Kan læsning af skønlitteratur facilitere mentalisering?

Et psykologisk perspektiv på dialogen mellem kulturvidenskaberne og social- og sundhedssektoren.

Af Kristine Mikkelsen, cand. psych., specialpsykolog i psykiatri; Anne-Marie Mai, mag.art. et lic. phil, professor og chair of DIAS, SDU; Allan Holmgren, mag.art., direktør DISPUK, ekstern lektor og adj. professor CBS; Henriette Bruun, ph.d. og overlæge; og Elsebeth Stenager, overlæge og professor

 

Mennesket har udviklet evnen til at fortælle historier, og denne evne til at fortælle og have appetit på historier følger mennesket som et grundvilkår og har medført en kulturel udvikling med produktion af artefakter i form af eksempelvis skuespil, billedkunst, computerspil, film og bøger [1]. Denne tekst omhandler den skønlitterære tekst som kulturel artefakt, og dennes samspil med og effekt på menneskets psykologiske kapacitet, herunder udvikling af refleksion, narrativ kompetence og mentalisering, hvilket er teoretiske forståelsesrammer, der ofte anvendes omkring mennesket i social- og sundhedssektoren.

Kidd & Castano´s eksperiment i 2013

I 2013 fik psykologerne Kidd & Castano i tidsskriftet Science publiceret en artikel, der omhandlede en eksperimentel undersøgelse, der undersøgte effekten af at læse en skønlitterær tekst på bl.a. Reading the Mind in the Eyes test (RMET) i en almindelig population [2]. Testen RMET forbindes med at kunne gøre forudsigelser om et menneskes niveau for theory of mind eller mentalisering. RMET er udviklet af Baron-Cohen og kolleger, og testen måler evnen til at genkende mentale stadier ud fra fotografier af en persons øjne [3]. Undersøgelsen viste, at hvis man læste bare en enkelt skønlitterær tekst, så medførte det en positiv effekt på RMET, der var signifikant højere – sammenlignet med læsning af en ikke-skønlitterær tekst. Kidd og Castano konkluderede således på baggrund af deres eksperimenter 1-5 (1. n=86, 2. n=114, 3. n=69, 4. n=72, 5. n=356), at hvis man læser god skønlitteratur bare en enkelt gang, så styrker det theory of mind eller mentalisering [2], hvilket er en banebrydende opdagelse underbygget af forskningsbaseret evidens!

Replikationsstudier

Kidd & Castanos forsøg [2] er dog mange gange blevet kritiseret for at have både et lille sample og en lille effektstørrelse. Derfor har fire forskergrupper sidenhen forsøgt at replikere forsøgene, men det har desværre ikke kunnet gentages med samme effekt [4-7]. Disse forsøg omfatter større samples, og eksempelvis kan nævnes de sidste to undersøgelser (ud af de førnævnte fire), som har følgende samples: Panero et al: n=792 [6] og Samur et al: n=1006 [7]. Forsøgsdeltagerne blev randomiseret til fire grupper: Litterær fiction, populær fiction, nonfiction eller nonreading, nøjagtigt som i Kidd & Castanos oprindelige undersøgelse [2]. Der ses i disse replikationsstudier ingen signifikant forhøjelse i RMET scores i kontrast til de andre grupper. Men det interessante var, at man fandt en sammenhæng for alle fem undersøgelser [2,4-7] på Author Recognition Test (en test, der måler en persons generelle kendskab til litteratur) og RMET. Kidd & Castano har forsøgt at forklare, hvorfor variationerne mellem resultaterne i studierne findes, men selv hvis man forsøger at korrigere resultaterne med disse forklaringer, kan der ikke findes samme effekt i replikationsstudierne [7]. Hvis man ser samlet på alle undersøgelserne, kan der konkluderes, at der generelt for studierne ses en sammenhæng mellem det at have et mere generelt kendskab til litteratur og højere mål på theory of mind/mentalisering – hvis dette vel og mærke kan måles med henholdsvis Author Recognition Test og RMET, hvilket man jo så udmærket kan stille spørgsmålstegn ved!

Udfordringer i forskningen

Trods indvendinger og kritik er Kidd & Castanos eksperiment fra 2013 vældig interessant, fordi de viste mod til at kaste sig ud i at forsøge at måle på så komplekse størrelser som theory of mind og mentalisering med nogle test, som man stadig diskuterer validiteten og reliabilteten af, det vil sige de psykometriske egenskaber. Ud over de mere almindeligt forekommende udfordringer i forskning vedr. confoundere (dvs. faktorer, der kan forvirre forskeren på bestemte måder, når forskeren forsøger at forstå årsagssammenhængen), så peger denne undersøgelse ind i udfordringerne omkring operationalisering. Det er uhyre vanskeligt at operationalisere begreber som eksempelvis theory of mind, mentalisering, empati og narrativ kompetence, og det er endnu mere komplekst at udvikle måleredskaber, som kan evaluere kvantitativt på disse. Kompleksiteten stiger yderligere flere grader, fordi de fænomener/processer, der skal måles på kombineres med et andet forskningsfelt med en anden kultur og traditioner, som det også er mindst lige så vanskeligt at måle kvantitativt på: Litteratur- og kulturvidenskaberne. Resultatet bliver en yderst kompliceret ligning, hvis en sådan overhovedet kan opstilles. Man må som forsker inden for dette felt stille sig spørgsmålet, om det lader sig gøre at løse en sådan ligning ved hjælp af matematik og statistik i form af eksempelvis kvantitative effekt-mål. Eller kræver dette mere detaljerede og finmaskede kvalitative metoder? Eller måske en kombination?

Narrativ Medicin

Kidd & Castanos forøg samt replikationsundersøgelserne er et godt eksempel på, hvilke vanskeligheder og dilemmaer, der kan og vil vise sig, når kulturvidenskaberne mødes i et interdisciplinært forskningsfelt med blandt andet medicin og psykologi. Det bliver uhyre komplekst både at beskrive fænomenerne og dernæst at forsøge at randominere processerne inden for dette felt. Lige netop dette genstandsfelt har forskningsfeltet Narrativ Medicin sat sig som ambition at beskrive. I Narrativ Medicin, som er en del af Medicinsk Humaniora, mødes videnskaberne litteraturvidenskab med medicin, filosofi, historie, teologi, antropologi og psykologi etc. [8]. Historisk set er kimen til forskningskulturen omkring Narrativ Medicin blevet dannet gradvist gennem det seneste århundrede, men er startet op som formelt forskningsfelt omkring år 2000 af læge og litteraturhistoriker Rita Charon og en forskergruppe på Colombia University [9]. Narrativ Medicin har gennem de seneste år bredt sig til universiteter over hele verden, og der er stor interesse for feltet og et ønske om at undersøge og validere metoderne, men forskningen er stadig forholdsvis sparsom [8]. En af de centrale hypoteser i Narrativ medicin er, at skønlitteratur kan åbne et æstetisk ”rum” i mennesker [10]; Et rum, der er kvalitativt anderledes i sin forholdemåde end de rum, som man normalt finder inden for social- og sundhedssektoren. Juhl Rasmussen og Sodermann beskriver rummet på følgende måde: ” (…) hvori det enkelte menneske først og fremmest forstås som en krop og sjæl, som komplekst, mangefacetteret, og modsætningsfuldt.” [s. 3, 10]. Stenberg beskriver endvidere rummet som besiddende: ” (…) en særlig oplevelsesorienteret og erfaringsbaseret personlig refleksionsform.” [s. 836, 11]. Narrativ Medicin anvender skønlitterære metoder til at facilitere og opbygge en narrativ kompetence, som ifølge Rita Charon består af tre grundprincipper: Attention, representation og affiliation [9]. Ved attention forstås evnen til at lytte opmærksomt til patientens narrativ. Ved representation at kunne gribe fat i og prøve at forstå meningen, og ved affilation: at blive rørt til at agere sammen med patienten og nogle gange på patientens vegne. Metoderne er nærlæsning og kreativ skrivning. Ved nærlæsning (close reading) forstås en systematisk og koncentreret læsning af en given skønlitterær tekst i detaljer, således at både det sagte og usagte klart fremstår og i sit hele bliver til en uhyre komplekst narrativ [ss. 157f, 9]. Kreativ skrivning (creative writing) beskrives som ”imaginative discovery” ofte knyttet til nærlæsningen, hvor deltagerne skriver en spontan tekst i et antal minutter og efterfølgende læser teksterne højt og sammen reflekterer over dem [ss. 211-232, 9]. Fælles for metoderne er, at de faciliteres af en forfatter eller en person, der har erfaringer med kunstnerisk arbejde og en uddannelse i litteraturvidenskab og dermed et stort kendskab til skønlitteratur og metoderne inden for dette fag. Rita Charon skriver om resultaterne af metoderne:”… We are learning more and more about the long-term implications of developing narrative competence in Healthcare. Such outcomes as recognition of emotion, perceptual sharpness, tolerating uncertainty, decreasing burnout, improving healthcare team function, and deepening individual clinicians´ knowledge of individual patients´ situations are all being demonstrated as consequences of narrative training” [p. 5, 9]. Det bliver tydeligt, når man læser om Narrativ Medicin, at man bevæger sig ind i et interdisciplinært felt, hvor det teoretisk gælder om at holde tungen meget lige midt i munden og være skarp og præcis i forhold til, hvad det er, man taler om, og på hvilken måde.

Effekter?

Hvilke effekter har det at nærlæse skønlitteratur og udføre kreative skriveøvelser? I litteraturen opregnes mange forskellige effekter på mange forskellige niveauer i forskellige populationer og forskellige kontekster. Hvis man tager udgangspunkt i Rita Charon, så er hendes hypotese, at man via metoderne fra Narrativ Medicin kan træne narrative kompetencer, som består af elementer på flere forskellige niveauer: Perceptuel skarphed og opmærksomhed, repræsentation og tilknytning [9]. Herudover antager forskere fra Narrativ Medicin på SDU i Danmark, at narrative kompetencer vil kunne styrke empati, refleksion og tolerance over for ambivalens og usikkerhed hos læger og sundhedsprofessionelle [8, 10, 12]. Endvidere taler Rita Felski bl.a. om genkendelse (recognition), som en del af processen i nærlæsning [13]. Alle disse begreber hører alle hjemme (helt eller delvist) inden for den videnskabelige psykologis genstandsområde, så derfor er det nærliggende at kaste et mere dybdegående, psykologisk blik på disse med udgangspunkt i psykodynamiske og narrative teorier.

Empati, sympati, theory of mind og mentalisering

Begrebet empati og forskningen omkring empati er yderst kompleks, og derfor ses mange betydninger og forståelser. Forståelsen omkring empati er vigtig, da empati er en af de røde tråde inden for forskningen i Narrativ Medicin. Generelt set forstås empati som en psykologisk mekanisme, dvs. evnen til at genkende og forstå andres følelser [s. 37, 14]. Teoretikere indenfor mentaliseringsteori beskriver empati mere komplekst, som en opmærksomhed på emotionelle forhold hos en anden person og med emotionelt match mellem to personer, men med samtidig skelnen mellem en selv og den anden [14]. Endvidere beskrives også som kendetegn for empati, at det involverer en umiddelbar forståelse af den anden [15]. Empati er noget andet end sympati, hvor sidstnævnte er evnen til at dele en følelse med en anden og ”føle med den anden”. Empati forstås i denne tankegang som en del af mentaliseringsbegrebet, og ifølge teoretikerne indenfor mentaliseringsteori, så ville de to begreber nærmest være identiske, hvis empati også indeholdt empati i forhold til en selv [15]. Mentalisering er kort sagt at forstå egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker og intentioner [14]. Mentaliseringsteorien er gradvist udviklet siden starten af 1990´erne, men bygger blandt andet på theory of mind-forskningen. Desværre benyttes de to begreber – theory of mind og mentalisering – ofte lidt i flæng, selvom de adskiller sig fra hinanden på væsentlige punkter, herunder at theory of mind primært er rettet mod de kognitive aspekter, og er rettet mod fortolkningen af den andens tænkning og behov. I mentaliseringsbegrebet indgår både kognitive og emotionelle aspekter, og der lægges ligeværdigt vægt på mentaliseringsprocesser i forhold til en selv og den anden [15]. Hvorfor er det vigtigt med disse begrebsadskillelser og –sammenfletninger, som her kun er berørt ganske overfladisk? Det er vigtigt, at vi opnår en eller anden konsensus om, hvad det er, vi undersøger, hvis forskningen og teoridannelsen i Narrativ Medicin skal kvalificeres yderligere. Det skal beskrives mere præcist, hvad vi mener, eller hvad vi har hypoteser om, når vi postulerer, at metoderne fra Narrativ Medicin kan hæve niveauet af empati hos sundhedsprofessionelle [8, 10, 12] eller generelt styrke theory of mind /mentalisering [2] og herunder evt. genkendelse, repræsentation og tilknytning [9].

Refleksion, perceptuel skarphed, opmærksomhed og repræsentation

En anden hypotese inden for Narrativ Medicin er, at nærlæsning af litteratur og skriveøvelser kan åbne et æstetisk rum [10]. I denne proces faciliteres en kvalitativt anden form for refleksion, der tager udgangspunkt i en holistisk forståelse af mennesket, som et komplekst væsen i en kompleks verden.  Igennem anvendelsen af metoderne menes at kunne træne narrative kompetencer hos sundhedsprofessionelle, som vil medføre en øget opmærksomhed på og træne perceptuel skarphed og forståelse for patienternes komplicererede narrativer [16]. Eksempelvis beskriver Gallagher [17], hvorledes den narrative kompetence kan indfange narrative praksisser, som medvirker til forståelsen af intersubjektive interaktioner. Ifølge Gallagher må man udvise empati for at kunne forstå den andens oplevelse ud fra et narrativ, og derfor er en narrativ kompetence en vigtig del af empati og mentalisering, herunder forståelse af intentionaliteten. Juhl Rasmussen & Sodeman beskriver processen på følgende måde: ”Gennem metodisk bevidst nærlæsning undersøges tekstens elementer hver for sig og som helhed: De studerende trænes i at genkende tekstens fortællerstemme, den rumlige og tidslige struktur samt metaforer, og når disse aspekter af litteraturen undersøges kritisk, kan de gøre en klinikers forståelse af narrativet fyldigere, mere komplekst og mangefacetteret.” [s. 3, 10]. Der savnes dog en mere præcis forståelse af, hvad der grundlæggende menes med refleksion i Narrativ Medicin, og hvorledes denne kan forstås og udvikles. Kidd, Orsing og Castano mener eksempelvis, at man i forskningen kan se effekter på en RF-skala (Reflective functioning) ved læsning af skønlitteratur udover på RMET [11], men der savnes en mere sammenhængende teori om metoderne og deres effekter og samspil.

Tolerance over for usikkerhed/ambivalens

Inden for Narrativ Medicin bliver tolerance over for ambivalens og usikkerhed også fremhævet som noget af det særlige og specifikke, som det er muligt at arbejde med gennem nærlæsning og kreativ skrivning [12]. Inden for social- og sundhedssektoren er praksisfeltet præget af uforudsete situationer og begivenheder, nogle gange usandsynlige og deciderede vanvittige sammenhænge, paradokser, dilemmaer og tvetydigheder. Hypotesen inden for Narrativ Medicin er, at metoderne kan kvalificere den sundhedsprofessionelles interaktionsstil, således at den sundhedsprofessionelle ”tør opholde sig” i et ofte pessimistisk, kritisk og destruktivt felt sammen med patienten – og kunne bevare håbet og modet [ibid.]. Denne tolerance kan i psykologisk psykodynamisk ramme forstås som en del af mentaliseringsbegrebet, herunder både empati og sympati, tilknytning etc. – men også som knyttet til blandt andet opmærksomhed, repræsentation, narrativ kompetence og refleksionsudvikling. Igen savnes en mere præcis begrebsafklaring og dynamisk forståelse og teoridannelse om proces og samspil omkring metoderne fra Narrativ Medicin.

Terapi, professionsudvikling og supervision

Metoderne fra Narrativ Medicin sigter ifølge Rita Charon ikke direkte mod helbredelse, og metoderne anskues ikke som terapeutisk metoder [9]. Men man kan diskutere, hvorvidt det alligevel er en direkte eller mere indirekte terapeutisk metode. På SDU ´s hjemmeside defineres Narrativ Medicin meget klart som en ikke terapeutisk metode, men som en litterær metode, der adskiller sig fra terapeutisk skrivning, narrativ terapi, bibloterapi etc. [18]. Man kan forstå dette som en vis videnskabelig positionering, der på forhånd skal berolige det terapeutiske felt, hvis grænser bevogtes skarpt af bl.a. psykologer og psykiatere. Men hvis metoderne skal kvalificeres blandt sundhedsfagligt personale og patienter, så må vi kigge nærmere på og diskutere effekterne interdisciplinært.

Hvis vi ser på definitioner på psykoterapi, så er der en konsensus om, at det er en fællesbetegnelse for forskellige former for behandling, der alle består i, at en (eller flere) behandler(e) ved hjælp af psykologiske metoder forsøger at afhjælpe en (eller flere) patient(er)s psykiske problemer [19]. Når man ser på patient-studier, hvor metoderne er forsøgt anvendt, så tyder meget dog på, at der er en (som minimum indirekte) terapeutisk effekt [20], og at disse effekter bør beskrives, selvom de kan være afledte terapeutiske effekter.

I forlængelse af dette kan man også tænke, at der kan være afledte/indirekte terapeutiske effekter for sundhedsprofessionelle, hvor metoderne bliver anvendt som led i at træne narrative kompetencer som en del af professionsudvikling. Inden for social- og sundhedssektoren forsøger man at skabe et rum til professionsudvikling, der ligger ud over uddannelse, konferencer, terapi, vejledning, debriefing etc. og som man benævner supervision. Her arbejdes eksplicit med at øge eksempelvis refleksionsniveauet hos de sundhedsprofessionelle, og man kunne overveje at afprøve metoderne i dette rum, som supplement til – og måske berigelse af – de øvrige metoder.

Kan læsning af skønlitteratur facilitere mentalisering?

Vi er tilbage ved Kidd & Castano´s spørgsmål om, hvorvidt læsning af skønlitteratur mon kan facilitere mentalisering. Forskningsfeltet omkring Narrativ Medicin kredser rundt om dette spørgsmål, og det er et virkelig godt, interessant og komplekst spørgsmål, som med stor sandsynlighed ikke vil kunne besvares hverken hurtigt eller nemt. Det vil kræve et større arbejde med at få hypoteser og teorier i det interdisciplinære felt omkring Narrativ Medicin mere på plads, således at forskningen kan blive mere målrettet.

Når man ser på litteraturen inden for forskningsfeltet inden for Narrativ Medicin, så er forskningen som tidligere anført stadig meget sparsom og har fokus på forskellige niveauer af målgrupper, f.eks. medicinstuderende eller uddannede inden for medicin [8, 21] eller specifikke patientgrupper [22-28]. Forskningen giver samlet et billede af, at det er meget forskelligt, hvordan der evalueres og på hvilke parametre. I et review fra 2016 ser en forskergruppe omkring Chiara Fioretti på effekten af metoderne fra NM anvendt i patientgrupper med både fysiske og psykiske lidelser [20]. Der identificeres 10 undersøgelser, som er meget metodisk forskellige, og der konkluderes, at resultaterne skønnes lovende, men: ” (…) it seems very oppurtune to define the boundaries of the narrative Medicine approach in order to give it a scientific independence and common protocols to implement.” (p. 7, 2016). Christy DiFrances Remein et al. har lavet et systematisk review af indhold og resultater af NM- programmer gennem 2019, der identificerer 55 unikke programmer, som evalueres kvantitativt og kvalitativt i forhold til sundhedsprofessionelle [21]. Et gennemsnit på 88.3% af deltagerne evaulerer, at der er positive resultater af NM-programmet! De kvantitative evalueringer viste endvidere bl.a. effekter på: ” (…) participant satisfaction and pre-post improvement in competencies such as relationship-building, empathy, confidence/personal accomplishment, pedagogical skills and clinical skills.” [s. 1, 21].  De kvalitative evalueringer viste bl.a. effekter på: “(…) participant satisfaction and improvement in competencies such as relationship-building, empathy, perspective-taking/reflection, resilience and burnout detection/mitigation, confidence/personal accomplishment, narrative competence, and ethical inquiry.” [s. 1, 21]. Der konkluderes i reviewet, at NM viser lovende resultater i forhold til nogle af de mest presserende aktuelle problemstillinger blandt sundhedsprofessionelle herunder udbrændthed, depression og øget suicidalrisiko set i sammenhæng med arbejdsvilkår som eksempelvis kortere tid til patientkontakt, mere papirarbejde og dokumentation og nedsat jobtilfredshed [21]. Der mangler dog bl.a. langtidsstudier og studier af effekterne i mindre grupper end et auditorium fyldt med studerende [8, 21].

What works for whom and how?

Panero et al. mener, at forskere bør bevæge sig fra at spørge om skønlitterær læsning styrker theory of mind/mentalisering (og narrative kompetencer samt refleksion) til at spørge: ” (…) under what circumstances reading may do this, and how, and for whom.” [s. 52, 6]. Dette om virker nu ikke endelig afklaret, men man kan konkludere, at der er en stærk forventning om, at nærlæsning og kreativ skrivning kan facilitere eksempelvis mentalisering eller en form for narrativ kompetence. Hvordan skal vi blive klogere på dette? Vi må anskue fænomenerne på de forskellige niveauer, kontekster og praksisser. Vi må være nysgerrige på de narrativer, der eksisterer omkring metoderne fra Narrativ Medicin. Dette vil kræve et stærkt interdisciplinært samarbejde mellem de forskellige videnskaber, som sammen vil kunne bidrage til en mere sammenhængende analyse af og beskrivelse af plottet for Narrativ Medicin.

Udfordringer og dilemmaer for forskningsfeltet Narrativ Medicin:

  1. Der bør beskrives et mere sammenhængende sæt af teorier, som tager udgangspunkt i det komplekse interdisciplinære felt. Mere dybdegående beskrivelser af metoderne samt begrebs-afgræsninger er centrale.
  2. Dette forudsætter flere kvalitative studier, der på detaljeniveau kan beskrive det særlige og eksplicitte ved metoderne (kreativ skrivning og nærlæsning) og deres anvendelse i forskellige praksisfelter,
  3. Hvilket måske på et senere tidspunkt vil kunne føre frem til RCT-studier og longitudinelle forskningsdesigns.
  4. Forskningsfeltet bør arbejde frem mod udvikling af valide og reliable evalueringsmetoder.
  5. Det bør beskrives og diskuteres mere indgående, hvorvidt der er tale om en terapiform eller om der er tale om mere indirekte/afledte terapeutiske effekter. Eller om effekterne i form af forandring eller udvikling kan og bør beskrives på en helt anden måde.

Oplæg til et forskningsprojekt

En indgangsvinkel til et kvalitativt forskningsprojekt, som falder i tråd med ovenstående guidelines, kunne være at undersøge metoderne nærlæsning og kreativ skrivning i det psykiatriske praksisfelt. I psykiatrien er der i høj grad brug for metoder, der kan styrke de sundhedsprofessionelles evner til at lytte til og forstå og respondere på patientens historie. Undertegnede er i skrivende stund ved at beskrive et forskningsprojekt, hvor disse metoder undersøges i supervisionsrummet, som kan beskrives som et fagligt udviklingsrum, hvor der faciliteres refleksion over kliniske problemstillinger blandt de ansatte sundhedsprofessionelle [29]. Projektet vil bygge på en fænomenologisk tilgangsvinkel og ud fra en primært narrativt og psykodynamisk psykologisk forståelsesramme. De kvalitative metoder vil bl.a. bestå af deltagerobservation, interviews og fokusgruppeinterviews. Som noget nyt planlægges at invitere patienterne med ind i supervisionsrummet i et forsøg på at anvende metoderne til, at patienter og sundhedsprofessionelle sammen kan reflektere over praksis. Forhåbentligt vil projektet kaste lys over og uddybe beskrivelserne af det særlige og eksplicitte ved metoderne og deres anvendelse i supervisionsrummet samt bidrage til udviklingen af relevante evalueringsmetoder.

Hvis man som læser har kommentarer til denne artikel eller det beskrevne forskningsprojekt, så er man velkommen til at kontakte Kristine Mikkelsen på kristine.mikkelsen@rsyd.dk, som meget gerne vil i dialog om projektet.

 

Litteratur:

[1] Kidd, Ongis & Castano (2016). On literary fiction and its effects on theory of mind. Scientific Study of Literature. 6:1, 42-58.

[2] Kidd, D.C. & Castano, E. (2013). Reading Literary Fiction Improves Theory of Mind. Science, 342, 377-380.

[3] Baron-Cohen, S. et al. (2001). The”Reading the Mind in the Eyes” Test Revised Version: A study with normal adults. And adults with Asperger Syndrome or High-functioning Autism”. J. Child Psychol. Psychiat. Vol. 42, No. 2, 241-251.

[4] Black, J.E. & Barnes, J.L. (2015). The effect of reading material on social and non-social cognition. Poetics, 52, 32-43.

[5] Bormann, D. & Greitemeyer, T. (2015). Immersed in virtual worlds and minds effects of in-game storytelleing on immersion, need, satisfaction, and affective theory of mind. Social Psychological and Personality Science.

[6] Panero, M.E. et al. (2016). Does reading a single passage of literary fiction really improve Theory of Mind? An attempt at replication. Journal of Personality and Social Psychology, 111 (5), e46-e54.

[7] Samur, D. et al. (2018). Does a single session of reading literary fiction prime enhanced mentalising performance? Four replication experiments of Kidd and Castano. Cognition and Emotion, 32 (1), 130-144.

[8] Stewart-Ferrer, S. & Juhl Rasmussen, A. (2019). ´Human First´: Teaching clos reading and creative writing to medical students. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 31, 141-165.

[9] Charon, R. et al. (2017). The principles and practice of Narrative Medicine. Oxford University Press.

[10] Juhl Rasmussen, A. & Sodemann, M. (2020). Narrativ medicin som nyt, interdisciplinært felt. Ugeskrift for læger (182).

[11] Steenberg, M. (2013). Litteratur som behandling eller æstetisk praksis? Medicinskrift for almen praksis, oktober 2013.

[12] Juhl Rasmussen, A. & Wohlmann, A. (2019). Narrativer og empati, kapitel i Litteratur i brug (red. Anne-Marie Mai), 258-282, Forlaget spring.

[13] Felski, R. (2008). Uses of Literature. Blackwell publishing.

[14] Bateman, A. & Fonagy, P. (2007). Mentaliseringsbaseret behandling af borderline personlighedsforstyrrelse. Akademisk Forlag.

[15] Davidsen, A.S. & Fogtmann, C. (2016). Mentaliseringsteorien: mangler og muligheder. Tidsskrift for Forskning i Sygdom og Samfund, nr. 24, 113-135.

[16] Charon, R., Hermann, N. & Devlin, M.J. (2016). Close reading and creative writing in clinical education: Teaching attention, representation, and affiliation. Academic Medicine, vol. 91, No. 3, 345- 350.

[17] Gallagher, S. (2012). Empathy, simulation and narrative. Science in Context. 25, 355-381.

[18] SDUS hjemmeside: https://www.sdu.dk/da/skrivevaerksteder

[19] Wikipedia om psykoterapi : https://da.wikipedia.org/wiki/Psykoterapil

[20] Fioretti, C. et al. (2016). Research studies on patients´illness experiences using the Narrative Medicine approach: a systematic review. BMJ Open. 6. 1-9.

[21] DiFrances Remein, C. et al. (2020). Content and outcomes of narrative medicine programmes. A systematic review of the literature through 2019. BMJ Open. 10. 1-15.

[22] Olsen Zwisler, Anne-Dorthe et al. (2017). Skriveværkted – Skrivning som innovativ indsats i rehabilitering og palliation. REHPA – Videnscenter for Rehabilitering og Palliation, notat nr. 6, 1. udgave.

[23] Tarp, Kristine et al. (2019). Can creative writing, as an Add-on Treatment for alcohol use disorder, support rehabilitation? Alcoholism Treatment Quarterly.

[24] Gray, E. et al. (2016). Making sense of mental health difficulties through live reading: an interpretative phenomenological analysis of th eexperience of being in a Reader Group. Arts & Health – An international Journal for Research, Policy and Practice. 8 (3), 248-261.

[25] Longden, E. et al. (2015). Shared Reading: assesing the intrisic value of a literature-based health intervention. Med Humanit, 41,113-120.

[26] Billington, J. et al. (2016a). A literature-based intervention for people with chronic pain. Arts and Health – An International Journal for Research, Policy and Practice. 8 (1), 13-31.

[27] Billington, J., Longden, E. & Robinson, J. (2016b). A literature-based intervention for women prisoners: preliminary findings. International Journal of Prisoners Health, 12 (4), 230-243.

[28] Billington et al. (2017). A comparative study of cognitive behavioural therapy and shared reading for chronic pain. Med Humanit, 43, 155-165.

[29] Bernard, J.M. & Goodyear, R.K. (2019). Fundamentals of clinical supervision, 6th edition. Pearson.

 

Udskriv eller gem som pdf

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge