspektiv, ses derimod en række svagheder ved Børnehus-modellen. Ulemperne er primært organisatoriske og praktiske. Centraliseringen og den for nogle store afstand til Børnehuset gør det vanskeligt for svage og udsatte børn og deres familier at tage imod tilbuddet om samtaler i Børnehuset. Derudover kan den fastsatte grænse med op til otte samtaler være en barriere i at give barnet et sammenhængende behandlingsforløb, idet en del børn har behov for mere end otte samtaler.

I den svenske Børnehus-model tales der om, at målet med Børnehusene er, at barn og familie skal opleve, at de ”får ta del av en obruten vårdkedja där de får den stöt de behöver och har rätt til” (Landberg 2009). Ideen om en ubrudt sammenhængende hjælp og en helhedsorienteret indsats er en fængslende tanke, der også har været afgørende i opbygningen af de danske Børnehuse, men undersøgelsen fra de første år i Børnehus Midts område viser, at det ikke er så enkelt at udføre i praksis. Som nævnt i indledningen har Børnehuse kun eksisteret i Danmark i knap to år. Det betyder, at Børnehusene helt naturligt stadig er i gang med en implementeringsfase, og at en del af de beskrevne udfordringer ovenfor vil formentlig blive løst hen ad vejen. Skismaet mellem centralisering og specialisering på den ene side og fastholdelse af lokal ekspertise og behovet for kontinuitet og sammenhængende behandlingsforløb medfører nogle udfordringer.

Litteratur
Cross,T. et al (2008) Evaluating Children’s Advocacy Centers’ Response to Child Sexual Abuse, Office of Juvenile Justice and Delinquency Prevention, August 2008

Hagelquist, Janne Østergaard & Skov, Marianne Køhler (2014) Mentalisering i pædagogik og terapi, Hans Reitzels Forlag

Hansen, Anne Melchior (2006) ”De sociale indsatsers rolle i forebyggelse og håndtering af seksuelle overgreb – set fra et barneperspektiv” kap. 15 i Seksuelle overgreb mod børn og unge – En antologi om forebyggelse og behandling, Mehlbye, Jill & Hammershøi, Annette (red.), København: akf forlaget

Johansson, Susanna (2013) Diffusion and Governance of ’Barnahus’ in the Nordic Countries: Report from an On-going Project, Journal of Scandinavian Studies in Criminology and Crime Prevention, vol. 13, pp. 69-84

Killén, Kari (2010) Omsorgssvigt I – Det teoretiske grundlag, København: Hans Reitzels Forlag

Landberg, Åsa (2009), Boken om barnahus – samverkan med barnet i centrum, Gothia Forlag

Leth, Ingrid (2006) ”Psykologisk behandling af mindre børn og deres familier efter seksuelle overgreb”, kap. 9 i Seksuelle overgreb mod børn og unge – En antologi om forebyggelse og behandling, Mehlbye, Jill & Hammershøi, Annette (red.), København: akf forlaget

Nygren, Pär (1995) Profesjonelt barnevern som barneomsorg, Oslo: Gyldendal

Rasmusson, Bodil (2010) Children’s Advocacy Centers (Barnahus) in Sweden. Experiences of Children and Parents, Child Indicators Research, vol. 4, pp. 301-321

Socialstyrelsen (2013a) Overgrebspakken (http://socialstyrelsen.dk/projekter-og-initiativer/born/overgrebspakken)

Socialstyrelsen (2013b) Kvalitetsstandarder for børnehuse i Danmark – vejledende faglige retningslinjer for indsatsen i børnehusene, online udgave (www.socialstyrelsen.dk) (8/8 2015)

Strange, Mimi (2006) Børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd, kap. 12 i Seksuelle overgreb mod børn og unge – En antologi om forebyggelse og behandling, Mehlbye, Jill & Hammershøi, Annette (red.), København: akf forlaget

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge